Alle indlæg af Jens

Paul i Operaen

800px-paul_simonon.jpg

Simpson bemærkede midtvejs i showet tørt, som kun han kan gøre det, The Good The Bad & The Queen’s bassist måske ville spille færre fejl, hvis han holdt sig bare nogenlunde i nærheden af sin amplifier. Og rigtigt er det, at Paul Simonon, som dækkede hele scenen med sin smadrede Fender Precision, indimellem missede et beat eller to samt et par toner. Men for de af os som var tilstede sidst han spillede i København, med The Clash på Østerbro i 1981, gjorde det altså intet. At se Paul Simonon på en scene igen, med så mange vintage-Clash bevægelser, var hele aftenen værd og lidt til. Fik derfor ikke rigtig kastet øjne på den mindre karismatiske Damon, eller de to andre fra TGTB&TQ, som ellers gjorde deres til at levere den fremragende koncert, perfekt tunet til Operaens storladne rammer. En aften, der iøvrigt kickstartede med Henrik Hall’s vellykkede debut som kongelig hofleverandør. Hvor mange havde mon for 3-4 år siden sat penge på, den første fra Love Shop til at betræde denne prestigefyldte scene, ville blive bandets mundharpespiller…? Godt gået, Prins Henrik!

Strangeways

smiths_-_strangeways_here_we_come.jpg

I dag for 20 år siden udkom NME med en ekstatisk foranmeldelse af Strangeways, Here We Come, The Smiths’ fjerde og sidste egentlige studiealbum. Henover sommer var rygterne begyndt at løbe om uro i bandet, og da så Johnny Marr trådte frem i et interview, ligeledes i NME, under overskriften ‘Why I Quit The Smiths’, var der ingen vej tilbage.

Førstesingle ‘Girlfriend In A Coma’ blev sendt ud i august, med typisk Marr-ubesværet og særegen popmusik under Morrissey’s dødskredsende ord. Ofte når et band opløses, høres konflikterne og udtømningen af energi i dets sidste indspilninger, men ikke her. Kvaliteten af ‘Girlfriend…’ til trods, var der derfor alligevel udbredt bekymring for, at Strangeways ville være en krampetrækning snarere end en endelig manifestation af kollektiv styrke.

Så vi blev både opmuntrede og vemodige dengang af det NME-skriv. Lettede fordi det syntes lykkedes for The Smiths med et album på højde med, om ikke højere end, forgængeren The Queen Is Dead. Men også derfor ekstra ærgelige over, at noget SÅ blomstrende kreativt, som samarbejdet mellem Morrissey, Marr, Joyce og Rourke, nu var forbi og fortid, brændt på det alter af ‘personlige forskelligheder’, som alle orkestre – undtagen måske lige TV2, D†A†D og Rolling Stones – må lade livet på.

I interviews lige siden har både Morrissey og Marr, når samtalen falder på The Smiths, uden tøven udpeget Strangeways som favoritalbummet. Sikkert fordi det er der, bandet træder frem fra enhver aspiration og med naturligt sikker hånd leverer sin mest facetterede og afvekslende longplayer. Strangeways besidder en modenhed i udtryk, en finesse og flertydighed, som The Queen Is Dead – trods unævneligt mange andre kvaliteter – ikke er i nærheden af.

Strangeways, Here We Come udkom d. 28. september, 1987, og blev i lyset af The Smith’s opløsning mere værdsat som en gravsten over bandet og den periode det havde regeret, end som et fritstående album, med eget liv og syn på verden. Her 20 år efter, med Morrissey langt afsted på helt egen vej, med Johnny Marr så fortabt underpræsterende, er det lettere, uden det samme emotionelle drivgods, at høre Strangeways for hvad det er; et exceptionelt album af et sjældent godt band, på toppen af dets ydeevne.

Side A
1 “A Rush and a Push and the Land Is Ours”
2 “I Started Something I Couldn’t Finish”
3 “Death of a Disco Dancer”
4 “Girlfriend in a Coma”
5 “Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before”

Side B
1 “Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me”
2 “Unhappy Birthday”
3 “Paint a Vulgar Picture”
4 “Death at One’s Elbow”
5 “I Won’t Share You”

Den dag tårnene blev små

1005.jpeg

NEW YORK, NEW YORK

Well, I shuffled through the city on the 4th of July
I had a firecracker waiting to blow
Breakin’ like a rocket who makin’ its way
To the cities of Mexico
Lived in an apartment out on Avenue A
I had a tar-hut on the corner of 10th
Had myself a lover who was finer than gold
But I’ve broken up and busted up since

And love don’t play any games with me
Anymore like she did before
The world won’t wait, so I better shake
That thing right out there through the door
Hell, I still love you, New York

Found myself a picture that would fit in the folds
Of my wallet and it stayed pretty good
Still amazed I didn’t lose it on the roof of the place
When I was drunk and I was thinking of you
Every day the children they were singing their tune
Out on the streets and you could hear from inside
Used to take the subway up to Houston and 3rd
I would wait for you and I’d try to hide

And love won’t play any games with me
Anymore if you don’t want it to
The world won’t wait and I watched you shake
But honey, I don’t blame you
Hell, I still love you, New York
Hell, I still love you, New York
New York

I remember Christmas in the blistering cold
In a church on the upper west side
Babe, I stood their singing, I was holding your arm
You were holding my trust like a child
Found a lot of trouble out on Avenue B
But I tried to keep the overhead low
Farewell to the city and the love of my life
At least we left before we had to go

And love won’t play any games with you
Anymore if you want ’em to
So we better shake this old thing out the door
I’ll always be thinkin’ of you
I’ll always love you though New York
I’ll always love you though New York, New York, New York

© Ryan Adams

Happy birthday, Sellers

peter-and-sophialp1sm.jpg

Fantastiske Peter og Sophia Loren havde noget kørende. Her er de sammen på coveret af en plade, mine forældre havde dengang. Nu er den min.

Sellers omkom af et hjerteslag d. 24. juli. 1980. Præcis 26 år senere – altså 24. juli 2006 – døde hans eneste søn, Michael, ligeledes af hjerteslag. Kinda spooky.

MusicTeleUnmack

Her nogle lidt ældre men superheftige optrædender og klip, man vist ikke har set alt for meget til, hverken på MTV, VIVA, VH1, eller Da Voice. Hvem der end opfandt YouTube, fortjener en elefantorden eller to – enjoy!

The Avengers – We Are The One

The Gun Club – Sex Beat

The Cramps – Human Fly

Johnny Thunders – You Can’t Put Your Arms Around A Memory

Metal Urbain – Panik

Patti Smith Group – Free Money

The Clash – What’s My Name

Dead Boys – Sonic Reducer

The Saints – I’m Stranded

The Specials – A Message To You Rudy

The Jam – In The City

Ebba Grön – Staten och Kapitalet

Echo & The Bunnymen – Villiers Terrace

The Undertones – Teenage Kicks

R.E.M. – Carnival Of Sorts (Boxcars)

Faktisk…

actually.jpg

…er det i dag 20 år siden Pet Shop Boys udsendte sin anden og verdenserobrende longplayer Actually. Er det også deres bedste? Med ‘It’s A Sin’, ‘What Have I Done To Deserve This?” og især ‘Rent’ indeholder den ialfald nogle af Lowe/Tennant’s mest profilerede sange. Snart skulle det musikalske verdenssyn blive mere eftertænksomt og voksent, men måske er det lige her, på albummet efter den blåøjede debut, billedet står klarest. Noget af en optimal electrosommer det var, med både PSB’s ‘It’s A Sin‘ og New Order’s ditto fremragende ‘True Faith/1963′ ude og langt oppe på singlehitlisterne. For ikke at glemme Basildon’s Depeche Mode, hvis egen ‘Strangelove‘ også hørtes overalt, lige til sen-august bragte næste DM-single, en vis ‘Never Let Me Down Again’. Skræmmende så unge de to nordenglændere fra Pet Shop ser ud på coverportrættet ovenfor!

Crushin' the last lone american night

bruce_springsteen_11.jpg

Det har taget et par uger her langsomt at vænne sig til, han nu endelig har forladt den traditionelle irske folk-tradition, The Seeger Sessions-pladen og dens efterfølgende tour præsenterede ham i. Ikke at der var noget galt med hverken materiale, levering eller entusiasme der, tværtimod. Og alligevel var der noget besynderligt iklædt over den hootenanny, især når mest eksalteret.

Men det er historie. ‘Radio Nowhere’, forløber-singlen fra albummet Magic, er heftig, uptempo, sort-hvid rocknroll, som Bruce Springsteen og nu igen genindkaldte The E Street Band ikke har indspillet den længe. På come-back-9/11-albummet The Rising prøvede man, på de første E Street-indspilninger i små 20 år, ellers ligeledes at finde fodfæste i nutidig rock, men desværre forgæves. Digital indspilningsteknik og Pearl Jam-producer Brendan O’Brien syntes dengang i fællesskab at transformere en broget flok sange til noget, der desværre mest rammende beskrives som sonisk grød.

Samme producer denne gang, så bekymring for, at Magic ikke vil kunne leve op til egen titel, har levet godt. Indtil videre uden grund. ‘Radio Nowhere’ giver på de stærkt guitardominerede 3:11 mere musikalsk mening, end hele The Rising formåede på sin lange time. Inde på YouTube, hvor videoen allerede ligger, skriver en fan, at dette må være bedste Springsteen-sang siden 1980. Store ord, men ses bort fra alt.country-mesterværket Nebraska, er det svært at komme på nyere med ham, der tør måle sig med ‘Radio Nowhere’, ialfald hvad overbevisning og nødvendighed angår.

Radio Nowhere’ er Springsteen faret vild i den amerikanske nat, alene i bil med radio tændt og intet menneskeligt på bølgelængde. En voksen mands søgen efter sin ungdoms tabte ‘mystery train’. Et enkelt billede, der piskes op til storm gennem det mantra-sungne “I just want to feel some rhythm.” Af en ret simpel popsang at være, kender denne ikke til mindreværd. ” I was tryin’ to find my way home / All I heard was a drone / Bouncing off a satellite / Crushin’ the last lone American night.” Yeah.

2. oktober udsendes Magic, der skal være skarp for ikke at skuffe ovenpå ‘Radio Nowhere’. Og så påbegyndes den tour med Bruce Springsteen & The E Street Band, som den 8. december giver Forum i Købemhavn, hvad uden ironi kan betegnes som en intim-koncert. Det bør kunne blive en speciel aften for de 6.000 der kommer med, da Springsteen ikke siden The River-touren i 1980 har haft så ‘lille’ et publikum foran sig på en regulær turné.

Se & hør ‘Radio Nowhere’ her
30 sekunders audio af samtlige Magic-tracks her

Moral genudgivet

moral.jpg

Beskæftigede os før sommer med bandet Moral og dets så fine, særegent atmosfæriske musik. Grunden var da at Århus-trioen, der fandtes i første halvdel af firserne, havde fået egen MySpace-side. Nu er der så endnu bedre nyt fra samme front: Karma Music har netop udsendt And Life Is….And More, en cd-opsamling med Moral, der indeholder det enlige album And Life Is, samt fremragende (!) sange fra bandets to kassette-udgivelser og 1983-postpunk-sampleren Somewhere Outside. En rig genudgivelse, hvor vægtløse kongenumre som ‘Whispering Sons’, ‘Dance Of The Dolls’ og ‘Slottet I Luften’ tårner sig op og åbner ild. Vi synes her, uden overdrivelse, der med Moral er tale om et af de helt store danske bands. Tjek selv Hanne Winterberg, Marco De Andreis og Ingolf Brown ud:

Moral på MySpace

And Life Is….And More kan købes her

Hvem skulle have troet?

_44091509_torres2_getty300.jpg

They are at the top of the Premier League for the first time since August 2002 and the goals are flowing with a rapidity and style to evoke memories of their halcyon days. What is more, Liverpool have found a level of form that even Chelsea and Manchester United will struggle to match. A sublime quality blew Derby away and left supporters to rejoice in the team’s best start to a season in nine years. And all this without Steven Gerrard.

Trevor Haylett, The Sunday Telegraph

– Even taking into account the poverty of Derby County, Liverpool were in glorious, free-wheeling, free-scoring form and from their joyous reaction, the Kop clearly senses that this might just, at last, be their season.

Ronald Atkin, The Independent

– From start to finish, this was a dominant display, inspired by Xabi Alonso’s midfield generalship, Jermaine Pennant’s prodigious work on the wings, stellar finishing by Fernando Torres and a workrate and ambition that glowed throughout the team and was a sight to behold. Liverpool, in short, were magnificent.

Brian Doogan, The Times

It's a Manu's Manu's Manu's world

51gnylrifdl_ss500_.jpg

Var torsdag i regnvejr i Malmö City, byen med de gode pladebutikker, og fandt der bl.a. La Radiolina, Manu Chao’s nye. Hele 6 år er gået siden hans sidste egentlige studiealbum, men i Chaoworld har tiden sandelig ikke flyttet mange musikalske brikker. La Radiolina byder således endnu en gang på samme specielle mix af stilarter, sprog, legetøjs-teknologi og naivt-troskyldige udsagn, først hørt på superdebuten Clandestino, og siden så igen på Esperanza. Bemærkelsesværdigt vel, at Manu Chao, med sit frie sind og sine utøjlede holdninger, er så vedholdende konservativ når det gælder musik.

Så nej, intet decideret nyt under solen, udover altså godt 20 fine sange, mange af dem forklædte versioner af hinanden. Men også det game kender vi fra før, den kludetæppeagtige måde at arbejde og tænke opbygning på. Live er Manu og hans store band netop så overrumplende en oplevelse, fordi rytmer, mariachitrumpeter, politisirener, alverdens melodistumper og Manu’s ord folder sig uafbrudt ind og ud af hinanden, op og ned i fart, så man bliver svajende svimmel og tager det hele ind.

Den fysik findes ikke på pladerne, hvis lettere tråd og luftighed sætter fokus på sangene og på ham der giver dem. Og noget af det, der gør netop den her sanger så unik, er den uforcerede overbevisning, varme og uhm…medmenneskelige omsorg, han altid udstråler. Det kan slet ikke være nemt at give små 2-3 minutters popsange med firkantede globalpolitiske udsagn personlig integritet med på vejen, men det lykkes igen på La Radiolina uden besvær for Manu Chao, denne baskiske bastardsøn af Bob Marley og Joe Strummer. Dét er hans trick og han udfører det altid fejlfrit. Og derfor tilhører verden ham og hans rocknroll, forklædt som fjerne, eksotiske landes radiomusik.

4 minutter er ikke hele dagen

Interessant forleden at se jeres forskelligartede listings over sange på 3:56, så en tur til her på samme karrusel. Årets 240. dag i dag byder derfor på den logiske top-10 over sange der varer 240 sekunder, altså 4 minutter. Indenfor afregning for radioafspilning, betales man som band for antal påbegyndte minutter en given sang varer, så mon ikke der indimellem strækkes op til næste hele minut, hvis det ligger lige om hjørnet? Det ville ialfald forklare, hvorfor så relativt mange numre ligger lige på eller et par sekunder over det hele minut. Her en top-10 over perfekte sange på præcis 4:00:

1. (White Man) In Hammersmith Palais – The Clash
2. Well I Wonder – The Smiths
3. So Much Trouble In The World – Bob Marley & The Wailers
4. Hey Ya – Outkast
5. Waiting Rooms – Marie & The Wildwood Flowers
6. Heaven – Talking Heads
7. Shot By Both Sides – Magazine
8. Hospitality On Parade – Sparks
9. Lovedust – Luna
10.The Whores Hustle And The Hustlers Whore – PJ Harvey