Ha-ha, hør medkommentator Gary Neville gå i falseteret orgasme, da Torres runder FC Barcelona’s blege undskyldning for en målmand og endegyldigt som uventet sender verdens mest defensivt spillende hold nogensinde – for jo, det har de sgu været i de to kampe mod Barcelona – i en Champions League-finale. Man kan ikke kalde det ufortjent, for det vindende hold har altid ret (!), og over 180 minutter burde/skulle et hold af Barcelona’s renomé/standard have haft en eller anden form for Plan B fra træner Guardiola at diske op med. Ja, selv i gamle Mourinho-dage i Chelsea blev gigantforsvareren Robert Huth (der nu lever i sus og dus i Stoke City) sendt frem akkompagneret af de høje boldes indtogsmarch, når røde alarmlamper blinkede og normal tilgang ikke slog til.
Men Barcelona derimod kan så åbenbart kun spille fodbold på én måde. Og den er flot, imponerende, næsten altid sine modstandere overlegen og fremstår ofte som en cirkusforestilling af blændende artisteri. Men en søvndyssende kedsomhed sniger sig ved nærmere bekendtskab ind i den ubrudte æstetik, fordi måden at spille på er så systemfascistoid som tilfældet er. Spilmønstrene, bevægelserne, driblingerne er jo i sand verdensklasse, men som elsker af en fodboldkamp – og ikke en opvisning – kan man ofte savne et langt mere direkte og enkelt spil, nogle lange forløsende pasninger, eller bare en håndfuld af de alt for sjældne langskud, der mærkværdigvis ikke engang blev tændt op for i aftes, da tiden løb mod knockout mens Chelsea stod 10 mand helt dybt i eget felt.
På den måde er rivalerne fra Real Madrid lige nu et langt mere underholdende, passioneret, fuld-fart-frem-hold, selvom de absolut også har deres sprækker og svagheder, hvad da iøvrigt netop Barcelona til for nylig har været eminente til at udstille. Spændende om Mourinho’s hvidklædte i den anden CL-semi i aften på Bernabeu vil kunne vende den tricky 1-2-sejr, som Bayern München kommer ned for at forsvare. Real Madrid’s spil og kampe er langt mere afvekslende affærer end Barcelona’s, og som sådan vil det være sværere for Heynckes at regne dem ud på forhånd, som De Matteo i aftes havde gjort så effektivt/heldigt med Barcelona.
Hvem der end går videre til finalen i maj i München, skal møde et yderst skades- og karantæneamputeret Chelsea. Vildt iøvrigt i aftes med John Terry’s udvisning i slutningen af 1. halvleg. En ting er at han som anfører begår en så unødvendig dumhed, der vel kunne og burde have kostet Chelsea avancement, havde FCB blot kendt deres besøgstid. Noget andet er han står i pausen, live på britisk fjernsyn, og siger at overfaldet var et hændeligt uheld. At folk kender ham, John Terry, og nok ved, han aldrig ville kunne finde på at gøre det som TV-billederne indrømmet viser i replay. ‘Captain, leader, legend’ kalder de ham på Stamford Bridge. Man ryster på hovedet.
Og så var der Torres, som i sin kamp nummer 62 for Chelsea lykkedes score sit 9. mål i tiden der. Men hvilket forløsende vigtigt et det var, både for ham og Chelsea. De engelske medier flød straks over med, at hans CFC-karriere nu endelig for alvor må være skudt igang. Men sådan bliver det slet ikke nødvendigvis for hårdt prøvede Torres. For hvem der har set kampe med ham for Chelsea de seneste måneder kan blot konstatere, at de ryk, der så ofte tog ham forbi og fra sine modstandere, bare ikke længere er der. Torres er sikkert stadig en skarp afslutter, men uden den ekstra fart og reaktionshastighed som var varemærket da han spillede i rødt, kommer han til langt færre potentielt målgivende situationer. Et faktum der tillige synes at have fucket hans selvtillid op. Interessant til sommer, om det mon ikke er Italien eller Spanien som næste karriereholdeplads? Den gamle flamme Atletico Madrid kan vel hurtigt få brug for ham, når de sælger målsluger Falcao til Liverpool? 
Vi zoomer ud herfra med statistisk tørt at konstatere, at sidstnævnte klub stadig efter i aftes er det eneste engelske hold, som har vundet over FC Barcelona på Camp Nou. Og det to gange endda. 1-0 i UEFA-cup’en i 1976, på mål af John Toschack, og senest 2-1 i 2007, hvor Riise og Bellamy scorede. Sidstnævnte mål var den med golfkøllefejringen. Også da kunne FCB over to kampe mod Liverpool kun imponere på én måde. Som Rafa Benitez havde kigget ud og forberedt sit mandskab på. Kom snart den dag LFC atter kan være med i Champions League!
Real Madrid – Bayern München, onsdag, kl. 20.45, 3+/downthelocal
