Orker ikke mere! Al den pressehype om harmløse Vampire Weekend som en slags nyt Talking Heads, giver lyst til at tjekke op på den ægte vare…
Av for Vampire Weekend, hvis opreklamerede etniske ting ved siden af fremstår som en velment afrikansk temauge i Bernadotteskolens trygge overflødighedshorn. Den føromtalte sammenligning - det er stadig ikke vores, men for mange musikjournalisters - med Talking Heads skal heller ikke være nem, for David Byrne & co. var selvlysende og udfordrende når som bedst som her ovenfor.
Remain In Light fra efteråret 1980 er deres største album, lige dele tilbagetilrødderne-sanselig Afrika-chant og fucked-up neurotisk New York-hjernespin, med Brian Eno/David Byrne i absolut kreativ topform. Endda så meget i parløb i kontroltårnet, at Talking Heads som kollektivt arbejdende band reelt faldt fra hinanden, de senere plader til trods. Remain In Light er nemt al den ballade værd, som skelsættende og inspirerende hovedværk i moderne musik.
Det er skægt, Vampire Weekend sammenlignes så meget med Talking Heads og Paul Simon – jeg hører først og fremmest tidlig Police og ikke mindst Stings gyselige faux-Jamaica-accent i dem. Det er formentlig det der giver dem samme effekt som en negl der skraber ned ad en tavle
Paul Simon impersonator arrested after bank scam
http://www.guardian.co.uk/music/2010/feb/05/paul-simon-impersonator
Kan det være en af weekend vampyrene?
@mikkelsen
Nu sneg der sig et lille “Bob” ind i Pastorens kommentar – og lige præcis Bob Dylan må da siges at ha formået at bringe sin erfaring i spil i en second (third, fourth…) coming på den anden side af de 60. Med først og fremmest Love and theft har han ikke bare lave nogle OK hyggelige rock-along sange, men matchet karrierens højeste punkter på plader der ikke kunne være lavet før.
(en pudsig sammenligning, måske – men lidt ligesom to andre amerikanske aldrende jøder, Philip Roth og woody allen, der også pludselig i midt-1990erne og ti år frem præsterede noget af det bedste i deres værk.)
Ja, og…?
Det var ikke det han forholdt sig, men måden hvorpå han åndeligt som fysisk iklædte sig næsten hver eneste ny musiktrend, som havde han ventet hele livet på lige netop dens saliggørende frelse. Ret bizart.
Så vidt jeg husker var Poul Borum musikanmelder på Ekstra Bladet. Det var altså hans arbejde at forholde sig til tidens nye musik.