En moderne og dog traditionel amerikansk folkevise fra i år med Turnpike Troubadours.
Gin, Smoke Lie,
Svar
Månedsarkiv: august 2012
Ny Love Shop-single mandag
Det er med opsmøjede ærmer, sved på panden og glæde i hjertet, vi kan meddele herfra, at første nummer fra Love Shop’s sessions i studiet mod nyt album til efteråret nu er blevet færdigt. På mandag udsendes ‘Skyggehjerte’ - et Damgaard/Unmack-samarbejde af en sang - som digital single.
Noget så old school som guitarhelte
Dave Gahan lever
Ikke engang en uofficiel dolled-up glamour-video kan ødelægge indtrykket af Depeche Mode-fyrtårn Dave Gahan’s fremtræden som forsanger på både dette nummer som på hele The Light The Dead See, den nye longplayer med det engelske projektband Soulsavers. Hørt herfra er denne overskudsagtigt producerede samling fine sange, med smagfuldt ovenliggende stryger- og korarrangementer, samt himmelstræbende Henrik Hall-style mundharpe, klart bedste showcase for Gahan’s fantastiske stemme siden DM’s egen Songs of Faith and Devotion for 19 år siden. Store ord, absolut – tjek selv Soulsavers-pladen ud!
Idolplakat
I’m not sure what happiness means…
Et klip fra The Smiths’ 3. koncert nogensinde, 4. februar 1983 på Manchester’s The Hacienda, hvor Morrissey & co. spillede support til det nu glemte Factory-band 52′nd Street. ‘Jeane’ optrådte siden som B-side på 7-tommer-udgaven af ‘This Charming Man’, men er mest kendt for den version 60′er-popsangerinden Sandie Shaw udsendte ikke længe efter, med The Smiths som backingband. Musikken lyder skidt på dette klip, og billederne er heller ikke noget at skrive hjem om, men uskyldigheden’s fremdrift og energi i det da så nye band er ikke til at gå glip af.
1948 er her igen
Nogenlunde fra den tidsretning synes musikken på Bob Dylan’s nye single ‘Duquesne Whistle’, forløber for hans nye album Tempest, der slippes 10. september, ialfald at komme. Ikke at sangen er støvet irrelevant af den grund, slet ikke, bare forbløffende old world-gammeldags. Hør selv…
De marxistiske mods fra København
Hvis du har set en høj, stoltudseende fyr i skarpt suit og olivengrøn parkacoat på gaden i København, er der pæn chance for at der har været tale om Lukas Scherfig, forsanger og hovedperson i modbandet The Movement. Efter en tysk solokarriere med afsæt i Berlin, har Scherfig nu gendannet The Movement, der for år tilbage fik international opmærksomhed for to albums i trioen’s melodiske og yderst energiske stil, der uden nogen skam vedkender sig arven fra især Paul Weller og The Jam. I en ikke ulig gruff voice a la Weller’s slynger Scherfig sine formfuldendte popsange afsted på en strøm af kampivrige ord, der synes at vedkende sig den gamle venstrefløj’s store helte som Karl Marx og Rosa Luxembourg. Vildt som sjældent at opleve decideret politisk rockmusik i 2012, men engagementet er ikke til at tage fejl af. Hør selv her på forløberen for The Movement’s 3. album, der udkommer sidst i september…
Hvem venter du på, Lou?
Sang til Vesterhavet
Introducing…Kirstine Stubbe Teglbjærg
Idolplakat
Cohen i Aalborg
Leonard Cohen nåede Aalborg i går, og når man aldrig har oplevet en koncert med ham før, har adskillige af mandens albums og for én gangs skyld kan nøjes med en cykeltur på 10 minutter (og 770 kr., men det skal vi ikke tale mere om her) for at opleve ham live er det klart, hvad der bør gøres. Så det gjorde jeg.
Og jeg ankom sammen med en masse andre midaldrende mennesker kun et kvarter inden Cohen gik på. Alligevel lykkedes det mig at få en god plads ikke langt fra scenen.
Var det så en god koncert? I høj grad. Cohen var i mere end en forstand i fin form trods sine 78 år – han løb endda ind på scenen! Hvis man kun kender Cohens koncerter fra live-albums vil man måske lægge mærke til at der ikke var nogen anekdoter mellem numrene; det var i høj grad musikken der talte. Lyden var noget af det absolut bedste, jeg har hørt. Bandet var usædvanligt tight og virtuost med bl.a. den spanske guitarist Javier Mas og Webb-søstrene der synger, spiller guitar og harpe og endda kan slå flikflak. Ikke mindst skal jeg dog huske at nævne Sharon Robinson, der er meget meget mere end en korsangerinde. Som mange forhåbentlig ved, er en del af Cohens kendte sange fra 1980′erne og frem (f.eks. “Everybody Knows”) faktisk skrevet sammen med hende. Hele Ten New Songs fra 2001 har faktisk Robinson som medforfatter, og hun spiller stort set alle instrumenter på dét album.
Af alle de guldrandede sange havde Cohen sammensat en over tre timer lang sætliste, som jeg nu kan se i det store og hele var den samme som ved koncerten i København. Højdepunkter var, spørger man mig, “Anthem” og “Famous Blue Raincoat”. Her er hele sætlisten (fra vores ven Bent Stenbakkens anmeldelse i Nordjyske)
Dance Me to The End of Love
Going Home
The Future
Bird on A Wire
Everybody Knows
Who By Fire
Banjo
Darkness
Amen
Come Healing
I Can’t Forget
Different Sides
Anthem
—
Tower of Song
Suzanne
The Night Comes On
Heart With No Companion
The Gypsy’s Wife
The Partisan
Democracy
Coming Back to You
Alexandra Leaving
I’m Your Man
Hallelujah
Take This Waltz
—
So Long, Marianne
First We Take Manhattan
Famous Blue Raincoat
Closing Time
I Tried to Leave You
Save The Last Dance for Me.
Nå ja, så var der også lige publikum… Jeg vil foreslå, at man til store koncerter og festivaler opretter et specielt snakkeafsnit en fem-ti kilometer fra scenen.
Neil Armstrong-top-10
01. Man On The Moon – R.E.M.
02. Moon River – Henri Mancini & His Orchstra
03. Starman – David Bowie
04. Cape Canaveral – Conor Oberst
05. Man In The Moon – Grinderman
06. Moonshot – Dean & Britta
07. Rocket Ship – Daniel Johnston
08. The Astronaut – The Names
09. Moon Landing – Sivert Høyem
10. Spaceman – The Killers
R.I.P. Neil Armstrong!
R.I.P. Neil Armstrong!
Farvel, Neil
Den nat de nåede månen var der feber i min krop
fra sygelejet hos min mor kunne jeg næsten nå derop
Gitanes
Drømmemusik fra Manchester
De fleste kender nok kun Vini Reilly for sin guitarspillende hovedrolle på Morrissey’s Viva Hate. Men under navnet The Durutti Column har Vini Reilly siden 1980 udsendt en lind strøm af plader med sin egen drømmende, nænsomme musik, som oftest tegnet af et dirrende og minimalistisk smukt guitarspil, indimellem underlagt Reilly’s i den grad uskolede sangstemme, der synes at have ligeså få klange at byde på, som hans guitar har mange. Begge dele er fornemt repræsenteret på følgende track, fra The Durutti Column’s andet album LC, der blev udsendt på Factory Records i 1981 – enjoy!
Værste hipsteract overhovedet?
LA Weekly har netop lavet en top-20 over værste (= mest irriterende) hipsteracts lige nu. På toppen af en forholdsvis forudsigelig liste ligger hipster-darlingen Bon Iver. Her Paul T. Bradley fra LA Weekly’s begrundelse for hvorfor netop denne artist løber med sejren:
“But the melodies! The harmonies!” You protest. Sorry, but it’s time to admit that Bon Iver is the sonic equivalent of an empty canvas totebag. Worse, the Justin Vernon-fronted act is wholly indicative of our musical fall from grace. What happened to us as a generation that this guy gets to bear our sonic torch? Those who came before us rocked, bumped and grinded. They exuded raw sexuality and riotous anger; sweaty human realism. They hoovered drugs or angrily rejected them, they humped strangers in club bathrooms in adolescent indiscretion; they broke shit, laughed, cried, partied on rooftops or in warehouses, exercised cultural demons and personal failures, made spectacles. We, instead, get a whiny guy who built his own studio in the woods; perfectly exemplifying that narcissistic hipster ethos of “Whatever man, I’m just gonna go over here and be chill, I don’t want to be bothered or have my mellow harshed.” Bon Iver coos the celebratory ballads of hip poseurs who refuse to get their hands dirty, that is, unless that filth is quaint and photogenic.