Top-10 i Kent-sange

Med 10 albums til sit navn skal det næsten være en umulig opgave at lave en top-10 over personlige favorittracks med Kent. Her dog et dagsaktuelt bud, der garanteret vil se anderledes ud i morgen, eller hvilkensomhelst anden dag. Lad gerne se om andre her kan komme op med en bedre…

01. 400 Slag (fra Du & Jag Döden)
02. En Helt Ny Karriär (single-B-side)
03. Töntarna (fra Röd)
04. Du Är Ånga (fra Du & Jag Döden)
05. 999 (fra Jag Är Inte Rädd För Mörkret)
06. Berlin (fra Tilbaka Till Samtiden)
07. På Drift (single-A)
08. Krossa Alt (fra Röd)
09. Nihilisten (single-B-siden)
10. Pärlor (fra Våpen & Ammunition)

New Order, Apollo, Manchester

Torsdag aften havde New Order debut i Manchester på den reunion-tour, der først tager dem rundt i England og siden afsted på en række større festivaler. Peter Hook glimrer ved sit fravær, men ifølge denne begejstrede anmeldelse fra Telegraph er han ikke savnet, tværtimod. Setlisten i Apollo gik således:

Elegia
Crystal
Regret
Ceremony
Age of Consent
Love Vigilantes
Here to Stay
Waiting for the Sirens’ Call
Bizarre Love Triangle
True Faith
586
The Perfect Kiss
Blue Monday
Temptation
+ + +
Transmission
Love Will Tear Us Apart

Saturday’s kids

Fra Sydlondon’s Camberwell indtager House Of Love for et par år positionen som engelsk rock’s nye håb, i kølvandet på The Smiths’ pludselige opløsning i august 1987. Det er ikke nogen frugtbar tid for britiske bands, men House Of Love får via en række profilerede singler og et markant debutalbum på Creation skabt sig et navn, som alvorligt band med hang til distortede men melodisk klingende guitarer og en decideret indebrændt livsangst, indiekids kan og vil synge med på. ‘Shine On’ hedder debutsinglen dog optimistisk, og den lyser virkelig op blandt tidens utallige middelmådige C-86-bands.

Don’t you forget…

I aften for 26 år siden spillede Talk Talk i Saga på Vesterbrogade. Hvem der kunne have været der! Overtegnede var i Aalborg at spille et show med Greene, en aften der landede i en hvid patriciervilla, hvor David Bowie’s Station to Station-album var på repeat til solopgang. Stadig ærgelig over jeg gik glip af den aften med Talk Talk på Vesterbro.

Jag är inte rädd för pop

Kent vårturné 2012


24 maj – Köpenhamn (Danmark) – Vega

25 maj – Oslo (Norge) – Rockefeller

26 maj – Stockholm – Cirkus

30 maj – Göteborg – Trädgårn

31 maj – Eskilstuna – Lokomotivet

02 jun – Malmö – KB

Tre lyt igennem det nye Kent-album og hvad er lært? Jag Är Inte Rädd För Mörkret er ikke den tilbagevenden til det guitarbaserede Isola/Hagnesta Hill-rockband, som et par udtalelser fra bandet har lokket os til at tro. Guitar-es Sami Sirviö indtager her samme diskrete rolle, han har haft siden efter fremragende Du & Jag Döden i 2005. Ja, faktisk er det kun førstesinglen ‘999’ som tilnærmelsesvis peger i retning af dén mere guitarbårne tilgang. På JÄIRFM er det atter de seneste års lag af lyse programmerede keyboards, der bærer Kent’s sange afsted langs iørefaldende verslinier og omkvæd. Produktion er denne gang behæftet med klanglige informationer i en grad, så der ofte ikke bliver meget rum i den lette men kompakte wall-of-sound, der toppes af enkle keyboardtemaer og Joakim Berg’s som så ofte før popmelodisk sikre, nordisk blå beretninger om kvalte drømme og uforløst voksenliv. Bedst umiddelbart er føromtalte ‘999’, ‘Petroleum’ med sit smukke forløsende chorus a la Vapen & Ammunition, ‘Ruta 1′, der vel nemt kunne have været en Pet Shop Boys-ballade i slutfirserne, og så uptempo-schlageren ‘Låt Dom Komma’ med de slingrende vers-synths. Må lytte mere og videre senere i dag. For dette er kun førstehåndsindtryk. Og al god musik kræver tid at vokse.

…Tror du att det finns något okänt där ute
som mirakulöst förblev oupptäckt
Något som gömmer sig i djupen
som bidar sin tid
och drömmer om petroleum och kristaller
som drömmer om fossil och döda koraller
som drömmer om strålskadade atoller
i natt…

When saturday comes

Roy Hodgson er søndag tilbage på Anfield med WBA-holdet han hurtigt overtog efter fyringen i Liverpool. I England står han ifølge aviser lige nu til at blive tilbudt det nationale landstrænerjob, hvis såfremt Spurs’ Harry Redknapp ikke kommer i hus, hvilket kun igen igen beviser hvilket rystende vurderingsmæssigt skråplan de høje herrer i FA befinder sig på. For Hodgson’s taktiske evner og indsigt i spillet vil ialfald med al sandsynlighed kunne bombe et engelsk landshold endnu længere væk fra relevans i den verdens fodboldelite, man sådan længes efter at herske derovre, helt på linie med hvad måske senest Steve McLaren formåede. Men her nu er det WBA det gælder for Woy, og med den anstrengte stemning der er omkring hans person på Merseyside, vil alt andet end sejr til Dalglish & co. sent søndag eftermiddag blive taget ilde op.

Liverpool – West Bromwich Albion, søndag, kl. 17.00, Kanal 6/downthelocal

Ich sah sie zuerst bei der Raffinerie…

Dagens anden Düsseldorf-post herfra, med nye forårstoner fra Ruhr-folkemusikanterne Die Krupps, der netop har sendt denne nye single i omløb, som forløber for et kommende album. Såvidt høres herfra, er sangen en industrialiseret cover af Fehlfarben’s ‘Große Liebe’ fra Neue Deutsche Welle-året 1980. Fehlfarben er naturligvis også fra Düsseldorf.

Tidsløs herremode til moderne fodboldbaner

I denne tid, hvor Liverpool-tilhængere frygter/håber omkring designet på kommende sæson’s spilledragt, designet af den nye amerikanske tøjsponsor Warrior, kan man med respektfuld misundelse kun nikke anerkendende af Adidas’ spritnye EM-udebanegear til det tyske landshold. Hvem der kunne få lov at spille i noget enkelt og klassisk!

Til skræk og advarsel om hvor galt det nemt kan gå, så tjek også lige Holland’s nye Nike-hjemmetrøje, der mest ligner noget Legoland kunne spille i…

Drømmenes Coachella

Vi kørte en Drømmenes Roskilde Festival her på siden for få somre siden, med et ret iorden program. Husker løst at ialfald Elvis Presley, Joy Division, The Clash Bob Marley & The Wailers og The Beatles var blandt de optrædende. Idéen har nu spredt sig til USA, hvor disse weekenders Coachella Festival har fået følgende line-up…

En sang ved navn Heaven

Formodentlig nu tirsdag udsendes titelnummeret fra The Walkmen’s til juni-kommende album som første single. En højest okay, nok snarere lidt undervældende to-akkorderssang, der vel først og fremmest lover godt for albummet via sin sprøde produktion af Phil Ek (tidligere producer for Built To Spill, Fleet Foxes og Band of Horses), sit lette Strokes-agtige arrangement/sammenspil og så Hamilton Leithauser’s til stadighed forbedrede og overlegent tilbagelænede sangstemme. Men selve sangen her er altså lidt gennemsigtigt ikke-eksisterende…

Nyt fra Patti Smith

4. juni udsender Patti Smith sin første plade i otte år, et album kaldet Banga. Første single ‘April Fool’ er udsendt og som allerede høres tydeligt her medvirker Television’s guitar-es Tom Verlaine heldigvis…

…We’ll ride like writers ride
Neither rich nor broke
We’ll race through alleyways
In our tattered cloaks…

Historiens mange lag

Bag ovenstående klip gemmer sig en historie med flere lag.

  • Det første er, at der er kommet et nyt album med Amadou og Mariam, det blinde ægtepar fra Mali. Der er noget i deres musik, som tiltaler mange (også mig).
  • Det andet lag er, at der for få uger siden var militærkup i Mali. Hvordan det har påvirket Amadou og Mariam, ved jeg ikke.
  • Og det tredje lag i historien udgøres af den tredje person i klippet ovenfor, nemlig Bertrand Cantat. Han var sanger i det betydningsfulde franske rockband Noir Désir (Jens har skrevet om Cantat og om Noir Désir flere gange her) men i dag hæfter man sig mest ved at han i 2003 begik vold med døden til følge mod sin kæreste Marie Trintignant under et ophold i Litauen. Efter 4 år i fængsel blev han prøveløsladt. Siden da har han været lige så upopulær, som han var førhen var populær.

Hvad skal jeg mene her? Jeg er meget i tvivl. På den ene side: Når man har udstået sin straf eller er blevet prøveløsladt og ikke siden har begået ny kriminalitet, bør straffen være fortid. Alle skal kunne komme videre med deres liv. På den anden side: Den lempelige behandling af Bertrand Cantat sender et i bedste fald grumset signal om hvordan man skal reagere over for vold i ægteskab/parforhold. Læs den britiske journalist Suzanne Moores klumme i The Guardian og tag selv stilling.