Dagsarkiv: 9. april 2012

Praise to the glory of loved ones now gone…

Udgivet den af
1

Producer Martin Hannett var en vigtig person i udformningen af post-punkens udtryk og æstetik. Som husproducer for Factory og specielt tæt tilknyttet Joy Division/New Order, var det især hans rummeligt dybe reverb-vibrerende men kantede lydwastelands der signalerede fremtiden i en årrække omkring sluthalvfjerserne/startfirserne. Hannett kunne gennem sin produktion af et track sætte sit umiskendelige fingeraftryk og tegne billedet af et nedslidt, forarmet England der var ved at falde fra hinanden. På den måde var han langt mere end ‘bare’ en producer, da hans output ofte lød mere af ham end af de bands der var på pladecoveret. På Martin Hannett’s dødsdag i dag – året var 1991, årsagen var stofmisbrug – her en passende hymne som markering, produceret af ham, indspillet af Joy Division som næstsidste track på deres Closer (1980).

PS – Denne compilation kan iøvrigt anbefales, som en snapshothurtig og kronologisk rundtur i Martin Hannett’s world of sound:

01. Boredom – Buzzcocks
02. Cranked Up Really High – Slaughter And The Dogs
03. Jilted John – Jilted John
04. I Don’t Want To Be Nice – John Cooper Clarke
05. Dream Sequence 1 – Pauline Murray And The Invisible Girls
06. 11 O’Clock Tick Tock – U2
07. Transmission – Joy Division
08. Conduct – The Durutti Column
09. Electricity – Orchestral Manoeuvres In The Dark
10. The Light Pours Out Of Me (Second Version) – Magazine
11. In A Lonely Place – New Order
12. Oh Lucinda (Love Becomes A Habit) – The Only Ones
13. Nightshift – The Names
14. The Last White Christmas – Basement Five
15. Pretty In Pink – Psychedelic Furs
16. Friendly Fires – Section 25
17. Rebecca’s Room – Wasted Youth
18. All Tomorrow’s Parties – Nico And The Invisible Girls
19. Quick As Rainbows – Kitchens Of Distinction
20. Wrote For Luck – Happy Mondays
21. She’s A Rainbow – World Of Twist

Grebet om kunsten

Udgivet den af
Svar

Vi forsøger ofte at give en objektiv stillingtagen til noget, hvorom al stillingtagen er subjektiv, nemlig et værks kvaliteter. Hvorfor synes vi om X, men ikke om Y? Her på bloggen er vi enige om meget, men ikke om alt (seneste eksempel er Lana Del Rey).

I en tale ved åbningen af udstillingen ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på Statens Museum for Kunst fokuserer Søren Ulrik Thomsen på dette, det sværeste begreb, nemlig kvalitet. Som jeg læser hans tale, der var at finde i Information i denne weekend, er nøglecitatet:

Da jeg som ung deltog i Poul Borums kursus for digterspirer, blev vi sat til at bedømme hinandens digte ud fra to spørgsmål: Fungerer det? Og er det nødvendigt? Da jeg blev lidt ældre, tror jeg nok, at jeg fandt denne værktøjskasse lidt mager, men i dag giver jeg Borum ret i, at her er de to vigtigste krav til et værk formuleret. Hvad nytter det, at man har alverdens gode grunde til at udtrykke sig, hvis man ikke kan, og hvad er kunstnerisk virtuositet værd, hvis den intet har at sige? Hvad der så skal forstås ved, at et værk fungerer, kan man hurtigt blive uenige om, men om der er noget på færde i værket, om det har været nødvendigt at skabe det, mærker de fleste med det samme.

Det er ikke her, forståelsen af et værk slutter, men det er her, den starter. Hvis jeg skal sætte ord på, hvorfor jeg synes The Beatles’ musik er så fremragende (det er, opdagede jeg bagefter, det ord jeg har brugt mest om deres musik), skal jeg finde sproget frem og beskrive min oplevelse. Da kommer præcisionen, ikke for at analysere værket ihjel eller for at hylde det ihjel (begge fejl bliver begået), men for at kunne formidle oplevelsen.