jensunmack.dk

Ikke alt i går var armod, mismod og Hammers-mørke. Nyheder om ventede ankomster dukkede op og sagde hallo. På showfronten blev det således annonceret at Nick Cave & The Bad Seeds gæster KB-hallen 19. maj, en længe ventet opfølgning på den så suveræne Abattoir Blues Tour-aften sidst i Falkoner.

Og nye longplayers, dem der ikke kommer mange af på denne årstid, er også på vej. Den overlevende halvdel af ligeledes australske The Go-Betweens, flamboyante Robert Forster – hvis Danger In The Past-mesterværk iøvrigt er produceret af The Bad Seeds’ Mick Harvey – udsender i starten af april første album siden G-B-partneren Grant McLennan’s død. Tracklisten er på The Evangelist:

‘If It Rains’
‘Demon Days’
‘Pandanus’
‘Did She Overtake You?’
‘The Evangelist’
‘Let Your Light In, Babe’
‘A Place To Hide Away’
‘Don’t Touch Anything’
‘It Ain’t Easy’
‘From Ghost Town’

Tilbage fra de savnede er også engelske Tindersticks, som 28. april bliver aktuelle med comeback-albummet The Hungry Saw. Efter to fine soloudgivelser er Stuart Staples tilbage som forsanger i det band, hvis første tre albums står som noget af det bedste britiske musik fra 90′erne. Her er menuen på Tindersticks’ nye spisekort:

”Introduction”
”Yesterdays Tomorrows”
”The Flicker Of A Little Girl”
”Come Feel The Sun”
”E-Type”
”The Other Side Of The World”
”The Organist Entertains”
”The Hungry Saw”
”Mother Dear”

Robert Forster, Brisbane, Queensland, Australia, vistnok ca. 1923. 

Og nu over til noget helt andet, der ikke har noget med Premier League eller deri forekommende hold at gøre.

Også i 2008 udkommer der nye albums, det er værd at lytte til. Det første af slagsen, jeg er faldet over, er Do You Like Rock Music? med British Sea Power, der som navnet antyder er fra Storbritannien. En meget kortfattet beskrivelse ville være en storladen udgave af The Editors, der var til at holde ud.

En mere fyldestgørende beskrivelse ville nævne inspirationen fra britisk rock som Joy Division, The Smiths og Echo and The Bunnymen. Den ene af gruppens sangere kan godt minde om en ædru udgave af Ian McCulloch. Men det er også værd at nævne indflydelsen fra nyere navne som Arcade Fire. Howard Bilerman, der slog trommer på sidstnævntes Funeral, er da også en af de tre producere på dette, det tredje album fra British Sea Power. Numre som “Waving Flags” og “Atom” er især værd at bide mærke i. (Og hvornår har man sidst hørt ordet “subatomic” brugt i en sangtekst udenfor Rush/Muse-land? Nej, vel?)

Helt urelateret: I 2007-oversigten nævnte jeg Ga Ga Ga Ga med Spoon som et af de albums, der måske burde have været med på min liste over foretrukne albums fra det forgangne år. Konklusionen er nu indløbet: Det burde det faktisk. En klar, forsinket anbefaling også af dette album herfra. Spoon er – for nu at blive i de letkøbte sammenligninger – en nutidig amerikansk udgave af brit-pop, der er velbegavet og til at holde ud. Numre som “Don’t Make Me A Target”, “Underdog” og “You Got Yr. Cherry Bomb” er smittende, Beatles-inficerede sange, der i en retfærdig verden ville være hits.

Så ikke håndbold i søndags. Ligegyldigt, der er vigtige ting. Som f.eks. i aften, når Liverpool løber ud på Upton Park i London’s East End, hvor West Ham United holder til. Den første engelske tipskamp jeg nogensinde så på TV – min morfars, med hysteriske farver skruet op på max! – var mellem Sheffield United og West Ham. Endte 0-0, kunne allerede da beundre WHU’s klassiske look. Har siden været på Upton Park, og hvilket specielt stadion det er. Et af de bedste at komme på i London, både hvad intens fodbold og vild stemning angår.

Skulle Liverpool bryde januars underpræsterende Premier League-form og vinde i aften, foreslåes hermed, at Flyvevåbnet sender 2 F-16′ere, der kan ekskortere holdet sikkert hjem til John Lennon International Airport på Merseyside. En sådan ting vil jeg hellere betale skat til, hvis det endelig skal være…

West Ham United – Liverpool, i aften, 20.45, down the local

Leeds nævnt her for første gang nogensinde i går, og hvad sker? Få timer efter er deres manager Dennis Wise, tidligere kødhakker i bl.a. Chelsea og Millwall, headhuntet, købt og hyret ind for store penge i kaoskabalen Newcastle United – fortæller om ikke andet hvilken international opmærksomhed denne side nyder.

Tiden løber denne morgen, så ikke mere herfra. Jeg vil skynde mig ind til byen, til Mikkel Damgaard’s Studio Bernabeu. Vi har den anderledes tour som begynder nu fredag, så forberedelse kalder…

PS – Modtog en mail i går som troskyldigt spurgte, hvorfor vi slet ikke har skrevet et ord om EM i håndbold – tror og håber den tog pis!?!

Lodtrækningen fra FA-HQ i London har netop via BBC 5 Live sendt nedenstående februar-1/8-finaler undervejs – kamp #5 står i centrum…

Bristol Rovers – Southampton
Cardiff – Wolves
Sheffield United – M’boro
Liverpool – Barnsley
Manchester U – Arsenal
Preston North End – Portsmouth
Coventry City – West Bromwich Albion
Chelsea – Huddersfield Town

Sang The Smith’s på deres northern glam-single ‘Panic’ i 1986. Lå der mere i den linie end vi umiddelbart kunne tro? For skyldes Morrissey’s utallige aflysninger og no-shows i koncertsalene these days, han istedet bruger al sin tid, koncentration og energi i netop ovennævnte bys faldne fodboldstolthed, Leeds United? Her et par snapshots fra paparazziscooterne omkring Elland Road…

Det skal aldrig være nemt at være Morrissey. Her er hvad han sang i går på sin 4. aften i London’s The Roundhouse:

Please, Please, Please Let Me Get What I Want / Last Of The Famous International Playboys / Something Is Squeezing My Skull / I Just Want To See The Boy Happy

Så kunne hans stemme slet ikke mere og Morrissey + band forlod scenen uden så meget som et ord. Efter 15 minutters kaos i salen kom to stk. engelske standup-klovne samt TV-værten Jonathan Ross frem og annoncerede showet aflyst. Det blev ikke modtaget vel.

Morrissey’s to sidste Roundhouse-shows i aften og søndag er nu også aflyst.

01. Drive-In Saturday – David Bowie
02. Saturday’s Kids – The Jam
03. Saturday Gigs – Mott The Hoople
04. Friday Night, Saturday Morning – The Specials
05. Saturday Night – The London Suede
06. When Saturday Comes – The Undertones
07. Saturday Nite Special – The Sundown Playboys
08. The Heart Of Saturday Night – Jonathan Richman
09. Saturday – Sparklehorse
10. Another Saturday Night – Sam Cooke

Vi har aldrig sat penge på Stephen Patrick Morrissey som verdens mest sympatiske person at være omkring. Wise decision. Læs denne beretning fra en midlertidig insider i Morrissey’s regime.

Og Billy MacKenzie, den uforglemmelige stemme og personlighed i skotske Associates, døde også på denne tid i januar for 11 år siden. Den sommer jeg selv rykkede til København havde Associates lige udsendt deres album-mesterværk Sulk, et ekcentrisk og helt igennem svimmelt popalbum, vi hørte igen og igen uden nogensinde at blive trætte af.

Billy var på det tidspunkt i NME og musikbladene hele tiden, en rigtig stjerne i ordets bedste forstand, ofte afbilledet sammen med sine elskede whippethunde. Men det var altså sammenstødet mellem Alan Rankine’s grænsesøgende elektroniske pop-rodebutik og Billy MacKenzie’s uforlignelige og luksuriøse sangstil, der i det hele taget skaffede Dundee-duoen al den opmærksomhed og afstedkom en storslået heliumslet musik, hvis lige aldrig er hørt før eller siden.

Men også i dette stilglamourøse paradis fandtes slanger. Rankine røg voldsomt ud af bandet bedst som det gik fremad. MacKenzie fortsatte alene som Associates med mindre spektakulær kvalitet som følge, for nu at sige det diplomatisk. På Roskilde Festival 1985 charmedansede vores Billy således rundt foran et alt for uudfordrende backingband. Hans stjernekvalitet var stadig soleklar der under alpehuen, men dens rammer nu meget mere jordnære.

Der kom sporadiske underpræsterende plader og tilsidst kom der slet ingenting, Billy MacKenzie forsvandt ligesom. Indtil han i 1996 blev signet af Suede-pladeselskabet Nude. Men det der skulle have været en ny professionel begyndelse endte istedet i personlig tragedie. Under indspilningen af sin comeback-plade gjorde han ende på sit eget liv, 39 år gammel. Det næsten færdige album – senere udsendt i eget navn under titlen Beyond The Sun – blev paradoksalt nok netop den kvalitative og moralske genoprejsning, Billy må have drømt om i sine wilderness years.

Her en Top-10 over stærkt anbefalelseværdige Associates/Billy MacKenzie-øjeblikke til de som aldrig har hørt:

01. Skipping (Associates – Sulk, 1982)
02. Pain In Any Language (Apollo 440 – Electroglide In Blue, 1997)
03. Party Fears Two (Associates – Sulk, 1982)
04. White Car In Germany (Associates – Fourth Drawer Down, 1981)
05. Even Dogs In The Wild (Associates – The Affectionate Punch, 1980)
06. Nocturne VII (Billy MacKenzie – Beyond The Sun, 1997)
07. Breakfast (Associates – Perhaps, 1985)
08. A Matter Of Gender (Associates – The Affectionate Punch, 1981)
09. Gloomy Sunday (Associates – Sulk, 1982)
10. Tell Me Easter’s On Friday (Associates – Fourth Drawer Down, 1981)

Billy’s favorit top-10-albums:

01. Patti Smith – Horses
02. Sparks – Kimono My House
03. Average White Band – Average White Band
04. Deee-Lite – World Clique
05. Leonard Bernstein – West Side Story
06. Django Reinhard – Collective Work
07. Paul Haig – The Warp Of Pure Fun
08. David Bowie – Low
09. Roxy Music – For Your Pleasure
10. K.D. Lang – Ingenue

Billy’s favorit top-10-singler:

01. Billie Holiday – You’ve Changed
02. Sparks – Never Turn Your Back On Mother Earth
03. Melina Mercouri – Never On A Sunday
04. Average White Band – Pick Up The Pieces
05. David Bowie – Drive-In Saturday
06. Nat King Cole – Dance Ballerina Dance
07. Dusty Springfield – Son Of A Preacher Man
08. The Orb – Little Fluffy Clouds
09. Outerpol – Stone The Memory Place
10. Josef K – It’s Kinda Funny

Never turn your back on Mother Earth, Billy!