Kategoriarkiv: Blog

Alan Ball 1945-2007

Det er så enkelt at se op, når man er ny og kun har tid. Man får sin første professionelle kontrakt i Blackpool, danser lidt twist og bliver udtaget til landsholdet. Der bliver man verdensmester i 1966, endda som den yngste på sit hold, kommer til Everton – byen Liverpool’s nok trediebedste klub! – og fortsætter, efter flere gode sæsoner i blåt, til lysende Nordlondon, for at spille med Arsenal på nu forsvundne Highbury. Derefter fortaber tingene sig i Southampton, global glemsel og diverse manager-jobs, inden vi nogennsinde når at få tænkt på noget farvel. For livet er hurtigt, tager ingen gidsler, og tidligt i dag var det forbi for Alan Ball, en af hjørnestenene i 70’ernes mudrede TV-tipslørdage, dem mange af os lærte at ånde fodbold igennem. Han er allerede savnet.

farnworth_extract_1.jpg

01-662.jpg

ball-twist.gif

02-7849.jpg

03-1181.jpg
england_history.jpg

09_alan_ball.jpg

ars_150_alan_ball.jpg

05-8852.jpg

Farvel, du gamle

sporten.jpg

Du gjorde ikke altid, som du skulle. Min familie var ikke altid glad over den plads, du optog i hjemmet. Der var perioder i mit liv, hvor jeg ikke gad være sammen med dig. Somme tider var jeg hellere sammen med de andre. Jeg blev ked af det, når du hellere ville til rytmisk sportsgymnastik onsdag aften end gå til fodbold. Min datter blev ked af det, når hun ikke måtte se Bamses billedbog for dig.

Men jeg vil savne dig. Vi voksede op sammen. Mon vi ses igen en dag?

Spøgelsesmålet

_41108999_garcia203.jpg

Det er den betegnelse træner Jose Mourinho påhæfter ovenstående scoring, der alene for to år siden, efter to meget tætte kampe mod Liverpool, sendte hans Chelsea ud af semifinalen i Champions League. At målet i tilfælde af underkendelse fra officials retvist ville være blevet erstattet af rødt kort til Chelsea-målmand Petr Cech og straffespark til Liverpool, er ikke noget der forstyrer Mourinho’s opfattelse af, at Chelsea her blev frarøvet sin deltagelse i den legendariske finale, Liverpool siden vandt i Istanbul over AC Milan.

Jose Mourinho har bitchet lige siden, som vel kun han kan gøre det efter nederlag. I Premier League er det lykkes at få et par klare revancher, men i to knock-out-kampe – FA-cup-semi og Charity Shield-finale – er han igen blevet udmatchet af Liverpool. Onsdag aften kommer så endnu en stor mulighed for at give igen på Anfield-ydmygelsen, da de to klubber atter har trukket hinanden i en Champions League-semifinale.

Begge hold er blevet markant forstærket siden, og ikke mindst Chelsea ligner nu på papiret en næsten uovervindelig modstander. Da Liverpool ret ubesværet vandt 2-0 hjemme over dem i Premier League tidligere på året, blev dette nederlag af Mourinho og mange andre tilskrevet forsvarsmidtpunkt John Terry’s skadesfravær. Han er med igen onsdag aften, hvor næsten ligeså vigtige Essien til gengæld mangler grundet karantæne. At Essien tidligt mandag morgen blev anholdt og sigtet for spritkørsel, gør derfor ingen umiddelbar forskel. Carvalho meldes tvivlsom og Ballack, der humpede af banen i søndagens dyst i Newcastle, ligeså. Hos Liverpool er Luis Garcia, Chelseas onde ånd, langtidsskadet, ligesom sidste sæsons lyspunkt på venstrefløjen Harry Kewell heller ikke er i omdrejninger. Ellers synes alle klar.

Liverpool’s force de seneste par sæsoner i Champions League står i den grad med baggrund i træner Rafa Benitez’ taktiske evne til at kunne læse sine modstandernes svagheder og udnytte dem. Det så vi ikke mindst i 1/8-finalen’s første udekamp, hvor hjørnestenen til samlet sejr over de regerende mestre FC Barcelona, blev lagt på en super-disciplineret opstilling, der låste hjemmeholdets normalt så sprudlende midtbane og angreb. På samme facon har Benitez ved flere lejligheder vist sig istand til, at pacificere Mourinho’s Chelsea, der spiller en anderledes forudsigelig – men kraftfuld og knusende effektiv – fodbold.

Vinderen af de to samlede kampe vil kunne se frem til finalen i Athen, hvor – vi tipper helt uden tvivl – Manchester United venter. At tabe til Chelsea i en CL-semi vil gøre ondt på alle fra Liverpool, men at slå dem og så gå ned til netop hadsrivalerne fra Manchester United – vi taler altså Ferguson, Neville, Ronaldo, Scholes, Rooney! – i en CL-finale, fremstår som moderen af alle ydmygelser. Omvendt vil en triumf over United i den største finale af dem alle, føles bedre end nogen overhovedet kan beskrive. Så jo, der er mere end meget på spil mellem de tre engelske klubber – det kan komme til at gøre rigtig, rigtig ondt!

Manchester United – AC Milan, tirsdag, kl. 19.30, TV3+
Chelsea – Liverpool, onsdag, kl. 19.50, TV3+

Gone again

tacorico.jpg

I forbindelse med snakken her i sidste uge om Patti Smith’s nye coverplade, omtalte vi hende herfra som pt. ‘hausfrau i Detroit’. Fra velunderrettet kilde – tak, Dorthe! – viser den påstand sig slet ikke at holde vand. Patti Smith boede godt nok lige nord for Motor City, i St. Clair Shores, i årene efter opløsningen af Patti Smith Group, men efter ægtefællen Fred ‘Sonic’ Smith’s pludselige død i 1994 rykkede hun tilbage til New York, som har været hendes base lige siden. Den slags facts er vigtige at få rigtige, så derfor dette efterskrift.

Hey ho, let's go!

ramones_album_cover.jpg

Ovenstående mesterværk – debutpladen med Ramones fra Queens, New York City – tager sin 31 års fødselsdag i dag. Her er de 14 korte men langt bedste grunde til at fejre den:

1 “Blitzkrieg Bop” – 2:14
2 “Beat on the Brat” – 2:31
3 “Judy Is a Punk” – 1:32
4 “I Wanna Be Your Boyfriend” – 2:24
5 “Chain Saw” – 1:56
6 “Now I Wanna Sniff Some Glue” – 1:35
7 “I Don’t Wanna Go Down to the Basement” – 2:38
8 “Loudmouth” – 2:14
9 “Havana Affair” – 1:56
10 “Listen to My Heart” – 1:58
11 “53rd & 3rd” – 2:21
12 “Let’s Dance” – 1:51
13 “I Don’t Wanna Walk Around With You” – 1:42
14 “Today Your Love, Tomorrow the World” – 2:12

Om syllogismer

Vi taler altid om musik og fodbold her. I dag er det tid til en lille øvelse i filosofisk logik.

I middelalderens logik er syllogismen en central regel. Her er et eksempel på en korrekt syllogisme:

  1. Alle, der har en pladekontrakt, laver en dag deres sidste plade.
  2. TB har en pladekontrakt.
  3. Konklusion: En dag laver TB sin sidste plade.

For det gælder, at hvis x opfylder A, og A medfører B, så gælder det også at x opfylder B.

Syllogismer kan desværre benyttes forkert. Her er et eksempel på en ukorrekt syllogisme:

  1. Talentfulde sangskrivere får altid en pladekontrakt.
  2. TB har fået en pladekontrakt.
  3. Fejlagtig konklusion: TB er talentfuld.

For det gælder ikke at hvis alle x er A, og A medfører B, at hvis x opfylder B, da opfylder x også A.

Tillykke, James

iggy.jpg

I dag bliver James Osterberg 60 år. En del mennesker tænker på ham som en slags andenrangsudgave af David Bowie, nogle amerikanere jeg har mødt, tror at han er britisk.

Begge dele er jo løgn.

Sandt er det, at to af Iggy Pops bedste albums, Lust For Life og The Idiot, begge blev til i tæt samarbejde med David Bowie. Men manden kan selv. Hans tidlige albums med The Stooges opfandt garagerocken og foregreb på den måde også punk. Det var da også netop dér, Bowie opdagede ham, og deres makkerskab blev grundlagt med Bowies produktion af Raw Power. Så gik The Stooges i opløsning – både sammen og hver for sig – og en solokarriere var en realitet.

De første albums var ikke alle lige gode, men så kom den gode periode (synes jeg) med de to Bowie-producerede albums. Også nogle af Iggys albums fra Blah Blah Blah (hvor Bowie var med igen) og frem op gennem de tidlige halvfemsere  og frem er værd at høre. Mine personlige favoritter fra den tid er Instinct og American Caesar.

Jeg husker især en koncert i Glasgow den 15. januar 1991; koncerten var fin, men efterspillet er det, jeg husker: Da jeg kom hjem til Edinburgh ud på natten, tændte jeg for BBC og kunne høre at den første Golfkrig var begyndt.

Iggy Pops seneste udgivelser (også det seneste Stooges-album) har desværre været af mere svingende end swingende kvalitet. Af og til spekulerer jeg på, om han mon har malet sig selv inde i et hjørne med sit vildmands-image. Men en rocklegende både er og bliver hr. Osterberg.

Hvor mange ved forresten, at Iggy Pop har nordisk baggrund? Hans far kom fra en svensk-amerikansk familie (deraf efternavnet), og hans mor var dansk-amerikaner – født Kristensen.

Her er et uddrag fra bogen Iggy Pop: Open Up and Bleed af Paul Trynka:

Jim Osterberg’s earliest memory is of being in Louella’s lap, playing a game where “she’d recite a kind of a chant, in Danish, then on the last word almost drop me to the floor and pick me back up. And I wanted to do it again and again.” Jim Junior grew up in his mother’s warm, nurturing love and surrounded by his father’s baseball accoutrements (“He had played some semi–pro baseball, he had an enormous bat, and the mitt, and everything that goes with it”).

Quiz: Hvad er det for et nummer på 1990, der er inspireret af et nummer på Iggy Pops album Party?

Coverplader

Coverplader er en mærkelig størrelse. Et slags frikvarter for den enkelte artist, som her kan sende sangskrivning på orlov og istedet hylde egne helte og nogle sange, der har betydet noget helt specielt for hans/hendes personlige løbebane. Lars Hug lavede f.eks. herhjemme ‘Copy’, en glimrende opdatering og nytænkning af en samling allerede meget kendte danske numre. Det album fungerede fordi Hug gik radikalt tilværks og ikke var bange for at ændre det valgte materiales form og lyd. En tilgang der er svær, for problemet med coverplader er nemlig, at dyb respekt ofte forhindrer nye fingeraftryk på gamle sange. Og hvem – udover måske de allermest hengivne – er interesseret i professionel karaoke…? En anden og meget nyere dansk coverplade, der tilsvarende er noget af en skatkiste, er Rhonda Harris’ ‘Tell The World We Tried’, hvor Nikolaj Nørlund & co. hylder det amerikanske fænomen Townes Van Zandt med både originale og gribende udgaver af hans sange.

Patti Smith er i denne uge ude med sit helt eget coverprojekt; ‘Twelve’ er titelen på de 12 sange, der hovedsageligt er hentet i hendes egne unge år, fra før punken brød løs. Patti Smith, som ellers tidligere har været kendt som en vild fortolker af bl.a. ‘Hey Joe’, ‘Gloria’, ‘My Generation’ og ‘We’re Gonna Have A Real Cool Time Together’, vælger på ‘Twelve’ en naturalistisk nøgtern tone, der desværre i en for stor del af sangenes tilfælde forhindrer effektiv transformation af dem til her og nu. At hun ovenikøbet har valgt så ‘svære’ – og allerede befærdede – sange som f.eks. ‘Gimme Shelter’ ( Rolling Stones), ‘Changing Of The Guards’ (Bob Dylan), ‘Helpless’ (Neil Young) og ‘Soul Kitchen’ (The Doors) gør ikke den i forvejen vanskelige mission lettere.

Der er dog heldigvis i strømmen af velmente men også lidt gennemsigtige versioner mindst én absolut grund til at stifte bekendtskab med ‘Twelve’; nemlig ‘Smells Like Teen Spirit’, Nirvana’s luxusliner af et oprør, som Patti Smith befolker med adskillige hikstende banjoer, samt den samme trance-messende stemme, man også stod forsvarsløs overfor, da hun way back brød igennem med ‘Horses’. En meget stor version her, som fungerer ved at turde ændre både instrumentering og udtryk voldsomt i forhold til originalen. En anden sang der også skal nævnes, da den tårner langt over middel, er Stevie Wonder’s ‘Pastime Paradise’. Wonder har vi aldrig lyttet meget til her, men denne fint akkord-progresserende sang er i Patti Smith’s navn tilsvarende et klart vidnesbyrd på, at hun stadig – nu som 60-årig hausfrau i Detroit – har mere på hjerte end de fleste. Havde hele ‘Twelve’ holdt samme standard, havde den været skræmmende.

Og Børsen skriver…

borsen.jpg

Så nåede Aftenland Express omsider Børsen. Dagens anmeldelse giver 4 stjerner og skriver:

Jens Unmack er en god sanger, og uden tvivl en af landets bedste tekstforfattere i øjeblikket. Tag alene en sangtitel som »Jeg Har Mistet Mere (End Du Nogensinde Får)« fra det nye album »Aftenland Express«. Siden Love Shops endeligt har Unmack herudover været god til at omgive sig med de rigtige mennesker musikalsk. Ikke mindst slår det forbilledlige møde mellem Unmack og producer Nikolaj Nørlund gnister og gør det klarere end nogensinde på det nye Unmack-opus…

Den glade studietid

studieliv_cafe.jpg

Jeg læser ikke Politiken regelmæssigt, men jeg er netop blevet gjort opmærksom på dette citat fra onsdag d. 11. april i Peter Christensens klumme om aktuelle links og blogs. Han skriver:

Sanger og sangskriver Jens Unmacks hjemmeside er gefundenes fressen for både fans og almindeligt musik- og fodboldinteresserede. Der er naturligvis oplysninger om tourplan og smagsprøver fra det andet soloudspil, ’Aftenland Express’ (bl.a. via et link til hans myspace-profil), men nok så interessant kan man holde sig ajour med diverse bands og musikere, som Unmack værdsætter. Og under titlen ’Calcio!’ kan man læse kvalificerede nyheder og holdninger om fodbold (især om Liverpool FC). Kort sagt: For os, der mindes den glade studietid, hvor der var tid til at gennempløje pladebutikker og musik- og fodboldblade, er det en god genvej til fornøjelig og kyndig opdatering.

Don't look back into the sun

07413_111848_peteandcarl5_05.jpg

Jeg synes de er helt specielle; The Libertines, kaot-bandet, som løb så galt i drug-opløsning, efter kun to brillante longplayers. Ikke meget håb om mere dér, så en gigantoverraskelse, at bandets to frontfigurer Pete Doherty og Carl Barat forleden, helt uannonceret, delte scene i Hackney Empire og sammen spillede et set bestående af Libertines-numre. I en perfekt verden vil de to og resten af bandet nu begynde igen, smide de betændte stoffer på porten og lave endnu flere fantastiske sange sammen. Men, som ikke mindst ængstelige bandmedlemmer i abort-projekterne Dirty Pretty Things og Babyshambles nok vil påpege, er det ren ønsketænkning. Her er setlisten fra d. 12. april i Hackney Empire:

‘What A Waster’
‘Death On The Stairs’
‘The Good Old Days’
‘What Katie Did’
‘Dilly Boys’
‘Seven Deadly Sins’
‘France’
‘Tell The King’
‘Don’t Look Back Into The Sun’
‘Dream A Little Dream Of Me’
‘Time For Heroes’
‘Albion’
‘The Delaney’

Nogle sanges ord har en lyd af musik

De nedenstående minder vel i længselsfuld ‘aching’ mest om klassisk The Go-Betweens – ja, det australske band der aldrig må glemmes – men går alligevel naturligt med i paraden af imponerende sange på Bright Eyes’ nye ‘Cassadaga’:

MAKE A PLAN TO LOVE ME

I heard you’re scheming new pyramids
Another big idea to get you rich
Make a plan to love me sometime soon

You said you had your foot in the door
You buy and you sell, you buy some more
Make a plan to love me sometime soon

Life is too short
Death doesn’t ask
It don’t owe you that

Some things you lose
You don’t get back
So just know what you have

And make a plan to love me sometime soon

Life is too short
To be a fool
I don’t owe you that

Do what you feel
Whatever is cool
But I just have to ask

First you want to ride off into the sun
Then you want to shoot straight to the moon
Make a plan to love me sometime soon

When you are young the world is a ferris wheel
I know we will grow old it is lovely, still
Make a plan to love me sometime soon

Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me sometime soon?

© Bright Eyes/Conor Oberst