Alle indlæg af Jens

Fables of the deconstruction

bostonrat.gif

Se godt på billedet ovenfor. Det dokumenterer øjensynligt et ungt R.E.M. igang med en lodret nedsmeltning af Boston-rockklubben The Rat. Jeg ville give rigtig meget for at have været tilstede, eller for – i det mindste – at have en iorden optagelse af den store aften det må have været, for både band og tilhængere.

R.E.M. spillede fantastiske koncerter sine første mange år. Ved det fra de utallige bootlegs, hvis ofte elendige lyd ikke kan skjule hverken bandets hypnotiske drive eller Michael Stipe’s da endnu uafkodede karisma. Folkene omkring R.E.M. var selvfølgelig bevidst om det helt specielle live-talent og optog derfor – med henblik på et livealbum før eller siden – allerede bandets shows fra 84-85 og fremefter.

Den liveplade kom aldrig. Studieudgivelser og opsamlinger trængte sig vel på, og VHS/DVD-formatet krævede også sit, hvilket konkret gav sig udslag i Tourfilm (1990), Road Movie (1996) og senest Perfect Square (2004), der alle gennem tidens håndholdte kameras præsenterede et R.E.M.-show as we knew it. Fint nok, ingen af de udgivelser var dårlige, slet ikke, men det syntes dog som kvalitet af både performance og audiokvalitet på samtlige var vægtet lavere end selve billedsiden.

Derfor har der været set frem til R.E.M. Live, den første officielle liveplade nogensinde med det nu snart 28 år gamle orkester. Godtnok kommer den også med en medfølgende DVD-optagelse af samme show – Dublin, februar, 1985 – men det burde ikke være nogen hindring for en oplevelse, tværtimod.

Og alligevel melder skuffelse sig efter en kørsel af hele pakkens indhold. Ikke fordi det visuelle element er lettere ligegyldigt, som det er. Ej heller i logisk ærgelse over en setliste naturligt præget af de desværre inferiøre sange fra Around The Sun, den seneste studieplade. Nix, større skyer dækker for solen.

For R.E.M. har siden trommeslager Bill Berry’s udmeldelse i 1997 kæmpet en svær kamp for at holde niveau med tidligere tiders Mount Everest-høje standard. De 3 studieplader det er blevet til siden BB har alle præsenteret et lettere famlende band, lukket inde i et dyrt fængsel af statiske, overproducerede mid-tempo-numre. Hvert band har sin helt egen kemi, og Bill Berry har åbenbart betydet mere end meget for både R.E.M.’s kreativitet og nerve.

Måske en anden ting der undervejs gik galt var den enorme popularitet man ramte ind i omkring fællessangene ‘Losing My Religion’, ‘Man On The Moon’ og ‘Everybody Hurts’. Retrospektivt har det kostet alverdens charme og slet ikke klædt R.E.M.’s natur, i nogle år at skulle konkurrere med U2 om titlen som Verdens Største Band. Den kamp vandt U2 let, da deres musik jo først og fremmest er skabt til stadionherredømme. R.E.M. har lige siden – minus på glimrende Automatic For The People – virket temmelig groggy.

Det høres på den nye liveplade. Hits spiller, tilhængere råber, band arbejder og Stipe performer, men ligemeget. Der er ikke meget der swinger omkring denne underligt skindøde koncert. Og værre bliver det, når man får de levende billeder med. Tal lige om manglende fællesskab i attitude, den 2-timer-på-arbejdet-feeling, som Peter Buck og Mike Mills udstråler. Ikke befordrende.

Det var helt anderledes før i tiden, som f.eks. på ovennævnte billede fra Boston. Det klædte R.E.M.’s lyd, musik og teamspirit at spille mindre scener, under hårdt fysisk pres af uendelige turneer, små tour-varevogne, delte motelværelser, junk-food, ingen luksus. Som skrevet findes der på hylder hos både I.R.S. og Warner Brothers masser af show-optagelser fra netop de musikalsk topgyldne år. Men de udkommer desværre aldrig så længe R.E.M. endnu findes som band. Dertil udstiller de nutidens frustrerende tomgang for nådesløst.

Så gode var de!

Tid til helte

616npvcoodl_ss400_.jpg

Juletid nærmer sig, ikke noget stærkere tegn på det end den malstrøm af best of-opsamlinger, der lige nu spyttes ud fra den engang så stolte pladeindustri. En af de bedste denne sæson er med The Libertines, dem der splittede i to og blev til Dirty Pretty Things og Babyshambles. Ingen orker mere af Pete Doherty’s kaos af et privatliv i aviser eller på net, og mange er af samme grund steget helt af de indimellem lysende sange han, når han ikke roder sig ud i mere snavs, begår med Babyshambles. Synd, for han er et af de største talenter England længe har kunnet byde på. Det høres selvfølgelig ubesværet på denne nye fremragende introduktion til hans første band. Fornærmende dog, der på dens korte tracklist ikke er blevet fundet plads til Doherty’s brændende Libertines-afskedsbrev af en sang, ‘Music When The Lights Go Out’…

TIME FOR HEROES

Did you see the stylish kids in the riot
We were shovelled up like muck
Set the night on fire
Wombles bleed truncheons and shields
You know I cherish you my love

But there’s a rumour spread nasty disease around town
Caught round the houses with your trousers down
A headrush in the bush
You know I cherish you my love
How I cherish you my love

What can you want now you’ve got it all
She says it’s obscene
Time will strip it away
A year and a day
And Bill Bones
Bill Bones he knows what I mean

Yes it’s eating no it’s chewing me up
It’s not right for young lungs to be coughing up blood
Oh it’s all
It’s all in my hands
And it’s all up the walls

The stale chips are up and the hopes stakes are down
Its these ignorant faces that bring this town down
Yeah I sighed and sunken with pride
You know passed myself down on my knees
Yes I passed myself down on my knees

What can you want now you’ve got it all
She says it’s obscene
Time will strip it away
A year and a day
And Bill Bones
Bill Bones he knows what I mean

There are fewer more distressing sights than that
Of an Englishman in a baseball cap
Yeah we’ll die in the class we were born
That’s a class of our own my love
We’re in a class of our own my love

Did you see the stylish kids in the riot
We were shovelled up like muck
Then set the night on fire
Wombles bleed truncheons and shields
You know I cherish you my love
Oh how I cherish you my love

© Pete Doherty

Dresserede heste

ceasetobegin.jpg

Skriver mest om ovenstående album som undskyldning for at kunne bringe dets indbydende cover, der – minus selve krucifiks-motivet – er som taget fra væggen af et næsten flyvefærdigt teenage-pigeværelse ca. slut-70’erne. Bandet bag pladen er Band Of Horses fra Seattle. Cease To Begin er deres anden longplayer på SubPop og udbygger smart kendetegnene fra debut’en Everything All The Time, hvis lead-off single ‘The Funeral’ dog stadig vil stå som bandet’s ultimative skønheds-peak af harmoni, ringende guitarer og Ben Bridwell’s lyse, glasklare stemme.

Cease To Begin, der lige nu tager flere danske anmeldere med 5-stjernet storm, lyder vel i rockhistorik mest som en appetitlig og indieficeret-lækker tidsopdatering af Boston. Ja, det var dem med 1976-superhittet ‘More Than A Feeling’, Nirvana’s Kurt Cobain senere ‘lånte’ sit kapow-guitarriff til ‘Smells Like Teen Spirit’ fra. Band Of Horses byder på næsten samme soniske panorama af attråværdig tristesse og Ajax-pletfri æstetik som Boston. Ikke skabt med nærkontakt for øje, men til uforpligtende afstandsforelskelse, hvis man ellers kan klare den slags. De bør skulle blive gigantisk store med dette designsikre albums gennemførte feel-good-sadness. Mig, jeg synes mest om coveret. Og så altså mageløse ‘The Funeral’. Nyd lige den sang – Band Of Horses kommer aldrig til at lave en bedre.

Sangen der forsvandt

chromedreamsii.jpg

Det er ikke unormalt bands prøver nye numre af live, som så siden forsvinder sporløst og aldrig høres fra igen. Blandt Neil Young-tilhængere har der lige siden en tour i 1988, med ham og hans daværende orkester, gået feberhede historier om en drøm af en kæmpe men aldrig pladeudsendt Neil Young-sang ved navn ‘Ordinary People’. Således skriver Young-siden www.thrasherswheat.org tilbage i 1995:

Subject: The Extraordinary “Ordinary People”

To begin with, there is nothing ordinary about Neil Young’s
“Ordinary People”. Except maybe for the fact that it is the
greatest unreleased Neil Young song ever and – should “Ordinary
People” ever be released – is destined to become another classic.

IMHO, Young’s song “Ordinary People” is his Guernica –
a masterpiece upon which to frame the debate of where
the song stands relative to his other narrative classics,
such as “Cortez The Killer” or “Thrasher”.

A stunning tour de force, “Ordinary People” was performed
frequently during the Bluenotes 1988 tour, but has yet to re-
surface in subsequent concerts or albums. Those fortunate enough
to have caught the legendary “Ordinary People” performances
during the Bluenotes tour know that the song’s musical intensity
and lyrical sweep rivals few – if any – other released Neil
tunes.

Coming in at a breathtaking 9 verses, the epic “Ordinary People”
makes even the brilliant extended “Crime In the City” seem like a
tossed off short story. Many performances of “Ordinary People”
clocked in at around 15 minutes or longer. While Young has done
extended songs before such as, “Down By The River”, “Like A
Hurricane”, and “Cortez the Killer”, these songs have been mainly
comprised of extended solos and jams.

“Ordinary People” consists primarily of a driven and
passionate Young spitting out his fiercest lyrics ever. In
conjunction with Young’s slide driven guitar work and stellar
backing by the Bluenotes horn section, “Ordinary People” sizzles
as a blues showcase.

In terms of lyricism, only the beauty and poetry of Young’s
magnum opus “Thrasher” can compare with “Ordinary People”. Where
Bob Dylan may have been more ellipitical and Elvis Costello or
Graham Parker may have been more direct, Young’s succinct
distillation of an era reads like a Charles Dickens novel, soars
like a Walt Whitman poem, and breaks the heart like an Otis
Redding blues song.

While a shortened CITC (subtitled Zero to 60) later appeared on
Freedom, only circulating concert tapes reveal the true nature of
the rare and legendary “Ordinary People”. Just as “Stringman”
suddenly reappeared from the vaults during MTV’s Unplugged, we
can only hope that we are as lucky with “Ordinary People”.

In a departure from Young’s traditional source of theme
material – himself – “Ordinary People” encompasses a broad survey
on the state of the union as seen through the eyes of the common
man. “Ordinary People” is Young’s attempt to frame the plight of
the common man against the obstacles and challenges of the U.S.
in the late 80’s.

The song works at multiple levels telling the stories of the
ordinary people – the factory workers, the bartenders, the
teachers. These ordinary people are trying to survive and make a
living against all odds in the face of trickle down Reaganomics.

“Ordinary People” is also the story of those whose aim is to
capitalize on the ordinary people’s failure and inability to
defend themselves. Young denounces the crack dealers who prey on
the inner city children and the fat cats in their Rolls Royce’s
who cruise alongside poverty.

The narrative climax of “Ordinary People” occurs when Young
brings his assortment of characters together for a scene where it
becomes clear there will be no winner. The social commentary is
dead on target and speaks volumes about what Young – and
America – sees all around us. Offering no solution, yet
capturing the moment, it is a premier example of the singer-
songwriter at the peak of his craft.

The release of a live version of “Ordinary People” will surely
put to bed forever any questions about the musical genius of Neil
Young.

Den live-version er aldrig kommet, men – og her kommer det væsentlige – på Neil Young’s nye og meget varierede efterårsplade Chrome Dreams II dukker ‘Oridnary People’ så endelig op i en fuldbyrdet studieudgave, 19 år efter den blev spillet live. Og sangen, der nu strækker sig over mere end 18 minutter, gør vildt nok ikke ovennævnte ord og lovninger fra Thrasherswheat til skamme. Alt hvad der forbindes med klassisk Crazy Horse-era Neil Young er tilstede i et dynamisk og forløsende epos, der virkelig lægger sig op blandt det bedste Young nogensinde har præsteret. Skal ikke kede med flere superlativer, men istedet bruge skærmplads på samtlige 9 vers fra den sang, der nemt helt alene berettiger et køb af Chrome Dreams II.

56-57_continental-markii_hoodornament.jpg

ORDINARY PEOPLE

Two out of work models and a fashion slave try to dance away the Piccolo night.
The bartender poured herself another drink, while two drunks were watchin’ the fight.
The champ went down, then he got up again, then he went out like a light,
Fightin’ for the people.
But his timing wasn’t right, the high rollin’ people.
Takin’ limos in the neon light, Las Vegas people.
Who came to see a Las Vegas fight, fightin’ for the people.

There’s a man in the window with a big cigar, says everything’s for sale.
He had a house and a boat and a railroad car, the owner’s gotta go to jail.
He acquired these things from a life of crime, now he’s selling them to make bail.
He was rippin’ off the people.
Sellin’ guns to the underground, livin’ off the people.
Skimmin’ the top when there was no one around, tryin’ to help the people.
Lose their ass for a piece of ground, a patch o’ ground people.

He was dealing antiques in a hardware store but he sure had a lot to hide.
He had a back room full of the guns of war and a ton of ammunition besides.
Well, he walked with a cane, kept a bolt on the door with five pit bulls inside,
Just a warning to the people.
In case they might try to break in at night, protection from the people.
Selling safety in the darkest night, tryin’ to help the people.
Get the drugs to the street all right, tryin’ to help the people.

Well, it’s hard to say where a man goes wrong, might be here and it might be there.
What starts out weak might get too strong, if you can’t tell foul from fair.
But it’s hard to judge from an angry throng of hands stretched up in the air,
The vigilante people.
Takin’ the law into their own hands, the conscientious people. Hey.
Crackin’ down on the drug lord and his bands, government people. Hey.
Confiscatin’ all the dealer’s land, the patch-of-ground people. Yay, yeah.

And then a new Rolls Royce and a company car they were racin’ down the street.
Each one tryin’ to make it to the gate before employees manned the fleet.
The trucks full of products for the modern home, were set to roll out into the street
Of ordinary people.
Tryin’ to make their way to work, the downtown people.
Some are saints, and some are jerks, (that’s me) everyday people.
Stoppin’ for a drink on their way to work, alcoholic people.
Yay, Yeah, takin’ it one day at a time!

Down on the assembly line, they keep puttin’ the same things out.
The people today, they just ain’t buyin’, nobody can figure it out.
They try like hell to build a quality in, they’re workin’ hard without a doubt,
Ordinary people.
But the dollar’s what it’s all about, Lee Iacocca people.
But the customers are walkin’ out, the nose-to-the-stone people.
Yeah, they look but they just don’t buy, the patch o’ ground people. Hey, hey, hey.

In a dusty town the clock struck high noon, two men stood face to face.
One wore black and one wore white, but of fear there wasn’t a trace.
A hundred and eighty years later two hot rods drag through the very same place,
A half a million people
They moved in to pick up the pace, a factory full of people.
Makin’ parts to go to outer space, a train load of people.
They were leavin’ for another place, out of town people. Yeah, yeah.

Down at the factory, they’re puttin’ new windows in.
The vandals made a mess of things and the homeless just walked right in.
Well, they worked here once and they live here now, but they might work here again,
The ordinary people.
Because they’re livin’ in a dream, hard workin’ people.
Just-don’t-know-what-it-means-to-give-up people.
They’re just like they used to be, patch o’ ground people. Hey, hey.

Out on the railroad track, they’re cleanin’ ol’ number nine.
They’re scrubbin’ the boiler down, she really is lookin’ fine. (a beauty, that number nine)
Times’ll be different soon, they’re gonna bring her back on line,
Ordinary people.
They’re gonna bring the good things back, hard workin’ people.
They put the business back on track, the everyday people.
I got faith in the regular kind, patch o’ ground people. Yeah, yeah.

© Neil Young

When saturday comes

78_george_graham.jpg

Eller dagen efter snarere, for weekendens indiskutable hovedbegivenhed finder først sted søndag kl. 17. sharp på Anfield Road, hvor Liverpool møder Premier League’s suveræne tophold Arsenal. På forhånd var årets mesterskabskamp i England udset til at blive endnu et twohorserace mellem Chelsea og Manchester United, men indtil videre har en anden og mere underholdende virkelighed udspillet sig. Det ikke mindst takket være Arsenal, som har præsteret en forrygende sæsonstart, kulminerende med opvisningsspil og 7-0-sejr i Champions League-dysten mod Slavia Prag i tirsdags.

Uden specielt topscorer Henry, afsted og borte i Barcelona, syntes The Arse på forhånd nede til tælling op til denne sæson, men superskarpe Arsene Wenger har gennem Fabregas, Adebayor, Toure, Walcott og de mange andre unge talenter løftet opgaven med et spil, klubben skal flere Highbury-år tilbage for selv at kunne matche. Og selvom Arsenal måske topper for tidligt og kan formdykke fatalt senere, når knock out-kampene i de store turneringer spiser uopmærksomme storhold til aftensmad, kan man ikke fratage the Young Guns, at det spil de leverer nu er bold som bedst. Taler noget så sjældent som fremadivrigt, blændende kombinationsspil med lynhurtig omskiftning i bevægelse over hele banen. Selv nede i Henry’s Barcelona, hvor de kan deres cirkusfodbold, men så ofte mangler afgørende skarphed, temperament og spilvariation, må de være lidt misundelige.

Mens Arsenal således rejser nordpå med masser af selvtillid, er Liverpool lige nu ude i modgang. Der er stadig en smal chance for avancement i Champions League, men onsdagens nederlag i Istanbul var alligevel kolosalt skuffende. I Premier League er der endnu ingen nederlag på kontoen, og en 4. plads er indtil videre ok, men spillet de seneste 4-5 uger har været hakkende, ujævnt, idéforladt. Om det skyldes Daniel Agger og Xabi Alonso’s fravær skal ikke kunne siges, men lige siden de to røg ud samtidig, midt i september, har der ialfald været stor rådvildhed at spore. Det ikke mindst i det ellers så skridsikre forsvar, hvor Agger’s afløser Sami Hyypia indenfor den seneste uge ganske sigende har brilleret med hele 2 selvmål.

Agger er ligesom venstreback Arbeloa endnu ikke klar søndag, så det bliver atter langsomme Hyypia i midterforsvaret mod Arsenal’s uimodståelige speed. Længere oppe foran meldes det kreative lyspunkt Pennant væk resten af året, mens Fernando Torres til gengæld nok endelig er tilbage fra sin landskampsskade. Godt for det, for et mål eller to bliver vist nødvendigt, blot for uafgjort mod topholdet fra London. Nederlag på søndag vil klart male krise op for Liverpool, som signal for endnu en sæson, hvor man hverken kan eller skal være med helt oppe, der hvor ambitionen brænder. Sejr vil derimod sprede tiltrængt ro, samt nødvendig tro på en frugtbar løsning af de svære opgaver der kommer, ikke mindst det lange come back-træk, som nu kræves i Champions League. Der er derfor rigtig meget på spil for især hjemmeholdet søndag eftermiddag. Som vi vist plejer at sige: Det bliver grimt spændende!

Liverpool – Arsenal, søndag, kl.17.00, down the local!

Vulgaris virtuosis

England’s pt. største koncertact Muse rullede forbi Forum i aftes. Overtegnede har en indrømmet svaghed for den skønne nervøse storhed og lyd som af verdens sammenbrud på specielt to af deres longplayers, Origin Of Symmetry samt senest Black Holes And Revelations. Live er den virtuose vulgaritet, ikke så få andre hader bandet for, om muligt endnu mere i front end på pladerne, og som sådan bliver resultatet næsten udelukkende sturm und drang. Eksalteret popmusik af omvæltning og kaos. Her er hvad blev skudt afsted i går aftes, det naturligvis med hysterisk lydstyrke og tilsvarende armbevægelser:

Take a Bow
Hysteria
Map of the Problematique
Butterflies & Hurricanes
Supermassive Black Hole
Sing for Absolution
New Born
Feeling Good (Nina Simone)
Sunburn
Soldier’s Poem
Invincible
Starlight
Time Is Running Out
Stockholm Syndrome
+ + +
Bliss
Plug in Baby
Knights of Cydonia

Powder your face with sunshine

_44196759_gerrar_getty.jpg

Én ulykke kommer sjældent alene. Først påbegyndte Anders Fogh sin korte og mærkværdigt ubesværede rejse mod endnu 4 års egoisme for Danmark, dernæst var der også menneskeligt underskud i Champions League, hvor Liverpool tabte. Well, i det mindste er der endnu håb for sidstnævnte…

Powder your face with sunshine
Put on a great big smile
Make up your eyes with laughter
Folks will be laughing with you in a little while
Whistle a tune of gladness
Blue never was in style
The future’s brighter when hearts are lighter
So smile smile smile

© Lombardo/Rochinski

Og her er nutiden

070718_forhandsbild_494.jpg

Man skal lære sine fejl at undgå genopstandelse. Sidst Kent fra Eskilstuna udsendte LP, var vi her på siden for hurtigt ude med skuffelse og lugt af nederlag. Blot for måneder senere at tage den rigtige U-vending og erklære Du & Jag Döden en generelt meget tilfredsstillende oplevelse. Man skal ikke altid være hurtig på aftrækkeren.

Så denne gang er anderledes. Hørte Kent’s nye allerførste gang i vores tourbus, den fredag eftermiddag vi kørte til Haderslev. Og på motorvejene gjorde heller ikke Tilbaka Til Samtiden noget godt førstehåndsindtryk. Sangene lød umiddelbart som livslede rundgange, produktionen spids migrænetræt, de nu så mange keyboards mere sen-PSB (kønsløse!) end vintage-DM (kønsmodne!). Skuffelsen lå til højrebenet.

Men det tog væk. Vores tour sluttede og to dage efter var jeg på et af de smukkeste steder i verden. Gemt væk bag endeløse dale og skove i orange, stille og rødt. Og med Kent i bagagen. Brugte tid til at komme ind i de 11 titler som udgør Samtiden. Kent’s sange kommer nuomdage alle med et letbittert drag om munden. På den måde er det skræddersyet musik til efterår og løvfald, som lige nu.

Kunne mærke mens jeg løb og løb, og nogle gange kørte i bil, små veje i den klare luft, de nye sange forme sig til. Hørte ikke længere Klovnepark Mord-synths og stockholmsk livstræthed fra Kent, men kun beruset glæde over egen frihed. Vilje til at kunne gøre hvadsomhelst, modet til at turde. Ord bekymrede ikke. De stod godtnok skrevet på det grimme, ikoniske cover, men jeg var mest i bevægelse, så kunne ikke læse dem. Hørte derfor fragmenter, brudstykker, om tusinde fester, de mange mil til Berlin, TV-aftener i Hagnesta Hill, ‘droger’ og sorg. Joakim Berg kan sin sorg.

Den voksende brillance kom dog med enkelte ridser i lakken. At Kent på ‘Vykort Från Ett Luftslott’ gør et stort nummer ud af et nedslidt Jamiroquai-riff er selvfølgelig en alarmerende sag, men vi skal tage det som en overskudshandling, som en eksalteret legen med ilden, snarere end et kollektivt råb om hjælp fra det orkester, onde tunger har hævdet kreativt paralyseret af egen gigant-succes.

Ligeledes har ‘Våga Vara Rädd’ slet ingen angst for brug af trompeter, hvis lyd og tematik er alt andet end ‘den gode smag’. Langt tættere på melodigrandprix end Herp Albert er de. Men selvom vi her hverken kan med J-quai eller MGP, vil vi til gengæld gerne rejse på musikalsk første klasse med et band, der ikke styres af nogen frygt eller stilistisk forsnævring. Der ligger en frihed i at fornægte cool, og den finder Kent i rigt mål ved, som her, at give fanden i det hele – dét er cool!

Så efter en intensiv og voksende uge med Tilbaka Til Samtiden, er dens tættrafikkerede lyd blevet dette efterår. Må selvfølgelig ikke glemme at pointere, den nye plade virkelig tager Kent omkring noget af det smukkeste musik hørt med dem. Det er vel den vi alle vil derude i verden. Og det er den der findes i lysspor som ‘Ensammast I Sverige’, ‘Columbus’, ‘Vid Din Sida’, ‘Berlin’ og ‘Elefanter’. Ingen smalle steder der.

Glad for Tilbaka Til Samtiden ikke blev bedømt dagen efter Haderslev. Først nu. Kent 07 står som en sjælden god årgang.

Tour forbi, efterår igang, nyt på vej

autumn.jpg

Aftenland Express rullede sent lørdag aften ind i København, endestation for årets anden tour herfra. 1000 tak til jer der er kommet ud de sidste 4 uger og har været med til at give os så positive oplevelser, som tilfældet er. Fra den meget lille klub nu torsdag i Odense, der langt mere var baggearsjob end egentlig koncert, over en nær perfekt aften i Haderslev, til vi spillede sent ovenpå landskampen i Pumpehuset’s tætte rum, havde vi også en fin sidste weekend, af denne, den hidtil mest vellykkede tour fra vores side.

Undervejs fik vi hver aften skyllet en enkelt gin+tonic+is eller tre ned, altid fra præcis 30 minutter før showtime, så skarpheden slår. Denne sidste halve time gerne med høj musik fra medbragt soundsystem. Her de fremragende sange på den playlist, vi har varmet op til backstage, landet rundt, den seneste måned:

Nevertheless – The Brian Jonestown Massacre
Out Of Time – Chris Farlowe
Sidewalking – The Jesus & Mary Chain
Feelin’ – The La’s
I’m Not Like Everybody Else – The Kinks
Roadrunner – Jonathan Richman
Dancing Barefoot – Patti Smith
Wonderful Witches – Thurston Moore
Paper Planes – M.I.A.
Youth Against Fascism – Sonic Youth
Range Life – Pavement
You Keep Me Hanging On – Vanilla Fudge
Delivery – Babyshambles
Blitzkrieg Bop – The Ramones
Give Him A Great Big Kiss – The Shangri-Las
Hit The City – Mark Lanegan feat. PJ Harvey
Have Love Will Travel – The Sonics
Peace Be Unto Thee – Bad Brains

Bliver der så fred herfra, nu touren er forbi? Nix, der er flere nye ting på vej. For det første har Nikolaj Nørlund og jeg sammen lavet scoren til en stor dansk spillefilm, der får biografpremiere landet over om godt 2 uger. Soundtracket, der både indeholder ny instrumental-musik og tidligere udsendte sange, vil kort efter blive udsendt af Auditorium.

Og så har Nørlund, Jesper Lind og jeg sammen indspillet en spontan studieversion af ‘Sønder Boulevard’, Thåstrøm-sangen der var med hver aften på touren, til et snartkommende ‘hjemstavns’-album på Bonnier Amigo. Mere om alt følger her!

Crashed the car and left us here

b000002awr01lzzzzzzz.jpg

Vi anbefaler, evigt ung og netop teenager i dag: The London Suede’s nyklassiker Dog Man Star.

1 “Introducing the Band” – 2:38
2 “We Are the Pigs” – 4:19
3 “Heroine” – 3:22
4 “The Wild Ones” – 4:50
5 “Daddy’s Speeding” – 5:22
6 “The Power” – 4:31
7 “New Generation” – 4:37
8 “This Hollywood Life” – 3:50
9 “The 2 Of Us” – 5:45
10 “Black or Blue” – 3:48
11 “The Asphalt World” – 9:25
12 “Still Life” – 5:23

Kridhvid

whitechalk.jpg

Hvis vi kendte nogen lige nu, der fortjente en helt igennem speciel og opmuntrende gave, ville vi straks købe PJ Harvey’s nye White Chalk. Et mageløst underspillet og stemningsrigt album. Så helt anderledes end nogetsomhelst hun har udgivet før. White Chalk bærer så meget uovervindelig kvalitet og råstyrke, vi slet ikke vil støje med her, at det er PJ’s fødselsdag i dag.

Så ingen flag og kager. Gå istedet straks ind på Liga.dk her, scroll helt ned og se PJ Harvey spille 4 topsange fra White Chalk, all by herself. Der er også et interview.

Byer vi har set

fremadthumbnail.png

Ahoy, endelig tilbage. Hjemme fra venteværelser bag scenerne, fra tour-kilometres travle biler, fra sanges høje lyd.

Har haft en travl sidste uge, der begyndte foran Christiansborg, til den store 2. oktober-demonstration. Det føltes rigtigt at spille til det arrangement, for det står så klart, vi ikke længere kan holde til trekløveret Fogh/Bendtsen/Pia K. in charge. Det handler ikke om det og det parti, ikke om venstrefløj kontra højre, men udelukkende om anstændighed, værdighed, de to eneste vigtige størrelser, der er noget værd i nogens værdikamp. Og her vil hvilkensomhelst bogstavskombination være at foretrække, frem for det nuværende siddende flertals, der allerede har gjort så stor skade.

Torsdag bød på Esbjerg i gavmildt regnvejr og et helt iorden set på Tobakken. Slet ikke verdens største eller mest larmende crowd, men syntes dog åbenbart, de tilstedeværende var gladere da de gik end da de kom, ethvert bands succeskriterie. Kørte hjem under nat i endnu mere regn, med henholdsvis The Cure’s Triology og Sly & The Family Stone knaldhøjt på bussens DVD.

Fredag med anderledes høj blå himmel, på en kort tur op til Helsingør. Og uden falsk ubeskedenhed, endnu et ret optimalt show. Det jeg drømte om, da Love Shop gik til pause, når vi nu i dette band, to år efter den forsigtige og søgende live-start. Der er kommet en skarphed og autoritet over musikken, som på denne tour virkelig er vokset i format. Vi har aldrig været halvt så gode før.

Så sydpå til Vordingborg, til STARS, et fint og stort spillested, hvor vi med Love Shop ved to forrige lejligheder har været nede til tælling. Havde selv høj feber sidst vi var der, foran en skibsladning døddrukne litauiske flådematroser. Fik lørdag en anderledes fokuseret skare, der svajede og dansede, drak og lyttede. Vi kørte hjem i højt humør ovenpå oplevelsen, nu med The Bad Seeds’ Abattoir Tour på bilbiografen; ‘…I’m MISTER Stagger Lee!!!’ Cave er en vild karakter.

Nu venter sidste weekend i denne omgang, med start på torsdag, hvor vi endelig spiller i Odense. Mange af jer derfra har klaget over, hvorfor vi rammer lige det sted vi gør, nu vi endelig kommer. Well, det er simpelt; hvis vi ikke spillede dér, var der slet ingen mulighed for overhovedet at kunne besøge Fyn. Så kom ud og få en aften med os! Når først sangene løfter, skal det hele nok blive større end omgivelsernes rammer, I promise. Aftenen efter lander vi på Månen i Haderslev og lørdag har vi så klar hjemmebanefordel i Pumpehuset, København, dog med ændret starttidspunkt – nu kl. 22.30! – pga. dén fodboldlandskamp mod Spanien. Vi glæder os så hurtigt vi kan til det hele – so bring it on, brothers & sisters!

Da Boss

I mandags udkom, hvad vi her synes er Springsteen’s nok mest vellykkede plade siden Nebraska. Magic, som den hedder er godtnok et værk af emmende nostalgi og bærer lyden af en svunden tid – omkring 1979 or so – men rider samtidig en sangkvalitet og nerve, der for det meste hæver tingene langt op over det kun tilbageskuende. I nat begyndte Springsteen og E Street Band den tour, der om 2 måneder og 5 dage runder Forum i København. Her er settet fra første aften på The Magic Tour:

2007-10-02, Civic Center, Hartford, CT:
Radio Nowhere
The Ties that Bind
Lonesome Day
Gypsy Biker
Magic
Reason to Believe
Night
She’s the One
Livin’ in the Future
The Promised Land
Town Called Heartbreak
Darkness on the Edge of Town
Darlington County
Devil’s Arcade
The Rising
Last to Die
Long Walk Home
Badlands
Girls in Their Summer Clothes
Thundercrack
Born to Run
Waitin’ on a Sunny Day
American Land

Christiansborg i går

joemortensen.jpg
© Joe Mortensen

For 10 måneder siden spillede vi 5 sange i – og for – Ungdomshuset på Jagtvej. I går havde vi en lignende kort optræden. Denne gang foran Christiansborg, til demonstrationen for et bedre DK. Vi kunne ikke selv se det, for alle faner og bannere op mod scenen, men politiet, hvis forbund selv deltog i demoen, anslår der var omkring 50.000 mennesker på slotspladsen. Arrangørerne siger 90,000, så et tal omkring 70.000 er vel ikke helt galt. Så mange har vi aldrig spillet for før. Tak til jer som var der og tog imod følgende:

Happy Ending
Sønder Boulevard
Der Kommer En Morgen
Satans Yngel
København I Dine Øjne

PS – På luftfotoet ovenfor er scenen under den hvide teltdugs-firkant, umiddelbart bag menneskehavet og lige foran indgangen til Statsministeriet…