Krigen i Libanon fortsætter. De krigsførende parters kynisme er uhyggelig. Hver dag øges tabstallene, og i Libanon er omkring en million mennesker på flugt.
Man kan skrive sit navn på en bombe og fortsætte krigen. Man kan lukke øjnene og lade som om der ikke sker noget. Eller man kan gøre noget for at standse krigen og bevare menneskeliv.
Amnesty International fortsætter sin kampagne, hvor alle opfordres til at sende e-mail til Israels regering, til Libanons regering og til Hizbollahs ledelse for at få dem til at stoppe angrebene. Du kan finde den på
http://web.amnesty.org/pages/lbn-210706-action-eng
Du kan desuden hjælpe ofrene for krigen ved at give et beløb til
Dansk Røde Kors
Folkekirkens Nødhjælp
Red Barnet
Unicef
Vi er del af den samme verden, og det forpligter os. Du kan også gøre noget – så gør det!
Ialfald her. I København lige nu, men snart afsted igen, ned Europa efter mere. Men velkommen hjem til Pastoren. Måske han skriver lidt her på siden i mellemtiden. Jeg selv er først tilbage langt henne i august. Take care!
…i hvert fald for mit vedkommende. Nu kan det kun gå ned ad bakke. Om fire måneder er store dele af landet fanget ind af juleræs.
Jeg nåede selv helt til Samsø sammen med resten af familien. Ovenstående billede stammer derfra og udgør et ikke specielt overbevisende argument for Jordens krumning.
Og mandag d. 31. juli er der en genudsendelse af Musikprogrammet på DR2, hvor Jens er med sammen med bl.a. Figurines og The Blue Van. (Tænk at være familiefar på 42 og stadig blive spurgt ud om hvordan det var at flytte hjemmefra…)
Sent i nat kan man på TV2 Zulu se eller gense en times koncertoptagelse med en dansk gruppe, der hed/hedder Love Shop.
Nu hvor alle shows med The Lonely Lovers er fint overstået og Joyride 05-06 forbi, hvor VM-pokalen er blevet overrakt, hvor hele Europa kører på sommertid, er Pastoren og jeg blevet enige om et regulært break her på siden. Der er steder der skal rejses, liv der skal leves, nye sange der skal indrettes. Så det næste stykke tid sendes der ikke meget herfra, medmindre konkrete nyheder skal ud – ha’ en strålende sommer!
XXX Jens Unmack
Før vi går endeligt ud til sommer, endnu en anbefaling til dens soundtrack; Stuart A. Staples kender mange som stemmen i Tindersticks, det elegante engelske band, der op gennem 90′erne lavede underspillede, længselsfulde sange, med episk lyd fra alverdens kuldsejlede forhold. Tindersticks holder pause på ubestemt tid, og det giver nu Staples mulighed for at udsende sin 2. solo-disc, Leaving Songs.
Her står det klart hvor centralt Staples stod i sangskrivningen i sit gamle band. For de bedste sange på Leaving Songs ville til enhver tid kunne glide ubemærket ind på en best of-samling med Tindersticks – sådan lyder de og så gode er de. Det drejer sig især om ” That Leaving Feeling”, der er en fantastisk duet med Llhasa de Sela, om åbningsangen “Goodbye To Old Friends”, om “There Is A Path” og om den rastløse “Which Way The Wind”.
Vi var vel mange der tabte entusiasme for Tindersticks efter Curtains, deres 3. plade, da bandet begyndte at blive mere southern soul, mindre Nottingham-noir. Stuart A. Staples har måske heller ikke selv været helt tilfreds med den udvikling, for både hans solodebut, Lucky Dog Recordings 03-04, og nu Leaving Songs undgår så nemt de noget sterile rammer efterfølgerne til Curtains sad fast i.
“We all have dream of leaving / We all want to make a new start / Go and pack the little suitcase / With the pieces of our hearts / All those worries and those sorrows / We can just toss them away / Buy a coffee and a paper / And step on to a train…” synges der. Er det mon Tindersticks han kører endeligt bort fra? Stuart A. Staples lyder beruset af sin egen frihed på disse Leaving Songs, der også vil tage os med.
L’Italia è Campione del Mondo per la quarta volta. Nella finale di Berlino batte la Francia 6-4 dopo i calci di rigori. I tempi regolamentari si erano chiusi sull’1-1: rigore di Zidane e pareggio di testa di Materazzi. Nessuna rete nei supplementari e un’espulsione clamorosa: quella di Zidane per una testata a Materazzi. Ai rigori errore per la Francia di Trezeguet, di Grosso il quinto e decisivo rigore dell’Italia.
En noget uforløsende finale. I perioder velspillet – italienerne er gode i første halvleg, franskmændene i store dele af anden – men også en kamp med en lidt forudsigelig defensiv nedgravning til sidst, hvor det nogle gange ligner et regulært tjat-forum, især fra Italiens side. I den forlængede spilletid ser vi først Zidane bruge hovedet på en god måde, derefter på en ubetinget skidt. En underlig og uværdig exit for den franske anfører.
Og så har jeg aldrig været begejstret for at afgøre VM-finaler med straffesparkskonkurrencer. Derfor det uforløsende. I den ideelle verden spillede man en ny finale – og så ville de af os, der ikke kunne komme til VM, måske få en ekstra chance…
Ærgerligt at se nogle gamle franske helte tabe titlen (og for visses vedkommende hovedet) på gulvet. Hvis jeg havde været på stadion, havde jeg givet Domenech en trøstens skål.
Men alt andet lige er det andet trikoloreland, hvis selve form giver mindelser om fodbold, dog de rette verdensmestre. De var mindre spændende i finalen, men ellers har de spillet fornuftigt gennem hele slutrunden og uden at være så kedelige, som man til tider har set. Man kommer ikke helt dertil, hvor de er nu, uden at være rigtig dygtige! Stort tillykke herfra!
(Og så havde Jens jo ret i sine forudsigelser.)
Er blevet spurgt om vi ikke markerer George Bush’s, Sly Stallone’s og Nancy Reagan’s fødselsdage, der alle falder dags dato. Nej, melder pas, intet at fejre der. Det er der til gengæld i forbindelse med vores egen Rune Kjeldsen, guitar-es og wonderkid, som også fylder år i dag – strålende tillykke herfra!
