Alle indlæg af Jens

Nomineret til 5 Steppeulve

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-VHFR.jpg

Vejen Hjem Fra Rocknroll er i dag blevet nomineret i 5 kategorier til årets Steppeulv, Foreningen af Danske Musikkritikere’s prestigefyldte prisuddeling. Kategorierne vi deltager i er:

– Årets album
– Årets tekstforfatter
– Årets komponist
– Årets producer (Nikolaj Nørlund for Olesen-Olesen/ Jens Unmack/ Andersens Drømme)
– Årets musiker (Rune Kjeldsen for Kira & The Kindred Spirits, Jens Unmack m.fl.)

Prisuddelingen finder sted lørdag d. 28 januar 2006 kl. 20 i Store VEGA, København. Foreningen af Danske Musikkritikere består af musikanmeldere fra dagbladene Berlingske Tidende, BT, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Politiken, Urban og Århus Stiftstidende.

Årets bedste i Berlingske Tidende

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-VHFR.jpg

Det er med stor og ydmyg stolthed vi erfarer, at Vejen Hjem Fra Rocknroll er blevet kåret til årets bedste danske plade i Berlingske Tidende. Her er avisens fine ord:

“Den tidligere Love Shop-frontfigur debuterer her i eget navn med en samling popsange så tekstligt begavede og melodisk tidsløse, at de slet og ret udgør årets bedste danske plade. Uden tvivl.”

Årets bedste plader ifølge os

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-totp.jpg

En fast feature de seneste år ovre på www.loveshop.dk har været den årlige december-kåring af det seneste års bedste plader. Den tradition vil vi gerne fortsætte her på den nye side, så en længere snak mellem Pastoren og Jens U. om årets træffere vil kunne læses her fra et par dage før jul.

Men vi er ikke de eneste om budet. Svensk TV’s glimrende Musikbyrån har netop givet deres version af årets bedste, hvor M.I.A, Antony & The Johnsons og Josh Rouse indtager de 3 øverste pladser. Q Magazine er også på banen med Coldplay som # 1 efterfulgt af Gorillaz og Kaiser Chiefs.

Så meget kan afsløres, at ingen af disse 6 navne er at finde på hverken Pastoren eller Jens U’s top-10 for 2005. Men inden de lister meget snart kan læses her, lad os da gerne høre jeres bud på hvem der har leveret varerne i år…

CL-lodtrækning


De kulørte plastikkugler – røde og grønne – har forladt guldfiskebowlerne de lå i. Alvorlige mænd i jakkesæt har efterfølgende skilt dem ad og indeni fundet små lapper papir. På hver af disse står navnet på en af de pt. 16 bedste fodboldklubber i Europa, som nu er blevet sat op parvis på en stor tavle. Resultatet af lodtrækningen til denne sæsons Champions League-ottendedelsfinaler blev som følger:

Chelsea – Barcelona
Real Madrid – Arsenal
Werder Bremen – Juventus
Bayern München – AC Milan
PSV Eindhoven – Olympique Lyon
Ajax – Inter
Benfica – Liverpool
Glasgow Strangers – Villareal

London Calling

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-LC.jpg

I mandags fejrede vi her på siden The Clash’s 3-dobbelte “Sandinista!”, der da rundede 25 år. Og det forpligter, for d. 14. december 1979, kun 363 døgn inden, udsendte selvsamme The Clash det dobbeltalbum, der indskriver sig blandt de allerstørste udgivelser indenfor rocknroll. I musikmagasinet Rolling Stone’s bog over de 500 bedste rockplader nogensinde ligger “London Calling” på en 8. plads, hvilket selvfølgelig er imponerende, men nok alligevel 6-7 pladser for lavt.

For “London Calling” har det hele og lidt til. Aldrig før eller siden har noget band vel lige åbensindet sat vekselstrøm til sine i dette tilfælde utallige musikalske inspirationskilder og transformeret dem til et så udfordrende og helt igennem personligt resultat. “London Calling” fremstod da den udkom nærmest som en slags omfattende dannelsesrejse i subkulturelle musikgenrer. Og selvom Joe Strummer & co. her agerede menneskelig jukebox i forskellige stilarter, fremstod de utallige genrehop ikke skizofrent forvirrende, men snarere som en logisk afspejling af The Clash’s helstøbte føling med moderne multikulturel tidsånd og forståelse for tradition i bevægelse.

Men fuck de mange ord, for “London Calling” siger det hele meget bedre selv, uden unødig intellektualisering og formidlingsstøv. En plade må være gjort af noget helt, helt specielt, når den ubesværet, med nu hele 26 år på sit dynamiske Elvis-hyldest af et cover, formår at lyde mere frisk, skarp, levende og relevant end 99% af alle udgivelser i dag – det gør The Clash’s “London Calling”.

We were the mods

Færdselsbetjent please, få alle de scootere ud af den her hjemmeside!

Men stop….nu mens vi alligevel er kørende i britisk 60’er-cool, så er her 10 klassiske mod-anthems, værd at tjekke ud og nyde en hvilkensomhelst fredag/lørdag aften:

Chris Farlowe – Out Of Time
The Contours – Just A Little Misunderstanding
The Marvelettes – I’ll Keep Holding On
The Who – Substitute
The Small Faces – Sha-la-la-la-lee
Desmond Dekker & The Aces – Israelites
The Zombies – She’s Not There
Dobie Gray – The In Crowd
Junior Walker & The All Stars – Roadrunner
Georgie Fame & The Blue Flames – Yeh Yeh

Tom Verlaine


Han kom til Danmark i år sammen med Patti Smith og hendes band, mens der endnu var de der varme sensommernætter. Vi kørte i bil ud til Amager den aften, mens mørke faldt over by og land, for at opleve dem. En så intens koncert med Patti Smith’s tunge fortid i centrum. Tom Verlaine gemte sig i et hjørne af scenen, bag skygge og sin febrilsk klagende guitarlyd. Tom Verlaine spillede engang den samme helt specielle guitar i bandet Television. Deres debutplade Marquee Moon rakte tårnhøjt ud efter himlen. Tom Verlaine lød ikke som nogen anden, så strålende af åndeløs tilstedeværelse og sikker elektrisk nerve han skred. Tom Verlaine var en sky person, hans sangstemme gav ham væk, allerede dengang. I dag bliver han 56 år gammel. Ikke længere nogen ung New York-håbefuld artrocker sammen med Richard Hell. Ikke længere udgiver af tidsløse plader, man kan rejse med på. Tom Verlaine, fører af en nu tilbagetrukket tilværelse. Tom Verlaine, skjult under hvid bøllehat. Tom Verlaine, på the quiet life. Tom Verlaine, som glemt i dag.

Nazi-Paolo, fuck off!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Paolo.jpg

Så har Paolo Di Canio fra Lazio gjort det igen. Ligesom på billedet her – taget tidligere i år under lokalopgøret mod Roma – saluterede han igår Lazio’s egne tilhængere med den facistiske hilsen, da klubben tabte ude mod Livorno. Sidstnævnte er kendt for en stærk politisk fan-tilknytning til det yderste venstre, Lazio det stik modsatte, så en tilfældighed har det noget specielle kropssprog næppe været. Slet ikke taget i betragtning af at spilleren før har udtrykt beundring for Il Duce Mussolini, Hitler’s italienske partner in crime. Sidst fik Di Canio en let overkommelig bøde på 70.000 € for sin gestus. Spændende at se, om straffen denne gang bliver mindre gennemsigtig – kun permanent udelukkelse kan vel egentlig klæde fodboldspillet.

Sandinista!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-sandinista.jpg

Ved ikke om det er rigtigt, men når jeg hører den, huskes det som om den vinter må have været bitterlig frostkold i Viborg og omegn. For 25 år siden i dag udkom “Sandinsta!”, The Clash’s spraglede 3-dobbelte LP, en kaotisk men ofte fantastisk rodebutik af en plade. Mange mener man kunne have haft en fremragende og fokuseret enkelt-LP, var en 24-26 af de ialt 36 (!) sange blevet skåret fra, men sådan skulle det altså ikke være ifølge The Clash. Som klassisk enkelt-album kunne “Sandinista!” ellers måske have haft følgende prægtige indhold:

1. Police On My Back
2. One More Time
3. Something About England
4. The Equaliser
5. Up In Heaven (Not Only Here)
6. The Street Parade
7. The Sound Of The Sinners
8. Rebel Waltz
9. The Call Up
10. Somebody Got Murdered
11. Broadway
12. The Magnificent Seven

#2

Tak for det og god tur med Stevie G & co. til Japan, Fernando!

Men nix, det hele skal ikke kun handle om samme røde klub igen og igen, så her et link til lidt god læsning om en anden:

http://football.guardian.co.uk/comment/story/0,9753,1664733,00.html