Don’t you forget…

I aften for 26 år siden spillede Talk Talk i Saga på Vesterbrogade. Hvem der kunne have været der! Overtegnede var i Aalborg at spille et show med Greene, en aften der landede i en hvid patriciervilla, hvor David Bowie’s Station to Station-album var på repeat til solopgang. Stadig ærgelig over jeg gik glip af den aften med Talk Talk på Vesterbro.

I may have been young, but baby that’s not what I wanted to be…

Webmaster Pastor startede det her snavs i posten nedenfor. Aldrig før i dag har vi nævnt hverken Suzi Quatro eller Chris Norman på denne side. Og med god grund. Men der er lovhjemmel omkring sangen her ovenfor. For denne guilty pleasure-sweet nothing er skrevet af popfabrikken Chinn og Chapman (dem bag The Sweet), og sidstnævnte er lig med producer Mike Chapman, som siden var ansvarlig for at perfektionere vores NYC-favoritter Blondie’s fænomenale luftige lyd og bittersøde udtryk på nyklassiske albums som Parallel Lines (1978), Eat To The Beat (1979) og Autoamerican (1980). Således hænger tingene sammen ude i PopWorld, bortset fra at det måske ikke helt retfærdiggør hvordan en tidligere forsanger for Smokie skal optage plads her på siden. Men Suzy og han gør det indrømmet ret charmerende i klippet, og Norman kan så ovenikøbet minde os om hvordan tysk Bundesligahår så ud back in the day, ikke helt langt fra den frisure der på engelsk kaldes en ‘mullet’ og i Liverpool beskrives rammende med ordene ‘business at the front, party at the back’.