Kategoriarkiv: Musik

Top-10 i Abba

Udgivet den af
3

6a00d83451741c69e201156f2d48bb970b-640wi

Jeg fik min første og eneste Abba-single – ‘Waterloo’/'Watch Out’ – på min 10-års-fødselsdag, samme dag nogle kammerater og jeg i benovelse over det hårde distortede guitarriff på netop ‘Watch Out’ blev enige om at starte et band ved navn Hot Music…!

Drømmen om det band blev aldrig til noget, hvilket sikkert var godt det samme, for de andre var kun vilde med Sweet eller Deep Purple, hvor jeg var langt mest til Sparks, som ville noget helt andet. Iøvrigt havde ingen af os hverken instrumenter eller en tone i livet.

Abba derimod kværnede ufortrødent videre og herskede snart hele landet. 6-årige piger som 80+årige lillahårede damer gik i Abba The Movie-t-shirts, og den nutrasweetsøde svenskerpop blev spillet overalt. Selv på det dengang så klinisk musikfri statsfjernsyn, den eneste kanal vi kunne tage ovre i Midtjylland.

Med årene gik Abba’s musik i to retninger. Den ene – reprænseteret af numre som ‘Fernando’, ‘Chiquitita’, ‘Put On Your White Sombrero’, ‘Thank You For The Music’ – var af den konstruerede og let-teatralske rædsel, der i dag danner rygrad i musicalgenren. Den anden var Abba’s givende satsning udi at skrive voksne, modne sange om tab og kærligheds-breakdown, det til musik i en storslået europæisk poptradition.

Der er således verdner til forskel fra ungdomsidentifikationen i ‘When I Kissed The Teacher’ og “dancing queen / young and sweet / only seventeen” (begge ’76), til 1981′s ‘Slipping Through My Fingers’, hvor en mor begræder sit skridende tab af kontakt og drømme med en hurtigt voksende datter, eller ‘When All Is Said And Done’s nøgternt livserfarne “in our lives we have walked some strange and lonely treks / slightly worn but dignified and not too old for sex”…!

Og det er den musik, ikke the dreaded musical-Abba, der vejer tungest på min top-10 i favoritsange med dem…

01. When All Is Said And Done
02. Lay All Your Love On Me
03. The Winner Takes It All
04. Dancing Queen
05. Slipping Through My Fingers
06. The Day Before You Came
07. Knowing Me, Knowing You
08. Gimme! Gimme! Gimme! (A Man Afer Midnight)
09. One Of Us
10. My Love, My Life

Drømmer Elvis Presley står på scenen på Hilton International i Vegas og synger en indfølt, svajende cover af ‘My Love, My Life’. Lyder fantastisk. Den er som skrevet til hans 70′ere…

Den morgen Mikkel D og jeg fløj til Stockholm for mastering på Love Shop’s Frelsens Hær, gik der kun små to timer fra vi landede i Arlanda, til jeg stod i et studiekøkken og åbnede en cola ved siden af ABBA’s Benny Andersson – mere svensk bliver det vel ikke. Et tip om Benny? Han kører en grå, kompakt Porsche-stationcar…!

Abba er tilbage?

Udgivet den af
Svar

Nej, ikke helt, men lidt. The year of the comebacks fortsætter med nyheden om, at Agnetha Fältskogg – Abba’s lyshårede, som var gift med Björn Ulveaus – til maj udsender albummet A, det første fra hende i ni år. Her nedenunder en singleforløber derfra, men først en anbefaling om at dyrke Abba’s sidste album The Visitor (1981), en af de bedste skilsmisseplader ever i popmusik. Skrevet af fyrene, sunget af pigerne, fra de to par som imens var ved at gå fra hinanden. At tænke sig man i den situation forfatter sange som ‘One Of Us Is Crying’ og ‘When All Is Said And Done’ til ens kommende ex at synge – vildt. Og her kommer Agnetha’s nye omkvæd så…

En engel i tågen

Udgivet den af
Svar

Her er et uomgængeligt og knugende nummer med Angel Haze. Cleaning Out My Closet er og er så alligevel slet, slet ikke er en cover-udgave af Eminems nummer af samme navn. Ligesom Eminem er hun fra Detroit, men her hører ligheden op. En kvindelig rapper, der her bruger musikken til at tale ud om det seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, og om at finde ind til sin seksuelle identitet som biseksuel.

Angel Haze kommer til Roskilde Festival i år. Hende skal jeg se.

Årets albums 2012

Udgivet den af
6

20121222-185843.jpg

Så har denne blogs forfattere atter haft en kaminpassiar. Resultatet er vores snak om årets udgivelser i 2012.

Hvis denne blogs læsere har lyst til at bidrage med deres bud, så skriv et bud som kommentar. Ulykkens gudinde vil ved nytårstid udtrække en tilfældig person, der vil få sendt noget hjemmebrændt.

Ravi Shankar

Udgivet den af
Svar

Jeg kan læse at Ravi Shankar døde i går i en alder af 92. En af de banebrydende skikkelser i det 20. århundredes musik er ikke mere. Nej, Ravi Shankar var ikke et rocknroll-navn, selv om han også en overgang spillede på rockfestivaler (bl.a. Woodstock). Men han var sammen med sit ensemble de første verdensstjerner fra den tredje verden, et årti før Bob Marley. Mange forbinder Ravi Shankar med The Beatles, fordi han blev ven med George Harrison. Og formodentlig hjalp denne forbindelse også med at introducere Europa og Nordamerika til indisk musik før den livlige (men også meget overfladiske) bhangra og hvad der ellers kom ud af “Bollywood” kom til at dominere manges billede af hvad indisk musik er. For mange er netop citaren vel stadig synonym med indisk musik.

Men Ravi Shankar var en kendt musiker i sit hjemland længe før de fire fra Liverpool fik deres første instrumenter. Og så skrev han musikken til Satyajit Rays Apu-trilogi (nogle af de bedste film fra det 20. århundrede, spørger man mig – se dem! og nej, der er ingen biljagter eller 3D).

Jeg oplevede Ravi Shankar for 22 år siden til festivalen i Edinburgh i en helt fyldt Usher Hall. Og bagefter fik jeg hans autograf og fik hilst på manden.

(For en sikkerheds skyld: den Shankar, der åbner Echo & The Bunnymens legendariske “The Cutter”, er ikke Ravi Shankar, men den tamilske violinist Lakshminarayana Shankar.)

The Killing Type

Udgivet den af
2

Dette bør være hittet fra Theatre Is Evil, det aktuelle og helt crowdfundede album med Amanda Palmer. Fru Palmer (hun er gift med Neil Gaiman, forfatteren bag bl.a. Sandman og Coraline) er blevet god til at promovere sig selv via nettet – hvor mange musikere har deres egen app? Amanda Palmer har sådan én. Hun er heller ikke bange for at smide kludene, opdager man.

Det ville nok ikke være til at bære, hvis ikke det var fordi Theatre Is Evil faktisk rummer nogle gode sange, der ofte leder tankerne hen på den småhysteriske new wave fra for 30 år siden – bl.a. Lene Lovich og Siouxsie and The Banshees. Hent albummet gratis på http://www.amandapalmer.net, hvis I kan få jer til det (ellers kan man vælge, hvad man vil betale).

Ubetaleligt ?

Udgivet den af
Svar

Jens har gjort det. Jeg har gjort. Vi har købt bøger og musik via Amazon. Deres udbud er nogenlunde stort, ja vel faktisk enormt. Den bog, jeg selv har skrevet (og som endnu ikke er filmatiseret), kan købes via Amazon. Jeg har købt jule- og fødselsdagsgaver til min søster i Manchester via Amazon.

Det er derfor ikke overraskende, at jeg i denne uge kan læse i The Guardian at Amazon alene i Storbritannien tjente 3 milliarder pund i 2011. Hver fjerde bog på det britiske marked købes hos Amazon.

Samtidig kan jeg læse, hvordan det går stadig værre for traditionsrige boghandlerkæder i Storbritannien og USA. Waterstones, hvor jeg ofte slog et sving forbi, da jeg boede i Edinburgh for to årtier siden, har det ikke godt. Og den engang enorme kæde Borders, der ligesom Waterstones havde afdelinger på begge sider af Atlanten, er gået konkurs.

Online-handelen ændrer forretningslivet. Men pengene fosser samtidig ud af samfundsøkonomien. Amazon betaler nemlig ikke så meget som én penny i skat i Storbritannien, thi Amazon hører meget bekvemt hjemme i Luxembourg. På den anden side har Amazon fået over 10 millioner i statstilskud til at åbne et nyt distributionscenter i Dunfermline.

Amazon giver os det, vi helst vil have. Og så alligevel.

På besøg hos John Peel

Udgivet den af
Svar

20120502-211717.jpg

26.000 lp’er, 40.000 singler og mange tusinde cd’er. Så stor var den legendariske og savnede BBC-studieværts private samling – og hans radioprogrammer mere end antydede, at der blev plads til lidt af hvert. Der er nu oprettet et websted, der gør det muligt at få indblik i en del af John Peels enorme samling. Besøg http://www.johnpeelcentreforcreativearts.co.uk.

Garbage er tilbage

Udgivet den af
Svar

I går spekulerede jeg over, hvad der var blevet af Shirley Manson, Butch Vig & Co. Jeg kan nu se, at Garbage er tilbage efter en lang pause og optræder på Northside-festivalen i Århus (undskyld, Aarhus) til sommer. Nummeret ovenfor er en lille popklassiker og et fint eksempel på det, man kalder en ostinato. (Nej, der er ikke ost i Nato…) Tænk at der allerede er gået sytten år siden det album kom.

Musikalske venner

Udgivet den af
1

Engang ville jeg nok ikke have kunnet finde på at skrive det – men det vil jeg i dag: det brasilianske landshold har et solidt forsvar og der er indtil flere gode målmænd i rækkerne. De 3-0 over Chile var fuldt, fuldt fortjent. Selv om chilenerne fremstod næsten chanceløse, var kampen værd at se – både for de tre interessante mål og for at se, hvordan der blev dækket godt op nede på den brasilianske banehalvdel. Det er en glæde at se, hvordan et i forvejen godt landshold kan udvikle sig og blive endnu stærkere. Englænderne (og danskerne) har meget at lære af at se de landshold, der klarer sig så overbevisende nu – jeg håber så også, de vil lade sig overbevise.

Som hyldest kan I her høre et stykke musik, som både Jens og jeg har hørt meget på det seneste. Jeg kan dog ikke love, at jeg vil købe albummet, hvis det kommer.

Savnet musik i Sydafrika

Udgivet den af
5

Alexander Alexandrov’s Государственный гимн Российской Федерации fra 1944, tidligere Sovjetuninonens, nu Ruslands nationalsang – genindsat af Putin i 2000, efter Rusland i sine ti første efterkommunistår uden held havde prøvet sig med et nyt og mindre historisk belastet stykke musik – står som en af de følelsesmæssigt mest spektakulære af slagsen i omløb. Alene derfor er Ruslands manglende tilstedeværelse ved VM lige nu down Africa ikke helt uden savn.

Så oprandt atter dagen

Udgivet den af
26

skrivebordsfoto

Stakken af cd’er på mit skrivebord blev høj (og ved siden af den står en harddisk med downloads), men langt fra alt fandt nåde for mine øren. Stakken (og Mac’en) i Jens’ ende af landet er anderledes.

Og det var som altid interessant at drøfte. Vi har m.a.o. haft vores traditionsrige decemberpassiar om de albumudgivelser, der gjorde mest indtryk på os i 2008. Resultatet kan I nu læse her.

I den frie konkurrences ånd vil vi udlodde en specialdesignet cd fra hver af os med de sange, vi hver især satte mest pris på i 2008 – nogle fra nye albums, andre fra ikke så nye. Reglerne for at være med i vores lille julekonkurrence er enkle:

Skriv en kommentar til dette indlæg, hvori I giver en ordnet liste over de albums udsendt i 2008, I holdt mest af. I skal have skrevet jeres kommentar, så vi har den senest d. 28. december kl. 20.00. Herefter vil lykkens gudinde (= Pastorinden) udtrække den heldige vinder, og resultatet blive offentliggjort.

Your ravishing brunette…

Udgivet den af
2

Her den elegante tekst til ‘Enjoy Yourself’, Ikke som fremført så fremragende – men omskrevet – af både Prince Buster (hør The Prince her i en kølig rocksteady-version af en anden klassiker, hans egen ‘Madness’) og The Specials, men istedet som af den cocktailshakende, cha-cha-svajende, Las Vegas-tjenende Guy Lombardo & his Royal Canadians:

ENJOY YOURSELF

You work and work for years and years, you’re always on the go;
You never take a minute off, too busy makin’ dough.
Someday, you say, you’ll have your fun when you’re a millionaire -
Imagine all the fun you’ll have in your old rockin’ chair.

Enjoy yourself, it’s later than you think;
Enjoy yourself, while you’re still in the pink.
The years go by as quickly as a wink -
Enjoy yourself, enjoy yourself, it’s later than you think.

You’re gonna take that ocean trip, no matter, come what may;
You’ve got your reservations but you just can’t get away.
Next year, for sure, you’ll see the world, you’ll really get around -
But how far can you travel when you’re six-feet under ground?

Your heart of hearts, your dream of dreams, your ravishing brunette;
She’s left you and she’s now become somebody else’s pet.
Lay down that gun, don’t try, my friend, to reach the great beyond;
You’ll have more fun by reachin’ for a redhead or a blonde.

Enjoy yourself, it’s later than you think…

You never go to nightclubs and you just don’t care to dance;
You don’t have time for silly things like moonlight and romance.
You only think of dollar bills tied neatly in a stack;
But when you kiss a dollar bill, it doesn’t kiss you back.

Enjoy yourself, it’s later than you think…

© Sigman/Magidson

Pumpehuset lukker?

Udgivet den af
21

Ja, sådan ser det i al fald ud lige nu. Spillestedet i midten af byen – vi taler bl.a. Love Shop’s gamle hjemmebane! – har mistet et årligt kommunalt tilskud på 1,1 mill. kroner, og uden de relativt beskedne midler er en fortsat drift ikke mulig. Flere kommunalpolitikere har lovet handling, men intet konkret er hidtil sket, så allerede snart begynder en gradvis nedtrapning mod totalt ophør i det nye år. Hvis ikke altså penge bevilliges.

Her på siden har vi ofte ærgret os over forholdene for rytmisk musik i København, hvor diverse nedrivningsværdige sportshaller, samt ét stk. rungende fodboldstadion, oftest danner ødelæggende ramme når der er større koncerter. I den sammenhæng har Pumpehuset – sammen med VEGA – længe stået som de to anderledes optimale københavnske scener, der kvalitativt har kunnet løfte den moderne koncertsituations mangfoldige krav, både for udøvere og publikum.

København vil gerne markere sig som en by for kulturen. Der er for nylig bygget en overdådig opera, der er netop rejst et smukt skuespilshus, som vel begge i opførsel og drift står i flere hundrede millioner. Og fint, hurra for det. Men at finde et langt, langt mindre beløb til at bevare den ene af hovedstadens to seriøse scener for rytmisk musik – en indiskutabelt langt mere brugerbesøgt ‘kunstart’ end de to førnævnte – det evner man lige nu fra kulturpolitisk side ikke. Snart er det for sent.

They shoot horses, don't they?

Udgivet den af
12

Men Madonna, som her i weekdenden fyldte 50, synes anderledes overlevelsesstærk, ialfald oppe på den internationale popstjernehimmel. Udrustet med ekstrem ambitiøs målrettethed, har hun derfra i omkring 25 år – gennem smart tænkt fornyelse, kontroversiel markedsføring og ikke så få hamskifter – formået at dominere en ungdoms- og nyhedselskende industri, der ellers i sin brug-og-smid-væk-natur slet ikke synes skabt for langdistance-karrierer. Så meget desto større Madonna’s viljestærke bedrift, der undervejs har afstedkommet adskillige tidsdefinerende mainstream-øjeblikke. Her en top-10 over de bedste af dem:

01. Like A Prayer
02. Into The Groove
03. Frozen
04. Hung Up
05. The Power Of Goodbye
06. La Isla Bonita
07. Nobody’s Perfect
08. Sorry
09. Sky Fits Heaven
10. Music