I dag for 70 år siden blev Nina Hagen født af kunstnerforældre i østberlinske Friedrichshain. Her er hun – før sceneskiftet til Vesttyskland i 1976 og en kulørt karriere med et meget teatralsk afsæt i punk – med en anderledes folkelig schlager på østtysk TV i 1974 sammen med DDR-bandet Automobil. Der er sandelig løbet en del vand i åen siden da. Hvor mange ved mon, at Nina Hagen’s gevaldige stemme høres på fodboldhymnen ‘Eisern Union’ hver gang Bundesliga-klubben Union Berlin kommer ud til kamp på sit stadion i skoven i Köpenick? Og hvor mange er klar over, at hun i nogle år i starten af nullerne var dansk gift og havde hjemme i Folehaven i København?
Efter det næsten for stort anlagte show i GBG føltes det jo på sin vis som en intimkoncert en nådesløst frysende lørdag aften, da Thåström var i Halmstad Arena, hjemmebane for klubben Drott, hvor faren engang spillede sin håndbold. Et næsten for underdanigt Halmstad-publikum i den mindre sal gjorde ikke den fornemmelse mindre, og bandet skulle arbejde med den kærlige men også afdæmpede feedback fra hallen for at kunne ramme den musikalske flyvehøjde og intensitet, der nu midtvejs i denne tour er blevet vanlig standard. ‘Fan Fan Fan’ var kommet på setlisten, og ‘Papirstunna Väggor’ var med igen, ellers samme køreplan som hidtil. Den nye guitarist Christian Kjellvander, mærkbartskruet op i det samlede lydbillede denne weekend, er virkelig en attraktion i sit elegant henførte spil, der giver musikken en helt ny dimension efter fejlcastede Eddie Nyström’s exit. Denne aftens højdepunkter? For mange til at nævne, men umiddelbart huskes mageløse versioner af ‘Stora Langt Gatan’, ‘Ingen Sjunger Blues som JLP’, ‘Det Året Kallaste Kväll’, ‘Kort Biografi’ og det nye arrangement af Ebba Grön’s ‘Flyktsoda’. Tre uger til København, der er billetter endnu, det her kan jo kun anbefales.
Om det er Thåström’s store hockey-interesse – han går mere op i favoritklubben Djurgården’s resultater på is end på græs – der gør sig gældende er uvist, men begge koncerter denne weekend foregik i ishockeykatedraler. Thåström sælger naturligvis slet ikke disse store haller ud, så scenen er med held placeret langt fremme på gulvet for at skubbe folk tættere sammen. Aftenen i Linköping fredag blev i den lokale avis Corren lørdag morgen lovprist med, at årets allerbedste koncert i byen nu med sikkerhed allerede havde fundet sted. Med den hæder i bagagen stillede man lørdag aften op tre timers kørsel sydpå i herfra upåagtede Växjo, der trods sine vel 70.000 indbyggere giver en ny dimension til begrebet deprim soveby. Der var dog ikke meget pulstræt hvile over aftenens show, hvor det ellers faste set havde en lille ændring, da den knitrende tunge version af ‘Gräsfläcker’ måtte vige for singlen ‘Papirstunna Väggor’. Erfaringen fra Sverige fortæller at hallerne lørdag aften gerne er lidt mere i flow og stemning end fredag, således også denne weekend, hvor Vida Arena virkelig fortabte sig. Da ikke mindst mod slutningen af settet til en syv-otte minutter extended-version af mægtige ‘Old Point Bar’, hvor Thåström freestylede sin fortælling undervejs, et sted mellem joie de vivre og eksalteret vanvid. En halv times tid senere blev loftslyset nådesløst tændt igen i den for øjet så brutale hal, hvorefter Växjö atter kunne finde tilbage sin trygge, skindøde vinterdvale, dog helt sikkert ikke uden feberdrømme om denne aften af en anden og bedre verden…
Anden weekend på Thåström-touren. Identisk setliste, men den nye guitarist Christian Kjellvander falder nu virkelig på plads, en svensk klasse-pendant til Hilmer Hassig eller Rune Kjeldsen, som giver Thåström’s dynamiske band en helt ny dimension at operere med. Mange højdepunkter over de to timer, da ikke mindst denne sang fra den mægtige og med årene stadigt voksende Den Morronen (2015), der af hovedpersonen selv – Thåström har aldrig snakket så meget på scenen som lige nu! – i Linköping’s ishockey-katedral Saab Arena blev præsenteret som “verdens bedste sang”. Måske han simpelthen bare har ret…
Troede et kort øjeblik det var underspillede ‘TOLEDO’, da introen til dette nummer blev påbegyndt på førsteaftenen i Uppsala i torsdags. Men nej, istedet viste det sig at være den dunkelt udfoldende ‘Smaken Av Dig’ fra Beväpna Dig Med Vingar (2012), også et meget fint og lidt bortgemt nummer…
Første weekend på den nye Thåström-tour peakede voldsomt lørdag aften i Örebro, byen hvor manden selv i 1977 på Stora Hotellet oplevede en livsforandrende The Clash-koncert. Tankevækkende at hans eget publikum to dage tidligere i Uppsala helt sikkert havde følt sig begunstiget over at opleve en tourpremiere, for i Örebro’s Conventum, en fornemt designet moderne hal med højt til loftet, var han og hele bandet bare af en anderledes overlegen, forædlet og intens klasse. Og det er vel egentlig den tankevækkende morale her; at tre fortløbende aftener trods ens setliste kan være så markant forskellige. Musikken har sin egen sjæl og kan ikke betvinges af selv dens bedste udøvere til at komme perfekt hver gang, men er afhængig af det enkelte shows betingelser og tilstødende omstændigheder, en organisme i konstant bevægelse. Ja, måske selv The Clash’s næste shows ovenpå Örebro i efteråret 1977 (et par uger efter i Dublin) ikke gik helt så rent ind som den af Thåström myteomspundne aften på Stora Hotellet…
…Jag såg The Clash på Stora Hotellet i Örebro Sen blev det aldrig bättre än så…
Anden aften meget bedre. Et mere afslappet publikum. Et band som med lidt træthed – og måske tømmermænd – i blodet var helt i øjenhøjde med egen musik ovenpå premierenerverne fra aftenen før. En ens setliste der med et anderledes overskud på scenen fungerede med større naturlighed i både overgange, dynamik og eksekvering. En aften så langt bedre, at den fik de lidt hysterisk positive svenske avisanmeldelser fra første aften til at fremstå hovedrystende tendentiøse. Der er masser af håb.
Interessant og slutteligt forløsende første aften ud af to på Fyrishov i Uppsala, der markerer startskuddet på den nye Thåström-tour. Christian Kjellvander er en tilføjet og befriende dygtig guitarist i bandet, setlisten en blanding af fem sange fra aktuelle Somliga Av Oss, to-tre rariteter og ellers en stærk buket fra de seneste par turnéer. Bandet og sanger vil snart blive mere sammenspillede – sådan er det på en tourpremiere! – og lydmanden vil også finde den mere dynamiske balance, som vil tilgodese de enkelte sanges detaljer og dramaturgiske behov. Thåström selv? Synger som en drøm, ligger højt i både mix og humør. Der er masser af håb.
Sidst Thåström spillede koncert var i juni for to år siden, da han til sin sommers eneste koncert gæstede Stockholm’s pendant til Syd For Solen, Rosendal Garden Party, i skoven ude på Djurgården. Den aften lød bl.a. sådan her…
To uger i dag til Thåström-tourpremiere på Fyrishov i Uppsala, så måske det er på tide at spille setliste-bingo. Her denne sides bud på køreplanen til den kommende tour. Mon ikke den er en sang eller to for lang, men så alligevel, hvorfor ikke satse på voksen koncertlængde? Lad se hvis nogen her har et andet og bedre bud på, hvad Thåström spiller og i hvilken rækkefølge…
14. januar er også dagen, hvor David Bowie’s Low i 1977 udsendes. Albummet betegnes ofte som Bowie’s personligt ulykkelige Stunde Null efter stofårene i USA, samt en brutal, netop effektueret skilsmisse, hvorfra han med sin ven Iggy Pop er flygtet til Vestberlin for at samle stumperne op i et helt nyt liv. Og sangordene på Low er ensomme, nærmest bedøvede i afmålt korthed af sært følelsesløs observation. Alligevel er der legende vitalitet i selve musikken på specielt side 1, som tyder godt for Bowie’s overlevelseschancer i det berlinske. Low blev udsendt i dag for 48 år siden, den lyder stadig mageløs og uforlignelig i dag, vel nærmest mere nutidigt relevant end de fleste nye rockplader der udsendes nu. Herunder hovedpersonen i 1978 i Bremen på Musikladen med en version af et af Low-stykkerne. Men hør/nyd nu hellere selve pladen i dag. Det er den værd.
Mindre end tre uger til Thåström med sit band starter touren for nye Somliga Av Oss oppe i Uppsala. På en frostramt mandag her albummets kulderamte afslutningsnummer at varme sig lidt på. Wild is the wind…
Nej, vi hører næsten aldrig U2. Den fornøjelse har Bono Vox taget fra os. Men der var andre tider. Dags dato 1991 udsender U2 albummet Achtung Baby, en reaktion mod den pludselig snærende amerikanske musikarv og voldsomme mainstream-succes albummet Joshua Tree (1987) har bragt over bandet. Man er rejst til Berlin med et af de sidste fly inden Muren falder, og der forsøger man over et par måneder kreativt at nulstille og genskabe sig selv gennem afsøgende indspilninger i myteomspundne Hansa Studio. Genfødslen bliver alt andet end harmonisk, nem eller uden enorme interne konflikter, men det endelige resultat står stærkt op for sig selv og ses i dag som en bredspektret klassiker af sin moderne brydningstid. Her fortabelsesbekendelsen ‘Love Is Blindness’ fra før sangen finder sin mere stringente og mindre martrede form på det endelige album…
En ny Thåström-video til denne grå november-lørdag? Åbningsnummeret fra hans aktuelle album tilsat visuelt fokus på det store pariserhjul fra Wien? Det til sangord som både kommer forbi Kim Bodnia og et natligt nybyggeri, der lyder som et Neubauten-soundcheck? Samt en rolig, groundet elektrisk guitar ført af danske Jesper Lehmkuhl, der bor nede i berlinske Wedding? Så gerne…
