In a lonely place

Dans, dans, dans for Ian Curtis – det er i dag 32 år siden Joy Division-sangeren tidligt om morgenen tog sit liv, efter angiveligt at have set Werner Herzog’s Stroszek og lyttet til Iggy Pop’s The Idiot. 17. maj året efter spillede New Order i Saltlageret, iøvrigt med Fritz Fatal’s Before som support. NO’s setliste på aftenen i København?

The Him
Procession
Dreams Never End
In a Lonely Place
Truth
Senses
Chosen Time
Everything’s Gone Green

Donna Summer 1948-2012

Vi mødte Donna Summer med Love Shop i hendes karrieres nedtur, da vi optrådte på samme TV-show. Hun virkede svimmel, verdensfjern, var tydeligt på drugs af den ene eller anden art, og blev ført igennem hele seancen med en nærmest Ike Turner-lignende autoritet af sin pimplignede manager-boyfriend. Den triste oplevelse skal dog aldrig stå i vejen for de fremragende ting hun lavede i 70’erne sammen med synth-pioneren Giorgio Moroder; en moderne, højelektronisk pumpende musik, som verden aldrig havde hørt mage til før. Adelsmærket ‘I Feel Love’ er nærmest ren punk rock i radikal attitude og lyder stadig futuristisk i dag, så mange år efter, men også andre sange holder samme stemningsmættede kvalitet. Som nu f.eks. denne vibrerende synth-sang, der ialfald tekstligt har sat sine spor på Love Shop’s ‘Født Til Action’. RIP!

Ha-ho-he, Hertha BSC!

Vil gerne anbefale en lidt mediegemt fodboldlækkerbisken i aften, når Hertha Berlin på Olympia-Stadion tager imod 2. Bundesligaklubben Fortuna Düsseldorf i den første playoff-kamp om, hvem der skal have den sidste Bundesliga-plads næste sæson. Hertha undgik med nød og næppe direkte nedrykning i weekenden med en nervøs sejr over Hoffenheim, mens Düsseldorf – der førte 2. Bundesliga i vinterpausen – kun blev klar til denne skæbnesvangre finale med ligeså vaklende 2-2 hjemme mod Duisburg. Der er en sportslig og økonomisk verden til forskel på spil i denne play-off, så forvent fight, desperation, temperament, tempo og måske endda også lidt fodbold – det kan kun blive intenst. Og nej, det er ikke bare Einstürzende Neubauten – Kraftwerk det her, for der er også en danskervinkel på mødet, eftersom Ken Ilsø bærer trøjenummer 10 for udeholdet fra Ruhr. Nevermind, vi er med Berlin anyways. Returkamp i Düsseldorf tirsdag aften.

Hertha Berlin – Fortuna Düsseldorf, torsdag, kl. 20.30, ARD

Nur nach Hause, nur nach Hause, nur nach Hause gehn wir nicht,
nur nach Hause, nur nach Hause, nur nach Hause gehn wir nicht!
Alle warten voller Spannung auf das absolute Spiel,
denn die Jungens von der Hertha haben alle nur ein Ziel:
Heute wollen sie gewinnen für das blau-weiße Trikot,
sowieso ohoh ohoh, und sowieso ohoh ohoh.
Nur nach Hause …

Tillykke, Dave!

20120509-194006.jpg

Der er også en anden fødselar, der betyder meget for os her på bloggen. Dave Gahan fylder 50 år i dag. Den vej skal vi alle, men at se ungdommens helte runde dette skarpe hjørne giver et lille ekstra gib. Mens Depeche Mode har udviklet sig fra naiv synthpop til et storladent og melankolsk rockudtryk, har Dave – gennem og på trods af sine personlige kriser – udviklet sig til til at blive en markant og udtryksfuld vokalist.

Adam Yauch (1964-2012)

Vi skriver ikke så meget om hiphop her, men The Beastie Boys var sammen med Run DMC og Public Enemy de bands fra den gamle skole, der lærte mig til at værdsætte genren. Og så satte de en standard for hvordan euro-amerikanske rappere burde satse; hvem skulle have troet at der efter drengerøvs-starten med License to Ill ville komme facetterede udgivelser som Paul’s Boutique , Check Your Head og Ill Communications ?

I dag kunne jeg læse at Adam Yauch døde efter 3 års kamp mod kræft. I sandhed en trist dag. Ikke mange ved, at Yauch faktisk også var bagmand bag mange af bandets musikvideoer. Flere ved forhåbentlig, at han var en ledende støtte til Tibets frihedskamp og organiserede en række koncerter i den sammenhæng. Det giver ekstra stof til eftertanke, at Adam Yauch var jævnaldrende med denne blogs forfattere.

Æret være hans minde.

30 år i dag!

En meget vigtig plade for mange af os. Og stadig en massiv som imponerende oplevelse at gå til, når det endelig sker. Udsendt 3. maj 1982, i stemning stik imod årstidens grønne blomstring. The Cure skulle aldrig igen lave et lignende stærkt kulsort manifest. Og hvordan skulle den plade da også kunne toppes, så konsekvent enkel og voldsom i udtryk, lyd og spil fra start til slut? Tillykke, Pornography!

Musik Non Stop

For ikke så længe siden skrev jeg om Kraftwerks opførelse af deres 8 banebrydende albums (fra Autobahn og frem) i New York. Hari Kunzru fra New Statesman var der og har skrevet en lille stemningsrapport for alle os, der ikke havde tid eller råd til flybillet eller koncertbillet. En billethaj tilbød en billet for sølle 45.000 dollars (plus afgift på 6750 dollars). Jeg holder meget af Kraftwerk, men ikke meget.

Jeppe på Bjerget

– England always have to go in tournaments to win them because we are a major football nation. I certainly think the players would be very disappointed if we expected anything less of them than to win the tournament

Himlen har vi her

The Walkmen er ikke verdens bedste band. I et så mangfoldigt univers som det, vi kender i 2012, giver en sådan betegnelse ingen mening. Men The Walkmen er et af de suverænt mest interessante bands, jeg har opdaget inden for de seneste 10 års tid. Jeg startede mit bekendtskab med Bows & Arrows, hvor gruppen endnu lød som en slags kælderudgave af U2. Men bekendtskabet begyndte for alvor med You & Me, hvor den skramlede udtryk så småt var blevet afløst af noget meget rigere og mere nuanceret. Dengang bemærkede jeg især, ud over den gode sangskrivning, at bassen lå så en tung bund i lydbilledet. På Lisbon var Walkmen-lyden blevet lysere. Begge albums lå højt på mine årslister.

Hvad så med Heaven? Mit første indtryk var, at albummet var kedeligt og formløst, en tryg synken tilbage i sofaen. Og rigtigt er det da, at sangene tydeligt viser tilbage til den tilværelse som familiefædre, som musikerne nu har indledt. “Song for Leigh” er en sang til en lille pige fra hendes far:

So, it began, another blessing hymn
Walk around the world, singing to my girl
Patience will keep you alive.

Run to the run
Wall to the wall

If you follow me where I’m going
It might take some time but you never know
In my constant shoes and my bird still sings
These tricks are tricks I’ve learned from the king.

“Heartbreaker” og “Love is Luck” er ikke den unge casanovas sang, men den erfarne elskendes meditation.

Men nej, det er faktisk ikke kedeligt, det her. Jo flere gange jeg har fået hørt Heaven, jo tydeligere er det gået op for mig at vi har at gøre med et album, der er helt på højde med de to foregående. Sangene er vel endda mere ligetil. Det mere bastunge You & Me er det nye album ikke, og der er heller ikke en lille blæser på som på Lisbon. Dette er rock som guitarer, bas og trommer. Indflydelserne fra garagerock (subtilt filtreret ind), ringede amerikansk guitarlyd fra R.E.M. og alle de andre, (nå ja) U2 og Bob Dylan (nå ja ja) er der stadig i The Walkmens udtryk, men de lyder først og fremmest som – The Walkmen. Ligesom The National og Elbow og andre bands fra deres generation har The Walkmen på et grundlag af inspiration skabt og stedse raffineret deres eget tidløse udtryk, der består af en kombination af solid musikalitet og en tilsyneladende enkel sangskrivning.

The Walkmen viser, at man godt kan være tilbagelænet uden at blive magelig og at man kan vokse med erfaringen. Heaven er beviset.

Remember remember all we fight for

som der synges på titelnummeret. Hermed anbefalet fra mig. Når The Walkmen næste gang gæster Danmark, vil jeg være at finde der, om alt går vel.

Your world was always mine…

Heaven er nu ude i USA – Europa følger først næste uge – og anmeldelser af The Walkmen’s nye kommer derfor ind fra nær og fjern. Indtil videre peger de alle i samme retning, nemlig at The Walkmen måske/muligvis har begået karrierens bedste album til dato. Her har pladen været hørt uafbrudt de seneste par uger, og jo, det er virkelig en ret uimodståelig som udadvendt samling sange. Lige nedenfor ‘The Witch’ derfra, feat. Leithauser & co. i ubesværet storform, og mens den spiller et godt interview med sangeren selv fra Metro.us – læs det her.

It starts like this
the kisses are kissed
the kisses are kissed
smiles all smile
say your goodbyes
cause love will decide

In life, in heaven
you’ve made your demands
you’ve made your demands
and now what else can you do?

Cause that don’t mean love
love will decide

Your world was always mine
Your world was always mine

It’s dark oh man
driving thru central Michigan
listening to the country station
and wondering where I stand

Love will decide
Love will decide

© Leithauser/The Walkmen