Alle indlæg af Jens

Radio Saint Etienne

Saint Etienne er mere end navnet på den by i Frankrig, hvis fodboldhold i aften spiller UEFA-cup mod FCK i Parken. Her en dagsaktuel top-10 over Soho, London-bandet Saint Etienne’s 10 bedste sange, ofte en energisk synthbaseret – men mindre bombastisk/mere dagdrømmende – Pet Shop Boys-europop, som anført af den perfekte chanteuse light Sarah Cracknell:

01. You’re In A Bad Way (single, 1993)
02. Avenue (single, 1992)
03. He’s On The Phone (single, 1995)
04. Pale Movie (single, 1994)
05. Heart Failed (fra Sound Of Water, 2000)
06. Who Do You Think You Are (single, 1993)
07. Amateur (fra Finisterre, 2002)
08. This Is Radio Etienne (fra Foxbase Alpha, 1991)
09. Burnt Out Car (fra Continental, 1997)
10. Shower Scene (fra Finisterre, 2002)

Oh, glamourous rocknroll!

Vi er i sluthalvfjerdserne og mørket står kulsort udenfor. Det feterede og hypede New York City-band Television, som netop omkring dette tidspunkt revolutionerer rockmusik med debutalbummet Marquee Moon, portrætteres her i en ikke helt luksuriøs varevogn, hvem ved, muligvis på vej på job. Herfra skal det desværre gå ned af bakke for Tom Verlaine’s band, der inden for et par år splitter op, mod solokarrierer og/eller obskuritet.

Ord til en dag der helst vil være mørk

HENOVER HIMLEN

Henover himlen sejler mit øje henover øjet sejler mit lys henover lyset sejler min blæst henover blæsten sejler min hånd henover hånden sejler min hud henover huden sejler min puls henover pulsen sejler mit blod henover blodet sejler min dag og min nat henover dagen og natten sejler mine år henover årene sejler min død. 

© Søren Ulrik Thomsen, fra City Slang (1981)

De byggede og viste vejen

New Order vil bare ikke finde sig i de slemme drive by-shootings på Nørrebro og i Storkøbenhavn længere. Derfor har Manchester-bandet overvundet enhver intern fjendlig stemning, gendannet sig, gennemgået en foryngelseskur (se billedet!), skrevet, indspillet og lynudsendt denne samvittighedsfulde nyklassiker om våben og venskab.

Okay, nej, det er selvfølgelig ikke sådan. Mere sandt og glædeligt er det til gengæld, at Barney, Hooky, Steven og Gillian netop har fået genudsendt samtlige deres 5 tidsdefinerende – Power, Corruption & Lies (1983), Low-life (1985) og Technique (1989) er alle uundværlige! – studiealbums fra 1980’erne i remastrede 2CD-udgaver med ekstramateriale i form af en bunke single-A-sider, ditto B-sider, et par outtakes og diverse 12′-remix. 

1963

It was january, 1963
When johnny came home with a gift for me
He said I bought it for you because I love you
And I bought it for you because it’s your birthday, too
He was so very nice, he was so very kind
To think of me at this point in time
I used to think of him, he used think of me
He told me to close my eyes
My gift would be a great surprise
I saw tears were in his eyes
He never meant to hurt me
Oh, god, johnny, don’t point that gun at me
There’s so many ways our lives have changed
But please, I beg, don’t do this to me
Johnny, don’t point that gun at me
Can I save my life at any price? 
For god’s sake won’t you listen to me? 

And though he was ashamed that he had took a life
Johnny came home with another wife
And he often remembered how it used to be
Before that special occasion, 1963
There was too many ways that you could kill someone
Like in a love affair, when the love is gone
He told me to close my eyes
My gift would be a great surprise
I saw hatred in his eyes
He never meant to hurt me
Oh, god, johnny, don’t point that gun at me
There’s so many ways our lives have changed
But please, I beg, don’t do this to me
Johnny, you keep on using me
Can I change my life for any price? 
Oh, johnny, won’t you listen to me? 

I just want you to be mine,
I don’t want this world to shine
I don’t want this bridge to burn
Oh, johnny, do you miss me? 
I just want to feel for you
I will always feel for you…

© New Order

Til tælling

Det har været en hård weekend. Vi har nok sovet for lidt. Her apropos et billede af Charles ‘Sonny’ Liston, i underskud for kun anden gang i boksekarrieren, afsender af ubalancen en ung Muhammed Ali. Året er 1965, det er sent forår og The Beatles topper verdens hitlister med John Lennon’s ‘Ticket To Ride’.

Reach out, he'll be there

Mine damer og herrer, vi har et dødsfald iblandt os. Levi Stubbs, forsanger i undertegnedes yndlings-Motowngruppe The Four Tops, er gået bort. Den uforligneligt længselsfulde stemme på sublime hitsange som ‘Baby, I Need Your Loving’, Without The One You Love’, ‘I Can’t Help Myself’, ‘It’s The Same Old Song’, ‘7 Rooms Of Gloom’, ‘Standing In The Shadows Of Love’ – man kunne altså nemt blive ved! – findes ikke mere.

En fantastisk indtrængende soulsanger var Levi Stubbs, med sit nprthern soul-uptemporamte emnespeciale i dramatisk at-blive-forladthed. Engelske Billy Brag hyldede ham allerede år tilbage i sangen ‘Levi Stubbs’ Tears’, hvor det meget fint hedder sig, “..when the world falls apart some things stay in place / Levi Stubbs’ tears run down his face”.

Se og hør Levi + de tre andre Four Tops fremføre ‘Baby, I Need Your Loving’ lige her.

The Last Shadow Puppets på Vesterbro

Er det onsdag må det være Sverige – TLSP på scenen i Stockholm’s Cirkus.

Berlingske giver ****, Soundvenue *****. GAFFA (hvis nye webdesign opleves, som at lande med et fly ovenpå en lufthavn) *****, JP *****, BT ***** og Ekstra Bladet maksimale ****** stjerner. Vi her er også oppe et udefineret sted i samme høje luftlag, selvom det pinligt nok først efter showstop gik op for overtegnede, at ham til venstre er ham til højre og omvendt. The Last Shadow Puppets genopfører allerede i aften deres forrygende musik, i Berlin’s cirkusteltlignende Tempodrom, få hundrede mester syd for Potsdamer Platz. Den nagende ærgelse over ikke igen at kunne være tilstede der, er vel næsten den største ros noget band overhovedet kan få. Den fortjener Sheffield/Liverpool-duoen efter showet i går, der – som EB rammende skriver – var en magtdemonstration i kunsten, at få det svære til at fremstå nærmest vægtløst let.

First shadow puppet

Scott Walker, der engang boede i København og efter sigende hver mandag indfandt sig i Bristol Music Center på Strøget for at tjekke ugens nye import-plader ud, får sig her en øl i et omklædningsrum. Hans første fire soloalbums efter bruddet med The Walker Brothers, bød alle på en særegen mørk, dramatisk og europæisk-inspireret voksenpop. En genre mange troede uddød og borte, indtil The Last Shadow Puppets i foråret udsendte The Age Of The Understatement, der i lyd, sangskrivning og orkestrering løfter den arv fra Scott Walker mere end fornemt. I aften spiller de i Vega, deres første egentlige Europa-tour, med rullende trommer, heftige mol-akkorder, 16 strygere og de to insisterende stemmer, så det vil give genlyd i Københavns efterårsgader. Tag her Scott Walker og hans version af Jacques Brel’s ‘Mathilde’ i Dusty Springfield’s TV-show.

It's alive – eller…?

For hvert ene gode er der mindst 49 dårlige. Nej, vi snakker ikke argumenter for vores lands krig i Irak, men derimod de af rockbands så frygtede livealbums. For hvor er det usandsynligt få givende af slagsen der findes. Skriver dette fordi jeg i sidste uge erhvervede en af de sjældne undtagelser for denne skuffelsens regel, The Clash’s 50 minutters-set fra andenaftenen på New York’s nu nedrevne Shea Stadium, i oktober 1982, da The Only Band That Matters spillede support for The Who.

The Clash har tidligere udsendt From Here To Eternity, en bestået livesamling med spredte optagelser fra bandets karriere, hvor den allerstørste bedrift næsten må være Mick Jones’ samlende efter-homogenisering af de forskellige Clash-årganges meget skiftende lyd og udtryk. At han ved den lejlighed faldt over mixerpulten, så hans eget guitarspor tilfældigvis røg op i faretruende nærhed af max-volumen, kan vel tilgives, for Mick Jones’ højelektriske guitar i The Clash er altid værd at høre på.

Den nye Shea-plade har en anderledes naturlighed i sin slankere, direkte lyd. Og hvad mere er, dokumenterer den bandet som det lød på en enkelt løsrevet aften, et komplet set med The Clash’s originale dramaturgi. Havde frygtet dette enorme stadions massive lydforhold ville berøve oplevelsen dens finere nuancer, men nej, The Clash lever på Shea helt op til egen mytologiske status, som den levende jukebox der brænder så klart igennem. Drømmen om det perfekte rocknrollband gives i mange afskygninger, men næppe mere dynamisk, magtfuldt, uptight – men loose! – end her.

Det er det med det levende, der ofte spiller et grimt trick når den volumenhøje koncertsituation skal transformeres ned på en plade. I mange år var den almene opfattelse, at Thin Lizzy med dbl-LP’en Live & Dangerous fra 1978 måske havde begået omtrent verdens bedste rock-livealbum. I sin aktuelle biografi Bowie, Bolan & The Brooklyn Boy fortæller den allestedsnærværende producer Tony Visconti specifikt omkrig L&D, at Phil Lynott ovenpå selve show-indspilningen gik i studiet med Visconti og genindspillede leadvokaler samt bassspor på alle sange. Hvorefter bandets to guitarister – Scott Gorham og Brian Robertson – overdubbede samtlige guitarroller….!

Et velfungerende produkt indeed, men en liveplade, nej vel? Bruce Springsteen har også udsendt et – for hans standard – underpræsterende og tvivlsomt scenedokument. På 3dbl-LP’en Live 1975-85 optræder hans centrale ‘Backstreets’ således i en optagelse fra et 1978-show, hvorfra 4-5 minutter, hele liveversionens ubetalelige ‘Sad Eyes’-stykke, er skåret bort, hårdt og brutalt. Måske det er for puritansk og kedeligt, at forvente den faktuelle gengivelse af et show, med dertil tilhørende fejl og mangler, men der kunne være grænser.

En stor personlig favorit har altid været The Ramones’ It’s Alive-dbl-LP, fra deres nytårsaftensshow i London’s Rainbow Theatre, 1977/78. Og her synes intet ændret eller forbedret fra selve aftenen. Men en svaghed er alligevel dukket op; købte for nogle år siden en anden – og mindre fokuseret – liveplade med Da Brudders, optaget i New York kun en uge efter London-koncerten. At erfare der, Joey Ramone’s tungen-lige-i-munden-scenesnak, er så godt som It’s Alive-identisk, er en nedtur. Spontaniteten var ikke spontan, øjeblikket var koreograferet. Den viden klæder ikke The Ramones og deres It’s Alive .

På den vis var det langt nemmere at turnere før internet bandt sammen i instant fællesdeling af information. Før kunne bands gentage samme show aften efter aften efter aften, og en dramaturgisk overraskelse kunne forblive en overraskelse. Men når nu f.eks. The Last Shadow Puppets forleden tog Leonard Cohen’s ‘Memories’ med i deres set, har de forventningsfulde koncertsale bandet meget snart skal besøge, allerede den mulige oplevelse med i bevidstheden. Nej, det skal ikke være nemt. Lad os slutte med en improviseret top-5 over favorit-livealbums – og lad høre jeres…

1. Bruce Springsteen & The E Street Band – Passaic Night (fra 1978, findes desværre kun som bootleg!)
2. The Clash – Live At Shes Stadium
3. Jerry Lee Lewis – Live At The Star Club, Hamburg
4. David Bowie & The Spiders From Mars – Santa Monica ’72
5. The Ramones – It’s Alive

What were the skies like when you were young?

– They went on forever – They – When I w- We lived in Arizona, and the skies always had little fluffy clouds in ’em, and, uh… they were long… and clear and… there were lots of stars at night. And, uh, when it would rain, it would all turn – it- They were beautiful, the most beautiful skies as a matter of fact. Um, the sunsets were purple and red and yellow and on fire, and the clouds would catch the colors everywhere. That’s uh, neat cause I used to look at them all the time, when I was little. You don’t see that. You might still see them in the desert.

Rickie Lee Jones reminiscerer.

På nordengelske læber

Yugo Star har postet information om søndag aftens Last Shadow Puppets-show på Manchester Apollo. Viser sig koncerten denne aften, og den forgående i Wolverhampton, indeholdt et TLSP-bud på Leonard Cohen-klassikeren ‘Memories’, hvilket ikke gør forventninger til nu torsdag aften i Vega med The Last Shadow Puppets (+ deres 16 mand store strygeorkester) mindre. Jo, der er stadig billetter, og jo, her er setlisten med tape på fra Manchester:

Cry tough, don't you know you're getting old?

Ovenstående tekståbning fra ‘Cry Tough’, denne sides absolutte yndlingssang med Alton Ellis, så køligt velsyngende pioner på Jamaica’s rocksteady-scene i midt-60’erne, har nu vist sig at indeholde trist meget selvprofeti. Ellis, der i sin storhedstid også havde store jamaicanske hits med især ‘Dance Crasher’, ‘Get Ready – Rock Steady’ og  ‘(Girl) I’ve Got A Date’, døde nemlig fredag i Hammersmith, London, efter længere tids sygdom.

“Going back to Africa ‘cos I’m black / Going back to Africa and it’s a fact,” sang Alton Ellis i ’71 selvbevidst på rootsnummeret ‘Back To Africa’. Ellis vil nu ikke længere kunne være på vej mod Haile Selassie’s Afrika, men istedet have residens i Treasure Isle-himlen, langt over Jamaica’s blå bjerge. Hans sublime ‘Cry Tough’ kan indtages og nydes lige her.