Jens Unmacks officielle weblog
01. Daddy’s Gone – Glasvegas
02. I Lost You – The Walkmen
03. I’m Gonna Get Stabbed – Glasvegas
04. On The Water – The Walkmen
05. Flowers And Football Tops – Glasvegas
06. Canadian Girl – The Walkmen
07. Geraldine – Glasvegas
08. In The New Year – The Walkmen
09. Go Square Go! – Glasvegas
10. Red Moon – The Walkmen
I nat i Milwaukee, Wisconsin går Springsteen og hans E Street Band på scenen for sidste gang på den nu 11 måneder gamle Magic-tour. +100 shows er det blevet til, over afsted til Europa og tilbage hele to gange, det fra de første koncerters Magic-orienterede og stringente fokus til sensommerens anderledes improviserde marathon-setlister. Således blev der spillet omkring 40 forskellige sange – mange af dem mere end én gang – ved de to besøg i København, henholdsvis december og juni.
Vi tror ikke her, så imponerende touren er endt, Springsteen + E Street Band har haft en bedre livesæson siden 1980-81, da han var ude med The River, hvis shows ligeledes var meget lange og forskellige fra aften til aften. Om det nu muligvis er sidste gang E Street Band har været afsted vides ikke, men adskillige har gættet på det. Orgelspiller Danny Federici døde i april og Clarence Clemmons’ helbred har øjensynligt været bedre, så med en lang verdenstours fysiske krav i mente, kan man nemt frygte, det er end of the line i nat for E Street Band. Skulle det vise sig tilfældet, har denne tour ialfald været den helt rigtige finale på det suveræne bands lange løbebane.
Publikum på den sidste del af Magic-touren er som oftest, ved hvert enkelt show, blevet udsat for en eller flere coverversioner. Her en liste over hvad Springsteen & The E Street Band her i august har hevet op fra den skuffe:
Good Rockin’ Tonight (Elvis)
Then She Kissed Me (The Crystals)
I Fought The Law (Bobby Fuller Four)
Rockin’ All Over The World (John Fogerty)
Save The Last Dance For Me (The Drifters)
Boom Boom (John Lee Hooker)
Double Shot (Of My Baby’s Love) (The Swinging Medallions)
Little Latin Lupe Lu (The Kingsmen)
Boys (The Beatles)
Who’ll Stop The Rain (Creedence Clearwater Revival)
It’s All Over Now (Chuck Berry)
Summertime Blues (Eddie Cochran)
Seven Nights To Rock (Moon Mullican)
Quarter To Three (Gary US Bonds)
You Can’t Sit Down (The Dovells)
Gloria (Them)
Little Queenie (Chuck Berry)
Twist & Shout (The Topnotes / The Isley Brothers / The Beatles)
Mountain Of Love (Johnny Rivers)
Jersey Girl (Tom Waits)
…ham, der er blevet Republikanernes vicepræsidentkandidat i USA. En berejst person med humoristisk sans – og tilmed en erfaren skuespiller, en kvalitet, der tidligere er blevet påskønnet af vælgerne derovre – burde ellers være oplagt at vælge.
Der er ganske mange, der lader sig inspirere af den gamle elektro-lyd fra 1980erne – Ladytron, Hot Chip og LCD Soundsystem for at nævne nogle prominente eksempler. Og så er der Neon Neon, en due bestående af walisiske Gruff Rhys fra Super Furry Animals og amerikanske Bryan Hollon, også kendt som Boom Bip. Tidligere i år kom Stainless Style, et album inspireret af historien om den amerikanske bilfabrikant John DeLoreans storhed og fald. Det var en DeLorean-sportsvogn, man kunne se i Back To The Future-filmene – og på billedet ovenfor.
Hvis man lide den gamle synthesizerlyd hos Human League, Visage m.fl. er der temmelig meget at komme efter her. F.eks. er “I Told Her On Alderaan” en popsang af de absolut bedre. Nogle af de hiphop-inspirerede indslag fungerer måske ikke så godt i helheden, men så er det heller ikke værre.
De to herrer har lavet et ganske sjovt og vellykket “mixtape” af den musik, de har ladet sig inspirere af. Hent MP3-filen her.
Forleden bragte Politiken et langt interview med Private-popfænomenet Thomas Troelsen. Der udtalte han man er ren idiot, hvis man ikke kan indse Abba var mindst ligeså geniale som The Beatles. Fair nok – en mand som Troelsen, der hælder til en så éndimensionel hitmusik, kan måske ikke forventes at have smag for et komplekst, organisk og vibe-orienteret band som John Lennons. Men hans ord er alligevel ikke helt ude i skoven, for Abba var – og er – i sig selv unikke.
I sommeren 1990 skulle jeg til Grækenland, og købte på afrejsedagen nogle billige kassettebånd til en medbragt boombox. Et af dem, en meget billig – og endnu mere billigtudseende – opsamling med Abba, endte sammen med australske The Church’s Starfish og en discountcompilation med one-hit-wonders fra 1960/1970′erne, at blive de mest spillede blandt de medbragte. Faldt igen her, i en anden forbindelse, over netop det Abba-bånd og undrede mig nu over dets noget lemfældige tracklisting. For selvom det var/er et fremragende bånd, mangler en del af de indlysende sange. Lad os lige køre en gennemgang af billig-kassetten The Winner Takes It All:
SIDE A:
The Winner Takes It All: En titellogisk og selvfølgelig fremragende start. Ian McCulloch’s Abba-favorit er det perfekte åbningsnummer i sin skematisk forløsende opbyggelighed.
Slipping Through My Fingers: Et hurtigt skridt frem til The Vistors, afskedspladen. Moderen’s sang om ikke at kunne nå ind til sin datter. Vi taler socialrealisme. Endnu en stor melodi, der slet heller aldrig kammer over i det musical-territorium, der står og altid vil stå som bandets store brist.
Lay All Your Love On Me: Mit kassettebånds åbningstrilogi fejler intet. Meningsløs Euro-disco har sjældent lydt så meningsfuld. Vores Sandra fra Saarbrücken ville kunne have indspillet en uimodståelig germansk udgave af netop denne sang. Det gjorde hun desværre ikke.
Under Attack: Her går det slet ikke så godt. En vocoder- og keyboard-sang med lethidsige rytmebreaks og en nævenyttig basgang, der nok ville føle sig mere hjemme i en posh hotellounge, end på denne tacky sommerkassette. Nu står det desværre kun 3-1.
One Of Us: Men så kommer endnu en The Visitors-perle. Ulvæus/Anderson udmærkede sig ved disse fortabte og ensomme midtlivskrise-sange, sunget af de kvinder i deres liv, som de præcis på det tidspunkt var ved at blive skilt fra. Kinda kinky at lade sin kommende eks synge sange om at miste kærligheden i sit liv og stå alene tilbage. Men gribende popmusik.
Andante, Andante: Mayday, mayday! Eller S.O.S. som bandet nok selv ville have sunget det nødråb. Abba i musicalland. Det var opstyltede numre som dette – og ‘Fernando’, Chiquitita’, I Have A Dream’, etc. – der gjorde man fik kvalme af Abba fra slut-70′erne og mange år frem.
Happy New Year: En banal lejligheds-tekst til en efter Abba-standard ret ordinær melodi. “It’s the end of a decade / In another ten years time / Who can say what we’ll find / what lies waiting down the line /at the end of eighty-nine?” Jamen, det gjorde den her kassette blandt andet. Men var der virkelig ikke råd til en bedre rimordbog!? På en så nytårshøjtidelig tone slutter første side af det græske sommerbånd. Ikke så Ouzo-venligt terræn lige her.
SIDE B:
Gimme Gimme Gimme: Back on track med Abba’s would-be-goth-klassiker. Svenske Leather Nun’s 1980′er-udgave havde sit ikkekedelige homoerotiske øjeblik, men originalen er naturligvis klart bedst. Lyder hårdere og mere direkte end nogetsomhelst med Metallica.
The Piper: En smertefuld maveplasker. Direkte tilbage til Middelalderen, med ridderborge, tværfløjte og en whimsical melodi om en mand, der helt sikkert er klædt, som deltager han i et sækkevæddeløb. Come on, Benny! Og come on, Björn!
When All Is Said And Done: Tvillingesangen til ‘One Of Us’ udi perfekt divorce-pop, men endnu bedre. Faktisk er denne sang måske Abba som allerbedst. De harmoniserende kor i de sidste omkvæd er ren verdensklasse. Og en sjældent moderne produktion med dokkende sequencers skader heller intet. Hvis skilsmisse kan lyde så godt, er det intet under masserne bliver gift. Tjek tekstens voksenunivers: “In our lives we have walked some strange and lonely treks / Slightly worn but dignified and not too old for sex.” Det er ikke kun John McCain der gør sig i senior moments.
The Day Before You Came: Et rent triumftog for kassetten her. Endnu et Abba-højdepunkt, en af bandets sidste singler, i et prikkende elektronisk lydlandskab, en urolig og søgende sang, der aldrig forløses. Hvilket er yderst sjældent i Abbaland. Mere trist og ensomt end nogetsomhelst med f.eks. Eskiltuna’s Kent, som ellers går for at være det nordiske tungsinds konger. Det er de ikke, de letvægtere.
Our Last Summer: Heartbreak light om en tabt fransk kærlighedsaffære way back, hvis mandlige love-objekt, der engang var flowerpower-fri og hip, nu arbejder i – suk! – en bank: “A family man, a football fan and your name is Harry / how dull it seems, yet you’re the hero of my dreams.” – av-av! Musikken er rørstrømsk på den lidt omklamrende måde, så man på sin vis intuitivt godt forstår, hvorfor sangens Harry forlod sin pige i Paris med de i sangen nævnte croissanter.
The Visitors: Et forkert valg som næstsidste titel på en Abba-opsamling. Som åbning på pladen hvis navn den bærer, giver dens i lang tid tilbageholdte og bevidst tågede lydunivers god mening, men ikke her. Svarer til at lade Roxy Music’s ‘Manifesto’-sang komme næstsidst på en samling med dem. Which would be WRONG.
Super Trouper: Et stort hit naturligvis, men ikke mere end det. Ingen hjemsøgende akkorder, intet stik i hjertet, udelukkende solid Volvokørende produktions-elegance. Vi bryder os slet, slet ikke om den her. En kønsløs måde at kysse farvel på.
For det er adjö og so long, honey-honey. Farvel, Agnetha! Benny! Take care, Björn! Farvel Anni-Frid!
Dette album fra 1990 er i denne uge blevet genudsendt. Hindu Love Gods rummer 10 cover-numre (af Robert Johnson, Muddy Waters, Prince, Georgia Satellites m.fl.), som Warren Zevon, Peter Buck, Mike Mills og Bill Berry indspillede for sjov ved afslutningen af optagelserne af Zevons album Sentimental Hygiene, hvor Buck, Mills og Berry medvirker på så godt som alle numre (og Stipe på et enkelt). Et uforpligtende album fra nogle særdeles kompetente sangskrivere, der tydeligvis har det sjovt med “bare” at fortolke andres numre – og dét til ud på de små timer. Hvis man vil høre Zevons egne sange, er Sentimental Hygiene heller ikke at foragte.
Lørdag om en uge er der R.E.M.-show i Parken. Den allerede meget lange tour er forlængst i Europa, hvor setlisterne stadig er en drøm for de af os, der mistede modet omkring bandet på dets sidste låste middle of the road-turnéer. I går aftes, få hundrede kilometer syd for firkant græs, hvor Liverpool med nød og næppe hustlede sig igennem til denne sæsons Champions League, var R.E.M. på job i Southampton, en by hvis fodboldhold er gået i hundene på det seneste. Vores fotograf Morten Larsen holder med dem og det er selvsagt ikke sjovt. Hans situation er ikke ulig skæbnen for den store generation af Leeds United-tilhængere, der voksede op – som var det en selvfølge – i begivenhedernes centrum, men nu fører en skyggetilværelse med deres nu anderledes svage klub, et sted langt dernede i rækkerne. Her er det imponerende katalog R.E.M. fremførte en tilfældig onsdag, iøvrigt på vej mod show i Paris i aften, i en nedrykningsramt by på den engelske sydkyst:
Bad Day
Living Well’s The Best Revenge
What’s the Frequency, Kenneth?
Fall on Me
Drive
Man Sized Wreath
Begin the Begin
Hollow Man
Great Beyond
Ignoreland
Animal
Electrolite
I’m gonna DJ
Pretty Persuasion
The One I Love
7 Chinese Brothers
Nightswimming
Let Me In (Acoustic)
Auctioneer
Horse to Water
Orange Crush
It’s The End Of The World As We Know It (And I Feel Fine)
– ENCORE –
Supernatural Superserious
Losing My Religion
Imitation of Life
Man on the Moon
Jeg har netop læst i The Independent, at Dave Freeman, der sammen med Neil Teplica skrev bogen 100 Things To Do Before You Die om alle de spændende steder og ting, man skal nå at opleve i sit liv, netop er død i en alder af 47 år. Han faldt og slog hovedet – i sit hjem.
På Freeman og Teplicas liste var bl.a.
(Selv er det nærmeste, jeg er kommet på dette, at se vilde pingviner.)
For en god ordens skyld: Jeg er nu tilbage på den østlige side af Atlanterhavet.
Min uge i Toronto sluttede med et besøg i CN Tower, desværre sammenfaldende med overskyet vejr og deraf følgende dårlig sigtbarhed. Kort tid efter at jeg var kommet de 446,5 meter ned igen, kom tordenbygen. Og bagefter: Alt ved det gamle med høj sol.
Min hjemkomst til Nordjylland begyndte med ankomsten til Nørresundby Lufthavn. Der var tørvejr hele dagen. Men bagefter: Alt ved det gamle med regn fra morgenstunden.
Godt, man har sine cd’er. Jeg købte faktisk 3 cd’er hos Sonic Boom den sidste dag:
På vej fra busstoppestedet fra lufthavnen var jeg inde forbi posthuset for at sende et eksemplar af You & Me til rigets centrum; Jens har stadig ikke fået albummet, så jeg er lidt urolig nu.
Det pauseunderdrejede band medvirker med debutsinglen ‘En Nat Bliver Det Sommer‘ på GAFFA’s egen 2CD-opsamling med dansk musik fra de 25 år bladet har eksisteret. Albummet GAFFA 25, som går i handlen i dag, indeholder tillige materiale med bl.a. Sort Sol, The Raveonettes, Nikolaj Nørlund, Lars Hug, Mew, Nephew, TV-2, Kashmir, The Sandmen og Psyched Up Janis. Og jo, som disse velkendte navne allerede giver indtryk af, skal en kronologisk musikalsk rejse gennem GAFFA’s 25 årige historie selvfølgelig være en omskiftelig affære, så træd varsomt, the milk train doesn’t stop here anymore.
Her kommer svaret...