jensunmack.dk

© Niels Hougaard

Love Shop og Lars H.U.G. (med det oprindelige band The Zombies fra de første albums) er på plakaten sammen ved en hyldestkoncert til Hilmer i Store Vega i København d. 14. februar 2009. Også Scatterbrain og Naïve vil optræde i en eller anden form – og flere navne følger. Overskuddet fra koncerten vil gå ubeskåret til de to børn, Hilmer efterlader sig.

Forsalget starter i morgen lørdag d. 29. november via www.billetlugen.dk, tlf. 70 263 267 og i FONA’s butikker landet over.

Webmaster Pastor går ikke galt i hvad han skriver nedenfor; efter sidste uges begivenheder har det syntes irrelevant at poste blogindlæg. Stort tak iøvrigt for de mange henvendelser via blog, mail, Facebook og slow mail omkring den sørgelige anledning! Ved ikke hvor aktive det kan lykkes os at være i den kommende tid her, men husk, der er ikke lukket for kommentarenes eget liv.

Skrevne ord eller ej er der heldigvis musik. En fast begivenhed på siden er vores årlige regnskab omkring de forgangne tolv måneders favoritplader, og den nedtællingsliste vil ialfald blive kørt som traditionen forskriver, lige op til jul. De første engelske medier tyvstarter allerede nu i samme disciplin – her musikmagasinets Mojo’s bud på de ti bedste longplayers fra 2008:   

01 – Fleet Foxes – Fleet Foxes
02 – The Last Shadow Puppets – The Age Of The Understatement
03 – Paul Weller – 22 Dreams
04 – Bon Iver – For Emma, Forever Ago
05 – Nick Cave & The Bad Seeds – Dig, Lazarus, Dig!!!
06 – The Hold Steady – Stay Positive
07 – Glasvegas – Glasvegas
08 – The Week That Was – The Week That Was
09 – The Bug – London Zoo
10 – Neil Diamond – Home Before Dark

Hvad er der at skrive for os? Der er mange tanker, men ikke så mange gode ord for tiden.

Jeg kunne skrive om hvordan det var at gå rundt i Københavns gader igen for ganske få dage siden. Sidst, jeg havde besøgt hovedstaden, var det lørdag d. 15. november, og Jens og jeg havde haft en kort telefonsamtale, hvor vi kom til at snakke om noget, Hilmer engang havde sagt. Denne gang var det som om byen umærkeligt var blevet forandret, selv om alt lignede sig selv.

Men jeg vil hellere skrive om musik, for dét var Hilmers univers. Alle mennesker har en stemme, der er deres egen. Nogle gange er det netop stemmen, vi husker bedst. Hilmer havde den gave at have en helt særlig stemme – det var hans guitarspil. Her mødtes Fripp og Manzanera med Jørgen Ingmann i et helt særligt klangrum, hvor der kunne være både varmt og køligt, rigt og enkelt.

Lørdag den 29. november klokken 21.03 til 22 hylder P4 Hilmer. Radioværten Ulrik Jensen mødes over en stak plader med Henrik Hall.

Det er med stor sorg jeg må meddele jer alle her, Hilmer natten til søndag døde ved et trafikuheld i København. I så mange år sammen i Love Shop havde vi et meget nært venskab og samarbejde, som jeg kun kan være stolt af i dag. Tiden med ham kastede mere gylden musik og flere gode fælles oplevelser af sig, end jeg nogensinde havde drømt om da vi først startede ud. Han var en unik personlighed, der vil være savnet. Tanker og medfølelse går herfra til hans familie og pårørende!

Snart maser nattens gletcher
parkerne tomme -
kroppene drejer mod kulden
spredes i gadernes væv
forsvinder i lygternes faldende hvidt;
genkender ikke hinanden
i lukket november.

(Søren Ulrik Thomsen)

FREE MONEY

Every night before I go to sleep
Find a ticket, win a lottery,
Scoop the pearls up from the sea
Cash them in and buy you all the things you need.
Every night before I rest my head
See those dollar bills go swirling ’round my bed.
I know they’re stolen, but I don’t feel bad.
I take that money, buy you things you never had.

Oh, baby, it would mean so much to me,
Oh, baby, to buy you all the things you need for free.
I’ll buy you a jet plane, baby,
Get you on a higher plane to a jet stream
And take you through the stratosphere
And check out the planets there and then take you down
Deep where it’s hot, hot in Arabia, babia, then cool, cold fields of snow
And we’ll roll, dream, roll, dream, roll, roll, dream, dream.
When we dream it, when we dream it, when we dream it,
We’ll dream it, dream it for free, free money,
Free money, free money, free money, free money, free money, free money.

Every night before I go to sleep
Find a ticket, win a lottery.
Every night before I rest my head
See those dollar bills go swirling ’round my bed

Oh, baby, it would mean so much to me,
Baby, I know our troubles will be gone.
Oh, I know our troubles will be gone, goin’ gone
If we dream, dream, dream for free.
And when we dream it, when we dream it, when we dream it,
Let’s dream it, we’ll dream it for free, free money,
Free money, free money, free money,
Free money, free money, free money,
Free money, free money, free money,
Free money, free money, free money,
Free money, free money, free money,
Free money, free money, free money,
Free money, free money, free money,
Free money, free money, free money, free.

© Patti Smith

Tag YouTube-tidsmaskine til efteråret 1976, til Stockholm, til Patti Smith Group, til ‘Free Money’ lige her.

Ja, vi ved det godt. Razorlight, der startede så lovende ud med Up All Night-debutpladen og dens fejlfri ‘Golden Touch’-single, har mistet skarphed og fremstår i bedste fald ligegyldige nu. Det andet album – featuring ‘America’ – der for ofte lød som et meget ungt The Police, var en pæn skuffelse, og da Razorlight forrige mandag udsendte 3′eren Slipaway Fires syntes bunden nået, ialfald ifølge britiske anmeldere. Her har vi kun hørt førstesinglen ‘Wire To Wire’, der ikke gav lyst til mere, med Johnny Borell’s efterhånden så pompøse stemme i en brun og klæg musik. Som for at bevise det ikke altid stod så skidt til, tværtimod, er her Razorlight’s nedbarberede BBC-cover af Outkast’s fremragende ‘Hey Ya’ – enjoy!

SPEEDING MOTORCYCLE

Speeding motorcycle
won’t you change me
in a world of funny changes
speeding motorcycle
won’t you change me

speeding motorcycle
of my heart
speeding motorcycle
always changing me
speeding motorcycle
don’t you drive wrecklessly
speeding motorcycle
of my heart

many girls have taken you out for a ride, hurt you deep inside but you never slowed down

speeding motorcycle
of my heart
speeding motorcycle
let’s be smart
because we don’t want a wreck
we can do a lot of tricks
we don’t have to break our legs
to get our kicks
speeding motorcycle
the road is ours
speeding motorcycle
let’s speed some more

because we don’t need reason and we don’t need logic because we got feelin’ and we’re dang proud of it

speeding motorcycle
there’s nothing you can’t do
speeding motorcycle
i love you
speeding motorcycle
let’s just go
speeding motorcycle
let’s go, let’s go, let’s go

© Daniel Johnston

Da Return to Cookie Mountain udkom i 2006, var anmelderne ved at overgå hinanden i lovprisninger, og svensk TVs musikprogram kårede albummet som årets bedste. Jeg forstod ikke helt hvorfor.

Men denne gang har TV On The Radio – for dem er det jo – faktisk præsteret at lave det album, jeg hører suverænt mest for tiden. Albummet hedder Dear Science og rummer kold New Yorker-new wave som “Halfway House” side om side med funky sager som “Golden Age” og en strygerbesat ballade som (den særdeles vellykkede) “Family Tree”.

Kort sagt: Denne gang har jeg forstået Tunde Adebimpe, Kyp Malone m.fl. og hørt, at de faktisk er interessante og kan skrive original, men samtidig iørefaldende musik. Én af dagene er det derfor nok på tide, at jeg vender tilbage til småkagebjerget og hører, hvad det egentlig havde at byde på.

- Det kan godt være, at Jesper Bintzer stadig ikke vil klippe sit hår. Men at dømme efter det seneste kapitel i D-A-D’s efterhånden mere og mere triste historie så er det vist også det eneste, som han og resten af Danmarks husorkester ikke er villige til at gå på kompromis med.

- Og den sørgelige sandhed er, at skærer man ind til benet, er sangene på ‘Monster ‘Philosophy’ tyndere end Sarah Palins udenrigspolitiske erfaring. Som lytter efterlades man med indtrykket af et band, der er mætte og magelige og egentligt ikke rigtig gider længere. Og hvis ‘Monster ‘Philosophy’ virkeligt er det bedste, som D-A-D kan mønstre energi til at levere i dette herrens år 2008, hvis batterierne virkelig er så flade, kreativiteten så meget på vågeblus, så skulle de måske bare have udgivet en ‘Best of D-A-D’ her op til jul frem for at føje endnu en fesen fodnote til deres efterhånden blakkede eftermæle.

Kristian Schou, Soundvenue, lægger ingen sentimentale fingre imellem i sin to-sherifstjernede anmeldelse af Wigwam-flugtkongernes nyeste claim to festival fame.