Springsteen i Herning

20130517-000645.jpg

En fin-fin aften i Herning. Sætlisten var

Long Walk Home
My Love Will Not Let You Down
The Ties That Bind
We Take Care of Our Own
Out in the Street
Wrecking Ball
Death to My Hometown
Hungry Heart
Tougher Than the Rest
Does This Bus Stop at 82nd Street?
For You
I Wish I Were Blind
The River
Prove It All Night
Murder Incorporated
Johnny 99
Open All Night
Shackled and Drawn
Waitin’ on a Sunny Day
The Rising
Badlands
Land of Hope and Dreams

Born in the U.S.A.
Born to Run
Dancing in the Dark
Ramrod
Tenth Avenue Freeze-Out

Altså intet helt album denne aften, og heller ingen “Backstreets”. Til gengæld bl.a. en udgave af “Prove It All Night” med den lange guitarintro og “My Love Won’t Let You Down” og “Murder Incorporated” (sidstnævnte var nok aftenens højdepunkt for mig) – og Springsteens Beatles-nummer, “The Ties That Bind”, som jeg også har et svagt punkt for.

Energien fejlede som sædvanlig intet, “Tenth Avenue Freeze-Out” rundede det hele af med en hyldest til The Big Man – og da vi kom ud i det fri, ventede der os en lun majaften med en lidt ulden måne.

I foyeren på Hotel Scandic så Pastorinden og jeg en lille fyr i sort tøj – det var ingen ringere end Nils Lofgren. Vi hilste pænt på ham. “It was a beautiful night”, sagde han. Vi var enige og sagde tak for den.

I travelled to a mystical time zone…

Fra nyt interview på thestranger.com med The Smiths’ Johnny Marr:

I’m aware that the music for the Smiths song “A Rush and a Push and the Land Is Ours” was borrowed from a song called ‘Shoes’ by Reparata. How were you introduced to that song?

It was inspired by that, yeah—the bulk of that tune I kind of remembered from being a kid while it was on the English charts. I liked the electric piano—it stuck in my subconscious. It’s funny how these things come out.

Life on Mars

Ja, jeg husker også ABBA – og jeg er i det store og hele enig med Jens i hvilke af deres sange, der står distancen bedst. Men her er det første klip, jeg husker med David Bowie. Dengang havde jeg ikke hørt hans musik endnu, men jeg husker endnu hans visuelle fremtoning, da jeg så ham her. “Life on Mars” er fra Hunky Dory, men på det tidspunkt, videoen (eller hvad det nu hedder) blev til, var han allerede godt i gang med at opfinde Ziggy Stardust. Det er nemt at se.

Og jeg husker en anden tanke, jeg med det samme fik dengang for fyrre år siden: Dette er en helt usædvanligt god sang. “Life on Mars” er stadig en af de bedste sange, David Bowie har skrevet – en smuk hyldest til det at vokse op og blive en, der bare gerne vil forstås og finde sin egen mening med livet.

Tillykke, George!

I dag kunne sangeren og guitaristen fra Liverpool være blevet 70 år. Hans All Things Must Pass var efter min mening den bedste solodebut, der kom fra noget af de fire Beatles-medlemmer. Albummet er fuldt af gode sange, der af uvisse grunde var blevet vejet og fundet for lette til The Beatles. Her er en akustisk demo af en af de George Harrison-sange, der faktisk kom med på et Beatles-album.

Live Shots

the_joe_ely_band-live_shots

I går kiggede jeg mit iTunes-bibliotek tilfældigt og genopdagede denne perle af et live-album. The Clash mødte Joe Ely og blev så begejstrede for mandens energiske tilgang til honky-tonk country, at de tog ham med på deres USA-turné i 1979 og siden igen på deres turné i Storbritannien året efter. Joe Ely er også at finde som baggrundsvokalist på et ikke helt ukendt nummer ved navn “Should I Stay Or Should I Go”.

Ud af sidstnævnte turné med The Clash kom et livealbum, Live Shots, som på fornem vis fanger energien i Joe Elys sceneudtryk. Hvis man ikke bliver rørt af “She Never Spoke Spanish To Me” eller “Fingernails”, bør man få sit hjerte undersøgt – det vil i så fald formodentlig være lavet af sten.

Da vi blev dem vi er

Prøv at lægge mærke til de billeder fra gamle dage, som Jens lægger på bloggen – mange af dem er fra da han var sidst i teenageårene og først i tyverne. Og læg mærke til hvad det er for en musik, Jens og jeg ofte ender med at hylde: det er musik fra sidst i 1970′erne og frem til midt i 1980′erne. Eller lyt til sange som “Survival Kit” eller “De tabte sale” eller “Birgittelyst” eller “Vi blinker så hurtigt vi kan” eller alle de mange andre sange, der tager udgangspunkt i denne periode af livet.

Det er egentlig underligt, for der er sket meget siden som er mindst lige så vigtigt som det, der skete for os da vi var sidst i teenageårene og først i tyverne. Der blev stiftet familie, der blev stiftet gæld, der blev indgået ægteskab, vi fik venner og mistede venner, karrieren tog omsider form og vi fik anerkendelse osv. osv. osv. Men alligevel vender vi ofte i minderne tilbage til den tid i vores liv, hvor vi stadig var på tærsklen til voksenlivet.

Der er en spændende artikel på Slate.com om netop det.

A little-known but robust line of research shows that there really is something deeply, weirdly meaningful about this period. It plays an outsize role in how we structure our expectations, stories, and memories. The basic finding is this: We remember more events from late adolescence and early adulthood than from any other stage of our lives. This phenomenon is called the reminiscence bump.

Og hvorfor findes denne pukkel af minder? Måske er det fordi meget af det, der kommer til at præge vores senere voksenliv, netop sker i den alder. En undersøgelse fra 1988 viser i hvert fald at 93 procent af alle de minder, forsøgspersonerne genkaldte sig, handlede om førstegangsoplevelser. Men så er der også en senere undersøgelse foretaget af Annette Bohn og Dorthe Berntsen fra Aarhus Universitet. Her blev børn mellem 10 og 14 bedt om at skrive om deres voksenliv, sådan som de forestillede sig det. Og de skrev om – hvordan det er at være først i tyverne!

I dag mener mange psykologer, at det handler om livsfortællingen. Vi prøver (uden at det er bevidst) at sætte vores minder ind i en større fortælling, så de understøtter vores forestilling om dem vi er. 

I tv-serien Girls, som vi endnu har til gode at se på dansk tv, er der en interessant replik (citeret fra Slate.com):

In the pilot of Girls, Lena Dunham’s Hannah Horvath delivers one of the 2012 fall TV season’s immortal lines. She can’t hang out with her parents, she explains exasperatedly, because “I have work, and then I have a dinner thing, and then I am busytrying to become who I am.”

Elliott Smith in memoriam

Filminstruktøren Paul Thomas Andersen havde tilbage i 2000 planer om et musikprogram på VH1, og det skulle have Jon Brion (der ud over selv at lave musik har produceret bl.a. Aimee Mann, Fiona Apple – og Kanye West) som omdrejningspunkt. Planerne nåede så langt som til en pilot, og her var Jon Brion sammen med Elliott Smith. Nu er denne optagelse omsider tilgængelig, og vi kan se og høre Elliott Smith synge både egne numre (“Son of Sam”, “Independence Day” og “Bottle Up and Explode”) og andres numre (John Lennon, Ray Davies og Big Star). Hvis man holder af Elliott Smith – det gør jeg – er dette værd at se.

Der var engang i Birmingham

De fleste forbinder Lawrence med det engelske 80′er-kultband Felt, der udsendte blinkende guitarguirlander forklædt som perfekt indiepop. Nuomdage spiller han i det mærkværdigt humoristiske konceptband Go-kart Mozart, men imellem de to havde for et par år bandet Denim, hvis debutalbum Back In Denim er en absolut brit-klassiker. Herfra denne outstanding popsymfoni, om Lawrence’s opvækst i Birmingham i 1970′erne – enjoy!

THE OSMONDS

In the ’70s there was long hair
There were left-over hippies everywhere
And I should know ’cause I was there
In the ’70s they had prayer mats
There were stringy beards and floppy hats
And men looked like Jesus in crushed velvet flares
And in the ’70s there were Osmonds
There were lots of Osmonds
There were lots of little Osmonds
Everywhere everywhere everywhere
In the 70′s there were skinheads
There were bovver boys and brummie reds
And greasers, grebos judge and natty dread
In the 70′s there were chopper bikes
Oxford bags and kung fu fights
Trojan sounds Lee Perry dub
And in the ’70s there were Osmonds
There were lots of Osmonds
There were lots of little Osmonds
Everywhere everywhere everywhere
In the 70′s there were lots of bombs
They blew my home town up and
Lots of people were killed
And on the news the relatives cried
Everyone knew someone who’d died
They’ll never forget it for the rest of their lives
And all around the people say
We hate the I-R-A
And we asked for justice but it never come
And in the ’70s there were Osmonds
There were lots of Osmonds
There were lots of little Osmonds
Everywhere everywhere everywhere
In the 70′s there was Hughie Green
Lieutenant Pigeon hit the scene
Paper Lace and Candlewick Green
Mouldy Old Dough Chicory Tip
Gilbert O and Hurricane Smith
Billy Don’t Be A Hero hey David Rock On
In the 70′s Lesley Whittle died
The black panther went inside
And Jeremy Thorpe oh he resigned
And at school the girls would bring
A thousand volts of holt and sing
Hey there lonely girl impossible love
And in the ’70s there were Osmonds
There were lots of Osmonds
There were lots of little Osmonds
Everywhere everywhere everywhere
In the 70′s the Rollers came
Best retired from the game
And Cassidy quit oh what a shame
In the 70′s I was just a kid
Still knew what it was all about
I soaked it in now it’s all dripping out
And in the ’70s there were Osmonds
There were lots of Osmonds
There were lots of little Osmonds
Everywhere everywhere everywhere
Osmonds
Oh now
There were lots of paper roses yeah
Lots of crazy horses
Everywhere everywhere everywhere
Three button waistband
Side pockets
Star jumpers
In the 70s
Nelson House and
Orange Hand and
Bomber jackets
In the 70s
Timothy Davey
Gordeno
The Persuaders
In the 70s
Cartoon belts and
Barry Blue and
Do The Bump man
In the 70s
Jaytex shirts and
Brutus shirts and
Pete Duel
in the 70s
Bell records
Eddie Holman
Chinn and Chapman
In the 70s
Tank tops and
Hot pants and
Can The Can
In the 70s
K-tel and
Blackfoot Sue and
Tony Christie
In the 70s
Mungo Jerry
Clodagh Rodgers
Hot Butter
In the 70s
Donny caps and
Clifford T. Ward
Tina Charles…

© Lawrence/Denim

Årets albums 2012

20121222-185843.jpg

Så har denne blogs forfattere atter haft en kaminpassiar. Resultatet er vores snak om årets udgivelser i 2012.

Hvis denne blogs læsere har lyst til at bidrage med deres bud, så skriv et bud som kommentar. Ulykkens gudinde vil ved nytårstid udtrække en tilfældig person, der vil få sendt noget hjemmebrændt.

Amor og Psyke

Mange musikkarrierer er regelrette, og de trofast/konservative fans tillader ikke svinkeærinder. Andre udvander gradvist deres udtryk på en rejse ind i mainstream. Atter andre slår uventede sving. Ministry, Depeche Mode og Talk Talk startede i samme univers af tidlig firser-synth-pop men endte så langt fra hinanden som tænkes kan. I disse dage prøver jeg (igen) at forstå det nye album med Scott Walker, og formodentlig forgæves (igen). Det vil jeg skrive om en anden dag, hvis jeg orker.

Men af uvisse grunder havnede jeg i mit iTunes-bibliotek ved Cupid & Psyche ’85 med Scritti Politti. Her er et band, der startede som politisk skrammel-punk beslægtet med The Desperate Bicycles, men som pludselig er havnet helt og aldeles inden for den polerede, let reggaeficerede midtfirser-mainstreampop. Og det interessante er at albummet (synes jeg) faktisk er et af de gode eksempler på denne stil. Eller måske er dette i virkeligheden historien om det omskiftelige sind hos sanger og sangskriver Green Gartside.

Samme historie kunne skrives om vores egen Martin Hall – det hysteriske, Joy Division-inspirerede The Icecold Waters of the Egocentric Calculation fra 1981 og den glatte firserpop fra Cutting Through fra 1987.

Tillykke, Jimi!

Vi har af og til nævnt ham her på bloggen, men der har aldrig været en artikel om Jimi Hendrix. I dag kunne han være blevet 70, men han blev kun 27; han døde få uger efter jeg begyndte i 1. klasse. Denne blogs forfattere er nu gamle nok til at kunne være hans far – vi glemmer ofte, at han trods alle sine bedrifter var en ung fyr, der reelt endnu var i begyndelsen af sin karriere.

Jeg vil ikke påstå, at jeg er Hendrix-ekspert, men når jeg lytter til hans musik, genopdager jeg hvor innovativ og udfordrende den faktisk har været sammenlignet med f.eks. samtidige The Doors, som jeg altid har syntes var temmelig gumpetunge og selvoptagede. Hos Jimi Hendrix mødes en afro-amerikansk guitar-baseret bluestradition med den psykedeliske rock og stor musik opstår i det lille trio-format.

I sit korte liv nåede Jimi Hendrix at inspirere et hav af andre musikere. I Patti Smiths selvbiografi Just Kids er et af de afsnit, der især gør indtryk på mig, hendes beretning om det korte møde med Hendrix og hvordan det påvirkede hende. Mange år senere, på Thirteen, kan vi høre hendes hyldest – en (meget ærbødig) udgave af “Are You Experienced”.

Vi tænker tit mest på Hendrix som en blændende guitarist, men også hans vokal er interessant. Prøv f.eks. at høre de første albums på Gasolin’ og sammenlign med “Crosstown Traffic” eller “Foxy Lady” – Franz Beckerlee har tydeligvis hørt Hendrix spille, men Kim Larsen har så afgjort også hørt Hendrix synge!

Parallellen til Kurt Cobain, en anden venstrehåndet sanger og guitarist fra Seattle, der også kun nåede at blive 27, er selvfølgelig slående. Men Jimi Hendrix nåede noget ekstra (som Cobain af naturlige årsager var afskåret fra at blive), nemlig at blive et afroamerikansk idol i et USA, der stadig var dybt præget af indgroet racisme og hvad der kun kan betegnes som regulær apartheid. Dét i sig selv var også en bedrift.

Historien om en guilty pleasure

Forleden i Odense’s fremragende pladebutik Moby Disc faldt jeg over en ny plade med tyske Sandra. Hendes særegne musik havde jeg et meget blødt punkt for i sidste halvdel af firserne, hvor hun sammen med producer Michael Cretu lavede storladen, tysksmagende europop med underklang af åben nat og lysende metropoler. Husker første gang i Berlin i vinteren 86-87, hvor det eneste jeg hørte på min Sony Walkman var en kasette, hvis ene side var Pet Shop Boys’ Disco, den anden Sandra’s The Long Play-debut. Ikke tilfældigt, for så forskellige som de var i udtryksunivers, var der alligevel både synths, masser af reverb og det molprægede euro-tonesprog tilfælles.

Sandra blev undervejs gift med Cretu og sammen flyttede de til Ibiza, fik tvillingedrenge og fik for Enigma-popmillionerne bygget et kæmpe mansion med stort studie, hvorfra der gennem årene blev indspillet en lind strøm af stadig svagere Sandra-plader. Svagere fordi hun som nu voksen artist havde hørbart vanskeligt ved at udvikle sin ærketypiske lyd og musik yderligere. Efter årtusindeskiftet købte jeg – dumtrofast – stadig hendes udgivelser, men de var, hvis ret skal være ret, en heltrist fornøjelse at høre på, og blev altid hurtigt gemt væk.

Derfor ret vildt at opleve, at Sandra anno 2012 på Stay in Touch lyder mere levende og veloplagt end hun har gjort, ja, ialfald de sidste tyve år. Er det mon skilsmissen fra Michael Cretu for fem år siden, som endelig har fået den skindøde europopprinsesse til at vågne fra Ibiza’s Tornerosesøvn igen? På det nye album er der ikke flere halvkvædede forsøg på hverken Euro-R&B eller latinsk voksenpop. Istedet opleves en længsel efter at genfinde præcis de dyder, der i det hele taget gjorde Sandra Lauer fra Saarbrücken til så stort et europopfænomen way back. De gamle firserkeyboards + trommemaskiner er fundet frem og støvet af, og Sandra søger med sine nye musikalske partnere, at ramme præcis den tone og det temperament, der var kendetegnende for hendes to hovedværker, føromtalte The Long Play (1985) og treeren The Secret Land (1988).

Så vi er helt tilbage ved starten af rejsen; alt er som før, og så alligevel ikke. For Sandra er nu som 50-årig langt fra det unge univers hun dengang besang, og jeg, som lytter, ditto. Alligevel lyder hendes nye musik ikke fad og gammeldags. Måske som følge af de hundrede bands + artister, der igennem flittige lån de senere år igen har gjort firsernes sound nutidig. Et ubehageligt spørgsmål kunne være, hvor relevant det så er, at Sandra – helt ned til synthintro-opbygningen og trommebreaksprogrammeringen i ‘Kings & Queens’, der er tyvstjålet/kopieret fra hendes eget 28 år gamle ‘Maria Magdalena’-hit – tager os så målrettet præcis hen, hvor vi var med hende dengang, for så længe siden? Ved det ærlig talt ikke. Og måske det ikke er sundt. Men jeg er vild med at være der igen. Til et punkt, hvor denne plade allerede har fået langt mere spilletid, end det spritnye og naturligvis langt mere interessante album med Crystal Castles…!

PS – Den ekstra CD i deluxe-udgaven indeholder iøvrigt ‘extended versions’ af samtlige sange på albummet. Endnu en tilbagevenden til Sandra’s firsere, hvor et moderne remix generelt og som oftest netop var den langt mere spiselige som musikalske extended version.

Hey hey, my my

Jens tænkte forleden højt her på bloggen. Hvad ville der mon være sket med John Lennon, hvis han havde været i live i dag? Måske ville han have endt med at udsende hel- eller halvkedelig hyggerock med års mellemrum og turnere med Eric Clapton og Phil Collins, eller måske ville han have fået sin anden luft og leveret et sent mesterværk sammen med nogle af de musikere, der dukkede op i årtierne efter den decembernat i 1980. Måske ville han igen spille med The Beatles med års mellemrum – eller de fire fra Liverpool ville være enige om at lade legenden være i fred. Vi får det aldrig at vide. John Lennon er en af de musikere, jeg og mange andre savner allermest.

Nogle musikere bliver De Unge Døde — uforskyldt eller selvforskyldt. Mange andre musikere opnår at blive gamle. Og de har stadig lyst til at spille den musik, de skabte som unge.

Hvad kan vi forlange af dem, der overlever mange år i musikbranchen? Jeg vil ikke forlange af Paul McCartney eller David Bowie eller The Rolling Stones eller Leonard Cohen eller Patti Smith eller Neil Young eller Bob Dylan eller Bruce Springsteen at de kan levere nye mesterværker. De har alle hver især haft lange perioder, hvor de ikke har sat en fod forkert. Det eneste, jeg vil bede om, er at de nu i deres alderdom kan finde en slags syntese mellem deres egne bedrifter som unge og den alder,de har nu. Når dét sker, kan kunstner og publikum sammen se ungdomsværkerne ses i et nyt lys. Heller ikke Neil Young synes at det er bedre at brænde ud end at fade væk.

Jeg tænker stadig på to koncerter jeg var til i år. Den ene var med The Cure på Roskilde-festivalen, den anden var med Leonard Cohen i Aalborg. Nogle anmeldere var begejstrede for The Cures koncert; det var jeg ikke. Den unge desperation og dødsdrift der hersker i The Cures sange fra bandets storhedstid bliver underlig at genopleve, når man tænker på at en mand på Robert Smiths alder med stor sandsynlighed allerede har levet over halvdelen af sit liv. Bedre blev det ikke af at Smith & Co. hænger fast i en visuel fremtoning der engang ville have været hip, men nu virker som den eneste reelle desperation i deres udtryk.

Derimod var jeg helt gennemstrømmet af begejstring over Leonard Cohens koncert. Det hjalp selvfølgelig, at sensommeraftenen i sig selv var så smuk, men også Cohens rejse gennem eget bagkatalog fandt sted på et blandet brændstof af de første albums melankoli og den livsvisdom, manden har opnået og beskrevet sent i sin karriere. Så er det ikke slemt at blive gammel, tænkte jeg og mange andre dén aften i Mølleparken.

Be for real, som Cohen sang dén aften.

Britpop fylder 50…!

50 år i dag siden Liverpool’s håbefulde The Beatles udsendte singledebuten, den Paul McCartney-skrevne ‘Love Me Do’. Ikke The Fab Four’s bedste nummer, langt langtfra, men dog alligevel startskud til alt det melodiske hysteri, vi kom til at kende og elske som engelsk rockmusik. Ja, rocknroll er altså ved at blive mægtig gammel. Foruroligende. Det ses i McCartney’s rare dådyrøjne, når han spiller op til den engelske dronning’s 500-års jubilæum. Hvordan havde John Lennon mon fremstået nu, hvis livet også havde været der for ham?

Love is all you need?

20121004-220631.jpg

Hvis jeg i nyere tid har tvivlet på, at Mike Love er en pisseugle, er min tvivl nu væk.

Pitchfork skriver nemlig:

Today, in disappointing classic rocker news: the Beach Boys’ Mike Love has kicked out the band’s remaining original and longtime members, as The New York Times reports. The decision is set to take effect after their current 50th anniversary reunion tour concludes tomorrow at London’s Wembley Arena.
Yes, that includes Brian Wilson. He kicked Brian Wilson out of the Beach Boys.
Love, who legally controls the Beach Boys name, issued a statement saying that Wilson, O.G. Beach Boy Al Jardine, and longtime member David Marks are all out, according to the Times. (Love will continue touring this fall with Bruce Johnson and another backing band.) An online petition against the decision has been launched, “to preserve the validity of the Beach Boys as a whole, and not as a money-saving, stripped-down version.” It has amassed over 4,000 signatures as of now.

Manchester City; en klub i krise

John Bond, tidligere prof-spiller og manager, nok mest kendt for sin tid som ansvarlig for Manchester City i starten af firserne, døde i går. Bringer her en Granada-dokumentar fra netop den periode, da Bond overtager Malcolm Allison’s fritstyrtende Man City-hold – i starten af dokuen ligger de tredjesidst, præcis hvor Liverpool ligger lige nu…! – og får vendt den lyseblå Maine Road-skude mod bedre tider. CITY! A Club in Crisis stiller skarpt på den ærkesimple, rå Tipslørdag-verden, som af så mange forskellige pengerelaterede grunde ikke findes mere på topplan, bortset måske fra gennem Roy Hodgson’s blotte tilstedeværelse. Bond’s rival i filmen’s drama, Malcolm Allison, som man ikke kan lade være med at føle langt mere for, døde i oktober 2010…