jensunmack.dk

De fik de første to hjørnespark i løbet af fem minutter, og efter en snes minutter var det første mål i hus. Resten ved vi godt. Men lad mig skrive lidt alligevel.

Jeg havde for længst opgivet håbet om at kunne få billet, så her til aften sad jeg foran fjernsynet. Kommentatorerne på 3+ er desværre en fornærmelse mod normaltbegavede mennesker som mig, så efter første halvleg cyklede jeg derfor over til Gammeltorv for at se 2. halvleg på storskærm. Jeg kom for sent af sted; spillet var allerede i gang og lysene fra Aalborg stadion var usædvanligt klare. En ambulance for fuld udrykning hastede over LImfjordsbroen, og jeg kunne se den dreje ned ad Kastetvej – i retning mod stadion. Et kort øjeblik troede jeg, at Den Portugisiske Skuespiller var snublet på grønsværen.

Jeg ankom til storskærm og Gammeltorv lige i rette tid til at se Berbatovs scoring. Det blev meget hurtigt for koldt og træls at stå i mængden; jeg cyklede hjem og nåede lige fem minutter i sofaen inden sidste scoring.

AaB var ikke pinlige – jeg havde frygtet, at de ville gå til opgaven med samme ærefrygt som en tv-journalist, der interviewer Pia Kjærsgaard eller hendes støttepartier. AaB spillede fornuftigt, vel egentlig så godt som de kunne under de givne omstændigheder. Men uanset hvad vi end måtte synes om dem, er Manchester United ganske enkelt klasser bedre end et hvilket som helst hold herhjemme. Længere er historien ikke.

De, der betaler skat i USA er syge over denne stillingtagen til redningsplanen. Sundhedsreform og verdenshandel (ikke konkurrence og skræmmende), for det handler om for jobskabelse og der er lavere selskabsskatter og ned med udgifterne. Og alt sådan noget. Det er hvad redningsplanen handler om.

I kender reglerne. Årets dag nummer 274. 274 sekunder lig med 4 minutter og 34 sekunder. Lad høre jeres, nedenunder står min umiddelbare top-10 over sange på præcis 4:34 – og hvilket heftigt felt i dag!

01. Gimme Shelter – The Rolling Stones
02. Sonne – Rammstein
03. Rebel Rebel – David Bowie
04. Nocturne VII – Billy MacKenzie
05. At The Bottom Of Everything – Bright Eyes
06. Make The Woman Love Me – Dion
07. Under Smithville – For Squirrels
08. Moonshot – Britta & Dean
09. Disco 2000 – Pulp
10. Musik Non Stop – Kent

Med en af årets absolut bedre plader – forårets The Evangelist – på sin signatur spillede Brisbane, Australien’s egen Robert Forster søndag aften Lille Vega med sit orkester. Hans gamle band The Go-Betweens – opløst ved Forster’s sangskriverpartner Grant McLennan’s død i 2006 – var ikke kendt for musikalsk ekvilibrisme, men klarede alligevel som oftest de noget ubehjælpsomme liveshows hjem på en effektiv cocktail af storslået sangkatalog og absolut kollektiv charme. Hans nye kvartet burde minimum have sikret sig samme forudsætninger, men desværre.

Denne aften i Vega begyndte passende med Forster alene, hans flamboyant uskolede stemme, hans simple guitarspil. Men som bandet langsomt sivede på scenen tog tingene den forkerte vej. En skomagerbasspillende kvinde fra Manchester. En meget ung trommeslager, der i sit småt anlagte nonswing fremstod, som havde han været oppe for mange nætter i træk. Plus en uentusiastisk og blegtlydende guitarist/keyboardspiller, hvis evner absolut også var til at overskue. Hvilket band!

Robert Forster lever i sin musik for øjeblikke af awkwardness. Hans bedste sange – dem er der mange af – highlighter det utilpassede, det aparte, det akavede, ofte på en gribende romantisk måde, helt ned i mindste detalje. Således kan det nærmest for ham fremstå som et plus, når han alene på sin guitar kikser et break inde i en sang. Men når hele hans band gør det samme er virkningen markant anderledes, og sender oplevelsen direkte i FAJABEFA-øvelokale med ubehjælpsomt sammenspils-jam.

En udsøgt sangskriver som Robert Forster fortjener bedre, end det arbejdsmands-sammenrend der var med på scenen i Vega. At han på det seneste har opgivet tanken om setlistens dramaturgi, og synes at chance den undervejs i showet, skal så heller ikke gøre noget nemmere. Hvor oplevelsen burde have peaket – efter på det tidspunkt overraskende fine udgaver af ‘Darlinghurst Nights’ og ‘Spring Rain’ – blev København istedet bragt til fuld stop med ‘I Can Do’, en fra Forster’s fortid lang og obskur boogiewoogie-rundgang, en hovedrystende skam. På den tilfældige baggrund missede han den gyldne mulighed og fik aldrig spillet ‘From Ghost Town’, det essentielle slutnummer fra The Evangelist.

Min schweiziske ven, der havde set frem til at høre Robert Forster, gik midtvejs i 2. set, dejected. Efter showet endelig var forbi, og Forster modtog folkets hyldest for det han er, snarere end hvad han her formåede, ville jeg ønske, jeg havde gjort det samme. En så anarkistisk taget frihed havde nemt været aftenens højdepunkt.

Somme tider skal der en særlig oplevelse til, før et stykke musik glider på plads som en puslespilsbrik, og man bliver i stand til at forstå det billede, der er dannet.

I dag cyklede jeg en tur langs Limfjorden; jeg tog den lille cykel- og gangbro over motorvejen lige inden tunnellens munding. Det var overskyet, og ovre på den anden side kunne man se Aalborgs specielle skyline af siloer og industrianlæg. Blæsten gav mig en let medvind. Mens jeg kørte langs det grå vand havde jeg Sommar på speed i min iPod.

Sommer på speed er det seneste album af og med Tomas Andersson Wij, en svensk sanger/sangskriver som Jens for år tilbage spurgte mig, om jeg kendte. Det gjorde jeg ikke dengang, men det gør jeg nu.

Trods titlen er dette ingenlunde en sommerplade.

Dér ved fjorden, hvor alle andre gemte sig i de tavse huse, og der var en let gråtonet efterårsuro, forstod jeg med ét den nordiske melankoli og længsel, der ligger bag Andersson Wijs sange. Sangene rummer længsel, en sitren mellem tvivl og tro, og er samtidig meget konkrete i deres billeder af Sverige. Her er en tekstforfatter, der evner at leve op til maksimet “show, don’t tell”. Sommar på speed er stort anlagt med strygere, blæsere og hvad dertil hører. Musikalsk er vi ovre i nærheden af Lars Winnerbäck og (ikke overraskende) Ulf Lundell.

Nogle vil sige, at Tomas Andersson Wij næsten bliver for seriøs og at det ind imellem bliver sentimentalt. Lad dem bare synes det. På www.myspace.com/tomasanderssonwij kan man ud over sange fra det nye album høre “Hälsingland”, der ikke overraskende var en slags hit i Sverige sidste år (hvilket jeg først nu har opdaget, beskæmmende nok). Denne hjemstavnssang, der på én gang er stedfæstet og universel, findes på opsamlingsalbummet En introduktion till Tomas Andersson Wij, der bestemt er en god introduktion; det var det i al fald for mig.

Ovenfor kan man se “Jag har Simmat Långt Ut Från Land”, der også er fra Sommar på speed (som i øvrigt har en svensk oversættelse af en ældre Andreas Mattsson-sang som sit titelnummer).

Det Dejlige Menneske under skarp septembersol: Everton-Liverpool 0-2 (0-0)

Lørdag middag tager Liverpool FC den korte tur fra det røde stadion (Anfield Road, forrest) over til det blå (Goodison Park, bagerst), til det første af sæsonens to lokalsammenstød med Everton. Ligeså kort som der er fysisk, ligeså langt er der i enhver anden henseende mellem de to klubber og deres tilhængere, hvilket altid garanterer stort drama og risiko for rødt/blåt heartbreak når de mødes. Efter Liverpool‘s famlende pointtab mod Stoke City sidste weekend, har sæsonambitionen ligesom ikke råd til en ultimativ skuffelse på Goodison – det bliver nervepirrende spændende!

Everton-Liverpool, lørdag, kl. 13.45, Kanal5

PS – Langt tid siden iøvrigt, vi herinde har fået livstegn fra Newcastle- og Spurs-fraktionerne blandt sidens brugere – skal en eftersøgningsekspedition sendes ud…?

Denne sides nyligt fødte adoptivbarn af et album – The Walkmen’s ‘You & Me’ – synes nu endelig også at nå de danske pladebutikker. Således bringer musikmagasinet Soundvenue’s webside i dag en maximalstjernet anmeldelse af pladen. Vores egen Webmaster Pastor er flere gange blevet opfordret herfra til at berette lidt mere indgående om ‘You & Me’, men nu det ikke er sket tager vi istedet – complete & unabridged – en tur gennem Michael Gaunt fra Soundvenue’s begejstrede skriv af i dag:

The Walkmen – intet mindre end fremragende ******

Med tre vellykkede album samt et af de senere års mest medrivende rocksingler, ‘The Rat’, på visitkortet kan det undre, at den fabelagtige newyorker-kvintet The Walkmen stadig er en velbevaret hemmelighed på disse breddegrader. Men er der bare et gran af retfærdighed til i denne verden, er den tid inden længe slut.

Efter at have været snublende tæt på med ‘Bows + Arrows’ fra 2004 har The Walkmen nemlig med ‘You & Me’ begået et helt igennem overdådigt værk af mesterlige proportioner. Bandets elegant valsende og sjælfulde rocksange når her nye højder i kraft af en udsøgt sans for detalje og tekstur samt en perfekt vekselvirkning mellem tilbageholdt spænding og brusende bølger af højtsvungen vellyd. Samtidig er frontmand Hamilton Leithauser bedre end nogensinde før. Med grus i halsen og hjertet uden på den whisky-plettede skjorte pendulerer han udtryksfuldt mellem fordrukken nostalgi og øjeblikke af oplyst klarsyn, så det er en fryd for den indre billedstrimmel.

Med sine storslåede arrangementer og varme produktion lyder albummet som en glemt samling romantiske evergreens fra en svunden tid. Højdepunkterne er for mange til at nævne her, så jeg vil nøjes med at konstatere, at sange om kuldslået kærlighed og tosomhedens uransagelige veje sjældent har lydt så indtagende som her. The Walkmen har forløst deres enorme potentiale og har med ‘You & Me’ skabt et af dette års allerbedste udgivelser. Fremragende. Intet mindre.

© Michael Gaunt/Soundvenue.com

Nix, manden er ikke på Prozaccocktails. You & Me fremstår uden skam som et forunderligt og sublimt album – hør det selv!

Jens besøgte torsdag Mod Strømmen, Københavns eneste rockradio, med en større stak 7′-vinylsingler under armen. Her nedenunder kan ses hvad han nåede at få spillet under de to timers direkte radio. Når udsendelsen snart lægges på web, poster vi et link til den her.

The Replacements – Left Of The Dial
Jonathan Richman & The Modern Lovers – Roadrunner
John Cale – I Keep A Close Watch
Paul Quinn & Edwyn Collins- Pale Blue Eyes
The Last Shadow Puppets – In The Heat Of The Morning
David Bowie – London Boys
Chris Farlowe – Out Of Time
Vince Taylor & His Playboys – Brand New Cadillac
The Clash – Police On My Back
The Clash – Armagideon Time
Mott The Hoople – Roll Away The Stone
Johnny Thunders – You Can’t Put Your Arms Around A Memory
Richard Hell & Voidoids – Blank Generation
Gun Club – Walking With The Beast
Devo – Mongoloid
Leonard Cohen – Memories
Ebba Grön – Staten & Kapitalet
The Walkmen – I Lost You
The Rivieras – California Sun

Det er sent i eftermiddag, torsdag, at Jens U. på radiomodtagere i hovedstadsområdet kan høres spille plader i Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) – stil ind fra kl. 18.00 og to timer frem.