Opkaldt efter et fransk fodboldhold, men trioen Saint Etienne var/er indbegrebet af swinging London. Singlen her er lyden af Camden Town, lyden af Soho, februar 1993.

The revenge of the misfits! Fra Sheffield kom Pulp, der i 1993, efter nogle mere eller mindre håbløse/obskure indieudgivelser bag sig, endelig ramte storform og figur på singlen ‘Razzmatazz’ og det opfølgende album His ‘n’ Hers. Forsanger Jarvis Cocker skulle snart blive en central figur på britpop-scenen, specielt efter kæmpehittet ‘Common People’, men det var her, før han blev en så yderst aparte superstjerne, hans kulsorte sarkasme kom bedst til sin ret. Som sådan er ‘Razzmatazz’ klassisk Pulp, med sit bizarre set fra bunden-zoom på lowlife-England. Cocker var fantastisk til, ovenpå Pulp’s musikalske baggrund af lurvede billige synths og catchy popomkvæd, at sætte levende, absolut socialrealistiske billeder på egne nederlag og uforløste længsler fra en ungdomstid i det nordengelske. Pulp blev gendannet sidste år, men desværre har de til nu ikke været at finde her i landet. Roskilde ville ellers være et oplagt triumftog.

The trouble with your brother,
he’s always sleeping with your mother.
And I know that your sister missed her time again this month.
Am I talking too fast or are you just playing dumb?
If you want I can write it down.
It should matter to you,
cos aren’t you the one,
with your razzmatazz and the nights on the town?…

Vi har featuret sangeren fra Denim før i Saturday’s kids. For Lawrence var i 80′erne frontfigur i guitarbandet Felt, der trods bemærkelsesværdig kvalitet var for ekcentriske og/eller obskure til at nå et større publikum. Efter ti albums blev bandet opløst, men Lawrence var snart tilbage med Denim, hans nye meget anderledes band, der kunne nogle helt basale og ret sarkastiske glam-tricks. Denim’s debutalbum – med den for Lawrence så typisk ironiske titel Back in Denim – fangede den musikalske tidsånd i ’92, hvor England var ved at være klar til, hvad siden skulle blive kendt som britpop. En brillant lille ener af en plade, med ufortrøden alvorlig levering af en række altid indædte, indimellem rørende og ofte hysterisk morsomme tirader. Som nu førstesinglen ‘Middle of the Road’, hvori Lawrence med den største selvfølge frakender sig ethvert slægstskab med alt og alle indenfor moderne rytmisk musik. Skulle have været et kæmpehit – jo, bare for sit ukuelige mod – men floppede fælt. Skæbnens ironi at en virkelig stjerne som Lawrence aldrig skulle få lov at se sig blandt de mange blålys på the middle of the road.

I hate The Stones and I hate blues, Eddie Cochran and blue suede shoes,
I hate the King, I hate Chuck Berry, I hate Hooker I hate Leadbelly,
alright!
I hate funk and I hate soul, rhythm and blues and rock ‘n’ roll
I hate riffs and guitar licks, I hate coke and I hate spliffs
alright!
it’s ok!
I hate Otis and Marvin Gaye, early Dylan, Aretha -hey !
Spector’s wall, knock it down, Jerry Lee run him out of town alright!
– it’s ok!-
There ain’t a lot I can do about it though.
I’m force-fed your so called heroes.
Don’t be told who to like.
It’s your choice, it’s your right to choose who to listen to,
it’s your rock ‘n’ roll.
You will find me…
in the middle of the road,
In the middle of the road…

Må lige beklage der ikke har kunnet fremskaffes videoen til denne sang, The Auteurs’ debutsingle fra december 1992. ‘Showgirl’ kom mens Suede’s ‘Metal Mickey’ var ude og ny, og den lød som fra helt samme begsort skinnende familie, bortset fra, at hvor Suede’s Brett Anderson var en beautiful loser, var Auteurs-frontmanden Luke Haines en grim en af slagsen. Der var ingen illusioner om nogen flugt eller bedring i Auteurs’ glam-socialrealistiske musik, så fint fremført specielt på debutalbummet New Wave. The Auteurs blev aldrig store, men var endnu et af mange fremragende bands, der signaliserede musikalsk dagsordensskift lige før britpop blev til britpop. Og for hvad det er værd har ingen engelsk sangskriverpen, hverken før eller siden, vel været fyldt med så ætsende en væske som Luke Haines’. The Auteurs var koncentreret svovlsyre, der kunne synges med på.

…I took a showgirl for my bride
Sprinkled stardust on my wife
Took her bowling, got her high
Got myself a showgirl bride…

En klassisk britisk single fra 1992, der desværre ikke havde kortheden til nogensinde at blive et hit. Og for mange lød sanger Liam Maher måske også for meget som Shaun Ryder til, at han nogensinde var istand til at træde i karakter, som andet end et ekko af de vilde ting der netop var sket oppe i Manchester. Ikke desto mindre fik den næsten 13-minutter lange ‘Weekender’ subkultstatus som nummeret om at leve for weekenden og leve hårdt i den. Flowered Up kom fra Hemel Hempstead, en lille by mellem Watford og Luton, og forsvandt relativt hurtigt og ubemærket igen. Liam Maher døde – helt i tråd med denne sang’s hedonistiske tema – af en overdosis heroin for små tre år siden. ‘Weekender’ består heldigvis og lyder stadig fantastisk på vej ud i byen en fredag/lørdag aften.

I see you everyday, you walk the same way
Weekender
You go to work, Friday is payday
Weekender
Give it up, give your wife up
Weekender

Weekender – weekender
Go out, have a good time
Weekender – weekender
Go out have a good, good – good, good time

What you say weekender, we can work it out
We’ll work it all out
Don’t you hate, hate what you are
I’ll give it up, I’ll give it to you, you
Come on weekender, we’ll go out,
We’ll have a good, the best times

Right weekender, hows about we work it out
Weekender we could have such a good time
Show you, help you, a better way, a better day
A better way
A better life – weekender
Right, weekender we’re going out
You wash, blow dry your hair
New shoes, new suit
Oh, I say you look so super
Weekender you’re looking good

Don’t you hate, don’t you hate what you are
Weekender
Don’t you hate what you are I ask, I ask you
Weekender
Look around, don’t you feel a clown
Weekender, fuck off
Fuck off and die – I’m hating you
I hate you – goodbye
I’m slipping, weekender – weekender
Slipping down – down
Weekender weekender
Go out have a good time – the best time
Go away – away away away – sit back
Let it flow
Just like a little (have a good time)
Have a good time, have a good – good time
No work just party – party!
You got a new skirt, you got a new suit
Saved your life for a two day flirt boy
You pay the price coz Monday sure does hurt
Tell at work your weekend tale
Still need the pleasure of dirty sale
Monday’s back – what can you do?

Been away. Been away. You’ve seen a lot wow, wow
Weekender whatever you do – just make sure what
ya doing makes you happy

© Liam Maher/Flowered Up

Hvis The Stone Roses tog positionen som Madchester-scenens Beatles, med bittersøde melodier, klare Pollock-farver og boyish good looks, var rå Happy Mondays ligeså klart dens Stones. På mange måder fremstod de seks HM-hooligans – inkl. ‘lights on, noone home’-ravedanseren Bez – egentlig mere som en bande end et band. Pills ‘n’ Thrills and Bellyaches (1990) var albummet der nåede ud til masserne på toppen af Madchester-bølgen, men det er forgængeren Bummed (1988) som er mesterpladen. Her findes i bandets grove, kantede, kompakte musik en blomstrende skæv poesi og særegen melodiøsitet, man aldrig siden ramte tilnærmelsesvis så rent. Sikkert fordi succes og drugs – ligesom hos The Stone Roses – spolerede klarsynet og tog Mondays’ fokus bort fra deres musik. Singlen ‘Lazyitis’ fra Bummed blev udsendt i foråret 1989 og var såvidt huskes den sang der først breakede bandet på MTV, samtidig med at Stone Roses slog igennem med ‘She Bangs The Drums’. Promovideoen gør sig bemærket ved at præsentere en kampklar Shaun Ryder med langt mere direkte og klart blik end sidenhen, da festen skulle betales. Det blev den.

Fra Sydlondon’s Camberwell indtager House Of Love for et par år positionen som engelsk rock’s nye håb, i kølvandet på The Smiths’ pludselige opløsning i august 1987. Det er ikke nogen frugtbar tid for britiske bands, men House Of Love får via en række profilerede singler og et markant debutalbum på Creation skabt sig et navn, som alvorligt band med hang til distortede men melodisk klingende guitarer og en decideret indebrændt livsangst, indiekids kan og vil synge med på. ‘Shine On’ hedder debutsinglen dog optimistisk, og den lyser virkelig op blandt tidens utallige middelmådige C-86-bands.

Fra Northampton i Midlands kom Bauhaus, England’s vel første og sikkert eneste udholdelige goth-band. Pete Murphy med de høje ligblege kindben kunne – som talløse andre musikmørkemænd på den tid – sin Bowie udenad, til en grad så hans band fremstod som ren kopi på deres ‘Ziggy Stardust’-coversingle. Bauhaus-albums var forvildende som tværgående affærer, fyldt med dystre tonebygninger, massiv kompromisløs lyd og teatralske virkemidler, ikke mindst i sangforedrag. Men som singleband var der i Bauhaus ofte en helt anderledes strømlinet klarhed over feltet. Fra debuten ‘Bela Lugosi’s Dead’, et bizart men vellykket ægteskab mellem postpunk og dub-reggae, til ovenstående sidste single – ‘She’s In Parties’ fra 1983 – lykkedes man med en uimødekommende men sært catchy popmusik. Ordene dertil var som oftest ren cut-up, totalt Bowie igen, men ikke uden effekt:

Learning lines in the rain
Special effects by Loonatik and Drinks
The graveyard scene
The golden years

She’s in parties
It’s in the can

Freeze frame screen kiss
Hot heads under silent wigs
Fall guys tumble on the cutting room floor
Look-a-likes fall on the cutting room door

She’s in parties
It’s in the can… 

31. oktober 1983. The Smiths’ 2. single – efterfølgeren til ‘Hand In Glove’ – udsendes til udelt begejstring i engelsk radio og musikpresse. Musikken, ordene, melodien, Motown-basgangen, den jodlende eufori, sårbarheden, det næsten afrikansk inspirerede signaturguitartema, og så forsangerens elegant udfordrende homoeroticisme. Popworld UK er aldrig den samme siden…

THIS CHARMING MAN

A punctured bicycle
On a hillside desolate
Will nature make a man of me yet ?

When in this charming car
This charming man

Why pamper life’s complexity
When the leather runs smooth
On the passenger seat

I would go out tonight
But I haven’t got a stitch to wear
This man said “It’s gruesome that someone so handsome should care”

A jumped up pantry boy
Who never knew his place
He said “return the ring”
He knows so much about these things
He knows so much about these things…

© Morrissey/Marr

Spritny swooning Lana Del Rey-sang fra i nat, hvor pop noir-fænomnenet med den mørke stemme igen var tilbage på scenerne og gav den første af tre udsolgte aftener på Los Angeles’ El Rey Theatre. Aftenens korte setliste kan ses under filmklippet…

Blue Jeans
Body Electric
Born To Die
Lolita
Summertime Sadness
Without You
Million Dollar Man
Carmen
Video Games
National Anthem

Bobby, du er så meget på ecstacy! Primal Scream tog hele trippet fra Stone Roses og Happy Mondays langt ned af neo-hippievejen sammen med Andrew Weatherall på det imponerende musikalske kludetæppe Screamadelica (1991). Her favorittracket fra pladen, hvis puls var helt i sync med Madchester-eftertidens kropsbefriede indie-England på dansegulv og uppers.

Et af de største karrieresmadrende fuck-ups i musikhistorien må næsten tilhøre The Stone Roses. I foråret 1989 udkom både ‘She Bangs The Drums’-singlen og debutalbummet, der sendte en reel tsunami af indiekids afsted ud at købe vinyl, bøllehat og flares. En ny single ‘Fools Gold/What The World Is Waiting For’ fulgte samme efterår, hvor også Manchester-bysbørnene fra Happy Mondays var lettet op fra undergrunden. Der var hektisk aktivitet; massehysteri, forsider på Europa’s toneangivende popblade, store koncerter – endda et meget undervældende show midt i København blev der tid til – og derefter……stilhed. Forholdet til Stone Roses’ pladeselskab Silvertone var nemlig brudt sammen, og det retslige opgør forhindrede bandet i at røre på sig i omtrent tre år. Geffen Records skrev herefter kontrakt med Roses, og en efterfølger blev indspillet i Wales under efter sigende forfærdelige forhold, præget af drugs, kæmpeegoer (sanger/guitarist…!), musikalsk ukreativitet og død i bandets omgangskreds. Resultatet Second Coming blev udsendt i december 1994, hele fem og et halvt år efter debuten, til anmeldelser der over en bred kam bød på svær skuffelse. Momentum var gået tabt, Madchester-bølgen havde mistet sin uskyld og The Stone Roses havde undervejs i den alt for lange pause glemt dén gyldne sangskrivning, der tegnede både debuten og ‘Fool’s Gold’-singlen. Svært ikke at ærgre sig dengang som nu og tænke, hvad kunne have været hvis ikke hele fem år var blevet spildt, lige da skarpheden var i zenit og alle cylindre brændte…

‘Paninaro’ fra 1986 var øjeblikket som gjorde Pet Shop Boys til meget mere end en gulity pleasure her. Sangen, der i første omgang kun blev udsendt som single i Italien, optrådte for alle os andre som B-side til ‘Surburbia’ og på den fremragende PSB-mixopsamling Disco. Grunden til den eksklusive italienske udgivelse var utvivlsomt tekstens omdrejningspunkt, en hyldest til Il Paninari, en større gruppe milanesiske rich kids med hang til ekstravagant dyrt mærketøj, synth-pop og hedonistisk livsførsel. Kendere af Pet Shop Boys vil allerede vide, at det på ‘Paninaro’ undtagelsesvis ikke er Neil Tennant men hans makker Chris Lowe der er bag mikrofonen, der givende samme indtryk af cool ubesværethed, som når han i PSB’s samtidige video- og TV-optrædender spiller keyboard. Iøvrigt påfaldende omkring 1986-87, hvor inspirerede Pet Shop Boys og New Order syntes at være af hinandens samtidige plader. Hvilket der kun kom yderligere store ting ud af.

I don’t like country and western.
I don’t like rock music, I don’t like rockabilly or rock and roll particularly.
I don’t like much, really, do I?
But what I do like, I love passionately.

På New Order’s fjerde album Brotherhood (1986) fremstår ‘Bizarre Love Triangle’ som en grumset usleben diamant. Sangen i sig selv fejler intet, men det er først i singleudgavens langt mere strømlinede mix, dens popkvaliteter får lov at sætte trumf på. Bernard Sumner’s ord lyder mest af alt som en cuetekst der har fået lov at leve, men deres troskyldige banalitet fungerer alligevel perfekt sammen med den ligefremme næsten barnligt naive melodi. En combi New Order ofte har benyttet sig af både før og siden. ‘Bizarrre Love Triangle’ gik – i modsætning til så mange andre af bandets singler dengang – aldrig sejrsgang på hitlisterne, hverken i England eller i USA. Helt uforståeligt.

…Every time I see you falling
I get down on my knees and pray
I’m waiting for that final moment
You’ll say the words that I can’t say…

En ny britisk bølge trængte sig på omkring slut-92/start-93. Det stive hvide beat var på vej tilbage efter flere års rock inspireret af dansegulvet. Bands med korte navne dukkede op. Et af de mest bemærkelsesværdige var Suede, en flok fejlernærede misfits. De sang om beskidt sex, billige drugs og utilpassethed. Deres sanger var en androgyn Bowiefan, der brugte meget scenetid på at vrikke med hofter og på det nærmeste stikke sin mikrofon op hvor solen aldrig skinner. Deres første single ‘The Drowners’ blev hypet heftigt. Efterfølgeren ‘Metal Mickey’ nåede både på radio og MTV. Men 3′eren ‘Animal Nitrate’ blev et decideret gennembrud, båret afsted af sit distinkte, pågående guitarrif. Suede’s guitarist kunne nemlig noget helt specielt, både hvad spillestil, lyd og musikhistorisk forståelse angik. Man hørte straks, han måtte være sin generation’s Johnny Marr. Hurtigt fik London-bandet sin egen fankult i England, der fulgte dem rundt i England, fra pakket show til pakket show. Tilhængerne klædte sig, helt som de fire bandmedlemmer, i lurvet second hand-tøj, der udstrålede en wasted og meget britisk glamour. En skønne dag, to-tre år ude i fremtiden, skulle Suede miste sit guitar-es, disse ultradedikerede fans, og derefter blive enorme i et lille land ved navn Danmark.

…Well he said he’d show you his bed
and the delights of his chemical smile
so in your broken home he broke all of your bones
now you’re taking it time after time…

Naturligvis en Merseybeat-ærketypisk sang fra Liverpool netop i dag. ‘There She Goes’ var The La’s anden single og udkom først i november 1988, hvor ingen tog notits af det klassiske rif, af den så perfekte popsang med de ringende guitarer og Beatles-klassiske harmonier. Det var først efter The La’s debutalbum i 1990, da singlen blev genudsendt, at UK-hitlisten åbnede op og tog imod. Men frontmand Lee Mavers brugte ikke sin deraffølgende tid i britisk musikpresse på andet end at tale lyd og produktion på The La’s debutalbum ned under gulvbrædderne. Med hurtigtdalende salgstal og følgende obskuritet som synligt resultat, istedet for den logiske karriere, et så stort talent som hans fortjener. Ifølge Noel Gallagher og flere andre beundrere har Mavers siden skrevet en større bunke sange af samme klasse som dem fra debuten, men til dags dato er der kun kommet det ene album, altså det Mavers bad os alle om at holde sig langt på afstand af, da han selv kun kunne høre det mesterværk der var gået tabt i mixerpulten. Sandheden er at longplayeren The La’s er lidt af en perle, med sine umiskendelige Merseyhooks, genstridige scouserattitude og charmerende ligefremhed. Måske der en dag vil komme en opfølger…

Hvem skulle have troet irsk folkemusik De Gyldne Løver-style blandet med ånden fra Sex Pistols skulle kunne føre til noget godt?!? Uden Shane MacGowan var det heller aldrig gået, men hans sublime sangskrivning og mildest talt uslebne sangforedrag banede vej for The Pogues usandsynlige gennembrud på den engelske rockscene. Og i en række år der midt i firserne, inden et altid tørstigt misbrug ødelagde MacGowan’s lyriske skarphed og sangskriverevner, formåede The Pogues over en række albums at give traditionel irsk musik sin plads i nutiden, det gennem en fortabt romantisk musik, som oftest fuld på udlængsel, drømme, storby og alkohol. ‘Fairytale Of New York’ (1987) er hittet The Pogues om noget bliver husket for, en julesang hvor alle violiner spiller og lidt til, men her ovenfor gælder det London-sangen ‘A Rainy Night In Soho’ fra året før.

I’ve been loving you a long time
Down all the years, down all the days
And I’ve cried for all your troubles
Smiled at your funny little ways
We watched our friends grow up together
And we saw them as they fell
Some of them fell into Heaven
Some of them fell into Hell…

I april 1985 kom The Jesus & The Mary Chain til København for at spille i Saltlageret på Gl Kongevej, hvor Planetariet nu ligger. JAMC var netop da det mest omtalte og hippe navn i England, dels på grund af nogle voldsomme riotkoncerter, men især på pga. af to radikale singleudspil – ‘Upside Down’ og ‘Never Understand’ – der begge gav ordet støj en ny ekstrem og attraktiv pop-betydning. På den baggrund blev aftenen i Saltlageret lidt af et antiklimaks. Vi var mange der nok havde svært ved at se, hvorfor et band gad komme hele vejen fra Glasgow for kun at spille fem (!) korte numre (hvoraf de fire endda var samme ‘Fuck Jesus Fuck’-nummer gentaget igen og igen) og svine sit publikum så grundigt til som tilfældet var. Hvis brødrene Reid, deres bassist og trommeslager Bobby Gillespie havde håbet på en voldelig modreaktion fra den pakkede sal med deres “you fuckin’ Copenhagen wankers!”-ordtstrøm, må de være rejst skuffede hjem. Skuffelse var der til gengæld intet af da JAMC’s Psychocandy blev udsendt godt et halvt år efter. For hvilken feedbackdruknet rocknrolldrøm af et popalbum det var og er! Her åbningstracket, der samtidig var ude som bandet’s 4. single. Ikke-kendere kender nok bedre ‘Just Like Honey’ som nøglesangen i Sofia Coppola’s Lost In Translation…

Fra mørkegrå Birmingham kom Felt med ringende guitarguirlander, antirock-trommer og en særegen melodisk popsensibilitet. Sanger og mastermind Lawrence blev hurtigt – sit åbenlyse musiktalent tiltrods – mest kendt for sin maniske og aparte optræden i interviews, hvor han kunne forsvinde helt ud af en psykisk tangent. Hvilket også afspejledes da denne side så bandet spille live i Ladbroke Grove, London i 1986, hvor bandleaderen brugte meget tid på, både mellem som under de ellers ret harmoniske sange, hårdt og grundigt at sparke sin egen guitarist Maurice Deebank rundt på den scene, han iøvrigt selv forlod utidigt i vrede hele to gange, under det forholdsvis korte men iøvrigt aldeles fremragende set – tal om hysterisk! Bandets rene, lyse guitarspil var et kendetegn, ligeså Lawrence’s snakkesyngende vokal, der vel mest lød som en der forsøgte at synge som Tom Verlaine, når han prøvede at synge som Lou Reed. ‘My Face Is On Fire’ fra september 1982 er bandets 3. single. Der kom en sand strøm af ujævne udgivelser siden. Hvis et par essentielle Felt-longplayers skal anbefales, må det klart være minialbummet The Splendour of Fear (1984) samt Forever Breathes the Lonely Word (1986).

Hvilken smuk tid da hitlistepop kunne komme fra Dundee i Skotland og lyde så vildt ekcentrisk, som ‘Party Fears Two’ formåede det i foråret 1982. Billy Mackenzie og Allan Rankine gjorde sig først som The Associates i Bowie-inspireret modernisme, via især longplayeren The Affecrtionate Punch (1980) samt efterfølgende singler med bizarre navne som ’Tell Me Easter’s On Friday’ og ‘White Car In Germany’, slog så et ufortrødent slag dybt ind i popstjerneland – på albummet Sulk (1982), som denne sang kommer fra – hvorefter Rankine hurtigt forlod duoen. Samarbejde forbi. Short but sweet.