jensunmack.dk

I dagens udgave af The Guardian er Morrissey igen under anklage for racistiske udtalelser. Denne gang siger han om kineserne dette:

Did you see the thing on the news about their treatment of animals and animal welfare? Absolutely horrific. You can’t help but feel that the Chinese are a subspecies.

Jeg er helt enig i at dyr bliver behandlet elendigt i Kina, og det kan mig gøre meget vred. Men er det acceptabelt at formulere sig som Morrissey gør? Dét synes jeg ikke. Der er lidt for mange af den slags udtalelser fra manden efterhånden til at det kan affærdiges som en skævert. Læs også Tom Clarks kommentar til sagen.

For ikke så længe siden skrev Jens følgende:

Forestil den dag det kommer frem, at Thom Yorke i virkelighed kun er gallionsfigur i Radiohead – naturligvis via sit indiekorrekte suicidale udseende – og at den egentlige sanger er en lettere overvægtig ølentusiast ved navn Phil.

Nu er Jens’ profeti næsten blevet til virkelighed. Philip Selway, trommeslageren i Radiohead har lavet et soloalbum, Familial. Allerede da jeg fik fat i Neil Finn-projektet The Sun Came Out kunne jeg høre to af hans numre – “Witching Hour” og “The Ties That Bind Us”. (Begge disse numre er for øvrigt med på Familial.)

To ting er helt oplagte: Den første er, at Philip Selway er en habil sanger/sangskriver med en lys stemme, der ligger ret fjernt fra Thom Yorke’s. Den anden er, at han stilistisk er meget langt fra Radioheads musikalske univers; ergo er det næppe galionsfiguren, vi har med at gøre her. Familial er et akustisk baseret album med sange, der giver mig mindelser om Nick Drake, og dét er da en ros. Tekstmæssigt er det nære ting, vi har fat i – Selway synger om familien, opvæksten og det liv sammen, der kan være lidt for kompliceret.

Der er ikke ret meget trommespil på albummet, og dét, der er, skyldes Glenn Kotché fra Wilco. Også Pat Sansone fra Wilco, Lisa Germano og Sebastian Steinberg spiller med. Ja, faktisk er der ikke andre musikere med. Det er på denne måde tydeligt, at dette album ligesom Wilcos selvbetitlede album er blevet til med afsæt i Neil Finns projekt. Næste gang skal Neil Finn prøve at invitere Paul Westerberg, synes jeg. Det kunne der komme noget interessant ud.

Tilbage til Philip Selway: Familial er ikke en af de væsentligste albumudgivelser i 2010, og det er ikke engang sikkert, at den vil appellere til Radioheads fanskare. Men det er stadig værd at lytte til.

(Er der Nick Drake-inspirationer i Radioheads musik? Det tror jeg nu alligevel også, der er – eller i al fald har været engang. Prøv f.eks. at høre “Nice Dream” fra The Bends.)

Jeg holder af det svenske sprog og prøver at tale det, når jeg er i nabolandet. Hellere dét end det underlige valg af engelsk, som en del danskere tilsyneladende foretrækker. Og det er faktisk ikke så svært, det svenske.

En enkelt ting har altid slået mig: Med al respekt for vores modersmål virker det, som om svensk er et lidt mere sangbart sprog – hvorfor ved jeg ikke helt. Der er en hel del svenske musikere, jeg skatter højt for deres brug af sproget – lige fra Cornelis Wreesvijk, Lill Lindfors og Ulf Lundell til Jakob Hellman, Håkan Hellström (men ham lader jeg Jens om at skrive om), Bob Hund og Kent.

For et par år siden kunne jeg føje endnu en svensk sanger til listen. Da opdagede jeg – lidt sent – sanger/sangskriveren Tomas Andersson-Wij, omkring det tidspunkt da Sommar på speed udkom. Albummet fik hug fra en del anmeldere på grund af den store strygersektion, der optrådte på næsten alle numre. Nogen, der får et deja vu her? Interessant nok er samme strygerensemble, Stockholm Session Strings, også at finde på Kents En plats i solen, men her har ingen tilsyneladende bemærket det.

I al fald: TAW, som han ofte kaldes blandt de trofaste tilhængere i det svenske, har ofte fået ros for sine tekster, der er skarptskårne, fulde af gode billeder, aldrig trivielle og ofte følges med en god melodi. Med andre ord: her er tale om sangskrivning af høj kvalitet. Opsamlingsalbummet En introduktion till Tomas Andersson-Wij er fuld af eksempler, så start bare dér. Pastorinden, der er svenskætling, stod på TAW via denne skive og især “Hälsingland”, der kun findes her.

Tidligere i år kom så opfølgeren til En sommar på speed. Den hedder Spår, en noget mere nedtonet sag. De enklere arrangementer klæder TAW fint, melodierne er måske ikke helt så mindeværdige, men resultatet er stadig værd at lytte til. Start med den nedtonede, men dog hvasse “Svenska zombies” og gå videre til f.eks. den smukke “Sov ut alla bilder av oss”. Prøv at få fat i den udgave af albummet, hvor “Min första resa” – om TAWs første rejse, der gik til København – findes.

Foranlediget af en kommentar til et tidligere indlæg, er det tid til en lille digression.

Hvad er en mondegreen? Wikipedia siger dette:

A mondegreen is the mishearing or misinterpretation of a phrase, typically a standardized phrase such as a line in a poem or a lyric in a song, due to near homophony, in a way that gives it a new meaning.

Ordet stammer fra en fejlhøring af den skotske folkevise “The Bonny Earl O’Moray”, som nogen fejlhørte som:

Ye Highlands and ye Lowlands,
Oh, where hae ye been?
They hae slain the Earl O’ Moray,
And Lady Mondegreen.

- hvor den sidste linje såmænd bare var “And laid him on the green”.

Fordi jeg har haft det privilegium at høre Jens’ tekster sunget, før udgivelserne kom på gaden, har jeg uforvarende selv konstrueret en lille samling mondegreens i årenes løb. Og de er:

1. Som en karrusel af piskefløde over Hiroshima.
2. Når du bliver ung, kommer hegnet tilbage.
3. Louise går alene, for min cykel er ikke så lang.
4. Men hun rammer hver dag med sin køkkenpistol.
5. Var det for svært at skabe tillid med ord?

og er alle blevet aflivet med spørgsmålet: “Jamen, kan det virkelig passe, at du synger…?” Kan denne blogs læsere identificere dem?

…og meningsmålingerne giver igen Dansk Folkeparti og dets to støttepartier flertal. Labour var 18 år i opposition i Storbritannien, og noget tilsvarende tegner sig nu herhjemme. I det mindste får jeg da lidt champagne ud af de væddemål, jeg vinder.

Taiwans Apple Daily har lavet denne ret interessante animation – og kendskab til kinesisk er ikke nødvendigt!

Det nye album med Arcade Fire kalder på flere indlæg. Den lille forede kuvert fra Canada lå i postkassen, da jeg, Pastorinden og vores faste kommentator på 9 vendte hjem fra ferie sydpå. Vi fik hørt det meste af albummet med et halvt øre, efter vi havde pakket ud og inden vi udmattede tumlede i seng.

I dag har jeg haft The Suburbs i ørene hele formiddagen. Allerede første ordentlige gennemlytning fortalte mig, at her er tale om én af årets store albumoplevelser i en tid, hvor mange erklærer både rockmusikken og albumformatet for fortid. Fornemmelsen af at have fat i noget helt specielt, som da jeg i sin tid hørte The Walkmens You & Me havde jeg igen. Den ene velskrevne sang efter den anden dukkede op, og fire ting stod efterhånden klart for mig.

For det første, at de store armbevægelser fra Neon Bible er nedtonet lidt. Det har gjort flere nuancer synlige i numre som f.eks. “Wasted Hours”. Jens kom til at tænke på Talking Heads, da han havde hørt de første numre i sin tid, men den sammenligning er ikke helt rigtig, synes jeg. Det er ikke David Byrne & Co.’s humoristiske distance til forstædernes verden, vi her oplever – det er melankolien, længslen ud og hjem igen, vi møder i The Suburbs.

For det andet, at Arcade Fire som alle andre musikere, jeg holder af at lytte til, formår at kende deres rockhistorie og bruge den til at lave en syntese, der er andet og mere end summen af enkeltdelene. Man kan igen høre nødvendigheden og længslen fra Bruce Springsteens hovedværker og David Bowies periode omkring Hunky Dory og Ziggy Stardust, og også riff-citater fra “Street Fighting Man” (i “City With No Children”) og The Byrds (“Suburban War”) dukker op her og der. Men først og fremmest er dette lyden af Arcade Fire selv.

For det tredje, at selv om The Suburbs er en slags konceptalbum om forstadslivet (jeg har ikke talt efter, hvor mange gange ordet dukker op, men det er ganske mange steder), er det samtidig et album af sange, der sagtens kan høres hver for sig.

For det fjerde, at Arcade Fire, dette canadiske ensemble med en amerikanskfødt sanger bosiddende i en fransktalende storby i Canada, måske ikke er rockmusikkens fremtid, men i høj grad er dens nutid i den bedste betydning af ordet – ligesom det er tilfældet med The National og The Walkmen og andre bands, vi har det med at hylde her på bloggen.

Det anede os, at det ville gå sådan. DRs nyheder skriver bl.a.

Efter en dårlig præstation ved verdensmesterskabet i fodbold vendte Nordkoreas landshold hjem i skam.

Men spillerne måtte også igennem seks timers offentlig ydmygelse, da de ankom til Nordkorea den 2. juli, skriver sydkoreanske medier.

Foran over 400 regeringsfolk, journalister og studerende beskyldte den nordkoreanske sportsminister spillerne for at være forrædere. Og han krydsforhørte holdet om, hvorfor deres idelogiske kamp til turneringen i Sydafrika mislykkedes.

Ved samme lejlighed blev landstræneren tvunget til at blive bygningsarbejder. Men de slap faktisk billigt:

- Før i tiden blev nordkoreanske atleter og trænere, som leverede dårlige præstationer, sendt i fangelejr, siger en kilde i Sydkoreas efterretningstjeneste til avisen Chosun Ilbo.

(Og det er jo faktisk ikke morsomt, tværtimod.)

…for nu at parafrasere en gammel Uncle Tupelo-sang.

Det var ikke sjovt at vågne kl. 6.25 p.gr.a sommervarmen og tjekke sin e-mail, blot for at opdage at administrator-password var blevet ændret af nogen – hvilket en årvågen bruger af bloggen da også lige ville minde mig om på Facebook (kl. 6.35!). Det var lige så lidt morsomt at opdage, at bloggens forside var blevet erstattet af billedet ovenfor. Hvem end der har plastret “Free Palestine” hen over foretagendet, var det næppe én, der var til stede, den dag jeg drak te med den palæstinensiske ambassadør eller én, der har læst vores temmelig syrlige kommentarer til det israelske militærs handlinger.

Og endelig var det heller ikke noget, der forbedrede min fredag, da jeg opdagede, at problemet ikke var sådan at fjerne selv. Godt at vores netudbyder havde backup af databasen – og at dette trods alt ikke skete i morgen, hvor jeg drager sydpå med familien i tog. Efter en masse bøvl med PHP, mySQL, FTP osv. ser alt nu forhåbentlig ud som det plejer.

Denne blogs trofaste læsere vil måske erindre, at jeg tidligere i år var en tur i Brisbane, hvor jeg erhvervede mig et eksemplar af Robert Forsters bog The 10 Rules of Rock and Roll (købt i den boghandel, han selv af og til kom i) og fik set den endnu ikke helt færdige Go-Between Bridge.

Nu kan man så læse et interview med Robert Forster i The Guardian i anledning af at bogen nu er udkommet i Europa og kan købes på nettet. Den er værd at læse, kan både Jens og jeg røbe. Det er interviewet for øvrigt også.