Alle indlæg af Jens

Tombola i Parken

På vej til København er lige nu Springsteen og hans sortklædte E Street Band, der i aftes havde endnu en stor aften, denne på Parc Des Princes i Paris. Springsteen har udtalt, han og bandet peaker i disse uger, hvilket reflekteres i de meget forskellige setlister fra show til show. Der fremstår ialfald et overlegent overskud til improvisation og følgen af instinkt, som øjensynligt gør det meget specielt for både band og publikum at være tilstede ved disse seneste europæiske shows. Søndag er det så Parken og hvad kan forventes udover det logisk givne…? Det svares der måske på i denne entusiastiske og begejstrede mail (om gårsdagens show), der kom ind i nat fra en god Springsteen-bekendt:

For fucks sake, en sætliste! Interessant, at Badlands for først gang i euro IKKE sluttede hovedsættet!
Men ingen ’Racing’ (kun 2 gange siden dog), ingen ’Backstreets’ (5 gange siden), ingen ’Jungleland’ (7 gange siden), ingen ’Downbound’ (8 gange siden), så de virker ikke så usandsynlige i København-tombolaen!
Fantastiske ’Rendezvous’ (dén havde jeg sgu gerne hørt i overmorgen) og ’Janey…’, han graver godt i Tracks perlerne. Man kan jo bare håbe på en-to af guld som ’Loose Ends’, ’Frankie’, ’Roulette’, ’Dollhouse’, ‘Give the Girl a Kiss’, ‘My Love…’, ‘Be True’, ‘Take ‘Em…’ og ‘This Hard Land’, mand! Whoa og ‘The Promise’!!

Check for øvrigt den håndskrevne sætliste til Paris (ffs, ’Jungleland’ SKULLE være spillet!!!), denne gang med et vedhæng (scroll ned) i form af en ”options’ liste!
http://www.brucespringsteen.net/art/setlists/062708-handwritten.pdf

Hvad har han skrevet som nr. 1 i ”Options”? Den kan jeg sgu ikke lure!
Men ellers er ’Tougher’, ’Lost in the Flood’ og ’Downbound’ på den liste. Mon ikke de er meget tæt på sætlisten i morgen, så? Og anden gang på en uge ’Downbound’ har været ”planlagt” uden at blive spillet.

Mand, kan ikke vente. Kan godt være, det kun er en uge siden. jeg har set Bruce og ESB, det føles som en evighed.

”The stunning, masterful, majestic beauty of “Racing in the Street” alone would have been reason enough to travel six hours by train, tram and foot to see this wonderful show. But Milan had everything: the old, the obscure, the moving, the thrilling, the funny and even the Summertime Blues.”

Emne: Paris – sidste før KBH

1. Adam Raised A Cain
2. Radio Nowhere
3. No Surrender
4. The Promised Land
5. Spirit In The Night
6. Rendezvous
7. Candy’s Room
8. Atlantic City
9. Janey Don’t You Lose Heart
10. Darlington County
11. Because The Night
12. She’s The One
13. Livin’ In The Future
14. Mary’s Place
15. For You – solo piano
16. Fire
17. The River
18. The Rising
19. Last To Die
20. Long Walk Home
21. Badlands
22. Out In The Street
———–
23. Girls In Their Summer Clothes
24. Tenth Avenue Freeze-Out
25. BTR
26. Bobby Jean
27. Dancing
28. American Land

De uovervindelige?

Og Spanien blev klar til søndagens fineale om europamesterskabet for landshold. Det eneste hold af de oprindelige 16 uden nederlag, tonede rent flag og angreb fra start de på aftenen overmatchede russere. Da først Xavi-scoring havde fundet sted i starten af 2. halvleg, syntes det nemt for spanierne at sønderflå elleve forvirrede modstandere med kontraangreb af bedste skuffe. Så i denne omskiftelighedernes 08-turnering er der nu lagt op til en finale, som på forhånd synes langt mere åben og lovende, end den for fire år siden i Portugal, da Luis Figo’s hjemmebanedrenge løb hovederne ind i den berygtede græske mur. Spanien synes for nu langt skarpere og bedre spiludviklet end Tyskland, men tyskerne værende tyskere værende tyskere skal aldrig nogensinde afskrives på så løst et grundlag. Det ved de alt om nede i Tyrkiet efter i forgårs.

Tyskland-Spanien, søndag aften, kl. 20.45, ARD

The comeback kid

Modtog i går en plade fra den anden side af verden. Dedicated To The Ones We Love fra 2001 er et coveralbum, hvor The Blackeyed Susans fra Perth, Australien tackler personlige favoritter. Over 16 tracks ramles der gennem klassiske tracks fra bl.a. Alex Chilton. The Crystals, The Triffids, Velvet Underground, Frank Sinatra, Nina Simone, Bob Dylan og Elvis Presley. Sidstnævnte repræsenteres af hele to sange, hvoraf den sidste, ‘If I Can Dream’, står som en af hans største sangbedrifter fra efter genfødslen i 1968.

Og helt tilfældigt er det netop i denne uge 40 år siden, Elvis gjorde en ende på sine år med elendige Hollywood-komedier og ligeså håbløse soundtracks, med TV-optagelserne til den siden så berømte comeback-special. Drevet af lyst efter igen at finde den musik han følte andet end penge for, gik Elvis til comeback-showet med al den sult og intensitet, han ikke havde vist siden før han drog til Tyskland og blev soldat for USA. Showet er splittet i to dele. Den ene sekvens, den mest kendte, foregår med Elvis i det sorte læderoutfit på en lille scene foran et endnu mindre publikum. Den anden består af en samling scenograftunge orkestersnumre, og er ikke ubetinget vellykket.

Til at runde det hele af, skulle Elvis tilsidst optræde med et nyt nummer. Meget mod Colonel Parker’s vilje insisterede både TV-producerne og Elvis her på ‘If I Can Dream’, en sang der med klare referencer til borgerrettighedsissues og Martin Luther King, myrdet kun to måneder tidlgere, var alt, alt for kontroversiel i oberstens øjne. Parker frygtede sangtekstens så radikale budskab om fred og mellemfolkelig forståelse ville fremmedgøre Elvis for almindelige hvide amerikanere.

Som det blev var ‘If I Can Dream’ comeback-showets store øjeblik. Elvis, nu i hvidt jakkesæt, synger som for livet i det orgelberusende nummer. Kuldegysfremkaldende hvordan han, der syntes tabt for musikken og dens sjæl, her vinder det hele tilbage i en helhjertet satsning. Med ét betyder Elvis Presley noget igen, genindsat på det musikalske landkort af de indtrængende 3 minutter og 14 sekunder. Til oberstens store forundring blev ‘If I Can Dream’ endda Elvis’ første hitsingle i adskillige år, da sangen endelig udkom i november ’68.

Inden den store personlige nedtur senere satte igang, skulle de næste år byde på adskillige karrieremæssige højdepunkter. Ikke mindst de American Studio-sessions i vinteren 1968-69, der afstedkom albummet From Elvis In Memphis bør nævnes. Det var der man også, udover den plades fremragende soulfarvede sange, fik sublime singler som ‘Kentucky Rain’ og ‘Suspicious Minds’ indspillet. En suveræn periode for Elvis, måske hans allerbedste, og længe før han atter blev ‘caught in a trap’. Men det er senere historie. Se, hør og nyd ‘If I Can Dream’ lige her.

IF I CAN DREAM

There must be lights burning brighter somewhere
Got to be birds flying higher in a sky more blue
If I can dream of a better land
Where all my brothers walk hand in hand
Tell me why, oh why, oh why can’t my dream come true
Oh why

There must be peace and understanding sometime
Strong winds of promise that will blow away
the doubt and fear
If I can dream of a warmer sun
Where hope keeps shining on everyone
Tell me why, oh why, oh why won’t that sun appear

We’re lost in a cloud
With too much rain
We’re trapped in a world
That’s troubled so much with pain
But as long as a man
Has the strength to dream
He can redeem his soul and fly

Deep in my heart there’s a tremblin’ question
Still I am sure that the answer, answer’s gonna come somehow
Out there in the dark, there’s a beckoning candle
And while I can think, while I can talk
While I can stand, while I can walk
While I can dream, please let my dream
Come true……right now

© Earl Brown

None but the brave

På Nørrebro med Nørlund at få en bid indisk mad og se semifinale. Startede på tyskernes side, men endte som ærgelig taber sammen med tyrkerne. Umuligt ikke at tage deres fight og opsøgende spil til sig på aftenen, hvor de endnu en gang fandt sig bagud i store problemer. Desværre røg de denne gang endeligt bort. Deres gejst vil helt sikkert være savnet i finalen.

Vi har set bold fra hele verden gennem de seneste mange år og aldrig oplevet TV-tekniske udfald, som dem fra Schweiz i aftes. To gange forsvandt transmissionen i flere minutter over hele Europa, og det fra selve kukurets præcisionspotente hjemland. Måske en præventiv ide at lægge næste EM i Togo, Ny Guinea eller hvorsomhelst derude, så vi en anden gang kan slippe for så graverende tekniske snitsår i en uigenkaldelig semi.

Mens tyrkerne kæmpede for sagen tikkkede sms’er ind om andre vigtige begivenheder. I Milano var Springsteen på besøg og fortsatte vanen tro med sine omskíftetlige marathon-setlister. Aftenen på San Siro bliver svær at overgå i København på søndag, så meget guld den bød på. Ikke bare klassiske men ret sjældne ‘Racing In The Streets’, men også en vild raritet som ‘None But The Brave’ blev spillet. Og ‘Twist & Shout’! Her er hvad de heldige milanesere modtog gennem godt tre timer på aftenen d. 25 juni, 2008:

Summertime Blues
Out in the Streets
Radio Nowhere
Prove it all Night
Promised Land
Spirit in The Night
None But The Brave
Candy’s Room
Darkness on the Edge of Town
Hungry Heart
Darlington County
Because the Night
She’s the One
Livin’ in the Future
Mary’s Place
I’m on Fire
Racing in the Streets
The Risng
Last to Die
Long Walk Home
Badlands
+ + +
Girls in Their Summer Clothes
Detroit Medley
Born To Run
Rosalita
Bobby Jean
Dancing in the Dark
American Land
+ + +
Twist & Shout

The sound of young Liverpool

Vi har allerede mødt Rascals-frontfigur Miles Kane, som ham i duoen The Last Shadow Puppets, der ikke er fra Arctic Monkeys. TLSP-albummet står i den grad som en af forårets musikalske overraskelser. Forventet var en legestue, et typisk fritidsprojekt, og slet ikke den fuldkomne samling luftbårne popsange, The Age Of The Understatement-albummet så imponerende viste sig som.

Kane’s ‘rigtige’ band The Rascals lever ikke op til det samarbejde med Alex Turner. Debutalbummet Rascalize kommer desværre uden samme kvalitet og sans for detalje, der gør TLSP så specielle. Rascalize er småpsykedelisk scouser-indie, slet ikke ulig The Coral, bare et par etager eller tre under i sangskrivningsafdelingen. Kane selv står som en vindende sanger, men har nemt vundet langt mere på en vis anden plade, end han lykkes med her. Ikke sjovt for Miles Kane at skulle konkurrere med sin egen strålende nutid.

The Last Shadow Puppets har iøvrigt hørt vores ønsker og spiller i Vega til september. Billetter er netop sat til salg.

I'll Be Here In The Morning


There’s no stronger wind than the one that blows
Down a lonesome railroad line
No prettier sight than looking back
On a town you left behind
There is nothin’ that’s as real
As a love that’s in my mind
Close your eyes – I’ll be here in the morning
Close your eyes – I’ll be here for a while

There’s lots of things along the road
I’d surely like to see
I’d like to lean into the wind
And tell myself I’m free
But your softest whisper’s louder
Than the highways call to me
Close your eyes – I’ll be here in the morning
Close your eyes – I’ll be here for a while

All the mountains and the rivers
And the valleys can’t compare
To your blue lit dancin’ eyes
And yellow shining hair
I could never hit the open road
And leave you layin’ there
Close your eyes – I’ll be here in the morning
Close your eyes – I’ll be here for a while

Lay your head back easy, love,
Close your cryin’ eyes
I’ll be layin’ here beside you
When the sun comes on the rise
I’ll stay as long as the cuckoo wails
And the lonesome bluejay cries
Close your eyes – I’ll be here in the morning
Close your eyes – I’ll be here for a while

© Townes Van Zandt

Russiske revolutioner og glæden ved den rette timing

Det stod ikke skrevet nogen steder, da russerne sneg sig fra banen efter deres første EURO08-kamp, et 1-4 nederlag til Spanien, at de skulle kunne nå langt i turneringen. Omvendt måtte Holland leve med en pludselig opstået favoritrolle i manges øjne, ovenpå to indledende og smukt orkestrerede sejre mod verdensmestrene Italien og VM-sølvvinderne Frankrig. I går aftes blev de roller byttet, da Rusland gav hollænderne en lektion i totalfodbold og sendte dem ud af turneringen.

Hermed har tre gruppetoere nu slået tre gruppeettere i kvartfinalerne. Fortsætter den trend bliver Spanien elimineret i aften, og Italien, der i åbenlys svaghed fremstod som sin egen værste fjende i gruppespillet, står klar til en semi. Hvilket siger ikke så lidt om en afslutningsrundes specielle logik: Man skal ikke toppe for tidligt, og derved risikere at brænde ud i træthed når det virkelig gælder, men hellere spille sig op i form undervejs. Tyskland er i årets turnering, som i utallige tidligere, et slående eksempel herpå. Ofte har tyskerne nærmest kravlet gennem deres indledende runde, til spot og hån i hjem- og udland, for tilsidst alligevel at stå finaleklare, da store og mægtige.

Danmark lavede det omvendte trick i Mexico86, med sejre og især et spil der gav genlyd fra start. 1-0 over Skotland, 6-1 over Uruguay og 2-0 over et indledningsvist blegt tysk landshold, som naturligvis senere nåede finalen, der dog trods alt blev tabt til Argentina og Diego Maradona. Den slutkamp på kolosale Estadio Azteca i Ciudad de Mexico blev spillet længe efter vi selv – i vores ubekymrede fodboldrus – var løbet over en landmine ved navn Spanien, det med fatale følger.

Da DK vandt Sverige92 havde turneringen modsat formkurve. En fattig 0-0-indledning mod England, et selvudslettende nederlag mod Sverige og så – ingen så dén komme på forhånd – den knebne sejr over Frankrig, der gav adgang til semifinale mod Holland. Resten er historie. Det kan EURO08 også være allerede i aften for de hidtil så imponerende og derfor logiske favoritter fra Spanien, hvis altså Italien mener det alvorligt med sit formstigende comeback ind i de fodboldspillende landes udtyndede rækker.

10 minutter herfra…

...er rollerne byttet. De blåklædte vil da ligge ned fortabte, mens de røde skal fejre, som gælder det livet. Så lunefuldt er spillet. Måske man aldrig skal danse amokrus, som ovre i baggrunden, før slutfløjtet har lydt – eller hvad, jakkesætsklædte Kroatien-træner Slaven Bilic!? I skrivende stund er det sent fredag, et forkert tidspunkt at tage sig af en så ringe boldkamp på, som tilfældet var i aften, så vi gør det ovenfra og ned, hurtigt.

Her udenfor i København høres nu tudende bilhorn i stor stil. Tyrkerne er på gaden med sejr, efter en mere end heldig udgang af deres kvartfinale mod Kroatien. FC Balkan kom foran i forlænget spilletid, da der kun manglede ét sølle minut af den latterligt kedelige dyst. Men Tyrkiet tilkæmpede sig desperat – deres nye EURO08-vane tro – en scoring i allersidste sekund, og vandt derefter i psykisk medvind på de fem efterfølgende straffespark.

Og mange tak for det. For mens tyrkerne gerne ville men ikke kunne i aften, kunne kroaterne muligvis godt men ville bare slet ikke. Var Kroatien gået til semi, kunne de sikkert have lukket kampen mod Tyskland ned på samme måde som de gjorde det her. Men heldigvis ikke at opleve igen. De ‘nye grækere’ lykkedes ikke med deres sovepille-mission, så istedet byder første semifinale onsdag nu på noget så landsholdssjældent som berlinsk lokalderby: Tyrkiet møder Tyskland.

Ikke mere herfra nu. Der er fredag nat og vi lukker ned. Må de kolde øl bekomme vel, derude i den danske sommernat.

PS – Tag lige chancen og se de EM-kampe på tysk ARD. Fußballekspert Günter Netzer har sjælden stjernekvalitet, det både for øre og øje. En vild mand, på sin egen brontosaurusagtige måde!

Leaving NY

R.E.M. kom forbi New York i nat, spillede Madison Square Garden 36 år + 9 dage siden Elvis indtog samme scene. Det var næstsidste nordamerikanske show for nu. Herefter venter kun en hjemstavnsaften i Atlanta, GA’s Lakewood Amphithetre, før menuen står på Europa, med start i Amsterdam 2. juli. Hvem der har fulgt med her på siden, vil vide, at setlisterne på den nye tour afspejler et revitaliseret band. Et andet positivt tegn herpå kan købes via iTunes, hvor R.E.M.’s coverversion af Beat Happening’s indie-klassiske ‘Indian Summer’ netop er sat til salg som ekstraspor til ‘Hollow Man’, den nye single fra Accelerate. På ‘Indian Summer’s to tålmodige akkorder bevæger R.E.M. sig ufortrødent ind i klassisk Velvet Underground-territorie, med kølig tambourin, dissonant guitardrone, simpelt orgel, afsted i fem minutters faldende mørke og stigende intensitet. En vellykket version. Her er settet fra New York i nat:

Living Well’s The Best Revenge
These Days
What’s The Frequency, Kenneth?
Bad Day
Drive
Hollow Man
Ignoreland
Man Sized Wreath
Leaving New York
Disturbance At The Heron House
Houston
Electrolite
(Don’t Go Back To) Rockville
Driver 8
Harborcoat
The One I Love
Until The Day Is Done
Let Me In
Horse To Water
Pretty Persuasion
Orange Crush
I’m Gonna DJ
——————–
Supernatural Superserious
Losing My Religion
Begin The Begin
Fall On Me
Man on the Moon

Farvel til Ibra

Så røg Sverige, de skuffende naboer, der gjorde spillet til en gordisk knude, endelig ud. Havde ikke været okay, skulle det ideforladte blågule løberi have nået kvartfinalerne. Rusland kørte dem af banen i aftes og skulle fortjent have vundet langt større. De møder Oranje på søndag, mens Ibra & co. nu må rejse slukørede hjem. Ærgelsen forståelig, men der er ingen grund til skam. For i Schweden er de gode til andre ting. Musik for eksempel. Her en top-10 over de bedste svenske albumudgivelser nogensinde:

01. Håkan Hellström – Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg
02. Ebba Grön – Kärlek & Uppror
03. Kent – Isola
04. Broder Daniel – Broder Daniel Forever
05. Kent – Hagnesta Hill
06. Lill Lindfors – Du Är Den Ende
07. Moneybrother – To Die Alone
08. Abba – The Visitor
09. The Radio Dept – Lesser Matters
10. Ulf Lundell – Fanzine

Andre og gerne bedre bud under kommentarer…

Citat at tage med

– Jenny var også så flink at recitere et digt op for os, til stor begejstring på dansk, ligesom det meste af snakken fra scenen var. Digtet var noget med, at hvis man havde to kroner, skulle man købe et brød for den ene for at overleve, og en blomst for den anden, fordi det er ligeså vigtigt at nyde livet som at have det. Ikke super-dybt, men det slår dog sangteksterne med adskillige favne. Titlen ”Life is a Flower” understreger pointen. Livet er rigtignok mange ting, men en blomst er altså ikke en af dem.

Simon Høgh Meldgaard, GAFFA, fra en trestjernet liveanmeldelse af Ace Of Base

Think I need it too

En interessant nyhed, sikkert herinde udelukkende til iben, men alligevel. Echo & The Bunnymen udsender til oktober The Fountain, et nyt John McLaughlin-produceret album. En single-forløber ved navn ‘Think I Need It Too’ meldes klar allerede august. Nævnes skal det, Coldplay’s Chris Martin har samarbejdet med bandet på et af albummets numre. Til efteråret opfører Bunnymen iøvrigt milepælen Ocean Rain i sin helhed ved symfoniorkesterbelagte shows i London, New York City og Liverpool. På sidstnævnte hjemmebane foregår showet 27. november i byens til lejligheden passende opkaldte nye koncertsal, Echo Arena, kun et halvt stenkast fra en stor flod ven navn Mersey. All at sea again…