Poliça

Jeg har først nu opdaget den amerikanske gruppe Poliça. De er fra Minneapolis ligesom The Replacements, The Jayhawks, Husker Du og Prince, men de minder ikke om nogen af dem. Stilmæssigt ved jeg ikke rigtig, hvor vi er henne. Kan man forestille sig en slags delvist elektronisk baseret musik med elementer af både folk, dub og R&B? Pyt med dét – det lyder både originalt og spændende. Jeg troede ikke, jeg ville synes så godt om et musikalsk udtryk, hvor autotunede vokaler præger lydbilledet – men her virker det, måske fordi deres sangerinde rent faktisk er så dygtig en vokalist. Ovenfor er en liveudgave af et af numrene fra deres album Give You The Ghost, der kom tidligere i år.

Top-10 i Kent-sange

Med 10 albums til sit navn skal det næsten være en umulig opgave at lave en top-10 over personlige favorittracks med Kent. Her dog et dagsaktuelt bud, der garanteret vil se anderledes ud i morgen, eller hvilkensomhelst anden dag. Lad gerne se om andre her kan komme op med en bedre…

01. 400 Slag (fra Du & Jag Döden)
02. En Helt Ny Karriär (single-B-side)
03. Töntarna (fra Röd)
04. Du Är Ånga (fra Du & Jag Döden)
05. 999 (fra Jag Är Inte Rädd För Mörkret)
06. Berlin (fra Tilbaka Till Samtiden)
07. På Drift (single-A)
08. Krossa Alt (fra Röd)
09. Nihilisten (single-B-siden)
10. Pärlor (fra Våpen & Ammunition)

Judy Garland & Sex Pistols

- Lydon and I shared a gramme of amphetamine just before this picture was taken. I think he never looked better than in this photograph. You get a kind of vampiric beauty if you take that much speed, an unearthly glamour. The downside is that you can’t sleep for 72 hours. He was a glutton for his chemicals. I can’t pretend I knew him well, but that evening was the first long conversation we had; the fact that I had a big bag of white powder was purely coincidental. We got through it together and then he was off. He could be a real twat in all honesty. He was more of a diva than Mick Jagger or Keith Richards. He was like bloody Judy Garland, throwing a complete tantrum because some poor photographer from Paris got a bit too close.

Journalist Tony Parsons fortæller om den dag i 1977, han sejlede med Malcolm McLaren’s Sex Pistols-krydstogt på Themsen.

 

New Order, Apollo, Manchester

Torsdag aften havde New Order debut i Manchester på den reunion-tour, der først tager dem rundt i England og siden afsted på en række større festivaler. Peter Hook glimrer ved sit fravær, men ifølge denne begejstrede anmeldelse fra Telegraph er han ikke savnet, tværtimod. Setlisten i Apollo gik således:

Elegia
Crystal
Regret
Ceremony
Age of Consent
Love Vigilantes
Here to Stay
Waiting for the Sirens’ Call
Bizarre Love Triangle
True Faith
586
The Perfect Kiss
Blue Monday
Temptation
+ + +
Transmission
Love Will Tear Us Apart

Tillykke, Kim Gordon

Ingen skam at blive 58 i dag – en NYC-übercool støjgudinde kan kun ældes med nåde. Her en hyldest til Kim, hvor hun med Sonic Youth selv er med til at hylde Karen Carpenter. Troede et kort øjeblik der stod ‘DEAD SISTER’ på den t-shirt Karen har på i billedemontagen først…

Saturday’s kids

Fra Sydlondon’s Camberwell indtager House Of Love for et par år positionen som engelsk rock’s nye håb, i kølvandet på The Smiths’ pludselige opløsning i august 1987. Det er ikke nogen frugtbar tid for britiske bands, men House Of Love får via en række profilerede singler og et markant debutalbum på Creation skabt sig et navn, som alvorligt band med hang til distortede men melodisk klingende guitarer og en decideret indebrændt livsangst, indiekids kan og vil synge med på. ‘Shine On’ hedder debutsinglen dog optimistisk, og den lyser virkelig op blandt tidens utallige middelmådige C-86-bands.

R-Ä-D-S-L-A

Jag kör mot München
för att möta våren
Jag flyr en födelsedag
sopar undan spåren…
Jag reser gärna ensam
det har kommit med åren
Man blir så trött av allt prat
av att tolka språken
Det stavas
R-Ä-D-S-L-A
Jag är rädd för allt
beredd på allt…

Don’t you forget…

I aften for 26 år siden spillede Talk Talk i Saga på Vesterbrogade. Hvem der kunne have været der! Overtegnede var i Aalborg at spille et show med Greene, en aften der landede i en hvid patriciervilla, hvor David Bowie’s Station to Station-album var på repeat til solopgang. Stadig ærgelig over jeg gik glip af den aften med Talk Talk på Vesterbro.

I may have been young, but baby that’s not what I wanted to be…

Webmaster Pastor startede det her snavs i posten nedenfor. Aldrig før i dag har vi nævnt hverken Suzi Quatro eller Chris Norman på denne side. Og med god grund. Men der er lovhjemmel omkring sangen her ovenfor. For denne guilty pleasure-sweet nothing er skrevet af popfabrikken Chinn og Chapman (dem bag The Sweet), og sidstnævnte er lig med producer Mike Chapman, som siden var ansvarlig for at perfektionere vores NYC-favoritter Blondie’s fænomenale luftige lyd og bittersøde udtryk på nyklassiske albums som Parallel Lines (1978), Eat To The Beat (1979) og Autoamerican (1980). Således hænger tingene sammen ude i PopWorld, bortset fra at det måske ikke helt retfærdiggør hvordan en tidligere forsanger for Smokie skal optage plads her på siden. Men Suzy og han gør det indrømmet ret charmerende i klippet, og Norman kan så ovenikøbet minde os om hvordan tysk Bundesligahår så ud back in the day, ikke helt langt fra den frisure der på engelsk kaldes en ‘mullet’ og i Liverpool beskrives rammende med ordene ‘business at the front, party at the back’.