jensunmack.dk

Vi talte Springsteen kontra bold forleden, hvilket desværre foranledigede, at manden samme aften på Old Trafford rodede sig ud i en uheldig Champions League-monolog omkring ‘the victorious city of Manchester’, og det til ret blandet respons. Hvordan skulle Springsteen kunne have anet, at en fodboldklub der kalder sig United kan være så forholdsvis uvellidt i eget lokalområde!? Ovenfor er det dog klædeligvis Newcastle United’s trøje han bærer, så enhver retræte, med den typiske amerikanske uvidenhed som undskyldning, vil blive behandlet positivt.

Hvilket minder os lidt om Paul McCartney, der ved en koncert i Madrid for nogle år siden, iførte sig Real’s hvide trøje til sine ekstranumre. Han gentog tricket et par dage efter. Da var touren nået til Barcelona, og fodboldtrøjen han nu tog på før ‘Hola Jude’ var – Paul being Paul – nu stribet blå og lilla! Paul blev i samme stil engang i et interview adspurgt om, hvem af de to Liverpool-klubber, Everton eller LFC, man svor til i hans barndomshjem. ‘Well, in fact we supported both teams,” svarede Paul being Paul being Paul.

Springsteen er kommet stærkt igang med sin anden Europa-del af The Magic Tour. Et håbløst postulerende navn til en tour, men virkeligheden lever heldigvis pænt op mod det. Efter tre aftener i Dublin og en som sagt i Manchester, nåede E Street Band i aftes til London, hvor Arsenal’s The Emirates to aftener i træk lægger græs til. På dette tidspunkt af den meget omfangsrige tour har setlisterne, selv efter Springsteen-standard, vokset sig lange, hvilket vil sige ekstremt lange sammenlignet med alle andres. Sange falder ind og ud, på de mere inspirerede aftener kan sjældenheder uventet dukke op, til dybfølt glæde for trainspotterne blandt publikum.

I aftes var det The River-hjørnestenen ‘Point Blank’, som fik Springsteen-webstederne, der følger med i setlistens udvikling mens showet foregår, til at blinke af begejstring. For ‘Point Blank’ bliver meget sjældent spillet. Således bør de af os, der var så lottoheldige at modtage den i København på The Rising-touren, vide, at vi derved er medlemmer af en eksklusiv klub; den for de ikke ret mange i hele verden, som har oplevet Bruce Springsteen & The E Street Band fremføre ‘Point Blank’.

For sådan er det med Springsteen og hans tilhængere. Folk håber i årevis på, en heldig showaften, at være tilstede, når deres personlige obskure favorit pludselig dukker op. Derfor vil en adskillige have følt langt mere en bare genkendelsens glæde på The Emirates i aftes, da nu ‘Point Blank’s karakteristiske klavertema gav sig til kende. Her den marathon-udmattende setliste fra London:

Tenth Avenue Freeze-Out
Radio Nowhere
The Ties that Bind
Lonesome Day
The Promised Land
Magic
Atlantic City
Reason to Believe
Candy’s Room
Prove it all Night
Because the Night
Working on the Highway
Cadillac Ranch
Living in the Future
Mary’s Place
Waitin on a Sunny Day
Point Blank
Devils Arcade
The Rising
Last to Die
Long Walk Home
Badlands
+ + +
Thunder Road
Born to Run
Glory Days
Rosalita
Dancing in the Dark
American Land

Havde fribilletter til Jeff Buckley den septemberaften i Montmartre, men valgte istedet at køre ud til et Robert Forster-show på Loppen. Tænkte vi kunne tage debutaktuelle Buckley næste gang han besøgte Købemhavn. Senere den nat, strålende øjne hos hvem der kom fra Nørregade. Selv havde vi omvendt intet guld med hjem fra Christiania. Sommeren efter var Love Shop sat til en eftermiddagstid på Roskilde Festival. På vej mod den tog vi nogle få øjeblikke i teltet ved siden af vores, hvor Buckley og band var afsted i et aggresivt rocknroll-set. Der stod manden oppe på scenen, besat og vild i stemmen, i eftermiddagens støv. Og så forsvandt han ovre i Memphis, for 11 år siden i dag. Ned i Missississippis’s strøm, fuldt påklædt, støvler og det hele, for en aftendukkert. Han svømmede ud syngende Led Zep’s ‘Whole Lotta Love’. En forbisejlende bugserbåd afskar hans ledsagers udsyn inde fra land. Da båden havde arbejdet sig forbi, var Buckley der ikke længere. En floddamper fandt hans krop en uge efter. Da var studietiden i Memphis, hvor Jeff Buckley skulle igang med indspilningen af Grace’s efterfølger, forlængst blevet aflyst. Vi skulle aldrig have droppet Montmartre.

R.E.M.-s setlistevagt hermed på arbejde igen. Hvem af os der står i Parken sent på sommeren, når København er spillestedet, vil sikkert beklage den entusiasme. For i Parkens berygtede mislyd, i Parkens hæslige omgivelser, med Parkens cancersmagende fadøl i munden, vil selv R.E.M. kunne komme til at fremstå cirkushestagtige og middelmådige. Måske bandets største fejl nogensinde er at blive så store som tilfældet var. Populariteten tog dem væk fra de steder, der er skabt til musik. Ud til et langt ucharmerende sceneliv gennem rungende stadions og sportsarenaer.

Men i nat var anderledes. På det andet regulære show på den nye tour, spillede man det smukke amphiteater The Hollywood Bowl i Los Angeles, Californien. Husker en liveplade med et sort cover, min storesøster havde, hvor The Beatles var på besøg samme sted. Og Morrissey har også indspillet show der. Måske fordi Hollywood Bowl er skabt til musik og derfor lyder ret anstændigt. Så hvor København skal nøjes med Flemming Østergaards hårde FCK-parkeringskælder på Østerbro, kunne de heldige folk ude vestpå i USA modtage R.E.M. i anderledes værdige omgivelser. Her er hvad de i nat fik til gengæld:

Pretty Persuasion
Living Wells The Best Revenge
What’s The Frequency, Kenneth?
Sitting Still
Ignoreland
Man Sized Wreath
Circus Envy
Drive
Accelerate
Hollow Man
Fall On Me
Houston
Electrolite
Final Straw
I’ve Been High
Let Me In
Losing My Religion
Horse To Water
Bad Day
Walk Unafraid
I’m Gonna DJ
+ + +
Supernatural Superserious
The One I Love
Until the Day is Done
Man On The Moon

Vi talte om The Beach Boys og deres forunderlige Pet Sounds i anden sammenhæng her. Kom derved til at tænke på R.E.M.’s Peter Buck, der i en Q&A i det nye Uncut bliver spurgt om, hans yndlingsafslutning på noget album. Her er hans svar:

- It’s gotta be ‘Caroline No’, into the train and the dogs barking at the end of Pet Sounds. I know that’s such an obvious answer, but living in America, trains mean something different than they do here – they’re long-distance, romantic. That’s such a heartbreaking album, and such a heartbreaking song, and then you hear the train and you’re back in that Jack Kerouac America. There can’t be a better way to end a record.

Måske ikke, men der er ialfald mange andre mindeværdige måder at gøre det på. R.E.M. lukkede selv Automatic For The People af i stor stil med ‘Find The River’, en af de mest åbne og rørende sange, det band nogensinde har begået. Kunne også nævne The Smiths’ svanesang af et album, Strangeways Here We Come, hvis vægtløse ‘I Won’t Share You’ i sin yderste fade lige når at åbenbare Johnny Marr’s absolut hjerteskærende mundharpe. Eller Lou Reed’s Coney Island Baby, hvor easygoing NYC-rocknroll til allersidst giver plads for titelsangens helt anderledes forpligtende intimitet. Eller Kliché, hvis Supertanker’s staccaterede rytmetrafik opløses i ‘Masselinjen’s svajende mantra.

Suede valgte den helt underpillede model på sin debut. ‘The Next Life’ var den bemærkelsesværdige comedown-afslutning, efter en hyperintens plade med whizzkid-guitars og skingre heliumvokaler. Måske det ofte er vejen at tage ud, den stille. Tænk også her Interpol, som på Our Love To Admire slutter på den dirrende, mørke lyd af ‘Lighthouse’, forløsende og urovækkende på samme tid. Eller Dylan, der toner ned for Oh Mercy med sin nøgternt tilbageskuende ‘Shooting Star’. Eller Arcade Fire, hvis salmebrusende ‘My Body Is A Cage’ står flot som konkluderende afskedsssalme på Neon Bible. Bruce Springsteen har også en af de bedre albumafslutninger, da han afrunder dbl-LP’en The River med uroligt sårbare ‘Wreck On The Highway’. Ikke meget stadionrock dér.

Inden for den mere heftige afdeling bør Placebo nævnes, Deres Meds har et vækkeur af et skræddersyet finaleklimaks i ‘Song To Say Goodbye’. Og så er der selvfølgelig Neil Young, hvis oversete Freedom-album afsluttes med indignation som manifest, i form af ‘Rockin’ In The Free World’. Mere knejsende kan et punktum næsten ikke sættes. Det skulle måske lige være af The Afghan Whigs, hvis bedste album, Black Love, hilser farvel med 8:23-lange ‘Faded’, et mægtigt soulsmagende requiem, som langsomt trækker himmelhøjt op, derefter endeligt imploderer og forsvinder hvor det kom fra, i støv og ingenting. Og apropos: Joy Division’s Closer udkom kun få uger efter forsanger Ian Curtis’ selvmord. Dens afsluttende sang ‘Decades’ rejste på en egen urørlig skønhed. Da Curtis nærmest opgivende sang ordene “where have they been?” igen og igen over det afsluttende synth-crescendo, var det umuligt ikke at blive ramt, Curtis død eller ej.

Okay, det var nogle få herfra – post gerne jeres favorit-albumafslutninger, hvis nogen haves…

PS – Ang. Pet Sounds og de real life-lyde der afslutter, er den fremgangsmåde ikke så sjælden. Således ender f.eks. vores egen Vejen Hjem Fra Rocknroll med lyden af kirkeklokker i Kreuzberg, Berlin, der ringer ud over byen en frostklar søndag morgen…

Næppe, men tanken har strejfet, for indenfor den nærmeste tid – begyndende med Manchester i aften – spiller Springsteen & E Steeet Band følgende klubbers normale hjemmebaner: Manchester United, Arsenal, Fortuna Düsseldorf, Ajax, Hamburger SV, AC Milan/Internazionale, Paris Saint Germain, FC København, IFK Göteborg, Real Sociedad, Real Madrid og FC Barcelona. Måske en mulighed for en vis spansk klub at gå i ledtog med Springsteen, få hans crew til iaften at pakke manden med de to tunger, Cristiano Ronaldo, ned i en flightcase, til senere kongelig præsentation i den spanske hovedstad…?

Springsteen har netop startet sin europæiske tourdel med tre aftener i Dublin, alle med mindre bundne, mere åbne setlister end i vinter, sidst på europæiske kanter. Lover godt for Parken d. 29 juni. Hvilket er kærkomment, for Springsteen går desværre på i Parken præcis samtidig med EURO 2008-finalen på Ernst Happel Stadion i Wien fløjtes igang…

I disse dage er det fyrre år siden, der var uro nede i Europa. I Frankrig demonstrerede studerende og arbejdere, og det gik ikke altid specielt fredeligt for sig – se bare ovenfor. I Tjekkoslovakiet demonstrerede man også, her i protest mod det sovjetiske overherredømme og for de demokratiske reformer, landets regering havde indført. (Denne blogs forfattere nøjedes med at vælte legetøjsbiler.)

Det endte som bekendt slet ikke, som de demonstrerende havde håbet. Charles de Gaulle kom styrket ud af urolighederne i Frankrig, og sommeren sluttede for tjekkernes og slovakkernes vedkommende med at sovjetiske tanks rullede ind.

40 år senere sidder vi tavse rundt om i samtalekøkkenerne og satser på at filantropiske millonærer og fair-trade-kaffe vil frelse os. En nystiftet erklæret socialistisk studenterorganisation i Aalborg vil arbejde for – flere stikkontakter i auditorierne og retten til at høre musik på headset under (skriftlig?) eksamen. Det er ikke engang ironisk ment. Hver mand sin computer, så er vi glade.

Den slovenske filosof Slavoj Žižek, der er blevet kaldt “kulturteoriens Elvis” (!!) har skrevet et tankevækkende essay om “arven fra 68″ -  læs det her. I anden sammenhæng har han slået til lyd for at USAs præsident skal vælges af resten af verden. Ikke nogen usympatisk tanke.

Thomas Helmig fra Risskov ved Århus har grund til at være ovenpå. Ikke blot har hans lokale GF netop undgået nedrykning, ovenpå en ellers ret selvudslettende sæson. Nej, yndlingsholdet Real Madrid har genvundet La Primera, og det endda i afsluttende glamourøs stil med indlagt Barcelona-ydmygelse. Thomas fejrer nu sit spanske mesterskab ved i JP, at afsløre sin personlige top-10 over Bob Dylan-albums. Sådan noget er interessant. Vi er helt med:

01. Blood On The Tracks
02. Blonde On Blonde
03. Another Side Of Bob Dylan
04. Bob Dylan
05. Time Out Of Mind
06. Modern Times
07. Street Legal
08. Nashville Skyline
09. John Wesley Harding
10. Planet Waves

Efter mandagens Bowie-mugshot, her en tur til i politiets billedarkiver. Mange husker nok mest Glen Campbell som en helt ubetydelig og washed-out countrypopstjerne fra midt i 70′erne, eksemplificeret af hans forfærdelige ‘Rhinestone Cowboy’-hit. Det er synd, for tidligere udsendte Campbell en række af genrens bedste og mest bevægende singler. Vi taler sværvægtere som ‘Gentle On My Mind’ og mestersangskriveren Jimmy Webb’s tre hovedværker: ‘By The Time I Get To Phoenix’, ‘Wichita Lineman’ og ‘Galveston’. Musik der bliver spillet og bevæger den dag i dag. Senest har Håkan Hellström således tyvstjålet – what a surprise! – ‘Gentle On My Mind’ og udsendt den note-perfect som ‘Jag Hatar Att Jag Älskar Dig Och Jag Älskar Dig Så Myckat Att Jag Hatar Dig’. Og nej, hvis Håkan har hugget den, kan den ikke være halvdårlig.

Før han blev sanger i eget navn, havde Campbell tjent til sine dage og nætter, som stærkt efterspurgt sessionmusiker. Det er hans guitarspil vi hører på Sinatra’s ‘Strangers In The Night’, på Righteous Brothers-symfonien ‘You’ve Lost That Lovin’ Feeling’, og på en hel række andre Phil Spector-Wall-Of-Sound-indspilninger. Samt naturligvis udover hele The Beach Boys’ Pet Sounds. Glen var en travl ung mand.

Vi har to billeder af ham her. Det øverste er fra omkring 1970, fra en audiens hos selveste Kongen på Hilton International i Las Vegas, det andet fra Phoenix, Arizona’s politi, som i 2003 anholdt Campbell for beruset med sin BMW, at have vædret en anden bil og derefter taget hjulene på nakken. Der er uendelig langt fra den velplejede unge amerikaner helt til højre for Elvis Presley – og nyd lige Elvis på det billede, please! – til den Russ Meyer-badguy, der raser ud forneden. Hvis der findes en gældende morale om menneskedyrets aldersbetingede forfald i disse snapshots, bliver det ikke sjovt at være nogen af os…

PS – Nu jeg tænker over det, har Håkan vist også set lyset i ‘Galveston’, hvis “she was 21, when I left Galveston…” problemfrit er blevet til “hon var 23, när jag lämnade GBG.. ” i hans egen ‘Jag Har Varit I Alla Städer’.

Juryen i Unmackland er efter flere dages votering nået til enighed i den komplicerede sag, vedr. afvejning, udpegelse og placering af relevante emner til top-10-listen over David Bowie-favoritter. Thi kendes for ret:

01. Heroes (fra Heroes)
02. Station To Station (fra Station To Station)
03. Be My Wife (fra Low)
04. Sweet Thing (fra Diamond Dogs)
05. Drive-In Saturday (fra Aladdin Sane)
06. Because You’re Young (fra Scary Monsters)
07. Boys Keep Swinging (fra Lodger)
08. The Secret Life Of Arabia (fra Heroes)
09. We Are The Dead (fra Diamond Dogs)
10. Ashes To Ashes (fra Scary Monsters)

Det er meget længe siden, man kunne kalde Portishead for “trip-hop”. De slæbende beats og den scratch, der stak hovedet frem på det første album, Dummy, gled i baggrunden allerede på det næste album, og nu, i 2008, er der ikke mere. Hvor de to første albums tenderede mod det stort anlagte og orkestrale, er Third et album, hvor det ofte er gruppens tre medlemmer, der med guitar, trommer, vokal og programmeringer er alene sammen.

Hermed antyder jeg også, at den knugende melankoli og dysterhed, der altid har præget Portishead, er intakt. Det er stadig ikke festmusik eller det, der ligner. Det er på samme måde stadig ensomheden, tvivlen og følelsen af isolation i forholdet til andre, der dominerer i teksterne. Også her aner man en fjern arv fra Billie Holiday.

Arrangementerne er blevet enklere – der er akustisk guitar, mere regulære (jazzede) trommer end før og en del elektroniske indslag.

“Machine Gun” minder i sit arrangement ikke om noget tidligere Portishead-nummer; det er helt elektronisk med en skurrende maskinrytme, der trækker alt tempo ud af nummeret. Omvendt er “Deep Water” det nærmeste, Portishead er kommet på at lave en bagatel – halvandet minut i dur (!) med hvad, der må være en ukulele.

Mest bemærkelsesværdige er “The Rip”, som Jens allerede har nævnt, og “Small”. Begge numre bebor en slags grænseland mellem britisk folk og de dystre stemninger fra f.eks. Closer (på “Small” dukker også et Ray Manzarek-agtigt orgel op.)

Resultatet er vellykket, kræver en hel del af lytteren. Hits er der ikke mange af – formodentlig slet ingen. Men slags har vi andre, der laver.