Det celebre københavnske natteliv

922133_10201046471224916_698510467_o

Those were the nights! Ved ikke hvem hende det lidt reserverede smil til venstre er, men de to andre henholdsvis Jens August Schade og Susse Wold. Stedet formodentlig Café Nick eller Skindbuksen.

PÅ CAFÉ

En god sang,
et lille skørt mirakel
udgår fra grammofonen,
mens jeg tier.
Og til alles forbavselse
rykker jeg stolen bort under mig
og bliver siddende i luften.

Foran mig sidder en pige
med grimme tænder
og flygtige øjne
Hun tier.
- Vi to ved,
hvad der foregår indeni hinanden,
og stærke som løver kysses vore sjæle.

Hun stiger op i luften,
og jeg med,
vi finder hinanden
dér over bordene.
Og til drøn og klapsalver
over sangens mirakel
vikler vi os om hinanden
og karusellerer ud af caféen.

© Jens August Schade

Af hensyn til de mange fans

Robbie Rogers – tidligere Leeds United, nu LA Galaxy.

Robbie Rogers – tidligere Leeds United, nu LA Galaxy.

Der bliver skrevet en hel del her på bloggen om fodbold, dvs. det er nu stort set kun om engelsk fodbold – og her kun om Premier League. Engelsk fodbold har mange stolte traditioner, men i hvert fald én af dem kunne vi godt have undværet, nemlig at there are no gay players in the Premier League. Det er præcis som når Mahmoud Ahmadinejad gør opmærksom på at der ikke findes bøsser i Iran. Det er underligt at det begyndende skred, der i disse år sker i opfattelsen af bøsser og lesbiske, sker i USA, hvor bl.a. basketballspilleren Jason Collins nu står frem som bøsse.

Hadley Freeman skriver i The Guardian at

The Observer reported last weekend that “at least eight professional footballers” have revealed that they are gay to teammates, but have refused to do so publicly because of concerns, doubtless justified, about “the fans”. In comparison, American sports and, so far, their fans, too, are looking downright progressive. Robbie Rogers left Leeds United earlier this year, saying that to be publicly gay and play English football was “impossible”, but is now training with LA Galaxy.

Det sidste er især sigende. Man skal dog også bemærke, som Freeman skriver, at de amerikanske sportsfolk, der nu står frem, er i slutningen af deres karriere:

But at the moment, the only male celebrities in Britain and the US who appear to be able to come out and continue their careers have proven to be – surprise, surprise! – entertainers. Because that’s what gay men are like, right? Sparkly and funny, not masculine and strong.

Until that changes, we’re still hacking down the slow path of progress.

Hvor er det dog et godt band!

Et klip fra The Jimmy Kimmel Show på amerikansk tv, hvor tv-holdet spørger unge festivaldeltagere om nogle ikke-eksisterende bands. Entusiasmen er lige så stor som den, “belæste” mennesker ofte udtrykker for bøger, de aldrig har læst.

Jeg må hellere gå til bekendelse og indrømme at jeg kun kender 40 af navnene til årets Roskilde-festival. Men sådan har det vel altid været for mig, og det er vel derfor, jeg stadig kan opdage musik. (Set i forhold til den aldersgruppe, denne blogs forfattere bebor, er det måske i virkeligheden ikke så skidt at kende 40 navne på årets Roskilde-festival?)

Short, sharp, stupid

20130319-233401.jpg

Michelle Shocked er søster til Max Johnston fra Wilco og Uncle Tupelo. Hun lavede Texas Campfire Tapes og Short, Sharp, Shocked for et par årtier siden. De albums kunne jeg faktisk godt lide.

Engang var Michelle Shocked vistnok venstreorienteret (efter USA-målestok i al fald), men nu er hun blevet genfødt kristen.

Til en koncert i San Francisco for nylig ytrede hun dette:

“When they stop Prop 8 and force priests at gunpoint to marry gays, it will be the downfall of civilization, and Jesus will come back,” she said according to USA Today and others. She was referring to the Rapture, the time when many Christians believe Christ will return to separate the faithful from the rest, signifying nothing less than the end of the world. “You can go to Twitter and say, ‘Michelle Shocked said God hates fags.’”

Ak ak ak.

“Oh what a fool I have been…”

Jeg har netop ved et tilfælde opdaget at den amerikanske sanger og sangskriver Jason Molina døde i lørdags. Molina var manden bag alt-country-bandet Magnolia Electric Co. der i 2009 lavede albummet Josephine, som jeg var meget begejstret for. Men han var også alkoholiker, og det var det, der tog livet af ham.

I 2011 skrev hans ven Henry Owings et trist og meget sigende indlæg på sin blog.

About a year ago, it became abundantly aware to me what was going on. Jason is an addict.

It weighed heavy on me. I’d call his bandmates and mutual friends to get to the bottom of “what’s up with Jason.” It appears that his drinking had caught up with him in monumental fashion. Rehab in England. Getting arrested. Drinking. Being flown back to the states by friends in Chicago so they could keep an eye on him.

It was then (about six months ago) that the calls from Jason became…..just…..desperate. Without knowing that he was even in Chicago (he was still using his UK phone), I’d get disjointed calls. He’d sing new songs to me. He’d cry. He’d pass out. He’d laugh. He’d remember some stupid random story about us singing a song together on stage in Virginia. More crying. Dead air. Drifting. And again, this wasn’t the JMo I knew. It bothered me then as it does now.

Det er svært ikke at høre sangen ovenfor som en slags farvel og en slags selverkendelse. Det triste er at kun den, der har misbrugsproblemet, selv kan redde sig. Jason Molinas familie prøvede, og de prøvede vedholdende. Men det lykkedes ikke. (Det hjalp sikkert heller ikke, at Jason Molina som mange andre i USA ikke havde nogen privat sygeforsikring.)

For there are brighter sides to life…

Triste nyheder om at Morrissey nu har aflyst de 24 resterende shows på USA-touren. Følgerne af et lødende mavesår og en tilstødt dobbeltsidet lungebetændelse har effektivt sat en alvorlig stopper for de mange koncerter, der i forvejen var arrangeret som følge af en aflyst tour sidste efterår. Bekymrende med Moz, der netop har udsendt nedenstående statement…

- It takes a lifetime to find the right words, and at the moment, I haven’t got them. I’ve been a colossal pain where this continuously unpredictable illness is concerned, and now the physical limits have been reached. The tour had, in fact, been fantastic for all of us – a new slice of life full of concentrated power. The audiences everywhere have given so much, although I know that neither of us will ever receive our due. I hope this isn’t the end, and I hope there will be other chances, minus the heavy burden of illness. Knots of grief today, but full of resolve for tomorrow.

En engel i tågen

Her er et uomgængeligt og knugende nummer med Angel Haze. Cleaning Out My Closet er og er så alligevel slet, slet ikke er en cover-udgave af Eminems nummer af samme navn. Ligesom Eminem er hun fra Detroit, men her hører ligheden op. En kvindelig rapper, der her bruger musikken til at tale ud om det seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, og om at finde ind til sin seksuelle identitet som biseksuel.

Angel Haze kommer til Roskilde Festival i år. Hende skal jeg se.

En ærlig valgplakat?

2013-01-23 16.41.34

I denne uge er jeg i Rom, hvor der er valgplakater alle vegne. Først troede jeg, at denne valgplakat lovede at Unione di Centro ville forsvare djævelen og hans familie. Det ville i så fald være i fin overensstemmelse med de politiske traditioner hernede.

En italienskkyndig person – dem er der af oplagte grunde mange af her – kunne dog røbe, at dette slogan ikke helt betød netop dét. Til gengæld kalder Berlusconi sit parti for Frihedens folk. Og det er rigtigt nok (at partiet hedder det).

Farvel, HMV?

hmv-rex

Hvis man har været i Storbritannien (eller i USA, for den sags skyld) og har villet købe musik i cd-formatet eller film i dvd-formatet, er der en vis chance for at man har været forbi HMV. Men nu er det måske slut, skriver The Independent. Den 92 år gamle butikskæde bliver sat under administration af Deloitte. 4350 mennesker risikerer at miste deres arbejde. Julehandelen blev ikke det vendepunkt, HMV havde håbet. Skulle HMV blive reddet, skal mindst halvdelen af butikkerne i kæden dreje nøglen om.

Forklaringen på at det er gået sådan er ligetil: Vi køber i stadigt stigende omfang vores musik, film og bøger online – i fysisk form eller som download. Alene i Storbritannien udgjorde salget af downloads over 1 milliard pund sterling i 2012.

Heller ikke jeg kan påstå at jeg ofte sætter mine ben i en fysisk musikforretning længere.

Scott Walkers forældre og venner

scottwalker

Det er trist at indrømme det, men jeg kan stadig ikke begribe den musik, Scott Walker laver i vore dage, og jeg bryder mig faktisk slet ikke om den.  Kate Mossman har lavet en anmeldelse i New Statesman af Walkers nye album Bish Bosch, og hun har det tilsyneladende på samme måde.

It must be tough being Scott Walker. Somewhere down the line the world has decided you’re a genius, based on a handful of hits 45 years ago that were written by other people. You spend your life labouring under what Marianne Faithfull once called the “tyranny of cool”, retreating further into the avant-garde, and every album you put out is met with hope that you might some day return to the “lush Sixties balladry” you were known for. As though there’s a great bank of Bacharach-style classics shored up inside you but you’re just choosing not to let them out.

Walker is a symbol of the arbitrary way that cult status attaches to some people and grows like a creeper, strangling and obscuring its host.

På en måde er situationen vel i perfekt symmetri til hvad man ser i den anden ende af skalaen: håbefulde, velklædte, ofte sympatiske, men stort set tonedøve teenagere stiller op til X-Faktor; de har altid fået at vide af deres forstående forældre og venner, at de sang godt og måske endda havde udstråling. Men det har de ikke, og dommerne fortæller dem med stor overbevisning (og varierende skadefryd) hvordan det er fat.

Er Scott Walker mon i vore dage blevet udstyret med en stor samling forstående “forældre og venner”?