Uden dette trekløver havde firserne i Danmark været en ørkenvandring.
Steen, Søren Ulrik og Lars
4
Kategoriarkiv: Litteratur
Råd fra Jack Kerouac
Gustav Fröding genopdaget
Det är tomt, det är bränt, jag vill lägga mig ned
invid sjön för att höra hans tal
om det gamla, som gått, medan tiden led,
om det gamla i Alsterns dal.Och sitt sorgsna och sorlande svar han slår,
men så svagt, som det blott vore drömt:
“Det är kastat för vind sedan tjugu år,
det är dött och begravet och glömt.(fra Strövtag i hembygden)
Det svenske band Mando Diao og deres lidt fersk-anonyme engelsksprogede garagerock har aldrig sagt mig noget (og nej, de lyder slet ikke som Manu Chao). Men så opdager jeg pludselig deres album Infruset, der udkom her i efteråret 2012. Og det er helt, helt anderledes. Som titlen antyder, er albummet på svensk og teksterne er intet ringere end digte af en af de største svenske digtere, Gustaf Fröding (1860-1911). Musikken er indfølt, der er piano og strygere og en svensk visetone med dens mange nuancer dukker frem. Jeg kommer til at tænke på Lundell og måske også lidt på de rolige øjeblikke hos Thåström. Og det er selvfølgelig en ros.
Det er som at opleve et helt andet band. Svensk er sådan et dejligt sangbart sprog i de rette hænder; det er tilfældet hos Fröding. Hans ord er smukke og vemodige.
Nørlund sprang ud som den fremragende dansksprogede sangskriver han er (ja, her på bloggen er vi nepotister) med Michael Strunges digte som fødselshjælper. Måske er det noget lignende, vi nu oplever i Sverige?
Årets albums 2012
Så har denne blogs forfattere atter haft en kaminpassiar. Resultatet er vores snak om årets udgivelser i 2012.
Hvis denne blogs læsere har lyst til at bidrage med deres bud, så skriv et bud som kommentar. Ulykkens gudinde vil ved nytårstid udtrække en tilfældig person, der vil få sendt noget hjemmebrændt.
Tillykke, Klaus!
Foto: Sigrid Nygaard
Her på bloggen er vi selvfølgelig ikke bange for at hylde dem, vi omgås. I går modtog Klaus Lynggaard Otto Gelsted-prisen.
I Information kan man i dag læse den tale som Søren Ulrik Thomsen holdt.Her er et lille uddrag:
Indledte jeg med at sige, at vores mand med sin dobbelte praksis er som skræddersyet til Otto Gelsted Prisen, kan det nu præciseres til, at Klaus Lynggaards essays og journalistik simpelthen er et skønlitterært forfatterskab. For mig er der nemlig ingen tvivl om, at denne forfatter gennem sin rockjournalistik og måske uden selv at ane, hvordan det er gået til, lige så langsomt har fundet sit stof og sin tone og i dag er min generations store erindringskunstner, ligesom Dan Turèll og Klaus Rifbjerg er deres. Uanset hvor Turèlls og Rifbjergs samtidige er vokset op, må de som læsere en tur til Vangede og Amager, hvis de vil vide noget om sig selv, og når min generation rejser med Lynggaard tur-retur mellem barndommens Kokkedal og ungdommens Nansensgade, bliver ikke bare vi selv, men også tiden, der gik, meget tydeligere. Hvad der ikke gør forfatterskabet til et internt anliggende for punkgenerationen, som med vissen hanekam og nitter i de sorte støttestrømper så kan sidde på plejehjemmet og læse om sig selv. For som al rigtig erindringskunst overskrider Lynggaards tekster de vilkår, de er blevet til under, så læsere fra andre generationer og steder i verden og samfundet kan leve sig ind i deres univers og reflektere over forskelle og ligheder mellem deres egen og tekstens verden. Paradoksalt nok netop via alle de konkrete sansninger af en verden, der ikke er vores, mærker vi jo meget stærkt Henry Millers forhutlede og eventyrlige Paris, Carson McCullers små forsagte sydstatsbyer og tumulten i Herman Bangs kransekage af et nyt København.
Noget af det, jeg især godt kan lide ved Klaus Lynggaards anmeldervirke er (ud over hans store passion i den forbindelse og ud over hans jævnlige roser til Jens og til Love Shop) at han kan favne så bredt – at han kan værdsætte både Neil Young og Neil Diamond, Karen O og Karen Busck og Gustav Winckler og Gustav Mahler. Der er rigeligt med ghettodannelser derude.
Bohemian life in a wicked city…
Kulturkamp
Generationernes dyst transmitteret direkte på dansk TV tilbage i de langsommelige midtfirsere: I det sorte hjørne udfordreren Michael Strunge, i det lilla den da folkekære Lola Baidel. Lars Autoophug synger tilsidst. Kedeligt er det ikke.
Vesterbro
“Du,” brummede Steffensen, da Jastrau kom ud fra butikken igen. “Istedgade er nu en dejlig gade.” “Hvorfor det?” “Fordi den er lang.” Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens fjerne, skinnnende blik. Og han måtte selv stirre ned ad den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.
Fra Tom Kristensen’s Hærværk.
Mudder og tonsvis af affald
Jens blev engang kaldt for 90′ernes Rifbjerg. Det lo han meget af.
Selv mødte jeg for snart mange år siden den oprindelige Klaus Rifbjerg (det var endda i Edinburgh), og han var en venlig og meget vidende mand. Han er en af det 20. århundredes største danske forfattere, og produktiv er han også. Men somme tider er der tomgang i foretagendet.
Det gik op for mig, da jeg læste Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Rifbjergs nye essaysamling Januar +. Notater 1.1.2012 til 20.2.2012.
Et sted skriver Skyum-Nielsen:
De 17 bidder herfra anlægger til at begynde med en lysere og lettere tone, som om forfatteren har taget fri fra sin rolle som Rasmus Knarvorn, men aldrig så snart har han hørt Beethoven og set et tv-program om bebop, før han partout skal ytre sin uforgribelige mening om Roskilde-festivalen, hvor han velsagtens aldrig har været.
Skråsikkert slår han alligevel fast, at op imod 100.000 mennesker »forcerer mudder og tonsvis af affald og bræk for med begejstring at lytte til musik, der lyder som en kat smadret ind i en stortromme forstærket med 10.000 watt.«
Det minder temmelig meget om noget, Ole Hyltoft udtalte i 2007 (og som jeg skrev om her på bloggen). Noget siger mig, at jeg har flere metalalbums end Klaus Rifbjerg.
Hvis det så bare var dét… også jeg har været træt af de danske musikfestivaltraditioner af og til (men i år skal jeg stå der selv, midt i regnen). Jeg frygter, at Klaus Rifbjerg på sine gamle dage er blevet en ureflekteret kværulant.
Dens slags selektion bremser ikke Klaus Rifbjerg, hvis elegant turnerede ord simpelt hen sidder for løst. Hvorfor skal han insinuere, at fanger i politiets vogne automatisk får bank? Hvad er det for en fortid, han taler om, når han bralrende siger, at »børn og voksne døde som fluer«? Hvordan kan han generaliserende fastslå, at »lykkelige er vi fanden gale mig ikke«? Hvad bilder han sig ind, han, som af NATOs generalsekretær forlanger, at denne skal »frigøre sig selv og blive et anstændigt menneske«? Hvad er det dog, der stikker ham, da han, kortvarigt stillet over for Kastrup Lufthavs sikkerhedskontrol, ytrer, at »alle de kors der slås til sikkerhedens bevarelse, er mere dræbende end selve terroren«?
Den slags kan man måske tænke et kort øjeblik i en sikkerhedskø, men det skal ikke skrives og slet ikke stå i en bog.
Den slags er trist at se. Jeg håber ikke at 90′ernes Rifbjerg og hans medblogger er havnet i en tilsvarende rutine og er endt med at blive syrlige ældre herrer.
Beat
Der var Gregory Corso, Lawrence Ferlinghetti, Allen Ginsberg – og Jack Kerouac. Jeg holder meget af Ginsbergs Howl, Jens er glad for Kerouacs On The Road.
Slate har et stemningsfuldt fotogalleri med billeder af beat-generationens skikkelsen. Der er endda farver på enkelte af billeder; man har en tendens til at tro, at fortiden var monokrom, men farvebillederne giver et særligt vindue ind i en verden, der på en og samme tid var unik og et eksempel på samspillet mellem en række originale talenter i de kreative, inspirerende miljøer, der fra tid til anden opstår i f.eks. litteratur, i musik, i billedkunst – eller i videnskab.
Uskyldig og godartet
Der måtte komme en dag, hvor Sigmund Freud skulle citeres her på bloggen. Også musik er måske kunst.
Kunsten er næsten altid uskyldig og godartet. Den vil ikke kunne være noget andet end en illusion. Fraset et fåtal af personer, der er, hvad man kunne kalde besatte af kunst, løber den aldrig den risiko at angribe virkeligheden.
Ubetaleligt ?
Jens har gjort det. Jeg har gjort. Vi har købt bøger og musik via Amazon. Deres udbud er nogenlunde stort, ja vel faktisk enormt. Den bog, jeg selv har skrevet (og som endnu ikke er filmatiseret), kan købes via Amazon. Jeg har købt jule- og fødselsdagsgaver til min søster i Manchester via Amazon.
Det er derfor ikke overraskende, at jeg i denne uge kan læse i The Guardian at Amazon alene i Storbritannien tjente 3 milliarder pund i 2011. Hver fjerde bog på det britiske marked købes hos Amazon.
Samtidig kan jeg læse, hvordan det går stadig værre for traditionsrige boghandlerkæder i Storbritannien og USA. Waterstones, hvor jeg ofte slog et sving forbi, da jeg boede i Edinburgh for to årtier siden, har det ikke godt. Og den engang enorme kæde Borders, der ligesom Waterstones havde afdelinger på begge sider af Atlanten, er gået konkurs.
Online-handelen ændrer forretningslivet. Men pengene fosser samtidig ud af samfundsøkonomien. Amazon betaler nemlig ikke så meget som én penny i skat i Storbritannien, thi Amazon hører meget bekvemt hjemme i Luxembourg. På den anden side har Amazon fået over 10 millioner i statstilskud til at åbne et nyt distributionscenter i Dunfermline.
Amazon giver os det, vi helst vil have. Og så alligevel.
Grebet om kunsten
Vi forsøger ofte at give en objektiv stillingtagen til noget, hvorom al stillingtagen er subjektiv, nemlig et værks kvaliteter. Hvorfor synes vi om X, men ikke om Y? Her på bloggen er vi enige om meget, men ikke om alt (seneste eksempel er Lana Del Rey).
I en tale ved åbningen af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på Statens Museum for Kunst fokuserer Søren Ulrik Thomsen på dette, det sværeste begreb, nemlig kvalitet. Som jeg læser hans tale, der var at finde i Information i denne weekend, er nøglecitatet:
Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.
Det er ikke her, forståelsen af et værk slutter, men det er her, den starter. Hvis jeg skal sætte ord på, hvorfor jeg synes The Beatles’ musik er så fremragende (det er, opdagede jeg bagefter, det ord jeg har brugt mest om deres musik), skal jeg finde sproget frem og beskrive min oplevelse. Da kommer præcisionen, ikke for at analysere værket ihjel eller for at hylde det ihjel (begge fejl bliver begået), men for at kunne formidle oplevelsen.
Og der var en verden i farver
Vi plejer ikke at skrive om tegneserier her, og det er efterhånden desværre begrænset, hvor ofte jeg får læst tegneserier. Men alligevel: Jeg har netop læst, at den franske tegner og forfatter Jean Giraud alias Moebius er død efter længere tids sygdom. Jeg husker Giraud fra både Blueberry-serien, hvor han tegnede under sit rigtige navn og efterhånden skabte et i særklasse realistisk bud på en grafisk roman i westerngenren, og fra alle de mere løsslupne science-fiction-serier, han lavede til Métal Hurlant som bl.a. Jerry Cornelius’ hermetiske garage, John Difool og Stjernernes vandringsmand. Giraud er en af dem, der har gjort for den grafiske fortællekunst, hvad andre har gjort for rock og andre nyere musikgenrer: at vise, at her er tale om et medium, der på én og samme tid kan underholde og have kunstnerisk værdi og berettigelse.
Dagen i dag
Dagen i dag, den femte marts 2012 er dagen, hvor Bruce Springsteen udsender et nyt album. Det skriver jeg om senere. Det er også dagen, hvor Henrik Hall kunne være blevet 64 år. Og det er dagen, hvor en anden af min helte, Peter Laugesen, kragen fra Brabrand, bliver 70 år.
Tillykke, Klaus
Denne blogs ene forfatter blev engang af en anmelder kaldt for 90′ernes svar på ham. Denne blogs anden forfatter mødte ham for mange år siden i Edinburgh og fik en hyggelig snak.
I dag bliver Danmarks store, stilskabende og altid meget produktive forfatter 80 år. Tillykke herfra til Klaus Rifbjerg!
Væbnet med vinger
Væbnet med disse
ordenes vinger
står jeg
parat til at svæve.
Jeg kaster mig ud
fra krystaltårnet
og spænder mig ud
over horisonten
med hjernen i verdens hjerte.
Gennem mørke, gennem lys
gennem lysende byer i nat.
Gennem drømme, gennem følelser
gennem følende landskaber i nu ―
gennem døgnet går min flugt
gennem uret, gennem synet.
© Michael Strunge, 1984
C-dur
I dag fik Tomas Tranströmer – oversætter, psykolog, pianist, men først og fremmest digter – helt fortjent Nobelprisen i litteratur.
I 1990 fik Tranströmer et slagtilfælde, der gjorde ham ude af stand til at tale og til at spille klaver med begge hænder. Men i dag, hvor han er 80, skriver han stadig – og spiller klaver med sin raske hånd. Al samtale foregår gennem hans kone.
Her er et af hans smukke, udtryksfulde og indtryksfyldte digte, C-dur. Hvor er det en skam, at så mange danskere giver op over for det sprog, der er tættest på vores eget – svensk.
När han kom ner på gatan efter kärleksmötet
virvlade snö i luften.
Vintern hade kommit
medan de låg hos varann.
Natten lyste vit.
Han gick fort av glädje.
Hela staden sluttade.
Förbipasserande leenden -
alla log bakom uppfällda kragar.
Det var fritt!
Och alla frågetecken började sjunga om Guds tillvaro.
Så tyckte han.
En musik gjorde sig lös
och gick i yrande snö
med långa steg.
Allting på vandring mot ton C.
En darrande kompass riktad mot C.
En timme ovanför plågorna.
Det var lätt!
Alla log bakom uppfällda kragar.
(Fra ”Den halvfärdiga himlen”, 1962)
Helter skelter
Det er årsdagen for Manson-klanen’s nærmest ubegribeligt bestialske mord på Hollywoodstjernen Sharon Tate og hendes gæster, en hed sommernat i 1969 på Cielo Drive ved Los Angeles. Vincent Bugliosi, der optrådte som anklager i den efterfølgende sag mod Charles Manson & co, har skrevet den ultimative bog om de ultracreepy hændelser og den tid der omgav dem. Helter Skelter: The Shocking Story Of The Manson Murders er titlen på den anbefalelsesværdige fortælling, der starter så ildevarslende som kan læses lige her…
Just Kids
Sidste år gav min hustru mig et bokssæt med de første fem albums med Patti Smith, og da vi sad og lyttede til Easter (hvor man kan finde bl.a. “Because The Night”), sagde min kone: “Hun er jo en gammel dame.” Da måtte jeg minde min kone om, at Patti Smith trods alt kun var 32 dengang, Easter udkom. Mange år tidligere, i 1996, så jeg Patti Smith på hendes comeback-turné, der førte hende forbi Roskilde-festivalen. Dagen efter sagde en fyr på 18, som var min daværende kærestes nevø, at “nå, I har været inde at se hende den gamle”. Patti Smith var dengang lige knap 50. Nogle mennesker er åbenbart dømt til altid at være gamle. Lidt på samme måde som Johnny Cash, der faktisk kun nåede at blive 71. Ligesom Johnny Cash blev countrymusikkens sortklædte Grand Old Man, er Patti Smith blevet rockens sortklædte Grande Dame - medlem af Rock’n'Roll Hall Of Fame og tildelt det franske kulturministeriums højeste udmærkelse, l’Ordre des Arts et des Lettres. Patti Smith har altid værdsat fransk lyrik, og i hendes erindringer Just Kids hører vi om hendes pilgrimsagtige rejse til Frankrig for at se Arthur Rimbauds grav og museet om ham i Charleville.
Men Patti Smith har altså også været ung, og om det handler meget af Just Kids – også en gave fra min hustru, og en bog, jeg omsider har fået tid til at læse her i sommer. Bogens gennemgående tema er hendes forhold til Robert Mapplethorpe, der var hendes første store kærlighed, og om hvordan dette forhold udvikler sig og påvirker dem begge til at finde deres kald i henholdsvis fotografi og rockmusik. De forsøger sig begge først med billedkunst, men det er tydeligvis Mapplethorpe, der er den visuelle begavelse. Patti Smith kommer efterhånden ind i musikmiljøet via sine digte. Undervejs træffer Patti Smith nogle af de helt store legender fra amerikansk rockmusik og litteratur – Janis Joplin, Jimi Hendrix og Sam Shepard – og færdes på in-stederne i New York, især Chelsea Hotel og Max’s Kansas City.
Hun går også hårde ting igennem og oplever store sorger: Som 19-årig i New Jersey får hun et barn, som hun bortadopterer og hun stopper kort tid derefter som lærerstuderende. Hun rejser til New York og er i en periode hjemløs. Ungdomsårene er i det hele taget præget af fattigdom med sult og bolignød. Senere slutter Patti Smiths kærlighedsforhold til Robert Mapplethorpe, da han efterhånden kommer i tvivl om sin seksualitet og langsomt bliver del af et et homoseksuelt S/M-miljø. Trods alt fortsætter de to dog med at være sammen og inspirere hinanden, og et særligt nært bånd bliver skabt hinsides sædvanlig kærlighed.
Jeg aner somme tider en vis blufærdighed om følelserne ved de svære ting, Patti Smith har gennemgået – det bortadopterede barn, den kuldsejlede kærlighed og fattigdommen. Måske ville jeg have forventet, at hun ville have sagt noget af mere politisk natur om de sociale vilkår i USA. Måske ville jeg have troet, at hun i sine erindringer vendte tilbage til mindet om sit første, bortadopterede barn. Men noget skal også have lov til at være privat. Jeg aner ingen vrede eller bitterhed mod de mennesker, Patti Smith har kendt. Også en senere kæreste, der var meget fraværende og var hende utro, beskriver hun nuanceret og varmt.
Om Mapplethorpes død er Patti Smith meget åben. Til sidst i bogen får hun igen kontakt med ham, og det er på et tidspunkt, hvor han er dødeligt syg af AIDS, og hun på samme tid er gravid med sit andet barn og i færd med at indspille sit comeback-album, Dream Of Life. Han tager cover-fotoet til dette album, ligesom han gjorde det for hendes debut Horses. Denne del af bogen er usædvanligt gribende. Det sted, hvor den døende Mapplethorpe fortæller, hvor ked han er af, at de aldrig fik børn sammen, og hvor Patti Smith svarer, at “det er vores kunst sammen, der blev vores børn”, må jeg lægge bogen fra mig et øjeblik.
Sproget i Just Kids er levende, og hele fortællingen rummer også en del pudsige anekdoter – f.eks. om Mapplethorpes glæde ved kakaomælk, som der altid skal være råd til (!). Det er nemlig også en livsbekræftende bog, skrevet af et tydeligvis varmt og livsklogt menneske. Patti Smith har også i denne udtryksform ordet i sin magt; det er slet ikke underligt, at Just Kids fik den amerikanske National Book Award i 2010.
Nogle mennesker forbinder Patti Smith med punk, men begrebet (endsige ordet) dukker slet ikke op i hendes bog, som derimod gør det helt tydeligt, hvordan hendes skabertrang, holdninger og dedikation er formet af 1960′ernes idealisme. Langt snarere skal man se hende som en repræsentant herfor, der rækker faklen over til punkbevægelsen og med rette har fået respekt for dette.
For ganske nylig havde Patti Smith forresten sin debut som skuespiller i en lille rolle i tv-krimien Law and Order. Se et lille klip her og et lille interview med hende her. Man skal dog tage hendes udsagn om at hun aldrig har haft noget med skuespilfaget at gøre med et vist forbehold. Faktisk kan man nemlig af Just Kids se, at hun først i 1970′erne havde nogle små roller i små teaterproduktioner i New York og også skrev et teaterstykke sammen med Sam Shepard!