Alle indlæg af Jens

Der findes en fransk by i millioner af lys

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-col.jpg

Så er det i aften Arsenals Thierry Henry skal møde sine måske kommende holdkammerater fra FC Barcelona. Det sker på Stade de France i Paris, hvor årets Champions League-finale finder sted. Ifølge sportsjournalister og bookmakere har Barcelona næsten vundet den kamp på forhånd, og pokalen stod sikkert allerede dekoreret i catalanske farver, var det ikke lige fordi Arsenal, ind imellem de mange ikke godkendte præstationer i år, rent faktisk har spillet nogle skræmmende flotte kampe. Kan Henry og de ikke-engelske holdkammerater fra Emirates Stadium lykkes med det niveau, vil en London-klub i aften vinde turneringen for første gang nogensinde. For Barcelona har siden CL-udekampen mod CSKA Chelsea tilbage i februar ikke spilmæssigt brilleret på samme vis som tidligere på sæsonen, og der er på den konto blevet trukket store veksler på unikke Ronaldinho’s kreative evner. Vi siger skam ikke vores smilende ven ser træt ud af den grund, kun at han pt. ikke tryller så ubesværet som for få måneder siden. Og skal Barcelona have den myteomspundne pokal med de store ører med sig hjem i flyet, får Ronaldinho netop brug for både stav, hat og kanin i aften, hvor en åben dyst mellem to fine hold venter. Kan det møde underholdningsmæssigt komme bare i nærheden af sidste års finale i Istanbul, hvor et vist rødt hold fra Liverpool slog AC Berlusconi Milan i en comeback-seks-måls-thriller, bliver det – uanset endeligt udfald – alt andet end kedeligt.

TV3+ i aften kl. 19.00.

Tak det bedste ord

For Vega, torsdag aften. Super tid vi havde sammen. Sjældent så opløftet efter et show som det. Extremt stolt af The Lonely Lovers og deres sublime spil. Samt af den varme, medlevende modtagelse af sangene og det hele. En meget speciel oplevelse, syntes vi alle bagefter. Så tak som fanden! Og jo, Nicolai fejrede tilmed fødselsdag…

Nu fortsætter dage, aftener og nætter i Tower of Song med arbejde på nye sangskitser. Det giver ikke meget tid til iMac, så hvis nogen har noget på hjerte, del det endelig med andre her og vær med til at holde fast – take care, you!

Musik mens verden går itu

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-LWW.jpg

Hvem skulle have troet 2006 ville bringe en samling indædte old school-protestsange fra Neil Young!? Living With War er sådan en plade og kommer med en anden, større og mere vedkommende ild end de seneste mange Young-udgivelser. Der er intet mindre end både vestlig selvopfattelse og samtid på spil her. “Dont need no more lies”, råbesynges der symptomatisk igen og igen, halvt befalende, halvt bønfaldende, på “The Restless Consumer”, en af hjørnestenene på Living With War. Om det så er George W. Bush-administration, krig i Irak, de kreative påfund for at få den retfærdiggjort, New Orleans-svigt, fattige amerikanere, 9/11-USA, er der ikke meget, som går disse massive, sært smukke sange, om en verden i moralsk opløsning, forbi. Nogle vil nok finde det tåkrummende naivt, at udsende noget så firkantet subjektivt. Andre vil høre og opleve en mand, der i meget lang tid ikke har lydt så levende direkte i sin musik som her. Sjældent og livsbekræftende er det ialfald med en etableret rockstar, der tør synge ufiltreret hvad han mener, uden bleg frygt for hverken tabt markedsandel eller offentlig latterliggørelse. Og tænk så lige engang hvad dét indebærer: Rockmusik kan stadigvæk betyde noget. Tak for det og keep on rockin’ in the free world, Neil Young!

LET’S IMPEACH THE PRESIDENT

Let’s impeach the president for lying
And leading our country into war
Abusing all the power that we gave him
And shipping all our money out the door

He’s the man who hired all the criminals
The White House shadows who hide behind closed doors
And bend the facts to fit with their new stories
Of why we have to send our men to war

Let’s impeach the president for spying
On citizens inside their own homes
Breaking every law in the country
By tapping our computers and telephones

What if Al Qaeda blew up the levees
Would New Orleans have been safer that way
Sheltered by our government’s protection
Or was someone just not home that day?

Let’s impeach the president
For hijacking our religion and using it to get elected
Dividing our country into colors
And still leaving black people neglected

Thank god he’s cracking down on steroids
Since he sold his old baseball team
There’s lot of people looking at big trouble
But of course the president is clean

Thank God

© Neil Young

Joyride06 Soundsystem

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-jah2.jpg

Vi er igen blevet spurgt om PA-musikken før koncerterne. I Roskilde og København bestod den af følgende tracklist:

Mikey Dread – African Anthem
Johnny Osbourne – Murderer
Lone Ranger – Automatic
Bob Marley & The Wailers – Crisis
Max Romeo – Chase The Devil
Dennis Alcapone – Power Version
Sugar Minott – Oh Mr DC
Dr. Alimantado – Born For A Purpose/Reason For Living
Ken Boothe – Set Me Free
L Crosdale (with Drum Bago & The Rebel Group) – Set Me Free
Tonettes – I’ll Give It To You
The Heptones – My World Is Empty Without You
The Equals – Police On My Back
The Clash – Revolution Rock
Johnny Osbourne – Jah Promise
Wailing Souls – Row Fisherman Row
The Wailers – Like A Rolling Stone
The Heptones – Mystery Babylon

I aften: København

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-vega2.jpg

Skriften på væggen: I aften skal Jens U & The Lonely Lovers ses, høres og røres på Vega i København. Debutantstjernerne I Got You On Tape er på først. Der er nu meget snart mere end næsten udsolgt, så håber du/I har fået billet!

Grant McLennan 1958-2006

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-grantmcl.jpg

Grant McLennan, australsk lonely lover og superb sangskriver som den ene halvdel af unikke The Go-Betweens, døde lørdag nat i Brisbane, Queensland. Han vil blive savnet.

CATTLE AND CANE

I recall a schoolboy coming home
Through fields of cane
To a house of tin and timber
And in the sky
A rain of falling cinders
From time to time
The waste memory-wastes
I recall a boy in bigger pants
Like everyone
Just waiting for a chance
His father’s watch
He left it in the showers
From time to time
The waste memory-wastes
I recall a bigger brighter world
A world of books
And silent times in thought
And then the railroad
The railroad takes him home
Through fields of cattle
Through fields of cane
From time to time
The waste memory-wastes
The waste memory-wastes
Further, longer, higher, older

© Grant McLennan

Kærlighad

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-StAr.jpg

Sidste uge blev der her talt om såkaldte “guilty pleasures”, altså de underlødige, måske direkte pinlige ting man undtagelsesvis holder af, egentlig helst ikke vil kunne lide, og da slet ikke kan stå ved. Det var da i forbindelse med en diskussion om tyske Sandra, hende med Maria Magdalena-europophittet fra 1984. Synes nu ikke Sandra er så tåkrummende endda, men det gør de fleste andre vist. Well, kom ialfald til at tænke på guilty pleasure-begrebet igen, da jeg i dag åbnede op for Stadium Arcadium, den nye Red Hot Chili Peppers-cd. For er de måske et band man har lyst til at indrømme man bryder sig om?!? Jeg mener….deres lede funknumre, deres junk-romanticisme, deres sportsrock-afklædte MTV-videoer, deres superamerikanske tekster, og så tilmed ham, den creepy, slangetungeviftende bassist! I min verden er Red Hot Chili Peppers langt pinligere at kunne lide end Sandra.

Men hvordan det så end sker, laver RHCP altså desværre/heldigvis helt fantastiske stille sange. Soltørrede, intime ballader der emmer af længsel og indian summer. Spillet og sunget med en naturlig selvsikker ydmyghed. Og bandet producerer tilmed efterhånden også de fremragende rocknumre, med klassiske pophooks og forløsende omkvæd, der vil det hele. “By The Way” fra forrige album var sådan et fænomenalt track, og pladen den kom fra af samme navn, var nok den jeg selv hørte mest den sommer, for snart 4 år siden. Hvilket jeg slet ikke er stolt af at indrømme. Men sådan var det altså. Kan ikke lyve altid om de her ting.

Nu er RHCP så igen ude med en ny samling sange, hele 28 faktisk. Den engelske avis The Independent tildelte i forgårs den Rick Rubin-producerede Stadium Arcadium max-karakter og en medrevet Kim Skotte gav lørdag i Politiken ligeledes 6 ud af 6 hjerter. Hvilket jo lover mere end bare sådan okay godt. Har så ikke selv fået hørt hele pladen endnu, men indtil videre lyder den altså imponerende god. Selvfølgelig, nu det er RHCP, er der de 2-3 obligatoriske funk-workouts, man nemt kan gå ned over. Men ellers kommer materialet med et sjældent melodisk overskud og indfølt levering af specielt superguitarist-fænomenet John og libido-sanger Anthony, ham med den nære stemme uden rumklang. Så ved det ikke endnu, måske det slet ikke går så galt, men Stadium Arcadium kan meget vel blive sommerens soundtrack her – jeg skammer mig allerede!

Ang. Vega

Skal for god ordens skyld nævne, at vores show torsdag aften er flyttet ind i Lille Vega, der som koncertsted vil passe bedre i forhold til størrelsen af antal solgte billetter. Der er pga denne ændring ifølge Vega derfor nu kun “få billetter” tilbage. Så de der vil med på turen væk fra Skyggernes Dal, men endnu ikke har sikret sig adgangstegn, må hellere skynde sig. Vi i Jens U & The Lonely Lovers glæder os mægtigt til denne aften!

TV for Tom Verlaine

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-TVer.jpg

Nu vi er omkring guitarister ud over det sædvanlige, fortjener Songs & Other Things, comeback-pladen med Tom Verlaine også at blive nævnt. Er man lidt skuffet over The Strokes og de andre endnu friske bands, der alt for hurtigt blev trætte, kan man via den her udgivelse blive transporteret til en helt anden slags langtidsholdbar og kølig New Yorker-lyd. Verlaine har for altid skrevet sig ind i rockhistory med stildannende Television, hvis sublime debutalbum Marquee Moon på det kraftigste skal anbefales, og set i lyset heraf byder den nye plade, den første i eget navn i så mange år, stilistisk set ikke på den store kursændring. For Verlaine fremstår med sine så specielt hyperfølsomme guitarlyde, sin Lou Reed-talende sangstemme, sine verdensfjerne og indimellem skitseagtige sangstrukturer præcis så ekcentrisk som han før har gjort. Observerende videnskabsmand det ene øjeblik, tabt romantiker det næste. Modsætninger mødes, skærende musik opstår. Intet nyt under solen, men hvor fint hvad den her stråler ned på.

Top 5 Tom Verlaine-sange:
1. Postcard From Waterloo
2. The Scientist Writes A Letter
3. Stalingrad
4. Words From The Front
5. Kingdom Come

Top 5 Television-sange
1. Torn Curtain
2. Elevation
3. Venus
4. Carried Away
5. Marquee Moon

Built To Spill

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-BTS.jpg

Tror ikke nogensinde indie-kongerne Built To Spill fra Idaho vil komme til at lave et bedre og mere perfekt nummer end nedenstående “Car” fra 1994, der er en drøm af samarbejde mellem melodi, udtryk og tekst. Men mindre kan også gøre det. Efter 5 års pause, der antydede opløsning, farvel, gardiner, er Doug Martschs lille band pludselig tilbage i stor form på nye You In Reverse. Den plade fremviser kendte Built To Spill-kvaliteter som catchy melancholia, lys Figurines-farvet sang og så de ekspressive men temastramme guitarpassager, Doug Martsch er mester i. Læg dertil en produktion, hvis sound for første gang i bandets historie ikke skriger lo-budget-lo-fi og billedet står tegnet. Så måske føromtalte “Car” aldrig skal overgåes af Built To Spill, men i det mindste er der allerede på You In Reverse’s 2. og 3. sang kvalificeret kamp til stregen af en sjælden guitarbåret skønhed. De pågældende tracks – “Traces” og “Liar” – er hver for sig mere end hele indgangsprisen værd.

CAR

You get the car
I’ll get the night off
You’ll get the chance to take the world apart and figure out how it works
Don’t let me know what you find out
I need a car
You need a guide
Who needs a map
If I don’t die or worse I’m gonna need a nap
At best I’ll be asleep when you get back
I wanna see it when you find out what comets, stars, and moons are all about
I wanna see their faces turn to backs of heads and slowly get smaller
I wanna see it now

I want specifics on the general idea
I wanna think what I should know
Want you to do me what to show
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see movies of my dreams
I wanna see it when you get stoned on a cloudy breezy desert afternoon
I wanna see it untame itself and break its owner
I wanna see it now
I wanna see it now

© Doug Martsch

Intet mindre end en tale til nationen

Hey, hallo og mange tak for alle lykønskninger i går. Jeg går ikke så meget op i at fejre fødselsdage, men bliver selvfølgelig glad, hvis nogen ringer, skriver, synger, sender eller noget helt femte, så tak. Det regnede iøvrigt her, så måske en eller anden har været mere ond i det forløbne år end godt er – hmmm…

Fandt selve dagen var bedst tjent med noget som uforpligtede, så istedet for mere arbejde med de nye sange, jeg for tiden er meget sammen med, gik det meste af eftermiddagen med indspilning af en hurtigt fordansket demoversion af “Sönder Boulevard”, en nyklassiker fra Thåströms seneste plade, der udspiller sig i hjertet af Vesterbro, København. Inspirerende at lave covers, når man falder over den rigtige sang.

Ellers var det mest kagespisning (!), samt en aftenkamp på TV ude i byen mellem West Ham og Liverpool, der tog tid. Så sidstnævnte sammen med Johan, der netop er gået ud af Mew, for at begynde et helt nyt liv her i byen. Som jeg selv lærte for ikke lang tid siden, kan det være ekstremt givende at rykke teltpæle op, flytte fokus, smide alle kendte spilleregler ud. Håber også Johan vil opleve det på den måde.

Weekenden er nær, så her en reminder om, at Henrik Hall & Himmelstormerne spiller i Pumpehuset nu lørdag aften. Var selv til premieren i Roskilde i torsdags, og har kun godt at sige om den oplevelse. Så tag da endelig ind og nyd Henrik plus hans overlegne band på LS’s gamle hjemmebane – det bliver stort! Fredag er der dog allerede fremragende grund til at komme ud, da Kira & The Kindred Spirits i anledning af deres nye, fine plade spiller koncert i Vega. De fleste af jer ved nok, hvor højt jeg sætter det band:-D

Well, alt for nu og her. For nylig lovede jeg ikke at skrive flere indlæg lige med det samme, idet jeg netop da blæste til angreb på alle de nye sange, hvis chance for vellykket tilfangetagelse helst vil have fuld opmærksomhed. Desværre var jeg ikke istand til at holde det løfte, men nu prøves der igen. Håber I andre vil skrive på siden som det passer jer og derigennem være med til at holde den levende – take care!

XXX Jens

No way, José!


Det lykkedes:-D Sangriadrikkende Luis Garcia har her netop bragt Liverpool foran 2-0 mod Chelsea, i den semifinalekamp de røde fortjent vandt. Hvilket betyder at Jose Special One Mourinho, Roman Abramovich, Robben, Essien, Drogba og de andre legionærer d. 13. maj kan nøjes med at tænde deres blå russiske fladskærme og der følge den eftertragtede FA-cup-finale. Liverpools trænere og spillere har det ikke så mageligt lagt an, for de er nu nødt til at tage helt til Cardiff og spille med i den…

Hey ho, 30 years ago

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-DaBruddas.jpg

23. april, 1976 udkom debutpladen med Ramones, en af hjørnestenene i min og ikke så få andres musikopdragelse – søndag er det 30 år siden! Selv hørte/købte jeg først Leave Home, den pop-sublime 1977-opfølger, men som manifest, revolution og stilistisk programerklæring er det 1′ eren jeg oftest vender tilbage til.

Ved ikke om nogen af jer andre her var der, men vi var et par stykker der tog turen over fra Viborg til København i sensommeren 1980, den dag Ramones spillede en legendarisk god koncert i Odd Fellow Palæet. Vi kom tidligt om eftermiddagen og blev inviteret med indenfor til soundcheck af en meget sød og imødekommende Joey Ramone, stort for os 16-årige fans! Aftenens show blev indledt med Kliché der spillede Supertanker, og siden kom Da Bruddas så med alt hvad det indebar af strømlinet supersonisk adrenalin-energi. Oplevede dem 4-5 gange siden, men aldrig igen bare halvt SÅ skarpe og velafbalancerede. For os på det tidspunkt var det The Clash og Ramones der var de allerstørste. Det var de to bands vi hørte hver eneste dag.

For nylig viste DR2 en fælt opgivende dokumentar om Ramones. “It’s been an ugly life”, var Dee Dee’s sluttelige opsumering dér af bandets historie. Forstemmende, at et band som dem, der har betydet så meget for så mange, der har inspireret og rykket grænser, måske ikke fik mere ud af Det Store Eventyr end skuffelse og disillusion. Men heldigvis står pladerne da så meget mere centralt og tydeligt end den doku, og de serverer selvsamme Ramones udelukkende med overskud på vital bekræftigelse, tidsløs gavmildhed og stor, stor musik – hør dem!

Og lad os gerne få nogle bud her på Ramones Top 5-lister…