Den franske fotograf Emile Hyperion Dubuisson var for ti år siden i Sibirien, hvor han købte et kamera og tog en masse billeder. Filmene røg i skuffen ved hjemkomsten og han fandt dem først frem igen til fremkaldelse i 2006. Se resultaterne og læs mere på Burn Magazine og på dagbladet Informations fotoblog, hvor billederne er gengivet med ridser, fedtfingre, overeksponering osv. En fascinerende reportage fra et koldt og fjernt sted, som jeg måske aldrig kommer til at se selv.

Ikke nogen overraskelse ovenpå de sidste par uger, men alligevel. Trist at tage afsked med Dalglish, en elsket og beundret person i Liverpool FC. Desværre gik hans fodbold i sort i 2012, efter en ellers lovende genstart på trænergerningen i LFC et år tidligere. Betragtelige investerede beløb og en ny klubkultur som følge deraf, hvor resultater ikke er noget man har tålmodighed til at vente på, gjorde udslaget i fyringen. Brutal kan den synes, men er der reelt noget at indvende mod, at klubejere vurderer og fælder dom over deres ansatte udfra en fælles først anlagt og derefter langtfra opnået sæsonmålsætning? Mange Liverpooltilhængere vil lige nu føle at ingen amerikanske ejere har ret til at behandle en lokal klublegende så ovenfra og nedagtigt. Men samtidig vil de samme tilhængere have været dybt frustrerede over dette forår, der bortset fra den famøse liga-cup slet ikke viste de tegn på fremskridt, som alle længes efter. FSG har ikke kunnet skimte fremtidens lys i at lade Dalglish få endnu en sommer’s penge at gå med, så de har valgt at klubben skal videre uden ham. Et stærkt håb herfra om at folkene fra Boston ikke bare vil erstatte ham, men istedet opgradere betragteligt. Næsten alle folk på ledende poster i LFC’s daglige drift – sportsligt, økonomisk, kommunikationsmæssigt – er hermed blevet sat ud af spil. En rød revolution er på gang.

Hvordan i himlens navn kan The Walkmen undlade at tage så fin en vel nærmest Fables of the Reconstruction-agtig sang med på deres kommende album Heaven…?!?

Som overskriften synger Thåström på sit forrige album. Har det selv helt ligesådan med The Only Band That Matters’ første besøg i København, for 31 år siden i dag. The Clash kom til byen, logerede sig ind på Palace Hotel på Rådhuspladsen, indtog Strøget/Pisserenden om eftermiddagen, og spillede henunder aften et vildt, vildt show i Idrætshuset’s gamle håndboldhal på Gunnar Nu Hansens Plads, Østerbro. For de af jer her der kender til The Clash, ville det være synd ikke at bringe aftenens setliste, tungt besat af både nyklassiske London Calling- og dengang dugfriske Sandinista-tracks. Det var ubeskriveligt godt.

London Calling / Safe European Home / The Leader / Somebody Got Murdered / (White Man) In Hammersmith Palais / The Guns Of Brixton / Lightning Strikes / Complete Control / Corner Soul / Ivan Meets GI Joe / This Is Radio Clash / Charlie Don’t Surf / The Magnificent Seven / Bankrobber / Wrong ‘Em Boyo / Train In Vain / Career Opportunities / Clampdown / Jimmy Jazz / Spanish Bombs / One More Time / Street Parade / Janie Jones / Armagideon Time / Brand New Cadillac / London’s Burning

Stort tillykke til de få men trofaste af jer der lever gennem Manchester City!

Manager Joe Mercer hæver mesterskabspokalen for Manchester City en maj eftermiddag i 1968. Siden er det ikke sket for de lyseblå, men netop i dag er det atter muligt, når QPR kommer på besøg i sidste spillerunde af Premier League 2011-12. Men det kræver en sejr, for ellers kan Manchester United køre forbi oppe i Sunderland. Og Liverpool? De er ude mod Swansea, hvor fuld gevinst måske/måske ikke kan fortrænge Everton fra 7.-pladsen. Det har sgu været en undervældende sæson, og Kenny Dalglish’s pressekonference op til i dag afslørede kun, at han helt åbenlyst ikke aner om han får lov at fortsætte i sit nuværende job. Hvilket vel mest kan tyde på han ikke gør det. Hmm…

Manchester City – Queens Park Rangers, søndag, kl. 16.00, Kanal 6/downthelocal
Swansea City – Liverpool, søndag, kl. 16.00, nowheretobeseen

Et af de største karrieresmadrende fuck-ups i musikhistorien må næsten tilhøre The Stone Roses. I foråret 1989 udkom både ‘She Bangs The Drums’-singlen og debutalbummet, der sendte en reel tsunami af indiekids afsted ud at købe vinyl, bøllehat og flares. En ny single ‘Fools Gold/What The World Is Waiting For’ fulgte samme efterår, hvor også Manchester-bysbørnene fra Happy Mondays var lettet op fra undergrunden. Der var hektisk aktivitet; massehysteri, forsider på Europa’s toneangivende popblade, store koncerter – endda et meget undervældende show midt i København blev der tid til – og derefter……stilhed. Forholdet til Stone Roses’ pladeselskab Silvertone var nemlig brudt sammen, og det retslige opgør forhindrede bandet i at røre på sig i omtrent tre år. Geffen Records skrev herefter kontrakt med Roses, og en efterfølger blev indspillet i Wales under efter sigende forfærdelige forhold, præget af drugs, kæmpeegoer (sanger/guitarist…!), musikalsk ukreativitet og død i bandets omgangskreds. Resultatet Second Coming blev udsendt i december 1994, hele fem og et halvt år efter debuten, til anmeldelser der over en bred kam bød på svær skuffelse. Momentum var gået tabt, Madchester-bølgen havde mistet sin uskyld og The Stone Roses havde undervejs i den alt for lange pause glemt dén gyldne sangskrivning, der tegnede både debuten og ‘Fool’s Gold’-singlen. Svært ikke at ærgre sig dengang som nu og tænke, hvad kunne have været hvis ikke hele fem år var blevet spildt, lige da skarpheden var i zenit og alle cylindre brændte…

Nogle musikere føjer det ene mere fortyndede kapitel efter det andet til deres bagkatalog og holder sig til varianter af et musikalsk udtryk, de har udforsket alle kroge af. Nogle få andre trækker sig tilbage og lader andre observere deres livsværk som et afsluttet hele. Jakob Hellman udsendte det nu legendariske …Och stora havet i 1989, blev derigennem en slags forbillede for store svenske navne som Håkan Hellström og Kent – og lod derefter aldrig høre fra sig igen. Canadiske Mary Margaret O’Hara udsendte det meget roste Miss America i 1988, udsendte Apartment Hunting i 2001 og har ikke ladet høre fra sig siden.

Og så er der Talk Talk. De startede som synth-pop, og nogle kender dem fra deres største hit “It’s My Life” fra 1984. Jeg opdagede dem selv først i 1986, da deres “Life’s What You Make It” fra The Colour of Spring med det tilsyneladende banale pianoriff og den spektakulære video fra en nat i en skov blev et overraskende hit. Synthesizerne var allerede da næsten forsvundet fra lydbilledet, og i stedet var der piano, orgel og guitar. Den lyse, firsertypiske slap-agtige bas var blevet erstattet af en stor, rund og dyb bund. Der var kor og nogle steder lavmælte, næsten jazzede stemninger.

I efteråret 1988 kom Spirit of Eden, et album der om noget fortjener status som klassiker. I år bliver det genudsendt, og bl.a. Jeppe Krogsgaard Christensen fra Berlingske skriver om det i denne uge. På dette album er sangstrukturerne næsten væk, og lyden er helt igennem organisk og analog. Pauserne betyder nu lige så meget for musikken som selve lydbilledet, der trækker tråde tilbage til Miles Davis og Can, men samtidig er helt tidløst. Der er Mark Hollis’ helt særlige vokal. Der er et batteri af gæstemusikere – bl.a. den klassiske violinist Nigel Kennedy, der dengang prøvede at opdyrke et punk-agtigt visuelt image. Der er næppe hørlige passager og voldsomme crescendi. Der er korte, haiku-agtige tekster, hvor den spirituelle vinkel fra The Colour of Spring bliver endnu tydeligere. “I Don’t Believe In You” fra 1986 er i 1988 blevet til “I Believe In You”, uden at der af den grund er tale om religiøs musik.

Set i bakspejlet er hvert eneste skridt i Talk Talks musikalske udvikling en naturlig konsekvens. Vi har at gøre med de samme fire musikere fra og med 2. album, de samme sangskrivere – og endda den samme kunstner bag samtlige albumcovers.

Det er dog samtidig også svært at se, hvordan Talk Talk kunne komme videre fra Spirit of Eden. Efterfølgeren, Laughing Stock, der kom i 1991, var da heller ikke en landvinding på samme måde, snarere en forlængelse af udtrykket fra Spirit of Eden. Den største ændring var måske, at Laughing Stock udkom på Verve, der var Universals jazz-label. Dét i sig selv var også en form for erkendelse.

Bagefter var der stort set kun stilhed. Talk Talk havde søgt og fundet frem til et gennemført introvert musikalsk udtryk; der var ikke meget mere, der skulle siges nu.

Mark Hollis udsendte et soloalbum i 1998, der bare hed Mark Hollis. Musikalsk er vi ikke langt fra Spirit of Eden og Laughing Stock, gæstemusikerne er mange af de samme, men udtrykket er om muligt endnu mere sparsomt. Siden har man ikke hørt fra ham.

Tim Friese-Greene har produceret albums for andre, udsendt albums under navnet Heligoland og gav sidste år sin sidste koncert nogensinde – i Danmark. Ved den lejlighed kunne han fortælle, hvad vi egentlig godt ved, nemlig at Mark Hollis har trukket sig tilbage fra musikkarrieren, fordi han ikke føler, at han har mere på hjerte. Tim Friese-Greene selv lider af tinnitus.

Paul Webb (der forlod Talk Talk inden Laughing Stock) og Lee Harris dannede O’Rang, der også videreførte lyden fra Spirit of Eden og Laughing Stock, og senest hørte man fra Paul Webb i 2002, hvor han sammen med Beth Gibbons fra Portishead udsendte Out of Season.

Fantastisk video, fin sang.

The Independent bragte i søndags en længere samtale med savnede R.E.M.’s Michael Stipe og Perfume Genius-enspænderen Mike Headres. Læs den her.

Noget af en nazioplevelse at gå til koncert i Sydkorea’s hovedstad. Her et skilt fra udenfor den koncertvenue Morrissey spillede forleden. Selv uskyldige tæpper har fundet vej ind på forbudslisten. For ikke at tale om skilte: ‘NO SIGNS OF ANY KIND’. Det sidste her ville sådan klæde de kontrolfanatiske arrangører selv at efterleve.

Et imponerende stilrent stykke arbejde! Den nye kit-sponsor Warrior vender på baggrund af et klassisk enkelt dybrødt design tilbage til det ‘gamle’ klublogo, man aldrig længere turde håbe Liverpool FC skulle se lyset i at bruge igen, istedet for den rodede plamage – med Liver bird i crest, Shankly Gates og flammerne for de 96 – der har været standard i nyere tid. Og så en polokrave oveni! Det her er altså herremode.

Björk meldes – uofficielt! – aflyst på Roskilde. Blandt rygterne om afløsning på plakaten er det hotte Lana Del Rey-navn naturligvis straks dukket op.