Monthly Archive for oktober 2005
Ikke ifølge skriften på væggen på det aktuelle billede, pete1970 har sendt os. Vores alles Morrissey er lige nu i Italien, hvor han i Rom indspiller efterfølgeren til “You Are The Quarry”, pladen der satte ham tilbage på tidens musikalske landkort. Bowie-produceren Tony Visconti producerer de sange, der indtil videre er estimeret til udgivelse omkring april, 2006 – glæder os!!!

Hvis det var, så skulle nordjyske Figurines have været selvskrevet til Northern Music Awards lørdag aften. Men som tingene er og som tingene står, var det som altid musikindustriens sikre pengekort, der fik lov til at repræsentere DK i live-transmissionen fra Forum – intet nyt der, gab! Synd for seerne, der vel efterhånden både har hørt og set nok til disse pågældende artists, og synd for nu Figurines, der har lavet en sjældent god dansk plade og derfor selvfølgelig burde have været inviteret til at blive hyldet på den røde løber.
Istedet for at sidde hjemme og dø foran endnu en kummerlig TV-fejring af musikbranchen, tog overtegnede – med Rune K, Henrik Hall og ham Sanchez – ud på Christiania, hvor Figurines med deres koncert på Loppen gjorde aftenen levende og relevant. Vi oplevede et vokseværkende ungt band med en perlerække af skæve, kantede, supermelodiøse sange. De fleste af dem findes på albummet “Skeleton” fra i år, som hermed er anbefalet på det kraftigste:-D
En god ven sidsteøjebliks-inviterede søndag med i Forum, hvor Coldplay stod på scenen. Læsere af denne side ved udemærket, at Coldplay’s kurs ikke står så højt her, som den gør de fleste andre steder ude i landet. Og søndag ændrede ikke på dette. Dertil viste C’s musik sig igen for blankpoleret midtersøgende, og deres sanger sig en kende for behagesyg i sin lovprisning af alt dansk mellem sangene. Der iøvrigt heller ikke blev bedre af den eurosequencer-flade, de fleste af dem kom smurt ind i. Som aftenen skred frem savnedes i den grad noget der kunne bryde op i designer-tristessen, et eller andet med et par modhager på. Det fik vi aldrig. Måske det kunne have hjulpet og givet en tiltrængt dynamik, hvis guitarist og trommeslager havde kunne høres bedre i det ensrettede lydbillede, der hovedsageligt tilgodeså sanger Chris Martin.
Han sagde selv, at Coldplay aftenen før til ovenomtalte NM-Awards var blevet kåret som “verdens bedste band”, hvilket han ikke helt kunne forstå. Det kunne vi heller ikke…

Liverpool vandt 2-0 hjemme over West Ham, Manchester United tabte 1-4 (!) i M’boro – det bliver en god lørdag aften!

…yeah. Den amerikanske gruppe Clap Your Hands Say Yeah har et underligt navn, men deres musik er værd at høre! Besøg http://clapyourhandssayyeah.com/, hvor der er flere numre, man kan hente.
Det vil sikkert glæde nogle at jeg netop i dette øjeblik lytter til The Editors. Det er da meget godt, omend ikke for fem øre originalt. (Jeg vil også gerne lære at spille som The Edge…)
Selv vi der ikke kunne udstå Manchester United, syntes han var c-o-o-l. George Best fik livet som fodboldspiller til at ligne den bedste leg. Ud på græs et par timer lørdag eftermiddag, blive tiljublet af tribunernes masser som ingen andre, og så ellers afsted i en vekselstrøm af hurtige biler, pretty girls og endeløse fester.
Al den morskab kræver sin mand, så da George Best var 26 år trak han sig simpelthen tilbage. Senere kom han lidt igen, for bl.a Fulham tror jeg, men det var vist mest for pengenes skyld. For det er dyrt at leve så stærkt. Han var den første fodboldspiller, der blev idoliseret som en ren popstjerne. “Den femte Beatle” kaldte man ham.
De seneste mange år har George Best kæmpet med et helbred, der hverken holder til mere selskabsliv eller alkohol. Og i engelske medier i dag meddeles, at personen med det enorme talent, som for så længe siden i en alder af kun 17 debuterede for Nordirland, nu på et hospital i London svæver mellem liv og død. Dør han, vil det være et sørgeligt tab for Storbritanien – George Best er en institution for alle briter!

Fingrene væk fra Liverpool’s pokal, George!!! Best (i hvid Benfica-trøje) og holdkammerater tager en æresrunde, efter at have vundet den europæiske mesterholdsfinale for første (og næstsidste) gang nogensinde i Man United’s historie.

Se lige på George Best! Bare udfra den måde han står på, kan man se der er tale om en helt usædvanlig boldspiller. Og fodboldtøjet dengang – tal om stilfuld enkelthed i designet på Manchester U’s hjemmebane-dragt. Nuværende Nike-klædte spillere som f.eks. “Raging Bull” Rooney og Van Nistelrooy kunne måske også fremstå helt suave i noget SÅ klassisk…?

Vi efterlader for nu George Best i sit rette element. På Wembley’s græstæppe har han netop scoret og er her afbilledet højt oppe i fodboldhimlen, den bedste der findes.
“Andersens Drømme”-koncerten i november i Store Vega er blevet aflyst pga. svigtende billetsalg. Jens U skulle på aftenen, som en af de få ikke-HCA-relaterede specielle gæster, have fremført Leonard Cohen’s “Minder”, men det bliver så altså ikke nu.

I dag er det Spil dansk-dag. Husk det nu!
Vi snakkede om sange til Elvis her forleden, og en oplyst sjæl (Auster, tak) henledte opmærksomhed på Neil Young’s helt nye Presley-hyldest “He Was The King”. Hørte først den og fortsatte så siden videre ind på må og få i Neil Young’s imponerende bagkatalog. Længe siden jeg sidst kom forbi, så blev lidt overrasket over hvor godt det føles at komme der igen. Neil Young bliver 60 år i næste måned og kan se tilbage på en sjælden stolt, idealistisk og stor tid indefor rocknroll – godt han er der, må han være der længe endnu!
Top 5 Neil Young-rockets:
1. – Hey Hey My My (Into The Black) – fra “Rust Never Sleeps”
2. – Rockin’ In The Free World – fra “Freedom”
3. – I’m The Ocean – fra “Mirror Ball”
4. – Like A Hurricane – fra “Amercan Stars ‘n Bars”
5. – Cinnamon Girl – fra “Everybody Knows This Is Nowhere”
Top 5 Neil Young-tearjerkers:
1. – Long May You Run – fra “Long May You Run”
2. – Driveby – fra “Sleeps With Angels”
3. – Harvest – fra “Harvest”
4. – Dreamin’ Man – fra “Harvest Moon”
5. – I Believe In You – fra “After The Gold Rush”
Bedre bud indskrives gerne, hvis haves!
Ikke sjovt igår aftes at erfare sit eget Champions League-vinderhold ydmyget af åh-så-skræmmende Crystal Palace i den lille engelske pokalturnering. Efter Premier League-blamagen mod Fulham i lørdags var det nu, at kursen mod bedre tider skulle genfindes, men det skete ikke, tværtimod. Sommerens efterhånden meget diskutable forwardindkøb Peter Crouch forlod for 11. gang banen uden at score og Djimi Traore lavede vel sine sædvanligt nervøse klovnerier da han kom ind i den 2. halvleg, som ifølge kampreferater bød på noget af det mest tandløse spil længe set, hvilket altså ikke siger så lidt! Eneste opmuntring er, at SÅ ringe som det går på hjemmefronten, må L’pool være ret sikre på igen at kunne vinde den Champions League-turnering…:-/
Heldigvis så jeg kun begyndelsen af ovennævnte hjertekval. Var istedet med Sanchez på Christiania til en velgørende og superskarp koncert med Editors fra Birmingham. Kritikere af bandet (hej til Pastoren) synes det hele er hørt lige sådan og bedre før, hos både Joy Division og Interpol. Men som Editors fremstod i går, med kun stærke sange og en på alle måder elektrisk fremførsel af dem (“Camera” og “All Sparks” var nok allermest eksplosions-intense), hersker der for os, som var tilstede i det overophedede rum, ikke tvivl om, at bandet laver hvad de gør af alle de rigtige grunde, og at man har kvaliteten til at overleve alverdens Kaiser Chiefs, Futureheads, Bloc Parties, Maximo Parks, Brakes, Franz Ferdinands, Zutons, Arctic Monkeys, You Fucking Name Them – det blev en lysende aften i mørket fra Liverpool.
Joy Division er regn er Interpol er regn er Editors er endnu mere regn. Lige nu falder den hårdt i København, sikkert mest fordi netop Editors skal spille her i byen til aften – det bliver stort! Inden da for eget vedkommende et større formiddags-interview på en dunkel café på Frederiksberg Allé, samt et møde med drengene på A:larm og pladeselskabsdirektør N. Nørlund i førstnævntes kontorer øverst oppe på Vega. Ser frem til at blive gennemblødt!
