Fortrøstningsfulde George og John på vej fra John Lennon International Airport, Liverpool til Dejavuville, Sydafrika for i aften at hente et flyfuld nederlagsnødstedte engelske fodboldspillere med hjem.
Alle indlæg af Jens
Savnet musik i Sydafrika
Alexander Alexandrov’s Государственный гимн Российской Федерации fra 1944, tidligere Sovjetuninonens, nu Ruslands nationalsang – genindsat af Putin i 2000, efter Rusland i sine ti første efterkommunistår uden held havde prøvet sig med et nyt og mindre historisk belastet stykke musik – står som en af de følelsesmæssigt mest spektakulære af slagsen i omløb. Alene derfor er Ruslands manglende tilstedeværelse ved VM lige nu down Africa ikke helt uden savn.
Standards corrupted
Bob Paisley og Bill Shankly fremviser ny alternativ Liverpool-trøje, hvis motto også VM-arrangørerne fra FIFA må kunne tilslutte sig. Da ikke mindst efter en søndag, der ved to hovedrystende lejligheder udstillede organisationens åbenlyse mangel på sikring af det fair play-begreb, den ellers så stolt brander sig på.
Ovenstående kulsorte trøje markerer som ses iøvrigt en velkommen genopstandelse af det gamle enkle LFC-klublogo, klart at foretrække fremfor den unødvendigt pompøse, overbroderede, flerfarvede version, der pt. optræder i officiel Liverpool-sammenhæng.
Schweini & co. tog England
Nordlys
Kent er allerede klar igen, kun syv måneder efter Röd, med en ny samling sange, der tager tråden op fra ikke mindst dét melankolihjemsøgte album. En Plats I Solen byder således ikke på en genkomst af guitarrockbandet Kent, men på mere af den elektronisk dominerede lyd og keyboardorienterede sangskrivning fra bandets seneste år. Det er hverken nyskabende eller grænseafsøgende musik, men i kraft af Joakim Berg virtuose popfornemmelse rammer langt de fleste af sangene alligevel den relevans og følelsesgenklang, der får albummet til at fremstå som et perfekt sæsonsoundtrack. Måske specielt til hvem der skal opholde sig i det Norden, hvis karakteristiske stemning af flygtig sommers bittersød længsel Kent her igen indfanger så ubesværet let som ingen andre. Et fremragende popband er de, synthesizere ombord eller ej. Selv når der intet nyt er under solen.
PS – A Place In The Sun er naturligvis det klassiske, socialtvinklede trekantsdrama fra 1961 med Montgomery Clift, Elizabeth Taylor og Shelley Winters i hovedrollerne. Love Shop-albummet Det Løse Liv var i 1999 ikke langt fra istedet at blive kaldt En Plads I Solen…
Monty & Liz på vej mod tragedie i A Place In The Sun.
This is Joe Public speaking…
Det kan næsten ikke være tilfældigt min hund Jamaica deler fødselsdag med Mick Jones fra The Clash, der i dag bliver 55. Mick Jones vil torsdag aften kunne opleves på Roskilde, hvor han sammen med Clash-bassist Paul Simonon går på scenen som en del af The Gorillaz’s tourband. Men her tager vi ham med The Only Band That Matters og en liveindspilning af ‘Complete Control’, 1977-singlen der blev produceret af jamaicanske Lee Scratch Perry og iøvrigt gav navn til vores egen Joe Public. Jo, tingene hænger sammen…
SS synger Kylie
Scissor Sisters giver her på BBC en countryficeret version af Kyle Minogue’s brandnye single ‘All The Lovers’. Godt eller skidt så? Ialfald forfriskende anderledes og ikke så lidt mere personlig end originalens rendyrkede synth-correctness…
Tank
Tillykke med fødselsdag, Bobby Gillespie!
Kvaliteten af dets over ti minutter lange spacede musikalske flow taget i betragtning, synes det en fejl, titelnummeret fra Screamadelica ikke blev udgivet på selve det vilde E-album, men istedet kun findes gemt væk til obskuritet, som fjerde track på Primal Scream’s Dixie Narco-EP.
The Walkmen afslører albumcover
Sådan her ser Lisbon ud. Men hvordan lyder den? 14. september kan svare på det spørgsmål…
Sadly this was your life…
Ved ikke med andre her, men selv har jeg aldrig hørt denne rå demoudgave af The Smiths’ ‘Paint A Vulgar Picture’ før. Giver et fascinerende blik ind i bandets sangskrivningsproces. Sangens primitivt spillede blok af akkorder, Morrissey’s næsten færdige tekst, men endnu ikke helt afsøgte melodi. Selv her i grovform – og uden Johnny Marr’s hjerteknusende guitarsolo – en imponerende sag – enjoy raw!
Lagt i retrohåndjern
The Gaslight Anthem skuffer gevaldigt på American Slang, opfølgeren til ellers så løfterige The ’59 Sound. Hvad før positvt lød som tidsløs tradition i New Jersey-bandets tilgang og sound, fremstår nu som låst retro. Eller lyden af ’78, mere præcist. Well, måske er sangene bare ikke stærke nok denne gang til at kunne bære eget fingeraftryk. Et par ord fra Alex Petridis anmeldelse i The Guardian slår ialfald hovedet på det rustne amerikanske søm…
…Brian Fallon emerges from American Slang as a man who couldn’t assemble an Ikea bookcase without getting the instructions tattooed on his heart while rememberin’ the good times, before flat-pack furniture took the fire of his youth, when the diamond romeos in the alleyways sang sha-la-la to the uptown queens.
Comparisons have also been drawn between the Gaslight Anthem and the Clash, and Fallon has eulogised Joe Strummer in both song and interview. They’re audibly an influence – the shadow of Straight To Hell looms unflatteringly over The Queen of Lower Chelsea’s pattering beat and muted, flickering guitars – but theirs is a reductive, conservative take on Strummer and co, stripped of their willingness to experiment, their bold and occasionally berserk determination to make any genre they chose bend to their will. If you were minded to be a bit nasty, you’d say they were more like the Alarm…
Det absurdes morskab
Og så erstattede han mig med Lucas…
Xabi Alonso underholder det spanske landshold.
Forstæderne fortsat
3. august vil der være nyt album fra Arcade Fire. Der er nu kommet tracklist på The Surburbs:
The Suburbs
Ready to Start
Modern Man
Rococo
Empty Room
City With No Children
Half Light I
Half Light II (No Celebration)
Suburban War
Month of May
Wasted Hours
Deep Blue
We Used to Wait
Sprawl I (Flatland)
Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)
The Suburbs (Continued)
Zizou får nok
