jensunmack.dk

Dagens politiske citat kommer som reaktion på et forslag fra Mette Frederiksen (A).

»Vi kan blive nødt til at tale om tvang for at få børn fra nogle miljøer, hvor dansk sprog og kultur er fraværende, over i institutioner med danske børn og pædagoger. Men det er vigtigt, at en eventuel lov sigter mod integrationsvanskelige indvandrere og ikke bare rammer enhver med et andet fornavn«, siger DF’s uddannelsesordfører og medlem af integrationsudvalget, Martin Henriksen.
…
»Men Socialdemokraternes idé om at tvangsfjerne børn, som forældrene ikke vil sende i vuggestue, finder vi lige hård nok. Vi foretrækker økonomiske sanktioner mod forældrene«, siger Martin Henriksen til Ritzau.

Joe Strummer ser fremtiden i øjnene…

…and it’ll be hi-sto-ry! I dag for 30 år siden påbegyndte The Clash sin førtste nordamerikanske tour på The Commodore, Vancouver, Canada.

© Franz Beckerlee – Fra venstre: Joey, Kim, Johnny, Dee Dee og…Søren Berlev!

Alt for få kender det, så vi låner med forlov og tak ovenstående pix fra vores venner ovre på Mod Strømmen. Se her 3 stk. Ramones og 2 x Gasolin’s sammen backstage, vistnok i New York City, 1977/78, da sidstnævnte løb hovederne mod den mur, som var deres amerikanske drøm.. Er det ikke et fantastisk billede!?

Man kan ikke beskylde TV On The Radio for at mangle mod. Fra det kommende War Child-coveralbum kan her streames titelnummeret, David Bowie’s urørlige ‘Heroes’. Nej originalen kan bare ikke forbedres, endsige spilles op til. Her er den fulde trackliste fra albummet, der udsendes medio-februar:

01. Beck (Bob Dylan: Leopard-Skin Pill-Box Hat)
02. Scissor Sisters (Roxy Music: Do The Strand)
03. Lily Allen (The Clash: Straight To Hell)
04. Duffy (Paul McCartney: Live And Let Die)
05. Elbow (U2: Running To Stand Still)
06. TV On The Radio (David Bowie: Heroes)
07. Hot Chip (Joy Division: Transmission)
08. The Kooks (The Kinks: Victoria)
09. Estelle (Stevie Wonder: Superstition)
10. Rufus Wainwright (Brian Wilson: Wonderful/ Song For Children)
11. Peaches (Iggy Pop: Search And Destroy)
12. The Hold Steady (Bruce Springsteen: Atlantic City)
13. The Like (Elvis Costello: You Belong To Me)
14. Yeah Yeah Yeahs (The Ramones: Sheena Is A Punk Rocker)
15. Franz Ferdinand (Blondie: Call Me)

Tro ikke vi synes det er en fornøjelse atter at afbillede en blåklædt mand, ifærd med – igen kort før tid – at score udlignende mål mod Liverpool. Efter endnu en nedtur i går, kan der ikke mere være nogen snak om noget mesterskab denne sæson. Dertil for meget kaos og ineffektivitet, både i og udenfor kampe. Har Benitez mistet overblik, forblændet af sine utallige personlige opgør med egne spillere, egne klubejere, egen sportsdirektør, andre klubbers trænere og hele den ætsende engelske sportspresse? Sådan synes det, desværre. Her Rafa’s aparte kommentar efter de spildte to points i går:

- The second half was a crazy game and when it is a crazy game you can’t control things. Why was it crazy? Because it was crazy. In the last three games there has been something in common that I don’t like. I know what it is, but I can’t say anything.

Søndag eftermiddag kommer Chelsea på besøg. Det samme gør to forhadte klubejere fra Amerika, som igen meldes dybt uenige omkring hvordan og hvorledes i LFC. Presserende kontrakter der ikke forhandles omkring, et længeventet nyt stadion der ikke bygges på, en offentligt utilfreds træner og en skridende økonomi, i form af et 3, 5 millardlån i Royal Bank of Scotland, som skal betales tilbage nu til sommer. Plus altså et fodboldhold i spillemæssig krise. Hvem sagde kaos!?

R.E.M. fortsætter nu sin danske kamp for retfærdighed. I går ver det tyveknægtene fra Hej Matematik der blevt naglet, i dag er R.E.M.’s legal eagles gået i kløerne på Gnags fra Skjern, Vestjylland. Forvent derfor ikke meget længere hverken at kunne se eller høre Gnags’ ‘Burhøns’ nogen steder på det Warner Brothers-kontrolerede fællesnet, da dén specifikke sang har mere end tilfældig lighed med R.E.M.’s egen ‘Stand’ - ja, sammenlign selv! At ‘Burhøns’ så ovenikøbet er godt 10 år ældre end ‘Stand’ gør kun tyveriet endnu mere alvorligt, menes det i R.E.M.-lejren.

Her i går skrev jeg dette:

De sidste par gange, Jens og jeg har talt sammen, har han spurgt mig: Er det nye album med Animal Collective virkelig så godt? Og så henviser han til anmeldelsesportalen Metacritic, hvor Merriweather Post Pavillon scorer 9,2 på en skala, der går til 10.

Jens kan nemlig ikke helt forstå begejstringen. Det kan jeg egentlig heller ikke. Det er ikke fordi vi bander dette album ned i helvede, sådan som vi uden rysten på hånden ville gøre med hvad som helst, der måtte blive udgivet af vores yndlingsaversioner (som I allerede kender godt, hvis I følger med på denne blog).

Merriweather Post Pavillon er for mig snarere den bløde mellemvare: På den ene side er der nogle interessante lydbilleder og sine steder også vellykkede numre. På den anden side er albummet lidt rodet og inspirationen fra Beach Boys’ psykedeliske fase noget, jeg har hørt bedre før. Hvis man kan huske min liste over årets albums fra 2007, vil man vide, at jeg var særdeles positiv i min omtale af Panda Bears soloalbum; den pågældende bjørn er med i dyrekollektivet. Så det er ikke genren eller dens udøvere, jeg har noget imod. Der er vel endda mere panda i musikken end der plejer.

Hvor går vi galt i byen?

Og samtidig skrev Jens et andet indlæg med denne tekst:

Nyhippie-moderne prog-rock med Smiley Smile-flavour light eller, som det hed sig i en amerikansk anmeldelse forleden, ”et af det nye årtusindes ‘landmark’-albums”…? Merriweather Post Pavillon med Animal Collective roses ialfald som bare pokker allevegne lige nu, for fremtidsskabende originalitet og et mesterfriskt take på det gamle trætte rockdyr. Hypen står ret unik, men det er sværere med indtag af selve pladen, uden at måtte lægge den ind i tidens skæve slipstrøm, efter førnævnte psycho-Beach Boys, Mars Volta, Wayne Coyne/Flaming Lips og de mest udsyrede elementer af Grandaddy. Lettere solsvimmel og selvbevidst finurlig musik i æteriske arrangementer, der ofte her meget travlt med at komme hen på rytmekonservatoriet til masterclass i synkoper og undervandslyde. Og nej, det er ikke begejstret ment. Hvad synes andre derude – uomgængeligt mesterværk eller pænt overvurderet?

© Geoff MacCormack - Faldt over dette vilde rejsebillede med David Bowie, vågnende til tømmermænd et sted i Sibirien, en morgen på den Transsibirske Express, foråret 1973. I de år rejste vores David konsekvent ikke med fly, så der var mange biler, skibe og tog. Her altså et af dem.

Okay, et par ting nu:

Er Hatful Of Hollow, The Smiths‘ opsamlingsalbum af single-A- og B-sider samt diverse BBC-session-tracks, måske ikke det allermest tilfredsstillende tidlige Smiths-album overhovedet!? Fanger Manchester-bandet, lige som det springer ud, så meget bedre og mere charmerende end både den ujævne debut og Meat Is Murder, den for statiske opfølger. Hatful Of Hollow er det eneste Smiths-album, der blev forsøgt markedsført bare nogenlunde seriøst her i landet, dog forgæves. Og faktisk stod The Smiths i 1985 på blå Hatful Of Hollow-plakat til at skulle spille i Saga på Vesterbrogade en forsommeraften, men koncerten blev aflyst blot 24 timer før, angiveligt pga. sygdom hos bandets forsanger – det var så andet aflyste Smiths-show i DK på bare ét år…! Men tjek lige Hatful of Hollow, der klart demonstrerer, hvorfor The Smiths i dag regnes for en af de helt uomgængelige vindere i den topsvære kategori ‘klassiske britiske bands’!

Webmaster Pastor synes jeg skriver bekymrende meget om, hvad han synes er ‘retro’. Det udtryk betyder for mig noget helt, helt andet, som når nu f.eks. nye engelske White Lies på deres hitliste-debutalbum – den ligger faktisk #1! –  To Lose My Life lyder som Editors der lyder som Interpol der lyder som The Chameleons der lyder som Joy Division. Indimellem formår de også at ramme Duran Duran i omkvædsklang og nordirske Whipping Boy i et par hårdbitre vers henover marchstramme ottendedele. Nix, retro er ikke Joy Division, eller nogetsomhelst andet musik der holder, men snarere at kopiere en overordnet stil og lyd fra en forgangen periode. White Lies ser ud til at kunne blive kæmpestore, måske der en dag derude står fyldte stadions og venter på dem, men for al deres dødsromantiserende talent for catchy livslede i lækker designkølig millenium-produktion, er de en fattig afglans – yup, selv uden de håbløse teenage-tekster – af noget, der findes så langt stærkere og mere levende bare lidt bagude, og her taler vi altså både Interpol og Joy Division.

Købte så noget langt mere regulært gammeldags forleden; To Be Free, den nye og meget fine karriereropsummerende 3CD/1DVD-box med uforligneligt vilde Nina Simone. En bekendt sagde engang, man for alvor er blevet voksen, når man har købt sit første boxset. Et boxset, altså en samling på mere end 2 CD’s om/med nogen/noget, kan fåes i alverdens afskygninger, men fælles for dem er, at de næsten altid står tilbageskuende over en periode der er forbi. Mit først indkøbte var med Roxy Music, men forærede det hurtigt til Hilmer, da jeg gerne ville forblive box-uskyldig lidt endnu. Siden har jeg ligeså givet den store Motown-’Hitsville 1959-71′-box bort – det endda to gange – så hvad jeg nu har af boxset er følgende: ‘Tougher Than Tough – The Story of Jamaican Music’, ‘Echo & The Bunnymen – The Crystal Moon 1979-1999′, ‘Joy Division – Heart & Soul’, ‘New Order – RETRO’, ‘Elvis Presley – Artist Of The Century’, ‘Elvis Live In Las Vegas’, ‘Elvis Presley – That’s The Way It Is’, ‘Johnny Cash – Cash Unearthed’, ‘Johnny Cash – The Legend’, ‘Ebba Grön – Boxen’, ’1-2-3-4 – Punk & New Wave 1976-1979′, ‘Bruce Springsteen – Tracks’, ‘Bruce Springsteen – Born To Run – 30′th Anniversary Edition’, ‘The Disco Box’, ‘Gasolin – The Black Box’, ‘The Smashing Pumpkins – The Aeroplane Flies High’, ‘The Clash On Broadway’, ‘The Clash – The Singles’, samt ‘The Clash – The Clash Restored’. Well, dén statusopgørelse gav ialfald følelse af migræneakut voksenhed. Lad til gengæld gerne høre hvad I har af anbefalelsesværdige boxset, tak.

Der kom DMA-nomineringer i går. Tillykke herfra til Henrik Hall, der står nomineret som ‘årets danske mandlige kunstner’ og derfor vel er inviteret til fest i Tivoli, hvor den igen i år ikke-TV-transmitterede prisuddeling afholdes – sidste år blev begivenhederne i det mindste sendt live ud i frimærkestørrelse på MySpace. Flot iøvrigt med hele seks nomineringer til debuterende Choir Of Young Believers, dermed – indtil på selve aftenen – et hestehoved foran både Tina Dico og Veto, og på højde med keglepigen Sys Bjerre. Hvilket nok bør være vores stikord til at få evakueret dette indlæg i en fart. Ingen panik nu – medbring kun Hatful of Hollow. Gå fattet mod nærmeste nødudgang. Børn, kvinder, Nina Simone og kaptajner først!

Rune Skyum Nielsen, der er en af dagbladets Informations dygtige musikanmeldere, tager sig mest af hip-hop og har tidligere skrevet en grundig og vidende bog om samme, ”Nr. 1 – dansk hiphopkultur siden 1983” fra 2006.

Forleden kunne man læse hans anmeldelse af Working On A Dream, der også udkommer i dag. Den er lige så omhyggelig som de plejer at være – og interessant, fordi Rune Skyum Nielsen faktisk lytter til Springsteen for første gang! Læs hele anmeldelsen her.

(Jeg kan godt lide Working On A Dream, men jeg er nok ikke alene om at tænke at Rune S. har en masse endnu større oplevelser til gode, hvis han dykker ned i bagkataloget.)

Og – delvist urelateret – er der netop opstået en situation, der gør at Pastorinden skal med til Herning i sommerferien. Men det ved hun endnu ikke.