Jens Unmacks officielle weblog
Aftenland Express skal nu for første gang weekend-testes offentligt af de heldige sjæle, der allerede nu har været ude og investere i den. Vores egne prøvekørsler på lukket bane har indikeret stor stabilitet omkring dette nye nydelsesprodukt, det i forbindelse med både socialt samvær og en stabil indtagelse af kølige alkoholiske drikke. Et enkelt stjernelysende fornuftigt huskeråd, der kun vil sublimere helhedsoplevelsen, skal dog – før weekenden kommer på – lyde herfra:
Spil højt!
I sidste uge skrev Mike Scott fra The Waterboys en interessant lille klumme om sine erfaringer med at prøve at være bruger på Wikipedia og redigere i en artikel om… The Waterboys.
(Selv har jeg prøvet at placere en opdateret udgave af den biografi om Love Shop, jeg udarbejdede til www.loveshop.dk, i Gaffas leksikon (der var Gaffa igen…) blot for at få den slettet helt og aldeles af bekymrede brugere, der syntes den lignede for meget.)
Læs Mike Scotts artikel her.
Joachim Thåström har siden han flygtede fra egen rockstjernedom i slutfirsernes Stockholm mest opholdt sig udenlands. Nu er han atter tilbage i Sverige, men årene i specielt Amsterdam og København sætter sit præg på hans musik. Seneste soloalbum besang netop byen her, der specielt med ‘Sönder Boulevard’ fik en gigantisk stille sang om Vesterbro smidt sin vej. Og på sit nye debutalbum med “afvekslingsbandet” Sällskapet, fortsætter han sin kronologisering af de landflygtige år.
Vi er nu med på en afdæmpet men hvileløs rejse, uden mål, langt fra hjemlandet, gennem flere nordeuropæiske byer. Sangtitler som ‘Hauptbahnhof’, ‘Järnstaden’, ‘Nordlicht’, ‘Rum 212′, ‘Le Havre’ og ‘ Spår Overalt’ fortæller deres egen historie om et søvngængeragtigt nat-Europa med raslende sporskifter, dunkende fabrikker og alkoholvåde havnekvarterer. Det er ikke moderne tider der spiller i denne så europæiske collage-opbyggede blues-electro, men derimod et fjernt århundredes nedslidte industrisamfund på allersidste vers. Det er søgende tågehorn, lyd af trappestejle banegårde, et Astra-bryggeri i Hamburg, ustemte klaversløjfer, rum ventetid og en klar fornemmelse af ansigtsløse, nu forgangne mennesker, der allerede længtes for længe siden, på de mørkebrune knejper, hvor Thåströms dybe stemme så nemt falder i et med tapetet.
Der synges fra Amsterdam, hvor man går hen til banegården, for at se togene sitre afsted, ud i verden. Der synges fra Skt. Pauli, fra baren Nordlicht ved Elbens kaj, hvor skibsvrag er skyllet på land. Og musikkens langsomme puls knirker og værker og sukker og trækker under det hele. Dog, som tilfældet er hos Thåström, ikke af selvmedlidenhed. De der står ved Jacques Brel’s benhårde og usentimentale havneskildring ‘Amsterdam’, den som David Bowie for langt over 30 år siden også udsendte sin berettigede version af, vil straks genkende den trøstesløshed, man også her transporteres igennem på en ofte dominerende baggrund af optræk til livsskuffelse. For nej, trods et par bittesmå lyse erindringsstik af forsvundne håb undervejs, er den ikke godhjertet, denne langsomt sammenstyrtende verden. Hvilket absolut ikke gør Sällskapets udsøgte skildring af den mindre anbefalelsesværdig.
Nej vel, det er 7-8 måneder for tidligt overhovedet at tænke på. Men musiksitet diskant.dk slutter dog sin meget fine bedømmelse af vores plade af med følgende citat: “Der er næppe tvivl om, at Unmack allerede har lagt sig i inderbanen i kapløbet om at have begået årets bedste danske album. ” Hele anmeldelsen kan læses her.
Det skal også nævnes at dansk rockjournalistiks svar på fodboldklubben AGF, vi taler naturligvis gratisavisen Gaffa, kompenserer for sit karaktermord på Aftenland Express med et to-siders Jens U-interview i bladets nye april-nummer.
De fleste anmeldelser af Aftenland Express er nu på banen. Her en kort oversigt:
Men ikke i de seneste års forgæves søgen efter tabt styrke. For siden den majestætiske sang ‘He’s Gone’, den næstsidste på Head Music – vi taler 1999 – var Suede og specielt forsanger Brett Anderson kun en famlende skygge af sig selv. Utallige avisartikler om stofafvænning efter den ret ufokuserede Head Music, gav ellers visse løfter for efterfølgeren A New Morning, men nej. For mange af os hørte den plades ferske, tømmermandsafkræftede lyd og savnede Suede fra de vilde, unge dage, da sange af ‘Killing Of A Flash Boy’ og ‘Europe Is Our Playground’s kaiber var regel snarere end undtagelse, da Brett sang med største naturlighed om benzinhimmel, kemikalier og speedet kærlighed, da Suede i livskraft og rocknroll-drive syntes uovervindelige.
Vi skal ikke forherlige selvdestruktion, men hvis der nogensinde var et band det ikke klædte at blive ædru og stoffri, så var det altså Suede. Der var meget langt fra synet – og den fantastiske lyd – af en opløst og henført dansende udgave af Brett Anderson på Grøn Scene, Roskilde ’95 til ham, der forsigtigt gik på scenen i Radiohuset ’02 med sin kop the. Musikken fulgte desværre med, fra udtryksfuld ekstase til mat håndværk, og Suede opløstes i en virtuel støvsky af egen ligegyldighed. Så kom The Tears, genforeningen med Suede’s oprindelige guitar-es Bernard Butler, men at det var et trist fornuftsægteskab, lod deres hidtil eneste plade ingen i tvivl om. Den gjorde ondt at lytte på, for dengang med Butler, havde Suede så store gaver ombord, at musikken og sangene og lyden og ordene gav sig selv og bestemte tiden. Nu var det så tiden der bestemte The Tears.
Når der ovenover skrives om håb, skyldes det ikke de alt for mange forglemmelige alibi-numre Brett Anderson har taget med, blandt kun 2-3 mindeværdige, på sin nye solodebut. Det undrer hvordan Brett, der har været medsangskriver på så mange helt igennem gode sange tidligere, nu kan have så svært ved at finde fodfæste i toner og akkorder. Ordene er også tilsvarende usikre, gennemsigtige og “plastic people”-gentagende. Nej, håbet kommer af albummets allersidste ‘Song To My Father”. For lige siden førnævnte ‘He’s Gone’, har Brett Anderson sunget som uden glød, nødvendighed og egentlig tro på sig selv. Men på ‘Song To My Father’, der ligesom ‘He’s Gone’ er en dødssang, denne som titlen røber en hyldest til hans far, synger Brett for første gang i lange 8 år ikke “bare” som ham Suede-rockstjernen med den cool fortid og de smarte London-moves, men som et uforstillet væsen med noget på spil. Sangen er, for nu at sige det på almindeligt dansk, rørende. At det er Brett’s fars død, der skal til for at kunne vække sønnen til live, kan man tage som man vil. Jeg selv er bare glad for, han stadig er her og igen kan udtrykke sig på dén direkte måde, han engang blev så elsket for. Troede virkelig vi havde tabt ham, men nej, han er her endnu. I en enkelt sang. Der er håb.
Flere henvendelser hertil er forundrede og skuffede over, vi ikke har lagt forårets tour forbi Odense. Vil derfor nævne, at vores bookingbureau Beatbox har gjort alt der var muligt for at få en rimelig aftale istand i byen, men desværre uden held. At vi spiller en tour udenom Odense føles helt forkert! Håber forholdene ændrer sig, samt at I der nu føler jer forbigået har mod, penge og transport til at fange os istedet i Kolding, Århus eller København…
10 minutter og 23 sekunder om Aftenland Express fra DR P2 Plus:
På DRs hjemmeside kan man nu læse et kort mail-interview med Jens om Aftenland Express. I kan se interviewet her.
I kan nu (hvis I er heldige) se Jens i gårsdagens direkte program hos Mikael Simson Bertelsen på http://www.dr.dk/DR2/Den11time/forside.htm
Her kommer svaret...