Alle indlæg af Jens

Jo, det ligner en klovn

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Klovn.jpg

Var ude syd for Sjællands Odde i sidste uge. Meget idyllisk, oh yes, men….den ganske egn var overalt smurt ind i gule og lyserøde cirkusplakater, det endda fra hele 3 konkurrerende maneger.
Må tilstå vi desværre ikke sætter høj pris på den slags her. Savsmuld og gøglere. Trapezzer og dresserede udyr. Stakkels elefanter og klovne.
Specielt klovnene er ikke okay. Fra vores barndom husker vi 3 ting om dem: De drikker. De lugter af pis. Og de er IKKE sjove.
Den romantiserede myte om klovnen der græder bag sit smil tror vi aldrig mere på. Og vi kan slet ikke se det værdige i at grandvoksne mænd med vilje sætter sig ned i en lagkage. Ej heller forstår vi hvorfor den hvide klovn altid skal være den ondeste af alle.
I Amerika findes der hjemmesider for folk der er traumatiseret af cirkus. Der kan skræmte sjæle finde trøst i at udveksle cirkushistorier. Samt kigge på billeder og skitsetegninger af specielt ubehagelige klovne (se ovenfor).
Engang troede vi godt vi kunne lide cirkus, men nu er vi sikre på at vi faktisk slet ikke kunne alligevel!

Independence day

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-RamonesThumbBig.jpg

4. juli er dagen hvor USA hvert år fejrer sig selv og mindes det ideal om frihed som nationen er bygget på. Men som tingene er nu for et efterhånden mere og mere verdensforhadt USA, med en FN-ulovlig krig i Irak, åbenlys tilsidesættelse af menneskerettigheder og W. Bush/Rumsfeld-klanen solidt ved roret, kan man vel godt mene, at der ikke er ikke er så fandens meget at holde fest for.

Så hellere nøjes med at kippe med Stars & Stripes for d. 4. juli 1976, hvor New York’s egne Ramones for første gang spillede her i Europa. Det var på The Roundhouse i London, hvor Da Brudders spillede support for siden glemte Flamin’ Groovies og dermed kickstartede punk rock-scenen i England med en nu legendarisk koncert. Både Sex Pistols og The Clash var der blandt publikum, den aften for længe siden…

Drømmenes Roskilde, nu også fredag

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Texas.jpg

Overvældende succés i går har gjort at man her til formiddag har lyn-booket til endnu en aften. Ladies & gents, the line up for tonight:

Orange Scene – kl. 20: The Motown Soul Revue feat. Four Tops and The Supremes, kl. 22: The Clash, kl. 00: Elvis Presley & The American Studio Band

Odeon – kl. 21: Gun Club, kl. 23: Hank Williams & The Drifting Cowboys, kl. 01: Sods

Arena – kl. 22: The Smashing Pumpkins, kl. 00: The Phil Spector Orchestra feat. John Lennon and Leonard Cohen, kl. 02: Depeche Mode feat. Alan Wilder

Det synes ret nemt at være festivalarrangør…

Fan Mail…

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Birthday.jpg

…hed åbningssangen på Blondie’s anden plade Plastic Letters. Og det synes også som den rigtige titel på dette fødselsdagstelegram. For Deborah Harry der fylder 60 år i dag har været en lysende stjerne for mig og for de fleste andre som skød op i sen-70erne.
Det var hende der gennem neonlys-kølige Blondie som den første gjorde det helt naturligt for piger at synge og skrive sange i mandsdominerede rockbands. Og det var hende som i den verden gik forest og skabte rum for ægte girl power-samhørighed mellem sexualitet, intelligens og selvstændighed. Sidst men ikke mindst, så var det hende der havde…….dén stemme.

Så dagen i dag står fri til nydelse af måske Parallel Lines (1978), den med klassikere som Pretty Baby, Heart Of Glass, Picture This, Hanging On The Telephone og Fade Away And Radiate. Og der glemte jeg så endda at nævne min egen storfavorit 11.59. Eller hvad med debuten (1977) med perfekte statements som X Offender og In The Flesh, produceret af Raveonettes’ Richard Gottehrer!?! Eller hey, Eat To The Beat-albummet (1979) med supersinglen Dreaming og tidsløse Slow Motion med sit omvendte Motown-basriff og Giorgio Moroder-inspirerede Atomic med catch-phrasen “your hair is beautiful….tonight”! Bedre og så sensuel popmusik gives simpelthen ikke. Til de der lever uden skal oplyses, at disse ubetalelige plader kan købes for næsten ingen penge i prægtige remastrede CD-udgaver i enhver anstændig lokal record-swap. Så er det sagt…

Stort tillykke herfra – Go, Debbie go!!!

Drømmenes Roskilde Festival

Nogle af jer heftige friluftstyper er sikkert på Dyrskuepladsen lige nu ved at gøre klar til Velvet Guns Without Roses, Kent og den slags.
Andre som er zoomet ind på den helt nye festival med ovennævnte navn, kan istedet glædes over det program til første aftens 3 scener, der nu endelig ligger helt fast:

Orange scene – kl. 20: Ramones, kl.22: The Smiths, kl. 00: Bob Marley & The Wailers

Odeon – kl. 21: Serge Gainsbourg, kl. 23: Jeff Buckley, kl. 01: Kliché

Arena – kl. 22: The Ronettes, kl. 00: Johnny Cash & The Heartbreakers, kl. 02: Joy Division

Der er såvidt vides endnu billetter…

Leaving Mew York

Sanchez og jeg kørte afsted fra København i regnvejr lørdag frokost, og vi havde tanket helt op med benzin, og vi havde købt en kæmpeæske saudiarabiske banancremekiks og noget svensk pærecider, og vi skulle først hente Beatbox’ Don King alias Peter Sørensen et fjernt sted ude i nærheden af Kalundborg, og med ham kørte vi ind i vedvarende solskin et stykke ude på Sjællands Odde, og vi fik os nogle store men for gustne rejemadder på katamaranen til Århus Havn, og derfra mens vi speedede op igen hørte vi først rockabilly-kasettebånd og siden Bob Marley, og da vi kom til Forum Horsens City parkerede vi den røde bil lige bagved scenen hvor R.E.M. var igang med lydprøve, og vi løb hurtigt ind i Mew der lå henslængt i solens varme, og vi sagde mange tak til dem for billetterne vi havde fået, og spillede fodbold i en tilstødende håndboldhal så sveden sprang, og der var stor buffet med laks på spyd og mexicanske pandekager og risretter og friske salater og isafkølede drikkevarer, og vi stod oppe på siden af scenen mens Mew spillede en rigtig fin koncert, og deroppe hilste vi på Michael Stipe’s forældre, og Stipe selv var der også for at høre Mew som han er vild med, og en halv time efter var vi helt ude foran da R.E.M. gik igang, og det var en underlig koncert for den startede fantastisk, blev så i midten noget rodet og ufokuseret, men sluttede heldigvis tilbage i top, og udover sangene Bad Day og Nightswimming var de bedste øjeblikke nok den majestætiske udgave af Leaving New York og så en hypervital Imitation Of Life, og selvom det hele var positivt fik vi også en lidt sær fornemmelse af at R.E.M. som personer måske ikke er helt 100% i sync, hvilket blev underbygget når man så de 3 sci-fi-dobbeltdækkerliners som bare Stipe, Buck og Mills rejser seperat i, men tilsidst under koncerten, da den jyske aftenhimmel endelig stod så mørkeblå at lysene fra scenen kunne gå til angreb, blev den slags bekymringer glemt, og bagefter Horsens-folkets og vores egen sidste R.E.M.-hyldest fandt vi os selv med ryggen mod muren i et lille men menneskefyldt, røgelseslugtende omklædningsrum, hvor Stipe havde tørret krigsmalingen af og nu holdt en gul klud mod sin ene tinding som havde han slået sig, og vi besluttede os for at her havde vi egentlig intet at gøre, og sagde farvel, god vind til Bo, Jonas, Silas, Johan & Pernille og forsvandt ud i den smukke sommernat, og bilen stod endnu der bag scenen hvor vi tidligere havde efterladt den, og da Horsens City lidt senere lå bag os kørte vi mod månen der hang tung og lavt, og vi havde masser af slik og musik til at holde os vågne, og vi havde måske et enkelt stop på en tankstation i Nyborg, og over Sjælland begyndte det så småt at blive lyst i nordøst, og vi var nu trætte og skulle kæmpe for at holde os som vågne, og da asfalten endelig førte os helt ind til København havde vi støv i halsen og næsten ikke flere ord at dele, og både R.E.M. og Horsens City syntes allerede flere verdener væk, og natten var da så godt som forbi, og vi missede morgenlys med øjne, som var det hele noget vi havde drømt.

Top of the pops!

Vejen hjem fra rocknroll går i dag fredag direkte ind på salgshitlisten som #3, i hælene på henholdsvis TV-fænomenet Four Jacks og dem fra Coldplay. Det er jo fantastisk. Vi takker herfra med glæde:-D

Dream baby, dream

Vil ikke tale dårligt om Springsteen. For han er en forbilledlig figur. Koncerten i går var da heller ikke ringe, slet ikke. Og enhver der som han kan trænge ned gennem Forum’s hæslige stolekoncert-omgivelser og få 6.000.mennesker til at være musestille (!) i mere end 2 timer fortjener al respekt.

Så vil ikke nævne her at tankerne for ofte fløj bort fra de tålmodighedskrævende sange, bort fra Forums fantomdyre og rottepis-smagende fadøl, ja selv bort fra et hurtigt voksende savn efter at høre manden på scenen sige farvel til “unplugged” og goddag til min fulde opmærksomhed.

Vil blot sige at aftenens finale, en coverversion af Suicide-nummeret “Dream Baby, Dream”, var fan-tas-tisk og det hele værd. Akkompagneret af trædeorgel og synthesizer, med mantralignende melodisløjfe sunget indtrængende i stigende desperation. Her var vi endelig alle sammen!

Fristil om Bruce

Da Bruce var ung sang han om at køre væk. Han havde endda et band der lød som en bil i fuld fart. De turnerede verden sammen og fik mange venner overalt hvor de kom frem. For Bruce var en sympatisk fyr, en enestående sanger, og mange piger fik som stik i hjertet når de så ham.

Men så skete noget. Bruce var ikke længere den samme ubekymrede sjæl. Mere populær end nogensinde ja, men nu med en mekanik i de bevægelser der før syntes så naturlige. Han var blevet trist indeni og gjorde også hele sit E Street Band meget kede af det ved at sige farvel til dem. For hvem skulle de nu spille rocknroll med? Og hvad skulle de dog lave? Bruce gik væk, alene i mørket.

Men heldigvis faldt han dér for en rødhåret pige, og det var nok hende der fik ham til at slappe af og være sig selv igen. Så godt fik han det, at han atter samlede sine gamle venner fra bandet til mere fest på lyse scener. Det var de meget tilfredse med, selvom de nu alle var blevet voksne mænd og havde familier at se til. Folk kom langvejs fra for at opleve dem og alle havde det sjovt.

Så gav Bruce bandet et velfortjent hvil og udgav selv en plade imens. Den brød så mange folk sig om, at han helt alene tog ud for at spille den i mange af de forskellige nationer, som de kom fra. Den 22. juni kl 20.00. var Bruce nået til et lille land der hed Danmark. Det skulle nok blive stort det her, tænkte han…