Alle indlæg af Jens

Dramarama

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Fo.jpg

Hvem skulle have troet dét?! Robbie Fowler kan endnu, scorede hattrick i dag, i sin første start denne sæson for Manchester City. Og Liverpool, de vandt 5-3 i Luton, efter at have været nede til KO-tælling med 1-3 et kvarter inde i 2.halvleg – rocknroll!

Saturday's kids

Saturday’s boys live life with insults,
Drink lots of beer and wait for half time results,
Afternoon tea in the light-a-bite – chat up the girls – they dig it!

Saturday’s girls work in Tesco’s and Woolworths,
Wear cheap perfume ’cause its all they can afford,
Go to discos they drink Babycham – talk to Jan – in bingo accents.

Saturdays kids play one arm bandits,
they never win but that’s not the point is it,
Dip in silver paper when their pints go flat,
How about that – far out!

Their mums and dads smoke Capstan non filters,
Wallpaper lives ’cause they all die of cancer,
What goes on – what goes wrong.

Save up their money for a holiday,
To Selsey Bill or Bracklesham Bay,
Think about the future – when they’ll settle down,
Marry the girl next door – with one on the way.

These are the real creatures that time has forgot,
Not given a thought – its the system –
Hate the system – what’s the system?

Saturdays kids live in council houses,
Wear v-necked shirts and baggy trousers,
Drive Cortinas fur trimmed dash boards,
Stains on the seats – in the back of course!

© Paul Weller

Dommedag nu

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Ap.jpg

Marlon Brando døde sidste år og derfor sender DR 2 i disse uger nogle af hans mest kendte film. Ikke alle er lige interssante, men aftenens feature “Apocalypse Now” er et must. FF Coppola’s Vietnam-film fra 1979 er mere ét langt fabulerende billeddigt, end en egentlig krigsfilm. Brando er selvfølgelig med som historiens omdrejningspunkt, det menneskelige konkursbo Colonel Kurtz, men det er hovedrolleindehaver Martin Sheen, der som Cpt. Willard tager stik hjem, på sin fysiske og mentale jungle-flodrejse ind i mørkets hjerte.

DR 2 – 20.50

First of the gangs to die

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-KH.jpg

Nu lukkes holdene fra Premier League ind og dermed starter årets FA-cup for alvor i England. Turneringen hvor samtlige hold fra de 4 divisioner spiller for hæder, ære, penge selvfølgelig, og så den fjerne drøm, at skulle stå som en af de to deltagere i finalen i Cardiff i maj måned. Blandt mange spørgsmål om hvad der sker nu i weekenden, trænger disse sig på: Kan Chelsea fucke op hjemme mod Huddersfield? Kan Burton gribe sin mikroskopiske chance mod Man United? Kan L’pool huske hvor målet står i Luton? Kan Arsenal’s stille nedtur fortsætte mod Cardiff? Det logiske bud er nej, nej, ja, nej. Men FA-cup’en er ofte god for overraskelser. Vi får se…

TV3+ sender 5 FA-cup-opgør live over weekenden, så der er pæn mulighed for selv at følge med. Læg dertil 2 spanske aftenkampe på Kanal 5, en italiensk Serie A-dyst på TV4, og der er ingen grund til at male vintermørke op.

This is a public service announcement…with guitar

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-WTTW1.jpg

Iskolde vinteraftener er skabt for TV. Genså i nat “Westway to The World”, Don Letts-dokomentaren om The Clash. Har tidligere haft den på VHS, fik den før jul genindkøbt på DVD. Doku’er om rockbands kan være mange ting. Så selv i november den meget roste af slagsen om Ramones, men den gjorde mig kun trist, så åbenlyst i minus stod det menneskelige regnskab dér. “It’s been an ugly life”, slutkommenterede Dee Dee bandets løbebane og interne forhold, kort før sin egen OD-død.

Anderledes med The Clash-filmen, der på smuk vis kommer langt – og oftest positivt – omkring The Only Band That Matters. Fra målrettede punkdage i Ladbroke Grove til ufokuseret rocksuperstardom, hvor Mick Jones forsvinder op i coke-inficeret egomani og slutteligt bliver fyret af de andre, fortælles Clash-legenden i krydsklip mellem oprindelige filmstumper og nye interviews med alle medvirkende. Her stråler specielt Joe Strummer og Paul Simonon, begge forrygende historiefortællere.

Og på trods af The Clash’s rodede endeligt er det den rigtige følelse af det band, der havde alle antenner ude mod omverdenen musikalsk som menneskeligt, man efterlades med. “We did our job and that’s the story, and now we’ re gone”, siger Simonon til sidst uden beklagelse. Og så enkelt synes det. Bandet var stort, måske det største nogensinde, alligevel har man som enkeltpersoner – modsat stakkels Ramones – både nutid, værdighed og format i behold. Selv junk-plagede Topper Headon fortæller sin version straight, uden slinger i valsen.

PS – “Westway to The World”-DVD’en indeholder iøvrigt også 20 minutters-filmen “Clash on Broadway”, om de mytiske 2 uger i maj/juni 1981, da The Clash spillede 16 koncerter i klubben Bonds på Times Square, New York City. Udover de inspirerede liveoptagelser vil det måske her være interessant for denne sides mere fanatiske brugere, at spotte lige præcis hvilket stykke intro-musik The Clash går på scenen til…!

JU i JP

Fredagsudgaven af Jyllands-Posten bringer i en ny kultursektion et anderledes interview med Jens U, hvor der udelukkende snakkes arbejdsmetodik. Det er ikke nær så tørt som det lyder.

Teenage rocknroll!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-VHFR.jpg

GAFFA’s læsere kårer i den spritnye januar-udgave Vejen Hjem Til Rocknroll som 5. bedste danske CD i 2005. Og ikke nok med det – i kategorien “årets danske sanger” tilfalder 3-pladsen Jens U. Vi takker for æren og den positive overraskelse!

Mountains sit in a line, Leonard Bernstein. Leonid Breshnev, Lenny Bruce and Lester Bangs. Birthday party, cheesecake, jelly bean, boom!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-MiSt.jpg

Michael Stipe, den kølige mand med de vilde Elvis-moves, bliver 46 idag. Her er i den anledning en ret ok sangtekst af ham:

Nightswimming deserves a quiet night
The photograph on the dashboard, taken years ago,
Turned around backwards so the windshield shows
Every streetlight reveals the picture in reverse
Still, it’s so much clearer
I forgot my shirt at the water’s edge
The moon is low tonight

Nightswimming deserves a quiet night
I’m not sure all these people understand
It’s not like years ago,
The fear of getting caught,
Of recklessness and water
They cannot see me naked
These things, they go away,
Replaced by everyday

Nightswimming, remembering that night
September’s coming soon
I’m pining for the moon
And what if there were two
Side by side in orbit
Around the fairest sun?
That bright, tight forever drum
Could not describe nightswimming

You, I thought I knew you
You, I cannot judge
You, I thought you knew me,
This one laughing quietly underneath my breath
Nightswimming

The photograph reflects,
Every streetlight a reminder
Nightswimming deserves a quiet night, deserves a quiet night

© Michael Stipe

Første indtryk af Strokes

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-strokes.jpg

Fame, fame, fatal fame! Før Strokes udsendte 2001-debut’en Is This It, var de allerede af den samlede internationale musikpresse blevet hyldet som guitarrockens frelsere. Dén første plade ændrede overordnet set ikke på meget, men var dog i sig selv et nødvendigt, forfriskende åndehul af kort, tungen-lige-i-munden New Yorker-rocknroll, lavet i en tidsmaskine, der gik hele den lange vej tilbage til 1977.

Så at der for Strokes var tale om fremragende revisionisme, mere end om egentlig udvikling af rocknroll, herskede der med det samme ingen tvivl om. Is This It var medrivende lytning, men mest fordi bandet gjorde sin popart-ting så helhjertet og fordi Julian Casablancas attitude som sanger var fremragende udtryksfuld.

Men det er ikke nemt at gå med lyset. Efterfølgeren Room on Fire blev til under store forventningspressede besværligheder. Man prøvede først en tidligere Radiohead-producer, for siden at vende tilbage til Gordin Raphael’s lyd og identiske opskrift fra Is This It. Nu hvor verden havde vænnet sig til hans sound og tilgang, lød Strokes pludselig lidt gammeldags og – hvad værre var – bange for at komme videre i teksten.

Vel var der gode øjeblikke på Room on Fire, og Strokes gav efterfølgende en cool koncert i KB-hallen i København, men deres momentum var alligevel gået tabt. De nye stjerner havde vist menneskelig svaghed, hvilket måske er okay for almindelige dødelige bands, men ikke for verdensfrelsere. Og det var jo nærmest det Strokes var kommet til os som.

I går udkom First Impressions of Earth, Strokes “svære” 3’er, som lægger yderst overbevisende ud med nogle catchy, direkte sange, skåret skarpt og helt ind til benet. Men alt for hurtigt sætter store problemer ind og Strokes slår sig siden som en hest i tøjret henover resten af pladen. At produktionen er blevet mere hi fi-konventionel klæder især ikke pretty-boy-sanger Julian Casablancas, der, stående alene og bar i forgrunden, forgæves prøver at træde vande og få tiden til at gå.

Det er materialets kvalitet der udgør hans største problem. “I’ve got nothing to say” vræler Julian et sted, og ironien er pinagtig svær at få øje på. De sange, der i de 6-7 værste tilfælde vel knappest kan kaldes sange, har en melodisk kluntethed, som ikke engang Nick Valensi og Hammond Jnr’s opfindsomme guitararbejde kan skjule. Man bruger en cello i én sang, et gammelt omkvæd fra Barry Manilow’s “Mandy” i en anden. Ligemeget er det. Strokes, der var indbegrebet af strømlinet lethed, fremstår trætte, rådvilde, tunge.

“The End Has No End” hedder en af de bedste sange fra Room on Fire. En titel der gør ondt, når man lytter til First Impressions of Earth, hvor den endelige afslutning for Strokes som band synes lige om næste hjørne.

Normalt spilder vi her på siden ikke plads og entusiasme på udgivelser der decideret skuffer, men Strokes har tidligere givet så gode oplevelser, at selv deres forfald fortjener en vis opmærksomhed. Og så er åbningsnummeret “You Only Live Once” sammen med “Heart In A Cage” – trods alt – næsten indgangsprisen værd.

Vi holder af Kolding

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-kreuzberg.jpg

Kolding, der lagde strøm til en af de bedste aftener på efterårets Joyride 05-tour, får endnu en koncert. Det sker fredag d. 31. marts, stedet er Pitstop. Forårets Jens U & De Røde Lanterner-køreplan, som vel næsten ligner en slags tour, ser dermed således ud:

30/03/06: Odense, Magasinet
31/03/06: Kolding, Pitstop
01/04/06: Århus, Voxhall
10/05/06: Roskilde, Gimle
11/05/06: København, Store Vega

Godt nytår!

Så meget stod på spil!

I januar sidste år tog Nikolaj Nørlund og jeg nogle udvalgte stortalenter med til Berlin og begyndte der indspilningerne af det, som skulle blive til Vejen Hjem Fra Rocknroll. Jeg var mere end spændt på hvordan det hele skulle gå, for mit gamle band fungerede ikke mere, hvilket betød, at det her ikke stod som noget venstrehåndsprojekt for sjov, men som en alt-eller-intet-satsning for mig.

Nu, knap et år efter, skal jeg kun føle mig heldig. Fordi Nørlund og de unge stjerner løftede opgaven så højt. Fordi musikken viste sig ikke kun at fungere på tegnebræt. Fordi vi løb ind i den modtagelse af presse, radio, jer, som var bedre end nogen havde turdet håbe. Fordi vi siden kom ud at spille de levende koncerter med det rigtige band. Og overordnet set, fordi det viste sig helt rigtigt at satse på noget nyt, sundt og vitalt.

Med alt det i mente vil jeg på ordentlig vis gerne sige tak for 2005, med ønsker om et strålende nytår til jer alle!

XXX Jens U

PS – Hilsner naturligvis også fra Pastoren.

Death To Frank Ziyanak

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-1667.jpg

Vild aften i Viborg her i mandags. Death To Frank Ziyanak spillede en af de sjældne koncerter, som gør alle middelmådige live-oplevelser umagen værd. Trioen fra Silkeborg stillede op omkring midnat foran et helt igennem dødt publikum, men formåede alligevel nemt at spille et set fremragende, selvstændig rocknroll. DTFZ tog i Viborg traditionelle toner og lavede stor, helt personlig musik ud af dem. Måske man blev mindet om Suicide, Stooges, Ronettes, Ramones, Velvet U og andre milepæle undervejs, men det var ligemeget, for fingeraftrykkene, bevægelserne, lyden, øjeblikket tilhørte kun det superseje og selvsikre Silkeborg-band. Tjek lige den strålende debut ud!