Himlen har vi her

The Walkmen er ikke verdens bedste band. I et så mangfoldigt univers som det, vi kender i 2012, giver en sådan betegnelse ingen mening. Men The Walkmen er et af de suverænt mest interessante bands, jeg har opdaget inden for de seneste 10 års tid. Jeg startede mit bekendtskab med Bows & Arrows, hvor gruppen endnu lød som en slags kælderudgave af U2. Men bekendtskabet begyndte for alvor med You & Me, hvor den skramlede udtryk så småt var blevet afløst af noget meget rigere og mere nuanceret. Dengang bemærkede jeg især, ud over den gode sangskrivning, at bassen lå så en tung bund i lydbilledet. På Lisbon var Walkmen-lyden blevet lysere. Begge albums lå højt på mine årslister.

Hvad så med Heaven? Mit første indtryk var, at albummet var kedeligt og formløst, en tryg synken tilbage i sofaen. Og rigtigt er det da, at sangene tydeligt viser tilbage til den tilværelse som familiefædre, som musikerne nu har indledt. “Song for Leigh” er en sang til en lille pige fra hendes far:

So, it began, another blessing hymn
Walk around the world, singing to my girl
Patience will keep you alive.

Run to the run
Wall to the wall

If you follow me where I’m going
It might take some time but you never know
In my constant shoes and my bird still sings
These tricks are tricks I’ve learned from the king.

“Heartbreaker” og “Love is Luck” er ikke den unge casanovas sang, men den erfarne elskendes meditation.

Men nej, det er faktisk ikke kedeligt, det her. Jo flere gange jeg har fået hørt Heaven, jo tydeligere er det gået op for mig at vi har at gøre med et album, der er helt på højde med de to foregående. Sangene er vel endda mere ligetil. Det mere bastunge You & Me er det nye album ikke, og der er heller ikke en lille blæser på som på Lisbon. Dette er rock som guitarer, bas og trommer. Indflydelserne fra garagerock (subtilt filtreret ind), ringede amerikansk guitarlyd fra R.E.M. og alle de andre, (nå ja) U2 og Bob Dylan (nå ja ja) er der stadig i The Walkmens udtryk, men de lyder først og fremmest som – The Walkmen. Ligesom The National og Elbow og andre bands fra deres generation har The Walkmen på et grundlag af inspiration skabt og stedse raffineret deres eget tidløse udtryk, der består af en kombination af solid musikalitet og en tilsyneladende enkel sangskrivning.

The Walkmen viser, at man godt kan være tilbagelænet uden at blive magelig og at man kan vokse med erfaringen. Heaven er beviset.

Remember remember all we fight for

som der synges på titelnummeret. Hermed anbefalet fra mig. Når The Walkmen næste gang gæster Danmark, vil jeg være at finde der, om alt går vel.

Introducing…Exitmusic

Amerikanske Exitmusic albumdebuterer netop nu. Deres pladeselskab Secretly Canadian beskriver duoen’s dramatiske musik lige i øjet på sin hjemmeside, så ordet over til dem:

Brooklyn, NY’s Exitmusic — comprised of Devon Church and Aleksa Palladino — will release their debut album, Passage, on May 22nd. Passage is a collection of newly-written songs and some of their older tunes that received some new coats of paint. Here, the two tethers that make up Exitmusic’s sound — one stirring atmospherics, one of grandioise and thoughtful pop — are let to bow further out than before. They are, however, also pulled into a tighter, sharper knot at the center. There are big, emotional dynamic shifts, and a wave-crashing momentum across the set without ever breaking a sustained feeling of tenderness. It’s dream-pop for those of us whose dream lives are Lawrence of Arabia-epic in scope: lulling, apocalyptic, celestial, triumphant.

Your world was always mine…

Heaven er nu ude i USA – Europa følger først næste uge – og anmeldelser af The Walkmen’s nye kommer derfor ind fra nær og fjern. Indtil videre peger de alle i samme retning, nemlig at The Walkmen måske/muligvis har begået karrierens bedste album til dato. Her har pladen været hørt uafbrudt de seneste par uger, og jo, det er virkelig en ret uimodståelig som udadvendt samling sange. Lige nedenfor ‘The Witch’ derfra, feat. Leithauser & co. i ubesværet storform, og mens den spiller et godt interview med sangeren selv fra Metro.us – læs det her.

It starts like this
the kisses are kissed
the kisses are kissed
smiles all smile
say your goodbyes
cause love will decide

In life, in heaven
you’ve made your demands
you’ve made your demands
and now what else can you do?

Cause that don’t mean love
love will decide

Your world was always mine
Your world was always mine

It’s dark oh man
driving thru central Michigan
listening to the country station
and wondering where I stand

Love will decide
Love will decide

© Leithauser/The Walkmen

Barcelona not glue

Et mærkeligt billede uden nogen umiddelbar forklaring: Lionel Messi og Marky Ramone (ja, punk rock drummer extraordinaire fra The Ramones (og først men ikke mindst Richard Hell & The Voidoids)), fotograferet sammen ved Copa Del Rey-finalen i Madrid fredag aften.

Saturday’s kids

Bobby, du er så meget på ecstacy! Primal Scream tog hele trippet fra Stone Roses og Happy Mondays langt ned af neo-hippievejen sammen med Andrew Weatherall på det imponerende musikalske kludetæppe Screamadelica (1991). Her favorittracket fra pladen, hvis puls var helt i sync med Madchester-eftertidens kropsbefriede indie-England på dansegulv og uppers.

Nordlys

Tiden er knap, så siges skal det blot, at Kent levede op til de meget høje forventninger ved tourpremieren i Vega i aftes. Havde bandets lydmand tilsvarende oppet/forberedt sig, ville superlativerne sikkert ingen ende tage herfra, men det tog ham desværre en lille fodboldhalvlegs tid at få skruet op (!) og finde lidt nuancer frem på sin pult. Samme problemstilling huskes iøvrigt fra Kent’s to tidligere tourstarter i Kbh, hvor andenaftenerne (også i Vega) bare var så meget mere oppe i gear. Nå, fuck lyd, det var en fremragende aften anyways, med fine genbesøg rundt i bagkataloget. Og de nye sange tog sig godt ud i levende live. Glædes til KB, Malmö næste weekend, når ham lydkillan også har lært Kent-sangene at kende – hvad skal det så ikke kunne blive til!?

The Stone Roses genopstået

Det skete i aftes i Parr Hall i Warrington – en mindre by mellem Manchester og Liverpool – hvor Ian Brown & co. spillede et på deres hjemmeside først i sidste øjeblik annonceret warm up-show til sommerens anderledes stort anlagte køreplan. Her setlisten, i vanlig Roses/Oasis-stil uden ekstranummer…

I Wanna Be Adored
Mersey Paradise
Sally Cinnamon
Made Of Stone
(Song For My) Sugar Spun Sister
Where Angels Play
Shoot You Down
Tightrope
Waterfall
She Bangs The Drums
Love Spreads

Den lysende Darkness-tour

Bedre drømmes drømmen om det store rocknrollband aldrig. Efter at have turneret Darkness on the Edge of Town fire måneder – henover sommeren – gennem USA, passerer Springsteen & E Street Band hjem forbi New Jersey, hvor Capitol Theatre i Passaic spilles tre aftener i træk. Førsteaftenen sendes live på lokal New Jersey-collegeradio, og denne optagelse har siden under navnet Passaic Night haft nærmest mytologisk status, som et af de 2-3 bedste og mest intense Springsteen-shows e-v-e-r, hvilket ikke siger så lidt. Efter ekstranummerafslutningen, en cover af Eddie Floyd’s ‘Raise Your Hand’ følger i noget ringere lydkvalitet ni setliste-divergerende tracks fra de næste to aftener, inkl. Springsteen & E Street-takes på bl.a. Elvis-, Jerry Lee Lewis- og Chuck Berry-numre. Her følger aftenens setliste fra d. 19 september 1978 i Passaic – enjoy!

Badlands
Streets Of Fire
Spirit in the Night
Darkness on the Edge of Town
Independence Day
The Promised Land
Prove It All Night
Racing in the Street
Thunder Road
Meeting Across The River
Jungleland
– – -

Kitty’s Back
Fire
Candy’s Room
Because the Night
Point Blank
Not Fade Away / She’s The One
Backstreets
Rosalita (Come Out Tonight)
+ + +
4th of July, Asbury Park (Sandy)
Born to Run
Tenth Avenue Freeze-Out
Detroit Medley
Raise Your Hand

Vredens druer

En favoritfilm, John Ford’s mægtige 1940-filmatisering af Steinbeck’s Grapes of Wrath, med Henry Fonda i hovedrollen som den løsladte straffefange Tom Joad, der jaget af fattigdom flygter med sin familie vestpå mod Californien’s promised land, fortalt på tre minutter…

Beredd på allt

Et billede fra Kent’s øvelokale i Stockholm kl. lidt over 12 her i dag. Træning er forbi. Nu venter pakning af gear og så afsted ud på landevejene. Premiere er torsdag aften på Vega i København. Iøvrigt 3. gang Kent starter en helt ny tour netop i Store Vega. Såvidt huskes var det både Vapen & Ammunition og Du & Jag Döden som også blev skudt afsted således. We’ll be there.