Min west highland white terrier døde igår. Blev aflivet ved dyrlægen. Fik først en bedøvelsessprøjte og siden en overdosis, så hjertet gik istå. Mig, jeg rørte hendes endnu varme hoved og styrede så ud i receptionen for at betale regningen. Bagefter afsted i solskinsdagens by, nu alene med hundesnor og halsbånd i hånd. Trist.
Monthly Archive for august 2005
I en tøjbutik i San Francisco var der (som så mange andre steder) musik i højttalerne, og det var faktisk noget, jeg både kendte godt og kunne lide.
Jeg gik hen til kassen for at betale. Mens ekspeditricen lagde mit tøj i en pose, spurgte hun sin kollega:
- Er det så ham der Morrissey, vi hører nu?
- Det er The Clash, sagde kollegaen uden at se op.
- Og det er ‘Police and Thieves’ fra deres debutalbum, tilføjede jeg.
I’ll be seeing you
In all the old familiar places
That this heart of mine embraces
All day and through
In that small cafe
The park across the way
The children carrousel
The chestnut trees
The wishing well
I’ll be seeing you
In every lovely summer’s day
In everything that’s light and gay
I’ll always think of you that way
I’ll find in the morning sun
And when the night is new
I’ll be looking at the moon
But I’ll be seeing you
© Sammy Fain / Irving Kahal
For et stykke tid siden udloddede Jens et bånd med Elvis-sange. Vinderen er Kasper Gaaej. Hans top 5 over Elvis-sange er
1. Suspicious Minds
2. Love Me Tender
3. His Latest Flame (Marie’s The Name)
4. American Trilogy
5. Heartbreak Hotel
Patti Smith var i Amager Bio igår aftes. Findes der på en scene en stærkere kvindelig personlighed end hende?!? Der er en kraft i hendes optræden, en slags ideologisk renhed, som ikke længere findes i rocknroll. Igår havde hun så tilmed udsmykket sit så konkretspillende band med den himmelske guitarist Tom Verlaine, ham der engang lavede mesterværket “Marquee Moon” med sit eget orkester Television. Han bevægede sig ind og ud af sangene med sine brillante toneguirlander, fra en stol i et dunkelt baghjørne af scenen. Seancen med Patti Smith blev lang, var krævende på en uhm…givende måde, endte med at vi alle blev sendt ud i den københavnske nat med manifestet Rock ‘n’ Roll Nigger i ører og hjerter: “Outside of society, that’s where I want to be!”. Der ringer det endnu…
Top-5 over Patti Smith-sange:
1. Free Money
2. Rock ‘n’ Roll Nigger
3. Because The Night
4. Paths That Cross
5. Frederick
Top-5 over Tom Verlaine/Television-tunes:
1. Torn Curtain
2. The Scientist Writes A Letter
3. Stalingrad
4. Venus
5. Postcard From Waterloo
Orkaner kommer ofte med pigenavne. Denne hedder Katrina og går i disse timer i land mellem Biloxi, Mississippi og New Orleans, Louisiana.
Flyet fra Washington D.C. landede i Kastrup klokken 7.15 i morges. 9.45 var jeg i Nørresundby lufthavn. Underligt at gå glip af en nat. Der har været adskillige dage, hvor jeg har været mindre træt.
Fra stereoanlægget lyder lige nu Horseshoes and Handgrenades, debutalbummet fra 1992 med Chris Mars. Det var ham, der var trommeslager i Replacements. Albummet er ikke i trykken mere, men Amoeba Music havde det altså for sølle fire dollars. Chris Mars er ikke nogen stor sanger, men musikken (og teksterne!) viser at han gemte på en hel del, der skulle ud efter bruddet med Westerberg & Co.
I et lettere desperat forsøg på at fremstå finkulturel, bragtes her forleden et fint vers af amerikanske Charles Bukowski. Hans begivenhedsrige liv og forfatterskab kommer der et indgående portræt af nu iaften søndag på svensk tv. Harry Dean Stanton – yup, ham der ligner Henrik Hall – og Bono Vox er blandt de medvirkende.
Sverige 2 kl. 22.05
Hård weekend her. Var ude at fejre lidt i kolde tjekkiske øl fredag nat, og i går aftes blev det også meget sent med noget middag og noget selskab og noget høj stereomusik. Først blev der dog set TV, Nikolaj Nørlund var på DR1 med Andersens Drømme, live fra Rosenborg. Og det var de sterile VIP-omgivelser til trods sjældent godt musikfjernsyn. Specielt færøske Teitur, Maria Laurette Friis, Mikael Simpson og Jørgen Leth imponerede. Og da specielt Simpson, der havde gang i både gribende sang og nogle ret fantastiske Morrissey-moves:-D Slukkede umiddelbart efter, så ingen viden her om hvordan det gik TV-koncertens andre deltagere, Sanne S og Danmarks Kedeligste Orkester, som TV-2 ynder at kalde sig selv. Senere hørte vi her gamle ting fra 80′erne – meget The Cure! – og en del soul-musik, specielt i form af nogle plader med Otis Redding, jeg købte i sidste uge, efter et musikdoku-program på svensk TV havde åbnet disse øjne op for ham.
Alt det der Dock Of The Bay-agtige Otis R har lavet siger mig ikke så meget, men at høre de mere heftige ting, som f.eks. hans 1965-liveudgave af Beatles-sangen Hard Days Night, hvor han skriger, råber og trygler sig igennem samtlige sveddryppende 5 minutter, eller hans fortabt insisterende udgave af Sam Cooke’s ildevarslende borgerrettigheds-slag Change Is Gonna Come, er ubetaleligt!
Har btw aldrig forstået den der ting vi har her i landet med, at soul-musik er lig med enten Tina Turner, ham Andrew Strong fra The Commitments-komedien eller….Thomas Helmig. Jeg mener, soul handler vel om s-j-æ-l, om at give los, synge de inderste følelser ud, sætte alt på et brædt, og hvad ialverden har det med f.eks. vores harmløse Thomas Helmig at gøre!?! At kalde dén uforpligtende pop-rock for soul, vil svare til at titulere en blå konsumpakket Stryhn’s leverpostej som original fransk gåse-paté.
Nå men fcuk det, vågnede pga. ovenstående lettere slidt i dag og har nu fået tacklet det med en straf-løbetur rundt Søerne sammen med LS’s egen Dr. Risell. Ham har vi set alt for lidt til siden LS gik i pause-mode, så det er godt at være med ham igen.
Senere i dag skal der brændes nogle CD’s til medlemmerne i det band, der skal med ud på den kommende Joyride 05-tour, som nu nærmer sig hastigt. Vi skal først mødes og igang om en god uge, men inden da skal vi være enige om hvad skal spilles, så de får lidt at lytte på allerede nu. Jeg glæder mig selv usigeligt til at komme afsted og spille igen. Det er lang tid siden LS sidst turnerede, og de store interne problemer vi sloges med da, lagde en dæmper, om ikke på selve koncerterne, så dog i al fald på vores evne til at kunne nyde dem fuldt ud. Så at skulle af sted nu med nye fremragende musikere, med nye sange, med hele tavlen visket ren, giver en fantastisk følelse.
Det bliver selvfølgelig nogle helt, helt andre koncerter end dem vi havde i LS. Lydbilledet vil være meget anderledes, temperamentet forskeligt og selve længden af koncerterne vil ikke komme i bare nærheden af de marathonagtige 135 minutter, LS’s set løb op i tilsidst. Jeg er ligesom mange af jer spændt på hvordan og hvorledes denne nye begyndelse bliver, men er ikke et øjeblik i tvivl om at der venter store aftener forude.
Well, alt for nu, et køleskab lokker med iskold cola.
Take care!
Dem er der ikke mange af. Så her et par af slagsen på et farvebillede, fra en sommeraften i nærheden af Nice. Fra venstre mod højre er det Djibril og Luis.
