Igen i dag var der en cd i posten til mig, og nu er min samling af genudgivelser af Uncle Tupelos fire album komplet – og jeg trykker igen på min indre knap, der forbinder mig til oplevelserne af et band, jeg holder særligt af.
Jens kender ikke så meget til Uncle Tupelo, men nu har han deres udmærkede opsamlings-cd. “Det var godt nok meget traditionelt, meget af det, de lavede”, har han sagt. Og det er ikke helt forkert. Uncle Tupelo var de første til at spille en country-rock, hvor rock-delen var Husker Du-agtige bulder-numre og country-delen var akustisk, grænsende til bluegrass. Sådan var stilen lagt på No Depression, og på Still Feel Gone blev den i det store og hele fortsat.
Men på March 16-20, 1992 lægger Uncle Tupelo de støjende elguitarer helt væk og laver et rent akustisk album, der er en blanding af Tweedy og Farrars egne numre og udgaver af gamle arbejdersange, gospel-numre og traditionelle countrysange. Albummet er indspillet på kun fem dage nede ved Peter Buck i Georgia, og det er da også ham, der producerer. I cd-hæftet til genudgivelsen af albummet er der dette citat fra ham:
“Halfway through the week,” Buck says, “I thought, ‘Gee, this is like working on a classic Rolling Stones album. This is going to be a great record, and it’s going to be around for a long time’. I felt very responsible too. It was important to get everything right. Because you only get to make a record like this once.”
Og manden har ret. Dette tredje album er tidløst på samme måde som f.eks. Gillian Welch’s Time The Revelator eller Bruce Springsteens Nebraska ; March 16-20, 1992 er et album, der handler om et USA, der altid findes, et album, der kunne være indspillet i går, for 17 år siden eller en gang for meget, meget længe siden. John Keane er der med pedal steel, og det uofficielle fjerdemedlem Brian Henneman spiller guitar, banjo, mandolin, bouzouki m.m. At et band kan lave et album så helstøbt som dette i løbet af få dage viser med stor tydelighed, hvor godt sammenspillede de var.
Set i bakspejlet er dette desværre også begyndelsen til slutningen for Uncle Tupelo. Mike Heidorn er på vej ud af bandet på det tidspunkt, indspilningerne skal begynde (men indvilliger i at være med denne sidste gang). Kun to år efter er Jeff Tweedy og Jay Farrar skiltes som uvenner, og Uncle Tupelo er musikhistorie. Allerede her er de begyndt at skrive hver for sig – og gør det godt; deres eneste fælles sang, “Moonshiner”, er så til gengæld et højdepunkt. Først troede jeg faktisk, at sangen var en traditionel folkesang, men det på én gang længselsfulde, vemodige og trodsige billede af en ensom mand, der brænder sin egen whisky, er signeret Tweedy/Farrar, og sjældent har sidstnævnte sunget så godt som lige præcis her.
Der løber en tydelig åre af samfundskritik gennem March 16-20, 1992 i både valget af cover-versioner og Uncle Tupelos egne sange. I ”Criminals” får George Bush d.æ. tørt på, så det forslår, og i ”Coalminers” opfordres der helt direkte til at “…send this dirty capitalist system to the darkest pits of hell”. Dette er noget, der så godt som aldrig bliver nævnt i den velfortjente hyldest, som siden af kommet albummet til del blandt amerikanske fans af country og beslægtede genrer. Aner man mon en snert af den store socialisme-forskrækkelse i USA hos musikanmelderne derovre?
(Jeg drømmer selv om en dag at tage min støvede guitar frem og stå foran Søren Krarup for at synge “Satan, Your Kingdom Must Come Down”.)
March 16-20, 1992 er et album, der viser, hvor langt man kan nå og hvor kraftfuldt et udtryk man kan nå frem til ved at spille sine sange “som de er”. Dette er vel selvfølgelig dybest en illusion, men her tror jeg på det.
