Alle indlæg af Jens

2. august

Ahoy kids, rocknroll!

Alle tilbage i god behold igen? Håber jeg ialfald. Jeg har selv været lidt omkring, først to uger et meget fint sted hvor der var sol og det smukkeste blågrønne hav, og dernæst en uges tid i mit gamle naturreservat lige syd for Viborg – pt. #1 blandt landets fodboldhold – hvor der udover en tur til stadion (3-1 over FCN) var al tid til at lande blødt efter de sidste måneders hektik.

Vejen hjem fra rocknroll har såvidt vides nu passeret 6.000 solgte eksemplarer, hvilket er det tal som de sidste 2-3 plader med LS har ligget på, så det er jeg ultraglad for at have udlignet. Og med en ny single fra pladen på vej samt den kommende Joyride 05-tour fra medio-september, ja hvad kan det hele så ikke ende med:-)

Apropos pladen, vil jeg gerne sige tak til Jane for hvad hun skrev om den som kommentar #5 til rubrikken “Den stille sommertid”. Vi har været fantastisk heldige med suveræne anmeldelser/lovprisninger af Vejen hjem fra rocknroll, men denne her var alligevel en af dem der varmede mest. Så mange tak!

Hvad er der ellers sket i juli? Det er lykkedes mig at undgå enhver festival denne sommer. Ingen pigtråd, ingen orangeklædte sikkerhedsvagter, ingen regn, ingen øl i plastikkrus, ingen Big Sad Fake. Det har været dejligt…

Til gengæld blev jeg af min ven Jannik med meget kort varsel hevet ind i Parken for at se Verdens Største Stadionband give show søndag regnvejrsaften. Vi sad i tørvejr og det hele var slet ikke så ringe som jeg selvfølgelig havde frygtet. Faktisk var jeg ret imponeret af lysmanden, der ikke ligefrem underspillede. Og Larry Mullen Jnr. lignede en amerikansk filmstjerne. Og The Edge er altså en fremragende guitarist, ingen diskussion om det.

Men det var ikke godt at se og høre England’s nye lysende sanger Johnny Borell og hans band Razorlight blive mødt med uforbeholden ligegyldighed af 30-40-50.000 U2-selvfede rygge, da de sammen virkelig prøvede at varme aftenen op. Mindede mig om den reaktion vi i LS selv oplevede, da vi var med som kanonføde på Rock Show i sommeren 1845. Dengang var det bl.a. Shakin’ Stevens (!) og Bamses Venner både opmærksomhed og hyldest blev sparet til – would you believe!

Ellers bør jeg nok også fortælle at min Ferrarirøde Toyota Corocknrolla uventet er afgået ved bildøden. Efterlod den hos en jysk mekaniker med rare øjne, som lovede at give den en sidste kærlig styrende hånd hen til skrotning. Er lidt trist over det, for jeg var kommet til at holde meget af den hæslige bil. Den havde en helt speciel dejlig Toyota-kasetteafspiller, som desværre ikke kunne overføres til den tyske auto med CD, jeg nu istedet har anskaffet. Det mixtape jeg hørte i Corolla’en på min sidste tur i den hen til aflevering, lavede jeg for godt to år siden. Det er et supercool oldschool køre-bånd, der står Toyota Music på det og det indeholder følgende 100 minutter:

A:
The Contours – Do you love me?
Randy & The Rainbows – Denise
The Swinging Medallions – Double shot (of my baby’s love)
Jaybee Wasden – De castrow
Marty Wilde – A teenager in love
Eddie Cochran – Something else
Bobby Fuller Four – I fought the law
Gary US Bonds – Quarter to three
Johnny Burnette & The Rocknroll Trio – Lonesome train
The Cookies – I never dreamed
Jerry Lee Lewis – It won’t happen with me
Vince Taylor – Brand new cadillac
The Riveiras – California sun
The Isley Brothers – Twist & shout
Nat County – Woodpecker rock
Lloyd Price – Stagger lee
The Shangri-las – Give him a great big kiss
The Music Explosion – Little bit o’ soul
Elvis Presley – Going home
Ray Peterson – The wonder of love
Jerry Lee Lewis – High school confidential
The Diamonds – The stroll
B:
Johnny Thunders & The Heartbreakers – Do you love me?
Blondie – Denis
The Nerves – Hangin’ on the telephone
Richard Hell & The Voidoids – Blank generation
The Strokes – Trying your luck (live)
Luna – Ride into the sun
The Blasters – Marie, marie
Ramones – I wanna be your boyfriend
Patti Smith Group – Free money
Talking Heads – The big country
Gun Club – Carry home
Big Star – Jesus christ
Blondie – X offender
Johnny Thunders – You can’t hold your arms around a memory
Jonathan Richman & The Modern Lovers – Roadrunner (once)
Suicide – Keep your dreams

Klassisk rocknroll! Men med min nye CD-bil har jeg altså ikke brug for kassettebånd, skal vel til at lave mixtape-CD’s istedet, så hvis du derude i webland har bil med sulten kasetterecorder, så giv lyd. Da sender jeg gerne ovenstående Toyota Music til dig. Ville være synd hvis det bånd ikke skulle køre flere ture. I tilfælde af flere forespørgsler trækker vi lod om milliongevinsten:-)

Alt for nu, ville bare lige sige hey. Og velkommen tilbage til os alle!

PS – Og hvor er det præcist I skarpe webspioner hører den nye DM-single Precious?

Joyride med Simon K til Malmö C

I DR’s P3 nu på søndag d. 10. juli kl. 11.03 tager Jens en biltur til Malmö City sammen med Simon Kvamm. Programmet, delvist opkaldt efter sidstnævntes trofaste Peugeot 505, hedder…….”505 med Simon Kvamm”. Der vil være snak, musik og lyd af hjul mod asfalt!

Jens U & Mikael S i TV


Det sker på DR2 d. 15/7 i en genudsendelse af Musikprogrammet. Jens spiller guitar, Mikael Simpson synger. Sangen hedder Asleep, er af The Smiths og udkom i 1985 som B-side til singlen The Boy With The Thorn In His Side.

Jens og Mikael kan som mange her nok allerede ved opleves “hver for sig sammen” senere på året ved 2 dobbeltkoncerter i Store Vega (se under koncerter)

Jo, det ligner en klovn

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Klovn.jpg

Var ude syd for Sjællands Odde i sidste uge. Meget idyllisk, oh yes, men….den ganske egn var overalt smurt ind i gule og lyserøde cirkusplakater, det endda fra hele 3 konkurrerende maneger.
Må tilstå vi desværre ikke sætter høj pris på den slags her. Savsmuld og gøglere. Trapezzer og dresserede udyr. Stakkels elefanter og klovne.
Specielt klovnene er ikke okay. Fra vores barndom husker vi 3 ting om dem: De drikker. De lugter af pis. Og de er IKKE sjove.
Den romantiserede myte om klovnen der græder bag sit smil tror vi aldrig mere på. Og vi kan slet ikke se det værdige i at grandvoksne mænd med vilje sætter sig ned i en lagkage. Ej heller forstår vi hvorfor den hvide klovn altid skal være den ondeste af alle.
I Amerika findes der hjemmesider for folk der er traumatiseret af cirkus. Der kan skræmte sjæle finde trøst i at udveksle cirkushistorier. Samt kigge på billeder og skitsetegninger af specielt ubehagelige klovne (se ovenfor).
Engang troede vi godt vi kunne lide cirkus, men nu er vi sikre på at vi faktisk slet ikke kunne alligevel!

Independence day

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-RamonesThumbBig.jpg

4. juli er dagen hvor USA hvert år fejrer sig selv og mindes det ideal om frihed som nationen er bygget på. Men som tingene er nu for et efterhånden mere og mere verdensforhadt USA, med en FN-ulovlig krig i Irak, åbenlys tilsidesættelse af menneskerettigheder og W. Bush/Rumsfeld-klanen solidt ved roret, kan man vel godt mene, at der ikke er ikke er så fandens meget at holde fest for.

Så hellere nøjes med at kippe med Stars & Stripes for d. 4. juli 1976, hvor New York’s egne Ramones for første gang spillede her i Europa. Det var på The Roundhouse i London, hvor Da Brudders spillede support for siden glemte Flamin’ Groovies og dermed kickstartede punk rock-scenen i England med en nu legendarisk koncert. Både Sex Pistols og The Clash var der blandt publikum, den aften for længe siden…

Drømmenes Roskilde, nu også fredag

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Texas.jpg

Overvældende succés i går har gjort at man her til formiddag har lyn-booket til endnu en aften. Ladies & gents, the line up for tonight:

Orange Scene – kl. 20: The Motown Soul Revue feat. Four Tops and The Supremes, kl. 22: The Clash, kl. 00: Elvis Presley & The American Studio Band

Odeon – kl. 21: Gun Club, kl. 23: Hank Williams & The Drifting Cowboys, kl. 01: Sods

Arena – kl. 22: The Smashing Pumpkins, kl. 00: The Phil Spector Orchestra feat. John Lennon and Leonard Cohen, kl. 02: Depeche Mode feat. Alan Wilder

Det synes ret nemt at være festivalarrangør…

Fan Mail…

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Birthday.jpg

…hed åbningssangen på Blondie’s anden plade Plastic Letters. Og det synes også som den rigtige titel på dette fødselsdagstelegram. For Deborah Harry der fylder 60 år i dag har været en lysende stjerne for mig og for de fleste andre som skød op i sen-70erne.
Det var hende der gennem neonlys-kølige Blondie som den første gjorde det helt naturligt for piger at synge og skrive sange i mandsdominerede rockbands. Og det var hende som i den verden gik forest og skabte rum for ægte girl power-samhørighed mellem sexualitet, intelligens og selvstændighed. Sidst men ikke mindst, så var det hende der havde…….dén stemme.

Så dagen i dag står fri til nydelse af måske Parallel Lines (1978), den med klassikere som Pretty Baby, Heart Of Glass, Picture This, Hanging On The Telephone og Fade Away And Radiate. Og der glemte jeg så endda at nævne min egen storfavorit 11.59. Eller hvad med debuten (1977) med perfekte statements som X Offender og In The Flesh, produceret af Raveonettes’ Richard Gottehrer!?! Eller hey, Eat To The Beat-albummet (1979) med supersinglen Dreaming og tidsløse Slow Motion med sit omvendte Motown-basriff og Giorgio Moroder-inspirerede Atomic med catch-phrasen “your hair is beautiful….tonight”! Bedre og så sensuel popmusik gives simpelthen ikke. Til de der lever uden skal oplyses, at disse ubetalelige plader kan købes for næsten ingen penge i prægtige remastrede CD-udgaver i enhver anstændig lokal record-swap. Så er det sagt…

Stort tillykke herfra – Go, Debbie go!!!

Drømmenes Roskilde Festival

Nogle af jer heftige friluftstyper er sikkert på Dyrskuepladsen lige nu ved at gøre klar til Velvet Guns Without Roses, Kent og den slags.
Andre som er zoomet ind på den helt nye festival med ovennævnte navn, kan istedet glædes over det program til første aftens 3 scener, der nu endelig ligger helt fast:

Orange scene – kl. 20: Ramones, kl.22: The Smiths, kl. 00: Bob Marley & The Wailers

Odeon – kl. 21: Serge Gainsbourg, kl. 23: Jeff Buckley, kl. 01: Kliché

Arena – kl. 22: The Ronettes, kl. 00: Johnny Cash & The Heartbreakers, kl. 02: Joy Division

Der er såvidt vides endnu billetter…

Leaving Mew York

Sanchez og jeg kørte afsted fra København i regnvejr lørdag frokost, og vi havde tanket helt op med benzin, og vi havde købt en kæmpeæske saudiarabiske banancremekiks og noget svensk pærecider, og vi skulle først hente Beatbox’ Don King alias Peter Sørensen et fjernt sted ude i nærheden af Kalundborg, og med ham kørte vi ind i vedvarende solskin et stykke ude på Sjællands Odde, og vi fik os nogle store men for gustne rejemadder på katamaranen til Århus Havn, og derfra mens vi speedede op igen hørte vi først rockabilly-kasettebånd og siden Bob Marley, og da vi kom til Forum Horsens City parkerede vi den røde bil lige bagved scenen hvor R.E.M. var igang med lydprøve, og vi løb hurtigt ind i Mew der lå henslængt i solens varme, og vi sagde mange tak til dem for billetterne vi havde fået, og spillede fodbold i en tilstødende håndboldhal så sveden sprang, og der var stor buffet med laks på spyd og mexicanske pandekager og risretter og friske salater og isafkølede drikkevarer, og vi stod oppe på siden af scenen mens Mew spillede en rigtig fin koncert, og deroppe hilste vi på Michael Stipe’s forældre, og Stipe selv var der også for at høre Mew som han er vild med, og en halv time efter var vi helt ude foran da R.E.M. gik igang, og det var en underlig koncert for den startede fantastisk, blev så i midten noget rodet og ufokuseret, men sluttede heldigvis tilbage i top, og udover sangene Bad Day og Nightswimming var de bedste øjeblikke nok den majestætiske udgave af Leaving New York og så en hypervital Imitation Of Life, og selvom det hele var positivt fik vi også en lidt sær fornemmelse af at R.E.M. som personer måske ikke er helt 100% i sync, hvilket blev underbygget når man så de 3 sci-fi-dobbeltdækkerliners som bare Stipe, Buck og Mills rejser seperat i, men tilsidst under koncerten, da den jyske aftenhimmel endelig stod så mørkeblå at lysene fra scenen kunne gå til angreb, blev den slags bekymringer glemt, og bagefter Horsens-folkets og vores egen sidste R.E.M.-hyldest fandt vi os selv med ryggen mod muren i et lille men menneskefyldt, røgelseslugtende omklædningsrum, hvor Stipe havde tørret krigsmalingen af og nu holdt en gul klud mod sin ene tinding som havde han slået sig, og vi besluttede os for at her havde vi egentlig intet at gøre, og sagde farvel, god vind til Bo, Jonas, Silas, Johan & Pernille og forsvandt ud i den smukke sommernat, og bilen stod endnu der bag scenen hvor vi tidligere havde efterladt den, og da Horsens City lidt senere lå bag os kørte vi mod månen der hang tung og lavt, og vi havde masser af slik og musik til at holde os vågne, og vi havde måske et enkelt stop på en tankstation i Nyborg, og over Sjælland begyndte det så småt at blive lyst i nordøst, og vi var nu trætte og skulle kæmpe for at holde os som vågne, og da asfalten endelig førte os helt ind til København havde vi støv i halsen og næsten ikke flere ord at dele, og både R.E.M. og Horsens City syntes allerede flere verdener væk, og natten var da så godt som forbi, og vi missede morgenlys med øjne, som var det hele noget vi havde drømt.