Har to gange i dag, uden mindste fortrydelse, sagt nej tak til gratis DM-billet i aften. Kan det være Parken, Depeche Mode eller bare mig den er helt galt med?
Monthly Archive for juni 2009
Der er et godt ideal i kristendommen og andre religioner om at elske næsten, men det betyder ikke, at vi skal abonnere på Søren Krarups populære tolkning: At man næsten kun elsker sig selv.
Jens og Henrik er med til i den støttekreds for de irakiske asylansøgere, der er blevet stiftet i dag. Se mere om støttekredsen, læs mere om de irakiske flygtninge på http://kirkeasyl.dk/ – og vær forhåbentlig med til at bakke op om dette initiativ.
Utroligt, men sandt – også i vore dage udgives der musik.
Jeg fangede først Standing In The Way Of Control for sent til at få albummet med på top 10-listen for 2006. Nu er jeg blevet mere opmærksom på The Gossip, der netop har udsendt opfølgeren, Music For Men. På forgængeren var det Guy Picciotto, som nogle af os husker fra Fugazi (får vi mon nogensinde dem at se igen?), der producerede. Denne gang er selveste Rick Rubin producer. Vokalist Beth Ditto er heller ikke denne gang til at komme uden om. Hvis ikke denne udgivelse ryster nogle hits af sig, vil det undre mig meget – den dansable blanding af soul og rock er tidløs, men oppe i tiden, og melodimaterialet er stærkere end sidst.
The Guardian har en artikel om Beth Ditto, der formodentlig vejer tre-fire gange så meget som sine jævnaldrende kolleger Amy Winehouse og Duffy tilsammen; nogen er bekymret over at folk måske vil være mindre tilbøjelige til at passe på vægten, når de kan se at fede mennesker kan få succes. Hertil har jeg kun at sige: På min nylige tur til Storbritannien så jeg ikke helt få mennesker af Beth Ditto-omfang, og det kan vel næppe være hendes skyld det hele.
Vild optagelse fra Spanien i 1984, da New Order styrede verden…
Arthur Lee og Alex Chilton ønskede, de var det. Green Day og Interpol har intet til fælles, men de har begge ønsket, de var det. The Killers har også været den vej forbi.
Ganske mange musikere fra USA har drømt sig britiske. Seneste skud på stammen er fra Pittsburgh og kalder sig… The Takeover UK. Deres debutalbum, Running With The Wasters, er langt hen ad vejen en vellykket stiløvelse i inspiration fra britisk rock. Titelnummeret (som man I se i en live-udgave ovenfor) og “Denise” kan godt gå hen og blive hits også i vores del af verden.
Men hvad vil gruppen dog kalde sig, hvis/når de skal turnere i Storbritannien?
Købte ‘The River’ på single i foråret 1980 og ville næsten ønske man efter så mange år kunne ryste den af sig, for sangen rammer jo i sin ligefremme, romantiske men disillusionerede og næsten modigt banale historiefortælling rent hver eneste gang. Her i en blitz-ny optagelse fra i går aftes på Glastobury-festivalen, hvor Springsteen & co. genoptog Europa-sommertouren efter et par ugers pause. Aftenens set startede iøvrigt med Joe Strummer’s ‘Coma Girl’, og havde undervejs gæsteoptræden af Brian Fallon, The Gaslight Anthem-forsangeren, der var med på ‘No Surrender’, endnu en Springsteen-sang, det er svært ikke at blive løbet over ende af. Men det bliver en anden dag. Her nogle af de præcise ord fra henimod alutningen af ’The River’, da regnskabet gøres op – evigt ejes kun det tabte:
…Now all them things that seemed so important
Well mister, they vanished right into the air
Now I just act like I don’t remember, Mary acts like she don’t care
But I remember us riding in my brothers car
Her body tan and wet down at the reservoir
At night on them banks I’d lie awake
And pull her close just to feel each breath she’d take
Now those memories come back to haunt me, they haunt me like a curse
Is a dream a lie if it don’t come true
Or is it something worse that sends me
Down to the river, though I know the river is dry
Down to the river, my baby and I
Oh, down to the river we ride…
Kl. 22.45 i aften indtager Jens Unmack & Slagterne scenen på Kløften Festival i Haderslev.
- Altså Michael Jackson var faktisk større end de fleste tror. Han er bestemt både større end Elvis og større end Beatles. Hans betydning i musikhistorien er fuldstændig enestående. Han er formentlig den største kulturelle person i det sidste århundrede, på tværs af alle kunstarter faktisk. Han er langt større end Picasso og Gaudi og hvad man ellers kan komme på. Han er simpelthen cremen af cremen. Det bliver simpelthen ikke større.
Journalist Thomas Soie Hansen i Berlingske Tidende.
Selviscenesætteren.
Illusionernes holdeplads.
Et mareridt af plastiske operationer.
Tabloidmediernes trofaste offer.
En mand, der ikke kunne eller ville eller turde blive voksen.
En sort mand, der skulle være hvid.
Den utilregnelige.
Den ensomme.
Ordene er mange om Michael Jackson, og de vil alle blive sagt med usvigelig sikkerhed. Lad os nu ikke glemme, at han også engang har været en lysende stjerne på den amerikanske pophimmel, et musikalsk talent af de helt store både under og efter Motown-årene.
Var Michael Jackson vild med Britpop back in the day? Næppe. Og da specielt ikke efter Jarvis Cocker invaderede hans Brit Awards-optræden i 1996. Pulp-forsangeren var alt andet end imponeret af Mr. Jackson’s selviscenesættelse som frelsende Messias under aftenens show og ville derfor giv sit besyv med – det lykkedes over al forventning.
Jarvis blev anholdt, afhørt og løsladt. Pressen gik amok. Pulp’s pladesalg eksploderede i berømmelsen. Selv Oasis’ Noel Gallagher følte efterfølgende trang til at hylde aktionen med følgende udtalese: ”Jarvis Cocker is a star and he should be given an MBE. For Michael Jackson to come over to this country after what’s all gone on – and I think we all know what I’m talking about here – to dress in a white robe, right, thinking he’s the Messiah – I mean who does he think he is? Me?”
