En af de grupper, som i øjeblikket udråbes til at have potentialet til at stå for verdens frelse, er canadiske Tokyo Police Club. Deres debutalbum, Elephant Shell , er netop udkommet i Nordamerika og dukker op på denne side af Atlanterhavet på mandag.
Det påtrængende spørgsmål er: Men er deres musik spændende? Jeg ved ikke rigtig. Tokyo Police Club har alle inspirationerne på plads. Der er klare ekkoer af Interpol og (især) The Strokes, men begge disse grupper har et originalt udtryk og sange, der har kunnet bære i hvert fald et par albums tid. Der er bestemt ansatser til noget hos politiklubben, men verdens frelse står vi ikke over for.
Jeg vil som en forsigtig spådom gætte på, at der er lagt i ovnen til optræden på nogle tv-seriers lydspor. Det kan da også sagtens være, de bliver rigtig spændende efter nogle albums og nogle turneer. Prøv at lytte lidt på gruppens MySpace-side.
(Måske er Tokyo Police Club dér, man forsvinder hen, når man er blevet for gammel til Tokio Hotel?)
Der er i hvert fald tre albums, man bør investere i, hvis man vil opdage The Replacements:
- Let It Be fra 1984 er der, hvor historien starter, hvis man spørger mig. På Let It Be opdager vi (og The Replacements) pludselig alle nuancerne i Paul Westerbergs sangskrivning. Det er hér, gruppen lægger den slaskede garagerock bag sig og begynder at spille sange med gode melodier og velskrevne tekster. Peter Buck fra R.E.M. kigger forbi med sin guitar på “I Will Dare”.
- Tim fra 1985 skulle egentlig have været produceret af Alex Chilton, men blev i stedet produceret af Tommy Erdelyi, der havde været trommeslager i The Ramones. Lyden er elendig på dette album, men sangskrivningen er i top. Et af mine yndlingsnumre, “Here Comes A Regular”, slutter albummet af.
- På Pleased To Meet Me fra 1987 er gruppen reduceret til en trio efter at den ældste Stinson-bror, Bob Stinson, er blevet smidt ud. PÅ dette album spiller Alex Chilton med, dog ikke på nummeret, der bærer hans navn. Albummet er produceret i Memphis af den gamle Big Star-producer Jim Dickinson, og lyden (her er tale om en af de første digitale optagelser, hvilket der skiltes med) er ganske meget bedre end på forgængeren. De to sidste numre, den akustiske perle “Skyway” og den lille pop-perle “Can’t Hardly Wait” med Memphis-horn og strygere, er en double whammy, der slutter albummet perfekt af.
De to sidste albums, Don’t Tell A Soul og All Shook Down, har også deres øjeblikke, men når ikke helt derop. Det sidste album er i realiteten et Paul Westerberg-soloalbum – de tre andre band-medlemmer spiller kun med her og der. Ikke desto mindre tog gruppen på turné bagefter og spillede en legendarisk sidste koncert i Chicago d. 4. juli 1991, dokumenteret på en lige så legendarisk bootleg (i soundboard-kvalitet).
Hvis man kun skal eje ét album, så køb opsamlings-dobbelt-cd’en All For Nothing/Nothing For All. Lyden er fin, og cd 2 har en række b-sider og outtakes, hvoraf nogle er ganske interessante. Denne opsamling dækker dog kun de sidste fire albums, indspillet for Warner Bros. Let It Be udkom på det lokale Minneapolis-selskab Twin/Tone.
Den noget nyere opsamling Don’t You Know Who I Think I Was har numre fra alle albums, men hvis man partout vil købe den, skulle det alene være fordi den rummer to nyindspillede numre, hvor Paul Westerberg og Tommy Stinson (der må siges at være gruppens hovedpersoner og eneste faste medlemmer gennem hele forløbet) er sammen. Den gamle trommeslager Chris Mars er med på kor; guitarist Slim Dunlap, der var med på de to sidste albums, dukker slet ikke op.
De nye genudsendelser af de 4 første albums stiller jeg mig skeptisk over for. Bevares, en tidlig country-ballade som “If Only You Were Lonely” er da interessant at genhøre – men jeg ville hellere genhøre ordentlige udgaver af de numre Alex Chilton nåede at producere i de sessions, der ledte op til Tim. Disse numre kom med på en EP, Boink!, der er umulig at opdrive.
Læsere af denne blog vil vide, at jeg sætter stor pris på The Replacements.
http://colormeimpressednews.blogspot.com/
er en lille blog om dette noget oversete amerikanske ensemble. Der er bl.a. nyt om genudgivelserne af gruppens fire første albums og henvisninger til nye interviews med Paul Westerberg og Tommy Stinson. Især disse to interviews med gruppens to hovedmænd er værd at læse.
Jeg synes selv, at The Replacements først blev interessante fra og med deres fjerde album, Let It Be. (Men så blev de til gengæld også rigtig interessante!) Derfor er det begrænset, hvor interesseret jeg er i deres helt tidlige udgivelser, der efter min mening bærer for meget præg af slasket garagerock og for lidt præg af Paul Westerbergs store talent som sangskriver.
I dag sker det endnu en gang – det er Jens’s fødselsdag. Tillykke fra medforfatteren!
Jeg har nu opdateret denne blogs software til WordPress 2.5. Efter et kvarters sved på panden lykkedes det at få siden til næsten at ligne sit gamle jeg. Der er nogle enkelte småting, der skal justeres her og der (især de noget mærkelige bloghoveder!) – så hav lidt tålmodighed; det skal nok falde på plads.
(I går gjorde jeg det – drak den lille flaske Brugge Tripel. En smagfuld øl i en smagfuldt designet flaske.)
Så er det denne blogs anden forfatter, der forlader landet for at tilbringe nogle dage i Tysklands hovedstad. Jeg ved, at Jens foretrækker øl, der er let drikkelig. En belgisk triple eller en stout er ikke lige ham (og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan han ville reagere, hvis der var røgøl i glasset!), så det må haves in mente.
Bevares, man kan nemt skaffe sig nogle flasker H**n*k*n, men heldigvis findes der også god øl. Derfor giver jeg her tre bud på velsmagende og let drikkelige øl, han nemt kan skaffe i Berlin.
- Köstritzer Schwarzbier er, som navnet antyder, en helt mørk øl. Farven kunne forlede den ukyndige til at tro, at vi havde med en stout at gøre. Men her er faktisk tale om en undergæret øl, beslægtet med pilsner. Før i tiden blev der tilsat sukker, men i dag overholder man Reinheitsgebot, og det er ingen skade til. En af mine personlige favoritter!
- Radeberger Pils er tysk pilsner, når den er rigtig god – med spinkle toner af humle.
- Wernesgrüner er endnu en typisk tysk pilsner, men med mere humle.
Alle tre øl har en fortid i det gamle DDR; hvis man skulle have Köstritzer eller Radeberger før 1989, var den eneste gode chance til stede, hvis man kom til Land og Folk-festival i København. Her falbød arbejder- og bondestaten nemlig sine eksportprodukter. (Land og Folk var DKPs avis og havde et lige så kreativt forhold til virkeligheden, herunder ukritisk omtale af en foretrukken supermagt, som mange nuværende medier af ganske anden politisk observans. Men det er en helt anden snak.)
Årets fjerde måneds fireogtyvende dag serverer denne playlist, en top-10 over blændende sangøjeblikke på 4 minutter og 24 sekunder:
01. Revolution – Bob Marley & The Wailers
02. Blow Him Back Into My Arms – Moneybrother
03. Intertiatic E.S.P. – The Mars Volta
04. I LoveThe Night – Blue Öyster Cult
05. Concrete – Bob Marley & The Wailers
06. Nude Spoons – Associates
07. 1979 – The Smashing Pumpkins
08. Our Life Is Not A Movie Or Maybe – Okkervil River
09. The Next Big Thing – Dictators
10. You’ve Changed – The Afghan Whigs
John Arne Riise’s miserable sæson kapslet ind i én hændelse. Hvad ialverden tænkte han dog på!? Der er nu noget af et bjerg at bestige næste onsdag. Og voldsmanden John Terry bor på det.
The Last Shadow Puppets, Arctic Monkeys-frontmand Alex Turner’s nye fritidsprojekt, er en overraskelse af de bedre. Mytiske Scott Walker er blevet namedroppet igen og igen op til denne udgivelse, og det forståes. For både den luftige produktion på The Age Of The Understatement, med kvikt rullende trommer, og selve sangenes skæbnesvungne drama peger i retning af de tidlige – og bedste – Scott Walker-plader. Læg dertil Turner’s syngende Sheffield Wednesday-accent og den rastløse urgency, som også er samlingstråden på Arctic Monkeys plader, og billedet tegner sig af en letbenet moderne poptradition, så langt fra alverdens svedige guitarcombos som forestilles kan. Dette labour of love, der nærmest stråler af swingin’ London, har mere farve og substans end langt de fleste stykker musikalsk fuldtidsarbejde som udsendes lige nu. Siger ikke så lidt om Alex Turner’s alsidige kæmpetalent. En plade til et forår.
Liverpool har siden 2005 sendt opkomlingene fra Chelsea afsted som tabere af hele tre semifinaler. I aften mødes de så atter. Der lægges ud i denne sæson’s Champions League-halvfinale under lysene på Anfield. Vi siger som altid, helt uden at blinke: Det bliver vildt spændende!
Liverpool-Chelsea, i aften, kl. 20.45, TV3+
