
Forleden i Odense’s fremragende pladebutik Moby Disc faldt jeg over en ny plade med tyske Sandra. Hendes særegne musik havde jeg et meget blødt punkt for i sidste halvdel af firserne, hvor hun sammen med producer Michael Cretu lavede storladen, tysksmagende europop med underklang af åben nat og lysende metropoler. Husker første gang i Berlin i vinteren 86-87, hvor det eneste jeg hørte på min Sony Walkman var en kasette, hvis ene side var Pet Shop Boys’ Disco, den anden Sandra’s The Long Play-debut. Ikke tilfældigt, for så forskellige som de var i udtryksunivers, var der alligevel både synths, masser af reverb og det molprægede euro-tonesprog tilfælles.
Sandra blev undervejs gift med Cretu og sammen flyttede de til Ibiza, fik tvillingedrenge og fik for Enigma-popmillionerne bygget et kæmpe mansion med stort studie, hvorfra der gennem årene blev indspillet en lind strøm af stadig svagere Sandra-plader. Svagere fordi hun som nu voksen artist havde hørbart vanskeligt ved at udvikle sin ærketypiske lyd og musik yderligere. Efter årtusindeskiftet købte jeg – dumtrofast – stadig hendes udgivelser, men de var, hvis ret skal være ret, en heltrist fornøjelse at høre på, og blev altid hurtigt gemt væk.
Derfor ret vildt at opleve, at Sandra anno 2012 på Stay in Touch lyder mere levende og veloplagt end hun har gjort, ja, ialfald de sidste tyve år. Er det mon skilsmissen fra Michael Cretu for fem år siden, som endelig har fået den skindøde europopprinsesse til at vågne fra Ibiza’s Tornerosesøvn igen? På det nye album er der ikke flere halvkvædede forsøg på hverken Euro-R&B eller latinsk voksenpop. Istedet opleves en længsel efter at genfinde præcis de dyder, der i det hele taget gjorde Sandra Lauer fra Saarbrücken til så stort et europopfænomen way back. De gamle firserkeyboards + trommemaskiner er fundet frem og støvet af, og Sandra søger med sine nye musikalske partnere, at ramme præcis den tone og det temperament, der var kendetegnende for hendes to hovedværker, føromtalte The Long Play (1985) og treeren The Secret Land (1988).
Så vi er helt tilbage ved starten af rejsen; alt er som før, og så alligevel ikke. For Sandra er nu som 50-årig langt fra det unge univers hun dengang besang, og jeg, som lytter, ditto. Alligevel lyder hendes nye musik ikke fad og gammeldags. Måske som følge af de hundrede bands + artister, der igennem flittige lån de senere år igen har gjort firsernes sound nutidig. Et ubehageligt spørgsmål kunne være, hvor relevant det så er, at Sandra – helt ned til synthintro-opbygningen og trommebreaksprogrammeringen i ‘Kings & Queens’, der er tyvstjålet/kopieret fra hendes eget 28 år gamle ‘Maria Magdalena’-hit – tager os så målrettet præcis hen, hvor vi var med hende dengang, for så længe siden? Ved det ærlig talt ikke. Og måske det ikke er sundt. Men jeg er vild med at være der igen. Til et punkt, hvor denne plade allerede har fået langt mere spilletid, end det spritnye og naturligvis langt mere interessante album med Crystal Castles…!
PS – Den ekstra CD i deluxe-udgaven indeholder iøvrigt ‘extended versions’ af samtlige sange på albummet. Endnu en tilbagevenden til Sandra’s firsere, hvor et moderne remix generelt og som oftest netop var den langt mere spiselige som musikalske extended version.