På Postbahnhof i Berlin forleden og ved showet 24 timer efter i Den Haag var setlisterne identiske, så mon ikke nedenstående er hvad der står i vente med Tindersticks i aften på Voxhall, Århus, samt torsdag i Vega? Ser lovende ud ialfald…
Falling Down A Mountain
Keep You Beautiful
Marbles
Bathtime
If She’s Torn
Peanuts
She Rode Me Down
Dying Slowly
The Hungry Saw
The Other Side Of The World
Black Smoke
No Place So Alone
Factory Girls
A Night In
Harmony Around My Table
+ + +
City Sickness
Raindrops
Som tingene i universet hænger sammen på forunderlig vis. I går var vi her lidt omkring natklubben Studio 54 i New York. I den forbindelse dukker det så op, at en blandt utallige stjernegæster under stedets storhedstid var Verdens Bedste Fodboldspille® Pelé. Dokumentation? Naturligvis - her et foto af Pelé i hedonistisk proaktion på 54-dansegulvet, muligvis iført New York Cosmos’ officielle hvide party-suit…
He’s the greatest dancer…
In the summer of 1977, New York was riven by bankruptcy, serial murderer Son of Sam and a debilitating power blackout that triggered mass looting, arson and rage among its 8 million residents. The rest of the city might have been in chaos, but apparently no one told the Cosmos. If the apocalypse was nigh, they were determined to party their way through it every Monday night at Studio 54. The famed disco became a second locker room for the team, and you were likely to run into the same crowd in both places — Barbra Streisand, Robert Redford, Elton John, Peter Frampton, Rod Stewart, and the ultimate soccer groupie, Henry Kissinger.
There were, of course, subtle differences: At Studio 54, the players sprawled on leather banquettes instead of stools; glassy-eyed supermodels, rather than sweaty, overweight sportswriters, vied for their attention; Dom Perignon flowed instead of Gatorade … and Grace Jones often rode naked on a white horse.
(fra David Hershey, ESPN.com)
Yes sir, you can boogie…
Et snapshot - lidt overbelyst af computerkameraet her, men hvad pokker - af den tredobbelte verdensmesters personlige hilsen til LS år senere, disco nu langt bagude…
I går usikkerhed, begynderfejl, frustration, skænderier, nederlag ude mod Wigan. I morgen præcis 365 dage siden nedenstående CL-kamp, hvor Real Madrid ubesværet blev kørt baglæns ud af Anfield. Skræmmende forfald…
23. august, 1979 på Studio 54; Jerry Hall, Andy Warhol, Debbie Harry, Truman Capote, Paloma Picasso.
Back in the day for 25-30 år siden var noget af det mest glamourøse man vel kunne forestille sig, at tage et fly til New York City og gå på Studio 54. Her et uudgivet nummer fra 1997 med Blondie, hvor Deborah Harry synger om diskoteket og dets extravagante nætter, som hun selv fik oplevet på tæt hold. Sangen blev demo-indspillet til spillefilmen Studio 54, men af ukendte årsager droppet fra det endelige soundtrack og er ikke blevet rørt ved siden. Synd er det, for et klassisk Blondie-hit som dette - i længselsfuld mol og med klar Giorgio Moroder-inspiration - fortjerner intet mindre end massiv udbredelse…
My head was spinning like a mirrorball
April of ‘77 they opend the doors
I’d go there every single night to dance
In a sequin halter top dress we’re talkin’ discotheque
Flashback to studio 54 tonight
Strobe light for studio 54
New York, I’ve never seen a place like this before
All night at studio 54…
Og her Brooke Shields med Deborah Harry, en nat engang på Studio 54...
PS - I Viborg hed det lokale Studio 54 istedet Finn-Inn, skulle nogen være interesseret. Discjockey Allan kontrollerede dansegulvet fra et åbent cockpit og sweettalkede i mikrofon de håbefulde masser mellem sine pumpende hits. Hver torsdag var der gratis fadøl mellem 23 og midnat - hverken Andy Warhol, Bianca Jagger eller Debbie Harry kiggede dog forbi af den grund…
….Henriks fødselsdag. Et stort tillykke til min initial-fælle herfra, der i dag er toogtres år ung. Gid jeg selv kunne se bare halvt så godt ud i jakkesæt og have en brøkdel af hans stage presence. Må vi snart ses igen.
M’boro’s nu aflivede stadion hed Ayresome Park - verdens 8. vidunder!
Som hvem der har prøvet det ved, må det være en prøvelse at stå følelsesmæssigt i ledtog med en fodboldklubs op- og nedture. I spillets mange facetter vil det næsten altid være smagen af nederlag der huskes stærkest, den som føles mest konkret. Medgangens ovenpå-verden-øjeblikke vil komme og gå - og de er så skønne luftspejlinger som der findes! - men skuffelsens forbitrelse er anderledes varig at slå sig på og tage med, så klar og nøgtern. Læs her en skildring af en Middlesbrough-tilhængers hårdtprøvede tålmodighed. Og når der står hårdtprøvet, er det lige hvad der menes, for selv Mikkel Beck er nævnt i fortællingen…
