Orker ikke mere! Al den pressehype om harmløse Vampire Weekend som en slags nyt Talking Heads, giver lyst til at tjekke op på den ægte vare…
Av for Vampire Weekend, hvis opreklamerede etniske ting ved siden af fremstår som en velment afrikansk temauge i Bernadotteskolens trygge overflødighedshorn. Den føromtalte sammenligning - det er stadig ikke vores, men for mange musikjournalisters - med Talking Heads skal heller ikke være nem, for David Byrne & co. var selvlysende og udfordrende når som bedst som her ovenfor.
Remain In Light fra efteråret 1980 er deres største album, lige dele tilbagetilrødderne-sanselig Afrika-chant og fucked-up neurotisk New York-hjernespin, med Brian Eno/David Byrne i absolut kreativ topform. Endda så meget i parløb i kontroltårnet, at Talking Heads som kollektivt arbejdende band reelt faldt fra hinanden, de senere plader til trods. Remain In Light er nemt al den ballade værd, som skelsættende og inspirerende hovedværk i moderne musik.
I dag er der igen nyt fra Massive Attack efter en lang, lang pause. Det er hele syv år siden det foregående album, som i det stor og hele var en solopræstation fra Robert del Naja; det kølige, flimrende 100th Window var - trods bidrag fra bla. Sinead O’Connor - nok det svageste bidrag til bandets katalog.
På Heligoland er Grant Marshall tilbage, og Massive Attack er nu en duo.
Resultatet er overbevisende. Man kunne måske have forventet at Massive Attack ville have gentænkt deres udtryk som Portishead gjorde med så stort held, men det er egentlig ikke tilfældet. Det kølige udtryk er der stadig; der er sparet lidt på de filmiske strygerarrangementer, men det klæder albummet at slippe af med det forslidte “trip-hop”-varemærke. Vanen tro er der en masse gæstevokalister - denne gang er det endog nogle, vi har rost i høje toner på denne blog: Tunde Adebimpe (fra TV On The Radio), Guy Garvey (fra Elbow), Hope Sandoval (fra Mazzy Star m.v.) og Damon Albarn (fra Blur m.v.). Horace Andy, der har det med at dukke op i Massive Attack-sammenhæng er også tilbage. Adrian Utley fra Portishead kommer forbi med sin guitar. Det er i høj grad disse gæsters bidrag, der er med til at skabe den vellykkede helhed. Men det er jo også en bedrift fra Del Naja og Marshall, at de har kunnet vælge deres samarbejdspartnere med omhu. Mine personlige favoritter er numrene med Tunde Adebimpe (der lyder ret TVOTR-agtigt). Guy Garvey (der er meget u-Elbow’sk men alligevel umiskendeligt Garvey’sk) og sidst, men ikke mindst, det yderst sensuelle “Paradise Circus” med Hope Sandoval.
Op til udgivelsen af albummet har fire meget ukonventionelle filmvignetter set dagens lys. Den mest interessante og kontroversielle er uden tvivl videoen til netop “Paradise Circus”, der er klippet sammen primært af scener fra en knap 40 år gammel pornofilm, “The Devil In Miss Jones” (hvorfra billedet ovenfor stammer). Men her hører al lighed med Rammsteins platte “Pussy”-video så også op. Kontrasten mellem den gamle dame og hendes unge, lidenskabelige jeg er gribende - og det er påfaldende, at de ekspressionistiske og til tider direkte freudianske billedkompositioner tilsyneladende er pornofilmens egne. Se videoen f.eks. lige her. Jeg skal selvfølgelig huske at advare om, at der forekommer scener, der kan virke stærkt anstødelige.
Vel kan den så. Faldt over nedenstående, fra et show i Manchester i 1985. Nemt som støv sætter sig på førstehåndsoplevelsens indtryk og opsamlinger fastfryser øjeblikkets lethed som det kom, at glemme hvor overvældende frie, højtflyvende, genreskabende, fremragende R.E.M. var da de brød igennem lydmuren. Hvilket må ramme enhver kender af bandet med beundrende længsel ved gennemlæsning af denne setliste…
Her fra samme sæson i Rockpalast’s noget sterile TV-rammer. På onsdag er det 25 år siden Michael Stipe dansede for vesttyskerne der…
Var Pastoren for hård ved Vampire Weekend? Tror det egentlig slet ikke. Men under en BBC-session for Zane Lowe forleden har bandet dog oppet sig og indspillet en faktisk ret ok sommerbrisevægtløs version af Rancid-tracket ‘Ruby Soho’, som kan downloades kvit og frit lige her.
Lydinstallationen her fra Odd Blood, Brooklyn-bandet Yeasayers’s andet album, der udkommer mandag. Ikke mange anmeldelser endnu af den meget spraglede, musikalsk nærmest grænseløse men også umiddelbart fængende plade at tage pejling af. Istedet her en slet ikke forkert vinkel fra Sex 4 Ears, en engelsk musikblog:
It’s definitely experimental, it’s definitely amazing, and it’s definitely poppy, but there is something about the nature of their song writing that makes you feel a little alienated and uneasy. Perhaps its the strange sounds they use, or the odd time signatures mixed with what Pop hooks and a generally positive undertone, which to me, don’t quite mix that well here.
I’m not suggesting that it is a bad album, It’s actually amazing, but I think it’s more targeted to people who like bands like The Flaming Lips, but still have ‘Poker Face‘ on their iPod.
Glimrende sejr til Liverpool i et hårdt og altopslugende derby mod Everton. Men desværre endnu en Premier League-kamp, hvor en for ringe dommerpræstation - denne af Martin Atkinson - snarere end de to deltagende holds dagsform, kunne være blevet udslagsgivende…
Intet rødt kort til Everton’s Pieenar her…
Liverpool’s Kyrgiakos får dog marchordre for samme ubekymrede spillestil lidt efter. Helt iorden, men Everton’s Fellaini stempler selv ufortrødent igennem med strakt ben uden at ryge samme vej…
Vi tager også lige sejrsmålet. Phil Neville har måske set for mange af Liverpool’s normalt harmløse dødbolde denne sæson. Ialfald er hans markering af Kuyt useriøs med stort u…
Dette lokalopgørs spetakel indrammes her af en læserkommetar fra The Guardian’s livedækning af kampen:
From a neutral’s perspective, this is a terrible match, but for the committed, either at the ground or watching on television, this is not a terrible match. One side, without its best player and in crisis off the pitch, is taking on a team that haven’t won at Anfield for ten years and know that they cannot afford to give an inch if they are to get anything out of the match. If all matches were like this, of course that wouldn’t do - but if all matches were Arsenalesque tippy-tappy football with any tackle frowned upon from The Professor on the sidelines, that wouldn’t do either. Football is more than entertainment and spectacle - there’s plenty of that in other sports and the arts - it’s elemental too.
Rødt stadion, Liverpool. Blåt stadion, Everton. Kun Stanley Park imellem. Everton har det med Liverpool, som Liverpool har det med Man United; er der to opgør man af samtlige helst vil vinde over en hel sæson, er det dem. Everton kommer efter blegt efterår med tre sejre fra de sidste fire Premier League-kampe, Liverpool er - på hængende hår - uden nederlag i de seneste seks. Hvilket ikke overraskende har fået Rafael Benitez frem at sige, der nu kan forventes ankomst af den storform, som næsten bar Liverpool til mesterskab i foråret. Godt gået, Rafa - præcis sådan et løfte der er brug for efter de seneste to hovedløse kampe mod nedrykningsboblerne Wolves og Bolton! Håber træneren er langt bedre til bold end spin, for herefter vil mindre end tre point mod Everton lørdag - og mindst et ude mod Arsenal onsdag - fremstå som endnu en fiasko i hans navn gående mod rødt sæsonsammenbrud.
Okay, hvad nu hvis man her de sidste par måneder har givet indtryk af, at Lady Gaga nærmest er ufejlbarlig og bevæger sig efter en helt anderledes himmelstræbende masterplan end sine største konkurrenter i mainstreammaskinen!? Ja, hvordan har hun så til sin kommende britiske tour som opvarmning - 13 aftener! - kunnet vælge et band, der så uheldigt trykker samtlige forkerte knapper helt i bund på popmusikkens følsomme instrumentbræt!? Foruroligende…
P: Jeg købte det nye album med Vampire Weekend på min rejse. Det hører jeg en del.
J: Alle snakkede om det første album, så til sidst var jeg nødt til at få fat i et eksemplar.
P: Det, jeg godt kan lide ved Contra er det ubekymrede melodiunivers og arrangementerne. Så er der lidt strygere, så dukker der en Dick Dale-agtig snerreguitar frem. Der er tydelig afrikansk inspiration bag mange af numrene.
J: Da jeg havde hørt to numre, syntes jeg at sangeren skulle skydes.
P: Det er m.a.o. lidt for hø-hø-agtigt for din smag?
J: Så afgjort. Det er nærmest lyden af Talking Heads uden nogen neuroser.
P: Det er under alle omstændigheder helt klart fra teksterne, at de fire unge herrer ikke er vokset op i Soweto, men nok snarere har gået på college i USA.
J: Coveret er nu rigtig flot. Måske skulle jeg gå ned og bede om kun at købe dét?
P: Jeg kan sende dig en JPG. Så hører jeg åbningsnummeret “Horchata” imens.
