Kategoriarkiv: Blog

Never let me down again

Er man den eneste her der gik skuffet fra Depeche Mode i Parken, lørdag aften? Jeg oplevede mest af alt gennemgående apati i den 70% går-den-så-går-den-indsats, vi stod vidne til. Ikke at der – udover den pisseringe lyd som Parken næsten altid er garant for – var noget direkte at udsætte på sangene, der for de flestes vedkommende lød helt og aldeles som de plejer. Men den entusiasme og gejst, de før i så rigt mål er blevet serveret med, var her sjældent med på scenen.

Det var til gengæld en koldsvedende Fletch, der på stormskærmenes nærbilleder havde alt for nemt ved at skjule sin eventuelle entusiasme over at være i København. Hvilket heldigvis faldt bedre ud for både Martin og Dave, hvis professionalisme ikke tillod en så foruroligende ærlighed. Nye sange blev pligtskyldigt overstået, så de store hits – dem fra 1987-93 – kunne komme på banen og løfte det overbærende publikum, der denne aften var mere tro mod nostalgi-bandet på scenen end omvendt.

Hvilket er unfair, da man skulle mene, DM’s bruttoindtjening sådan en aften på vel 20 millioner forpligter langt mere end hver enkelt publikums billetudgift på 500. Men så igen er det sikkert umuligt, at få det der lørdag aften lignede et fornuftsægteskab til at slå gnister stadion efter stadion efter stadion. Der var få gode oplivende momenter undervejs, specielt med Martin Gore’s gribende og intense korsang. Og jo, vores Dave havde vel også sine øjeblikke, selvklart. Men de var for få og blege til at rokke ved det indtryk, at lørdag aften først og fremmest tilhørte Depeche Mode’s regnskabsmand. Og hedder han iøvrigt ikke Fletch…?

Min mate Simpson og jeg forlod Parken lige før afslutningsnummeret “Goodnight Lovers”, timerne bagefter i Nørrebro’s nightlife så langt mere underholdende og flyvske end de to med Depeche Mode i deres eget mekaniske museum. Eller er det i virkeligheden et fængsel?

Depeche København

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-DEPECHE_MODE.jpg

I eftermiddag ved 16-tiden lander Depeche Mode’s fly i Tune Lufthavn ved Roskilde. Og godt 5 timer senere går Dave, Martin & Fletch på scenen i et for længst udsolgt Parken, til endnu en koncert på den mastodontiske Touring the Angel-tour. Yep, meget er sket siden DM først spillede i Saltlageret, København en november aften for 24 år siden. Dengang var det letbenede pop-ditties som New Life, Photographic, Meaning of Love og See You der skulle tage stikket hjem på en ydmyg scene, bestående af 2 spolebåndoptagere og 3 små Casio-keyboards. I aften er arsenalet et helt og bedre andet, både sang- og udstyrsmæssigt. Vi kan kun indvende meget imod begrebet stadionkoncerter, deres mangel på nærkontakt og generel respekt for det betalende publikum, men er der ét band den disciplins massive lyd og mulighed for værdigt masse-fællesskab synes som skabt for, så er det Depeche Mode. Music for the masses i dén grad. Tid til at glæde sig!

The right profile

Et billede at gå ud til weekenden med: Elizabeth Taylor viser bekymret omsorg for Montgomery Clift – han har sikkert brug for det!

Say, where did I see this guy?
In Red River?
Or A Place in the Sun?
Maybe The Misfits?
Or From Here to Eternity?

New York, New York, 42nd Street
Hustlers rustle and pimps pimp the beat
Monty Clift is recognized at dawn
He ain’t got no shoes and his clothes are torn

And everybody say, “Is he all right?”
And everybody say, “What’s he like?”
And everybody say, “He sure look funny.”
That’s that Montgomery Clift, honey!

I see a car sm
ashed at night
Cut the applause and dim the light
Monty’s face is broken on a wheel
Is he alive? Can he still feel?

And everybody say, “Is he all right?”
And everybody say, “shine the light”
Everybody say, “He sure look funny.”
That’s Montgomery Clift, honey!

Seen his right profile

And everybody say, “Is he all right?”
And everybody say, “What’s he like?”
And everybody say, “He sure look funny.”
That’s…Montgomery Clift, honey!

Nembutal numbs it all
But I prefer… alcohol!

He said go out and get me my old movie stills
Go out and get me another roll of pills
There I go again shaking, but I ain’t got the chills
ARRRGHHHGORRA BUH BHUH DO ARRRRGGGGHHHHNNNN!!!!

And everybody say, “What’s he like?”
And everybody say, “Is he all right?”
Everybody say, “He sure look funny.”
Ah but that’s Montgomery Clift, honey!

© Joe Strummer

Dagens fødselarer er…

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-michelleshocked.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-plasticbertrand.jpg

Michelle Shocked, født i 1962 og Plastic Bertrand, født i 1958. Michelle Shocked er forresten bror til Max Johnston, der for snart længe siden var med i Wilco (dengang de spillede country og endnu ikke var bukket under for prætentiøsitet).

Lidt som at være der

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-L1.jpg

Live webcams er en gave. At kunne stille ind på et sted langt ude i verden og se hvordan der ser ud lige NU føles overlegent. Ovenstående billede fortæller at det regner tungt i Liverpool her til formiddag – sådan noget er godt at vide! Og jo, det er floden Mersey der til højre flyder forbi mod havet, et par kilometer bag kameraet…

http://www.cpliverpool.com/~14webcam/image_CAM1.jpg

Velkommen til det jyske Twin Peaks

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-14.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-16.jpg
Min gode ven Rene T, helt tilbage fra Viborg- og Næste Uges TV-tiden, har fået alle sine gamle billeder scannet ude i Kina, og derfor dukker nu glemte tidsøjeblikke op i min mailbox. Her er vi helt tilbage i midt-firserne, en dyster eftermiddag ved Hald Sø i Dollerup Bakker, hvor jeg kommer fra. Et sted der i sin idylliske spookyness ligger tæt på David Lynch-land. Det må være mod vinter, for jeg har min norske pilotjakke, som var meget varm – og Echo & The Bunnymen-trendy! – på.

No future – 30 år!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-mo.jpg

I dag for 30 år siden kunne en undrende verden for første gang læse om Sex Pistols og fænomenet punk rock. Det skete i New Musical Express, hvor Neil Spencer bragte den koncert-anmeldelse, som vi her – med sand fuck-your-publishing-rights-punkattitude – bringer i hele sin korte længde:

Don’t look over your shoulder but the Sex Pistols are coming

Sex Pistols – Marquee
“HURRY UP, they’re having an orgy on stage,” said the bloke on the door as he tore the tickets up.
I waded to the front and straightway sighted a chair arcing gracefully through the air, skidding across the stage and thudding contentedly into the PA system, to the obvious nonchalance of the bass drums and guitar. Well I didn’t think they sounded that bad on first earful – then I saw it was the singer who’d done the throwing.
He was stalking round the front rows, apparently scuffing over the litter on the floor between baring his teeth at the audience and stopping to chat to members of the group’s retinue. He’s called Johnny Rotten and the moniker fits.
Sex Pistols? Seems I’d missed the cavortings with two scantily clad (plastic thigh boots and bodices) pieces dancing up front. In fact, I only caught the last few numbers; enough, as it happens, to get the idea. Which is… a quartet of spiky teenage misfits from the wrong end of Various London roads, playing 60’s styled white punk rock as unself-consciously as it’s possible to play these days i.e. self-consciously.
Punks? Springsteen Bruce and the rest of ‘ em would get shredded if they went up against these boys. They’ve played less than a dozen gigs as yet, have a small but fanatic following, and don’t get asked back. Next month they play the Institute of Contemporary Arts if that’s a clue.
I’m told the Pistols repertoire include lesser known Dave Berry and Small Faces numbers (check out early Kinks’ B sides leads) besides an Iggy and the Stooges item and several self-penned numbers like the moronic “I’m pretty vacant’, a meandering power-chord job that produced the chair-throwing incident.
No-one asked for an encore but they did one anyway: “We’re going to play ”Substitute'”.
“You can’t play,” heckled an irate French punter.
“So what?” countered the bassman, jutting his chin in the direction of the bewildered Frog.
That’s how it is with the Pistols – a musical experience with the emphasis on Experience.
“Actually we’re not into music,” one of the Pistols confided afterwards.
Wot then?
“We’re into chaos.”
Neil Spencer – NME Feb 21 1976

Levende historie

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-189.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-840.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-BBB.jpg

Så hvad kan jeg nu sige om Liverpool? Jo, hver dag når solen går ned og tager det første forår med sig, blæser det op og ind med kold regn fra Det Irske Hav. Og apropos, så er der meget specielt og smukt dér hvor floden Mersey løber ud i selvsamme blågrønne hav, mellem L’pool-bydelen Bootle og Birkenhead. Mersey selv er overalt så mudret beskidt, at det er umuligt at se, om den er 20 centimeter eller 20 kilometer dyb. De mange fragtskibe der konstant sejler den tyder dog ikke på det første.

Liverpool selv er en cool blanding af gammelt og nyt. I centrum er der de store, fine hovedgader med så prangende facader, men tag en enkelt sidegade væk og du går i et bygningsfald, der ligner en gennemsnitlig jysk provinsby ca. 1972. Nogle vil sige det så må være grimt, men mig, jeg elsker det. Mange huse står ubeboede med vinduer hamret til, og specielt i forstæderne står bosteder, butikker, fish&chips-takeaways og pubs ofte nedlukkede, en foruroligende del af dem med brandsodede skodder og himmel som tag.

Liverpool FC holder selv til 4-5 kilometer fra City, faktisk ude i bydelen Everton, der ligger oppe på et højdedrag med suveræn udsigt over klaustrofobiske rækker af bittesmå rækkehuse, gamle fabrikker, City-skyline, Mersey, havet og de fjerne bakker i Wales. Så to kampe derude, aftenkamp i elektrisk lys mod Arsenal, der blev kørt ud af banen, og så den tidlige lørdagskamp mod Man United. Troede efter Arsenal, at have oplevet Anfield så intenst som det bliver, forløst af Garcia’s sejrsmål 3 minutter før tid, men United-kampen tog tingene op på et helt andet niveau. Har aldrig nogensinde været med til så vild en stemning, som den United og deres 6000 medbragte supportere mødte i lørdags – det var skræmmende smukt!

Beatles trænger sig på i byen. Der er butikker med dem, museer om dem og der findes ikke mange barer uden et indrammet metalskilt, hvor tidligere Beatles-aquiantances højtideligt erklærer, at Beatles på et givent tidspunkt i 1962-3 har brugt baglokalet det pågældende sted – til hvad mon? Efter at have fået blæst Beatles-sange i hovedet overalt i City, er det ikke en en fjern tanke, at de lokale scousers må have den musik hængende langt ud af halsen. Et nødvendigt onde for at sælge merchandise til japanerne…..og danskerne. Anyway, så var selv skeptiske jeg nede i den underjordiske og meget lille Cavern Club – og der spillede de mærkeligt nok ikke Fab4…

Det gjorde de så heller ikke i den enorme anglikanske katedral, som er en af de flotteste der findes. Det med at se berømte bygninger og turistting på en rejse kan i sig selv godt være lidt belastende, men bylandskabet man får gået derhen til giver næsten altid anstrengelsen mening. Og Liverpool er i sin blanding af fortid, nutid og fremtid alle kilometerne værd.

Boede oppe i en hotelsuite, skråt overfor togstationen i Lime Street, med høj udsigt over City, føromtalte katedral og – der igen – dén flod, som er og bliver Liverpool’s omdrejningspunkt. Uanset om det var tidlig morgen eller sen nat, passerede biler hurtigt afsted nedenfor, hvor også fodgængere krydsede i den konstante bevægelse, der kendetegner enhver storby.

Oplevede for nogle år siden i Sheffield samme levende vibe som nu i Liverpool. En by der ikke hovedsageligt lever af turister, har en åbenhed og varme, man bare ikke finder i metropoler som f.eks. London. Har ofte været der og holder meget af det, men i London forbliver man turist med stort t. Oppe nordpå – i Liverpool – er både kontakt og tone så meget mere direkte og personlig. Men det kræver selvfølgelig at den lokale dialekt kan forståes, hvilket mange udlændinge har problemer med. Den er syngende, hurtig og ret så charmerende – præcis som det bedste lokale fodboldhold:-)

PS – Liverpool Anglican Cathedral findes btw sløret og hårdt beskåret på coveret af Echo & the Bunnymen’s Live in Liverpool-plade.

John og Yoko

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-travolta.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-yoko.jpg

Vi fortsætter rækken af aktuelle skakportrætter. I dag bliver John Travolta 52. Og Yoko One bliver – hold nu godt fast – 73.

Die Mensch-Maschine

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-kasparov.jpg

I dag er det 10 år siden, verdensmesteren i skak, Gary Kasparov, slog IBMs Deep Blue-supercomputer (4 vundne, 2 remis). Året efter var IBM klar med en ny, opgraderet maskine, og nu var det Deep Blue, der slog Kasparov.

(Af en eller anden grund er det ikke så interessant, at der findes maskiner, der kan bevæge sig hurtigere end os.)

Bob i Torino

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-bobslaede.jpg

Nej, Dylan er ikke i Torino i disse dage (i al fald ikke så vidt jeg ved), men her er et stemningsfyldt billede af bobslædebanen dernede.

Jeg vil hellere huske Peter Hook sådan her

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-jdparis.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-jd53.jpg
Ikke som understående nedkørte, opsvulmede Dave Stewart-lookalike-rockstar med dårlige manerer. Nej, meget hellere som den skarpe, afmålte fjerdedel af kollektivet Joy Division, hvor han var med til at skrive stor musikalsk historie. Det er den tid, mens han endnu kun lød fremadrettet og sulten, han fortjener at blive husket for, en periode som vel med al ret også indbefatter de første mange toneangivende år i New Order.