Alle indlæg af Jens

Hvem har brug for punk rock?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-TT.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-load_image.jpg

Hér, det har jeg ialfald. Men ikke konservativ punk som Offspring, der ligner og lyder som nogens forstemte farbrødre klædt ud som Muppet Show-Sex Pistols. Ej heller retro punk som Green Day, med fuck dit og fuck dat og fuck you very much hele vejen hen til US$-banken. Nix, det er kun stort når et band spiller med fire-spirit og overbevisning, uden at skæve til hvordan punk SKAL lyde, SKAL se ud, og uden at give en kæft for hvad MTV-stationernes playlistpræsidenter vil synes. Det klæder ikke punk at tænke forretning.

Netop nu, hvor så meget i det såkaldte offentlige rum er mere glat og ensrettet end nogensinde, hvor kloden lever i bedste krig, fornægtelse og undertrykkelse, og hvor min egen business – underholdningsindustrien – er så pisse behagesyg og berøringsangst, er det inspirerende, når bare nogle få indenfor den indimellem siger det rigtige HERTIL, STOP! og dermed går på tværs af mainstreams uskrevne regler for accept og samarbejde. Som nu Neil Young gjorde tidligere på året, da han udsendte sit anti-Irakkrigsalbum Living With War. Det album var ikke velset i USA, for Young udstillede på det den dobbeltmoralske, glansbillede-rosenrøde selvopfattelse, man som nation ejer derovre. Her hos os selv i DK kunne det sikkert også være mest harmonisk hvis vi alle flettede tæer med Rasmus Nøhr og hans slags, men nej for satan, alt det pis er hult, har intet hold i andet end åndelig fattigdom og resignation. Vi har brug for proteiner, ikke sjæleforladt junkfood igen og igen og igen. Den underholdning, der ikke på den ene eller anden måde tør sætte holdning på spil, er i bedste fald intetsigende ligegyldig.

Her kommer amerikanske The Thermals ind i billedet. Den amerikanske trio udsendte i mandags sit 3. album The Body, The Blood, The Machine, en uhyre fængende samling sange, i langt større musikalsk gæld til Pixies end Ramones, der forestiller sig hjemlandet USA styret af kristne fascister, og fokuserer på behovet samt mulighederne for at undslippe netop det mareridt – den problematik er vel iøvrigt ikke så fjern fra the real world, er den? Omkring The Thermals står der meget rammende i en nypostet amerikansk web-anmeldelse, at deres musik lyder præcis som punk rock bør i 2006; intelligent, kompromisløs og virkelig, virkelig pissed. Anger is an energy, vrængede PIL’s John Lydon for mange år siden, på en måde så man ikke kunne betvivle rigtigheden af det udsagn. Og vrede er der masser af her, på et kort, hurtigt album med fræsende guitarer og skarp, direkte sang. Jeg gør mig ingen illusioner; The Body, The Blood, The Machine ændrer selvfølgelig ikke nogetsomhelst. Men den udgør et tiltrængt frirum, en oase midt i vores mismods ørken.

“God reached his hand / down from the sky / he flooded the land / then he set it afire. / He said, “Fear me again, / know I’m your father. / Remember that no one / can breathe underwater.””

FC Copenhagen dreaming

Tillykke til FC København med sejren over Ajax og den forjættede kvalifikation til Champions League – det var sgu’ imponerende! Få bitre stemmer af anden klubobservans har allerede ytret, at FCK i går udelukkende var heldige, men sådan er det vel desværre bare. Husker selv, hvordan man som menig repræsentant for Liverpool, for 15 måneder siden nærmest skulle undskylde over for visse indebrændte personer, at klubben gennem sejre over – hold fast – AS Monaco, Deportivo La Coruna, Olympiakos, Beyer Leverkusen, Juventus, Chelsea og AC Milan havde været så “heldig” at vinde Champions League – tænk engang! Og selv jer der kæmper med AGF, er sikkert også blevet skudt i Hummel-skoene, hvor tilsmilede I var med at klare 2-2-uafgjort i Thisted i søndags, på et udlignende mål til allerallersidst…?

Well, hos FCK-folkene ser man nu frem til den spændende CL-gruppelodtrækning kl 18 i Monaco i dag (som Viasat1 vistnok sender direkte). De 32 deltagende hold i årets turnering er delt op i 4 seedningslag, der skal trækkes ud til 8 grupper. Hvis vi leger med tanken om, hvordan FCK skal have størst chance for at gå videre til 1/8-finalerne efter nytår, synes en gruppe med Real Madrid, Lille og AEK nok “mest” overkommelig. Hvorimod en tilsvarende med Barcelona, Lyon og Benfica ligner den sværest tænkelige. Og så er der jo iøvrigt den mulighed, at FC København trækker……Liverpool, ren ønsketænkning herfra. Her er puljerne der trækkes fra:

Seedningsniveau 1:
AC Milan
Barcelona
Real Madrid
Internazionale
Liverpool
Arsenal
Manchester United
Valencia

Seedningsniveau 2:
Olympique Lyon
Porto
PSV Eindhoven
Bayern München
Chelsea
Roma
Celtic
Lille

Seedningsniveau 3:
Sporting Lisabon
Benfica
Bordeaux
Steaua Bucharest
Werder Bremen
Olympiakos
CSKA Moskva
AEK Athen

Seedningsniveau 4:
Anderlecht
Dynamo Kiev
Levski Sofia
Shakhtar Donetsk
Galatasaray
Hamburg SV
Spartak Moskva
FC København

Drengene fra Düsseldorf

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-daf_nme_car.jpg

Fik lige sendt dette ret hysteriske men perfekte klip med Düsseldorf-bandet Deutsch Amerikanische Freundschaft, som beviser at 80’erne er bedre end sit ry, at små kan sætte pris på andet end børnesange, at tyske dansetrin har sturm und drang, samt at Rammstein vel skylder DAF 1 Euro eller 3 i inspirationsafgift. Og gad så iøvrigt vide hvem sluttekstens Benno Von Der Endloesung er?

http://www.youtube.com/watch?v=XwAJXV070OY

Moderne tider

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-MT_01.jpg

Forleden talte vi om, hvordan Noir Desir kunne udsende en longplayer om bål, brand og opløsning i New York City akkurat samme dag, som myrderiet på World Trade Center gik løs. Men det franske band var ikke ene om at udsende musik med næsten profetiske undertoner d. 11 september 2001. Den dato betød nemlig også release for Love & Theft, Bob Dylan’s efterfølger til sit eget nyklassiske mesterværk Time Out Of Mind. Men siden da – 9/11 – har der på pladefronten kun været stille fra Dylan, hvis Neverending Tour til gengæld har forsat sit lange hvileløse spor, som senest berørte Danmark for små 2 måneder siden. Dén uforløste optræden på Roskilde Festival skal dog ikke mindske forventningerne til nu på mandag, hvor Modern Times, Dylan’s første studiealbum i altså godt 5 år, endelig udkommer. I det nye Uncut Magazine foranmeldes pladen til 5 ud af 5 stjerner, så mon ikke der er noget at glæde sig til!? Tracklistingen ser således ud:

1. Thunder on the Mountain
2. Spirit on the Water
3. Rollin’ and Tumblin’
4. When the Deal Goes Down
5. Someday Baby
6. Workingman’s Blues
7. Beyond the Horizon
8. Nettie Moore
9. The Levee’s Gonna Break
10. Ain’t Talkin’

Pardon my french

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-ND.jpg

Vi snakkede om franske Noir Desir forleden. Har fået købt en håndfuld af deres plader i Nice, deriblandt deres seneste, Des Visages des Figures. På det album, som vel er gruppens mindst traditionelle rock-agtige, findes nedenstående sang “Le Grand Incendie” (= den store brand), en klar vision af vestlig verden – New York City, Paris, Babylon – i flammer, eksplosioner, rystelse. På albummets artwork findes sangens tekst endda ved siden af en tegning, hvor Frihedsgudinden står bag ild, røg og mørkegråt. Og hvor skal vi hen med alt dette? Jo, det vilde er, Des Visages des Figures udkom præcis d. 11. september, 2001…!

LA GRAND INCENDIE

Ca y est, le grand incendie
Y’a l’feu partout, emergency
Babylone, Paris s’écroulent
New-York City, Iroquois qui déboulent
Maintenant… Allez

London, Delhi, Dallas dans l’show
Hommage à l’art pompier
T’entends les sirènes, elles…
Sortent la grande échelle
Vas-y… Go!

Hommage à l’art tectonique
Un techno-picnic sur la terre eventrée
Mais la faille est creusée, atomisée
Claudia Schiffer dit qu’elle a même pas peur
Et tout le monde aupplaudit à la télé
Ressaisis-toi, ressaisis-toi
Faut courir maintenant, elle, elle est dans un bunker
Y’a plus de programme, y’a même plus d’heure
A vous l’antenne

C’est l’incendie, le grand incendie
C’est l’incendie, le grand incendie
C’est l’incendie, le grand incendie

C’est le raz-de-marée
Les rats peuvent plus se marrer
S’enfuir s’cacher
Dans une planque s’enterrer
La marge est infime
Au bord de l’abîme
Implosion, explosion, mort aux cons riment
Carpules, salauds
Bourgeois, blaireux
Chacun pour soi, ça détale dès qu’on a eu le déclic
Wanadoo
Do wap a doo
I wanna, I wanna, wanna go with you
Trop tard, petit, petit malin
Indemnités c’est peanuts t’auras rien
Cours ! Cours ! Cours ! Cours !
No limit à la fuite
Accélère

Accélère, c’est pas le moment
Tu crois toujours que tu peux t’arrêter
Te jeter dans un coin te coucher
Oublier la cadence

C’est l’incendie, le grand incendie
l’incendie, le grand incendie…

c Bertrand Cantat/Noir Desir

A guy called Dirk

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-kuyt2.jpg

Så ser det endelig ud til at skulle lykkes. Et helt års tovtrækkeri mellem Liverpool og Feyenoord ender i eftermiddag med et lægetjek på Melwood for Feyenoord-angriber Dirk Kuyt (71 mål i 101 kampe). Forløber det problemfrit, skal der fastsættes “personal terms” og derefter skrives under på en 4-årig kontrakt. It’s looking up…

When saturday comes

Tegnet på at sommerferie er som forbi, har for mig intet med skolestart eller temperaturskift at gøre. Nix, det der signalerer efterårets snarlige komme er den weekend, hvor Premier League endelig er tilbage med starten på den nye sæson. Og for de der ikke ved det, er det altså nu i weekenden det sker.

Efter en lang VM-slutrunde, som først sluttede for lidt over en måned siden, er det ikke meget ferietid, det er blevet til for de mange PL-spillere der var med. Det har forberedelserne til den nye sæson båret præg af, da mange hold derfor slet ikke har kunnet stille med stærkeste opstilling i de preseasonkampe, hvor man normalt spiller nye indkøb ind i A-opstillingen.

Og ovenikøbet er selvsamme spillere nu kaldt afsted til den lange række nationale træningskampe, der er sat op i løbet af denne uge. Det betyder endnu mere rod i forberedelserne i de enkelte klubber og forstærker indtrykket, at starten på årets Premier League nemt kan blive præget af tilfældigheder. Hvilket reelt set betyder at holdenes egentlige styrke, eller mangel på selvsamme, nok først kan aflæses senere på efteråret, når alt ligesom er blevet afstemt.

Så det gælder først og fremmest for de potentielle tophold, om ikke at dumme sig fra starten og blive taget med 11 bukser nede. Det vil kunne give en uoprettelig slagside. Se blot på Liverpool, der så nemt kunne have tabt årets Champions League-sæson på gulvet allerede i hjemmekvalkampen mod Maccabi Haifa forleden. Udelukkende fordi man som hold endnu ikke er i topgear, grundet den sene opstart.

Men hvordan kommer det så til at gå i år? Altid svært at spå om, og specielt nu, hvor vi ikke i preseasonopgørene har set holdene, som de kommer til at fremstå når det nu snart bliver alvor. Vores bud her på siden før sidste sæson var slet ikke uden fejl, viste det sig, men det skal ikke forhindre lykken i at prøve os igen som fortune tellers.

Chelsea går atter ud som mestre og er i de flestes øjne favoritter til at score engelsk titel-hattrick. Klassespillere som Shevchenko, Kalou, Mikel og Ballack er kommet til, så på papiret ser alt perfekt ud. Men noget trykker vel alligevel trods PL-succés. For det er ingen hemmelighed, at holdejer Abramovich’s hovedformål sidste år var – som det første hold fra London nogensinde – endelig at vinde Champions League. Og det gik helt galt.

Forrige sæson snublede Mourinho over Liverpool, og nu blev det så FC Barcelona, som på meget elegant og sikker vis eksponerede Chelsea’s endimensionelle spillestil. Mod Barcelona lignede de blå hverken mere eller mindre end verdens dyreste one-trick-pony. Hvis ene trick vel at mærke var blevet nøje aflæst af Barca’s træner Frank Rijkaard. Hjemme i Premier League vandt Chelsea dog oftest, men ikke længere overbevisende og ubesværet.

Hvis Chelsea i denne sæson endnu engang bliver sat til vægs i Europa, er det et åbent spørgsmål om holdets mastermind om et år stadigvæk hedder Jose Mourinho. Trænerens kontroversielle stil udenfor banen, der ikke ligefrem har skaffet Chelsea mange venner, synes efterhånden en stor belastning. Ikke bare for fodboldsporten som sådan, men især for Chelsea FC, der konstant skal eksistere i den evige modvind, Mourinho’s åbenlyse mangel på menneskelig storhed som almindelig sportsånd sender afsted fra nær og fjern.

Lidt nord i London gør Arsenal klar til en sæson, der skal rette op på sidste års skuffende 4. plads, som endda først med nød og næppe – samt lasagne-forgiftning til de uheldige konkurrenter fra Tottenham – blev hevet hjem på allersidste spilledag. Arsenal har et superlovende hold, der på den rette dag spiller smuk, smuk fodbold. Det er udeformen som skal rettes op på, for det var der man savnede Viera, det var der de unge spilleres fysik kom til kort, det var der man tabte alt for ofte.

At det så alligevel kunne blive til en Champions League-finale var imponerende. Og medgjorde at sæsonen som sådan overhovedet ikke var nogen fiasko. Det bliver interessant at se hvordan Arsenal kommer igang på den nye hjemmebane, Emirates Stadium. Under alle omstændigheder er flytningen fra Highbury en lettelse for alle TV-kiggere, der gennem årtier har måttet leve med den meget lave og klaustrofobiske kameraføring der. Nu vil man endelig kunne se på TV, hvordan Arsenal rent faktisk spiller på hjemmebane.

Manchester United tager endnu en sæson med træner Alex Ferguson, måske også den sidste, hvis United endnu engang hverken får ultimativ succes i PL eller CL. Sidste sæsons 2. plads var hæderlig, men den ekstatiske måde hvorpå man fejrede forårets Carling Cup-sejr, viste kun tydeligt, præcis hvor langt Manchester’ United er sunket siden de guldrandede 90’ere, hvor klubben ikke regnede den turnring for andet end tvungen reserveholdstræning.

Nistelrooy er blevet offloadet, talentet Carrick kommet til, dog for bizart mange penge. Det tyder på at Fergie i bund og grund er tilfreds med sit hold og dets standard. Hvilket må være bekymrende for United-fans, for specielt holdets midtbane synes teknisk som fysisk decideret dårligere udrustet end topkonkurrenternes. Om Carrick, der er blevet tildelt Roy Keane’s rygnummer 16, kan højne dens niveau og opfindsomhed vil blive altafgørende for United’s kommende sæson.

Hvor man også meget gerne skal igang igen ude i Europa. Sidste års meget tidlige exit i CL gjorde ondt, ikke mindst på de amerikanske Glazier-brødre, der ikke har opkøbt Man USA med henblik på at blive nummer sjok i indledende gruppespil. Vil Nisterooy så blive savnet? Well, Saha har vist han selv kan, Rooney er næsten altid på togt og unge italienske Rossi siges at score mål som efter behag på reserveholdet – der er håb oppe foran. Og endnu en kvalificeret angriber søges før transferdeadline. Så jo, det er midtbanen, der bliver udslagsgivende. Her meldes Scholes tilbage fra sin langtidsskade.

I Liverpool har man over sommeren fortsat Rafa’s genopbygning mod klubbens tidligere højder. Hvis der var én ting man savnede sidste sæson var det tempo foran. Bortset fra Cissé, der som oftest løb solen sort ude på højre, og Kewell/Garcia på deres hurtige dage, manglede man decideret fartudfordring. Den er blevet forsøgt indkøbt nu i form af Bellamy, chilenske Gonzales og Pennant, der alle skal være med til at gøre angrebsspillet mindre forudsigeligt.

Med profiler som især Gerrard/Sissoko/Alonso synes Liverpool at have den måske mest komplette midtbane i England nu. Så muligheden for noget stort er tilstede. Men det kræver en stabilitet, holdet ikke har kendt til de sidste 15 år, hvor hver eneste sæson mindst har haft én længere down-periode. Samt et angreb, der omsætter dets chancer på en helt anden effektiv og klinisk måde end til nu – læser du med, Peter Crouch?

CL-triumf i Istanbul for godt et år siden, FA-cup-sejr i Cardiff her i maj. Jo, det går bedre end længe for Liverpool FC, der har så svær en historie at spejle sig i. Om man endnu er klar til at gå det sidste store skridt, og for første gang i nyere tid blive kåret som England’s bedste, kan man som Liverpool-tilhænger nemt frygte ikke er tilfældet. Men sker det, vil holdet blive fejret af hele Storbritanien (minus Manchester of course) – så indædt er hadet til Chelsea’s Roman Abramovich og Jose Mourinho. En ny mester – uanset hvem iøvrigt – vil blive set som en kærkommen sejr for den “rigtige” fodbold. Den er vi med på.

Vores beskedne og helt upartiske bud på en top-5:
1. Liverpool
2. Arsenal
3. Chelsea
4. Manchester United
5. Tottenham

Og et ditto på en bund-5:
16. Aston Villa
17. Wigan Athletic
18. Fulham
19. Reading
20. Watford

Lad endelig høre andre, bedre bud på hvordan det kommer til at gå…

Første spillerunde i Premier League tyvstartes på Bramall Lane i Sheffield – Kanal 5 sender én direct! – og går sådan her:

Lørdag, 19. August:
Arsenal – Aston Villa, 16:00
Bolton – Tottenham, 18:15
Everton – Watford, 16:00
Newcastle – Wigan, 16:00
Portsmouth – Blackburn, 16:00
Reading – Middlesbrough, 16:00
Sheff Utd – Liverpool, 13:45
West Ham – Charlton, 16:00

Søndag, 20. August:
Chelsea – Man City, 17:00
Man Utd – Fulham, 14:30

Enjoy!

Noir Desir

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-BertrandCantat.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-BC.jpg

Kan ikke lade den rubberpenguin sidde øverst på vores weblog, Pastor! Så her istedet to billeder af Bertrand Cantat, det skarpe franske band Noir Desir’s sanger, taget i forbindelse med den tragedie i Vilnius, hvor BC – under aldrig helt klarlagte omstændigheder – slog sin kæreste, skuespillerinden Marie Trintignant, ihjel. Cantat blev efter et enkelt års afsoning i Litauen forflyttet til fængslet i sydfranske Toulouse, hvor løsladelse i bedste fald venter omkring år 2008. Om han herefter fortsætter indenfor musik er uvist, men officielt er Noir Desir ikke opløst. Sidste år udsendte bandet 2CD-livealbummet “En Public”, en fornem status over hvor man stod musikalsk, lige før det hele gik galt.

TRIP TRIP TRIP

En kort post fra Sydfrankrig, hvor der er blæsende varmt og afsvedet, som kun sidst på sommeren. Har netop læst på nettet om kold regn i DK, men det er svært at forestille sig her, mellem skovbrande (!) og hedeslag. Nedenunder er ordene til en af de sange der kører mest med i bilen på vejene hernede. Fransk rocknroll har et notorisk dårligt ry, men der gives dog trods det heldigvis en del blændende lyspunkter, der som oftest kan opdrives i de lokale FNAC-stores. Jeg kan i flæng nævne Mano Negra, Manu Chao, Noir Desir, Les Negresses Vertes, Edith Nylon, Metal Urbain. Og selvfølgelig også både Serge Gainsbourg og Jacques Brel, selvom sidstnævnte godtnok er belgier. Men her en supersang med førnævnte Mano Negra, det band som Manu Chao var forsanger i, inden han gik så fint alene. Så dem engang omkring 90′ i Musikcafeen, Magstræde, hvor de gav opvisning i vildskab. Mano Negra minder iøvrigt i musiktilgang ikke så lidt om The Only Band That Matters, The Clash. De tager på samme måde fra alle genrer og skaber deres helt, helt eget. Mais c’est une autre histoire…

INDIOS DE BARCELONA

Welcome anywhere you come from
You’ll lose your life or find a home here
Cause some do it right some do it wrong
Some are talkin’ wise some they’re running their tongues
Lot of soul in my block
From St Pau to the dock
Are you ready to be hurt & shocked?
Barrio chino never fails to rock
LOS INDIOS DE BARCELONA
SON MAS INDIOS QUE LOS DE ARIZONA!
Drink wine, smoke pot, got through Jaco
Busca la fortuna, vende tabaco
Try your dirty tricks with no shame
You’ll pay for them with blood & pain!
Hey gringo!
If you want some kicks tonight
Come on! See you down the bar at 9
(you too gabacho)
La PATCHANKA’S THE WILD SOUND
FOR PROUD SOULS & LONELY HOUNDS
Cherokees they are movin’ on
Up to calle St Pau, mescaleros powhow
There’s gonna be war in the streets
Gringo better take a TRIP TRIP TRIP

c Mano Negra

When you were young

You sit there in your heartache
Waiting on some beautiful boy
To save you from your old ways
You play forgiveness
Watch him now, here he come

He doesn’t look a thing like Jesus
But he talks like a gentleman
Like you imagined when you were young

Can we climb this mountain – I don’t know
Higher now than ever before
I know we can make it if we take it slow
Let’s take it easy, easy now, watch it go

We’re burning down the highway skyline
On the back of a hurricane that started turning
When you were young
When you were young

And sometimes you close your eyes
And see the place where you used to live
When you were young

They say the devils water it ain’t so sweet
You don’t have to drink right now
But you can dip your feet
Every once in a little while

You sit there in your heartache
Waiting on some beautiful boy to
To save you from your old ways
You play forgiveness
Watch him now, here he come

He doesn’t look a thing like Jesus
But he talks like a gentleman
Like you imagined when you were young

I said he doesn’t look a thing like Jesus
He doesn’t look a thing like Jesus

But more than you’ll ever know

c The Killers

Nix, kalder det stadigvæk sommer

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Super8.jpg

Ialfald her. I København lige nu, men snart afsted igen, ned Europa efter mere. Men velkommen hjem til Pastoren. Måske han skriver lidt her på siden i mellemtiden. Jeg selv er først tilbage langt henne i august. Take care!

Vi kalder det sommer

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Ph.jpg

Nu hvor alle shows med The Lonely Lovers er fint overstået og Joyride 05-06 forbi, hvor VM-pokalen er blevet overrakt, hvor hele Europa kører på sommertid, er Pastoren og jeg blevet enige om et regulært break her på siden. Der er steder der skal rejses, liv der skal leves, nye sange der skal indrettes. Så det næste stykke tid sendes der ikke meget herfra, medmindre konkrete nyheder skal ud – ha’ en strålende sommer!
XXX Jens Unmack

Leaving Songs

Før vi går endeligt ud til sommer, endnu en anbefaling til dens soundtrack; Stuart A. Staples kender mange som stemmen i Tindersticks, det elegante engelske band, der op gennem 90’erne lavede underspillede, længselsfulde sange, med episk lyd fra alverdens kuldsejlede forhold. Tindersticks holder pause på ubestemt tid, og det giver nu Staples mulighed for at udsende sin 2. solo-disc, Leaving Songs.

Her står det klart hvor centralt Staples stod i sangskrivningen i sit gamle band. For de bedste sange på Leaving Songs ville til enhver tid kunne glide ubemærket ind på en best of-samling med Tindersticks – sådan lyder de og så gode er de. Det drejer sig især om ” That Leaving Feeling”, der er en fantastisk duet med Llhasa de Sela, om åbningsangen “Goodbye To Old Friends”, om “There Is A Path” og om den rastløse “Which Way The Wind”.

Vi var vel mange der tabte entusiasme for Tindersticks efter Curtains, deres 3. plade, da bandet begyndte at blive mere southern soul, mindre Nottingham-noir. Stuart A. Staples har måske heller ikke selv været helt tilfreds med den udvikling, for både hans solodebut, Lucky Dog Recordings 03-04, og nu Leaving Songs undgår så nemt de noget sterile rammer efterfølgerne til Curtains sad fast i.

“We all have dream of leaving / We all want to make a new start / Go and pack the little suitcase / With the pieces of our hearts / All those worries and those sorrows / We can just toss them away / Buy a coffee and a paper / And step on to a train…” synges der. Er det mon Tindersticks han kører endeligt bort fra? Stuart A. Staples lyder beruset af sin egen frihed på disse Leaving Songs, der også vil tage os med.