For de heldige af os der ser Abattoir Blues/The Lyre Of Orpheus som noget af et mesterværk, skal det nok ikke være helt ubesværet at møde Nick Cave & The Bad Seeds’ opfølgende Dig, Lazarus, Dig!!!. Imellem de to har været Grinderman-longplayeren, en storstøjende legestue, mere underholdende end egentlig givende.
Dig, Lazarus, Dig!!! bærer DNA-spor fra begge. For den white-trashede throwaway-rawk fra Grinderman benyttes også flere steder her som træklokomotiv for Cave’s vanligt højtbelæssede skæbnehistorier. Dén afstumpede genre får musikalsk modvægt, thank god, af en håndfuld langt mere klassisk The Bad Seeds-lydende sange, som dyppet i tjære og rullet i sort.
Hovedpersonen skriver for her og nu tilnærmelsesvis ikke længere historier fra egen dagbog, som det skete på bekendelsespladen The Boatman’s Call. Som den rigtige forfatter han med årene er blevet, giver han istedet sine fritvoksende sange et absolut Nick Cave-uafhængigt liv, som oftest i en fornedret parrallelverden af bibelsk overdrev og menneskeligt fald.
Så nej, Dig, Lazarus, Dig!!! tager sig aldrig tid til noget så ordinært som kedsomhed. Albummets største fornøjelse kommer dog ikke fra dets mere eller – måske for ofte – mindre udviklede musik, men i højere grad via de vilde ords fortællinger og det intense spræl Nick Cave, som fuldvoksen sanger med temperamentsbestemt pondus, så overbevisende giver dets tolv sange. Der går i den forstand en blodrød tråd tilbage til fortællermetoden på Cave’s egen version af den klassiske mordballade ‘Stagger Lee’.
Man kan så ærgre sig over det midlertidige tab af den forfinede og klaverkomponerende Nick Cave, man kan savne ex-Bad Seed Blixa Bargeld’s specielt sjælfulde guitarfremspring, man kan overordnet beklage den pt. fandenivoldske Cave’s manglende interesse i at ville imponere alverden med et mere sublimeret uhm….produkt. Men det er udenomssnak og ligemeget, al den tid selv en uperfekt Dig, Lazarus, Dig!!! fylder mere i hjerte og bevidsthed end noget rationelt forbehold. Tag det som anbefaling til en tur i rodebutikken.
PS – Glemte vi i farten at tale om enkelte sange? ‘Jesus Of The Moon’ er den absolut kønneste på pladen, med et enkelt og svajende melodisk chorus, umuligt ikke at blive bortført af. ‘Hold On To Yourself’ og det episke slutnummer ‘More News From Nowhere’ mestrer ligeledes det mørkt stemningsmættede, mens ‘Albert Goes West’ på Grinderman-fløjen er et fantatstisk rocknummer, hvor Nick Cave undervejs stønnende erklærer, “this world is full of endless abstractions / I won’t be held responsible for my actions!” Well, isåfald stopper enhver bedømmelse af hans nye disc lige her.