Efter tourstart tirsdag på et sted ved navn – kunstpause! – Lupo’s Heartbreak Hotel i Providence, Rhode Island, indtog The National i aftes Barclays Center, Brooklyn, New York, hvor bandet fik ovenstående konditorkage foræret. Her settet der som udgangspunkt er med ud i verden, og meget snart kommer til Danmark…
Don’t Swallow the Cap
Bloodbuzz Ohio
Mistaken for Strangers
Sea of Love
Sorrow
Demons
Heavenfaced
Afraid of Everyone
Conversation 16
Squalor Victoria
I Need My Girl
This is the Last Time (with Annie Clark)
Abel
Apartment Story
Pink Rabbits
England
Graceless
About Today
Fake Empire
+ + +
I Should Live In Salt
Humiliation
Mr. November
Terrible Love
Vanderlyle Crybaby Geeks (Acoustic)
Der er ikke noget bedre end The Clash. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end The Jam. Se, det var rigtig rock. Og der er ikke noget bedre end Bruce Springsteen. Se, det er rigtig rock. Og der var ikke noget bedre end The Beatles. Se, det var rigtig rock. Og Patti Smith og Janis Joplin og Grace Slick og Debbie Harry var nu også gode. Se, det var rigtige sangerinder. Og der er ikke noget bedre end Pink Floyd og AC/DC og Van Halen og Rolling Stones og Metallica og Nirvana og Pearl Jam og Ramones og Queen og Grateful Dead og Tool og U2 og Red Hot Chili Peppers og R.E.M. og Rammstein og Green Day. For det er rigtig rock. Ikke som alle de der damer som Beyoncé og Britney og Rige Hanne og Lady Gaga og Madonna, der godt nok alle har meget lidt tøj på, men bare indspiller et præprogrammeret popnummer, som produceren har skrevet. Og heller ikke som alle de underlige afroamerikanere, der bare står og bander og svovler hen over et beat. Det er jo knap nok musik. Det står godt nok skidt til nu om dage!
I sidste uge var jeg til en rund fødselsdag i København. Jeg kom til at sidde over for en mand på min egen alder, og han ville gerne tale om musik. Han sagde at han interesserede sig meget for musik fra 1960’erne og 1970’erne. Jeg spurgte om han kunne lide The Clash – de var jo først og fremmest et halvfjerdserband. Men nej, det var alligevel for langt henne i 1970’erne til ham. Hvad så med Big Star? De var da fra starten af samme årti. Nej, dem kendte han ikke (omend det foresvævede ham at Alex Chilton havde været med i The Box Tops). Men han værdsatte da Rolling Stones og The Beatles.
– Det bliver sværere og sværere at finde noget ny musik at høre, sagde han let opgivende.
– Tværtimod, sagde jeg. Der har aldrig været så meget ny musik så nemt tilgængelig som nu.
Når jeg af og til læser med på Quora kan jeg høre de samme klagesange om hvor meget dårlig musik der er nu om dage. Næ, i gamle dage var der god musik til. Og det var rigtig rock. Og så er der ellers en masse spørgsmål om guitarsoloer og den slags.
Men i den periode, hvor “Smells Like Teen Spirit” på helt ukarakteristisk vis hærgede hitlisterne, var denne sang stort set ene om at repræsentere rocken, for slet ikke at tale om den tungere del af genren. De andre store hits fra denne tid var – “Rush Rush” med Paula Abdul og “Baby Baby” med Amy Grant. Ja ja.
Jeg ved ikke rigtig, hvad der er værst – er det “rockismens” insisteren på rocken som den ægteste musikgenre og selverklærede over al den elendelige popmusik eller “anti-rockismen”, der tager afstand fra rockmusikken og erklærer rocken for død. I stedet for rocken skal så typisk træde hiphoppen eller den elektroniske musik i en eller anden afskygning.
Nitsuh Abebe skrev sidste år et nogenlunde interessant indlæg på Pitchfork om “rockismen” og reaktionerne på den. Som han bemærkede, er der jo andre former for snæversyn, der ikke pådrager sig samme grad af forargelse. Der er mennesker, der kun vil lytte til roots reggae eller black metal, men dem ryster vi ikke på hovedet af på samme måde som vi ryster på hovedet af dem, der hænger fast i den syngende formningslærer ved navn Eric Clapton.
Og i situationen, hvor vi oplever musik, er vi altid snæversynede. Når jeg hører noget musik, jeg rigtig godt kan lide, bliver alle andre genrer momentant ligegyldige.
Problemet er vel snarere at man ikke vil erkende sit snæversyn og ikke vil se, ar det begrænser udsynet. Jeg er jo også selv en rockist af værste skuffe; det meste af den musik jeg lytter til (som ikke er klassisk musik) er en form for rock. Men forhåbentlig er jeg en god rockist som godt tør lytte til andre genrer også.
Til den runde fødselsdag sad der i øvrigt en anden person ved mit bord, som jeg bagefter indledte en samtale med. Det var en dame, der proklamerede at hun fik kvalme ved lugten af og tanken om øl. Også dét blev en lidt udfordrende samtale.
Det er 1974 og Lou Reed ankommer for første gang til Australien. I lufthavnen i Sydney giver han straks og generøst det fremmødte australske pressekorps akut medietræning…
Historien synes at have glemt det, men for længe siden var Paul Weller’s The Jam ligeså betydningsfulde og store i England som The Clash. Det var ialfald de to bands der satte NME-dagsordenen og var mest i overskrifterne fra 1978 til 1981…
Hører slet ikke så lidt guitarist Nile Rodgers lige disse dage, via hans fremtrædende rolle på Daft Punk’s nye Random Access Memories. Et luksuriøst album, der vel nærmest genkalder den sensationelle følelse fra da man way back så Close Encounters of the Third Kind første gang i biografen – så ekstravagant er pladen. Onsdag aften spillede Nile Rodgers’ ikoniske discoprojekt Chic på The Ritz i Manchester. Til aftenens første ekstranummer inviterede Rodgers en bleg hvid indieguitarist med på scenen…
– If you listen to The Smiths’ ‘The Boy With The Thorn In His Side’, the rhythm part from verse two onwards – that chick-a-chick part – it’s pure Nile Rogers…
Kan ikke finde lyd at bringe fra disse dages Trouble Will Find Me-favorit ‘Slipped’, så her istedet en oldie but goodie fra samme band, den uofficelle men langt bedste video til sidste albums ‘Conversation 16’…
Hør ‘Animal X’, endnu en Nick Cave-sang der ikke klarede cuttet og kom med på mesterlige Push The Sky Away. Synd egentlig, for det her er heller ikke nogen kedelig fortælling. Og musikken er vild og lyder næsten ikke som musik…
ANIMAL X
There was a girl, call her Animal X 22, 24, 25 it’s hard to tell It’s hard to tell She comes from the city where there is light and air Where you can watch television Where you can go to the movies And read books just for the joy of it She went out walking She’s drawn along by a kind of humming, a kind of prayer She winds up down on the waterfront, out on the boom docks Out on the boom docks Yeah and at the gates she meets a boy Animal Y, 22, 24, it’s hard to tell It’s hard to tell, I mean I never really can tell But he wasn’t her type He was a different kind, but they were built for each other Bit by bit, and piece by piece they were built for each other By some cosmic hand just for the joy of it Down in the boom docs Down in the waterfront And he calls out something in a language she doesn’t understand And he calls out something in a language she doesn’t understand And she put her hand on his stomach just for the joy of it But his stomach was where his head was And she put her hand on his head just for the joy of it But his head was where his feet were And she put her hand on his heart, Right there on his heart, just for the joy of it But his heart was lying down on the road And Animal X says to Animal Y: They can build their gods way up high They can build their gods, but they don’t own the sky Says animal X to animal Y They can build their gods way uṗ high And I’ll lay right down beside you Be a bride of Frankenstein He was a head with no heart He was an arm with no hand He was a leg with no feet He was a head with no heart She was a head with no heart She was an arm with no hand She was a leg with no feet She was a head with no heart Yeah, 501s, 511s, 603s it’s hard to tell It’s hard to tell Yeah but she sure looked good going down the waterfront Yeah but she sure looked good going down the wood docks
Tom Verlaine’s Television på tour i England med da nyligt udsendte Marquee Moon, det vildt ekspresive og himmelsøgende elektriske guitaralbum, der i dag nyder seksstjernet klassikerstatus. Og så med Blondie først, som uforpligtende supportsukkerknald. Har ikke været dårligt. På YouTube har en amatørfotograf lagt nogle øjebliksbilleder af Television fra den aften i City Hall i Sheffield. Lydsporet, en liveversion af Marquee Moon‘s ‘Elevation’, kommer dog ikke derfra, men fra et show nogle måneder tidligere på CBGB’s i New York. En lousy lydoptagelse, men god nok til at berette, hvor heftigt Television på det tidspunkt brændte igennem også på en scene.
PS – Det påskrevne ’79-årstal på YouTube-indlægget er forvirrende forkert. 1977 er det.
The Clash’s Mick Jones, Paul Simonon og Topper Headon i et spritnyt interview på Radio Xfm, om det kommende boxset Sound System og ditto best of-opsamling The Clash Hits Back…
The Doors’ keyboard-maestro Ray Manzarek døde i går i Tyskland. Her et livesendt amerikansk TV-klip fra 17. september 1967, den eneste gang man nogensinde optrådte på The Ed Sullivan Show. Bandet fik få minutter før udsendelsen af programmets producer streng besked på at ændre ‘Light My Fire’s muligvis stof-skyldige “girl, we couldn’t get much higher”-linie til “girl, we couldn’t get much better”. Jim Morrison var øjensynligt ikke imponeret og sang efterfølgende de oprindelige ord, hvilket Ed Sullivan og hans folk aldrig tilgav. Synd for dem. Her The Doors med de to sange fra den aften – og hvor bliver det ofte overset hvor skarpt melodisk et popband The Doors var i starten! – ‘People Are Strange’ og ‘Light My Fire’…
Og hvor creepy at betragte Ed Sullivan sige ordene ‘people are strange’. Indeed they are…