Kategoriarkiv: Blog

Playlist Berlin

ipod5.png

Be My Wife – David Bowie / The Passenger – Iggy Pop / Berlin – Kent / Tranquilize – The Killers feat. Lou Reed / Kebabträume – Deutsch Amerikanische Freundschaft / Die Mauer – Ebba Grön / Ein Lied – Rammsten / Reich Der Träume – Nico / Helden – David Bowie / Tonight – Iggy Pop / Stadtkind – Ellen Alien / Alles Wieder Offen – Einstürzende Neubauten / Prenzlauerberg – Beirut / Public Pervert (Carlos D Remix) – Interpol / Radioaktivitat (Francois Kevorkian Remix) – Kraftwerk / Berlin is burning – Miss Kittin / Stalingrad – Tom Verlaine / Red Army Blues – The Waterboys / Death – Klaus Nomi / Keine Lust – Rammstein / Hauptbahnhof – Sällskapet / Majesty – Madrugada / Sons Of The Silent Age – David Bowie / Some Weird Sin – Iggy Pop / Leben Heisst Leben – Laibach / Nagorny Karabach – Einstürzende Neubauten

Tusinde albums, du skal høre før du dør

albums.jpg

Den britiske avis The Guardian har udarbejdet en liste over 1000 albums inden for pop, jazz, rock, soul osv. som “man” skal høre før man dør. Der er ikke tale om

– at der er tale om de 1000 bedste albums, der nogensinde er indspillet, eller
– at man vil afgå ved døden som følge af at have hørt de pågældende albums.

Listen kandiderer til titlen som “Listernes liste”. Selv den person, efter hvem denne blog er navngivet, vil formodentlig slide sine listesko op her.

Guardian-listen rummer begrundelser for hver enkelt album og er (ikke overraskende) så lang, at den bringes ad flere omgange. Og etnocentrismen gør at f.eks. Gør det noget, Tidens Tern eller Go! ikke er med. Dem må vi andre, der er så heldige at kunne andet end engelsk, tænke os til.

Interessant er det under alle omstændigheder. Se mere her.

Europa er vores legeplads

tempelhofweihnachten.jpg

Det sneede i Østberlin den formiddag. Vi mødtes og indtog frokost i Ballhaus, en mørk og nedglitret dansehal fra DDR-tiden, i Auguststrasse. Fik bouletten – de lokale frikadeller, der i mindre form går som party-bouletten! – med kartoffelsalat og kæmpe fadøl til. Efter en uge alene godt at tale dansk. Skiltes igen 3 timer senere i bidende kulde ved Rosa-Luxemburg-Platz, hvorfra U-bahn tog væk og tilbage til Zentrum.

Som aftalt aftenen efter, ved Curry 36 på Mehringdamm i Kreuzberg. Havde ingen tid til at spise der, skråede istedet gennem Bergmannstrasse og de gamle brostensbelagte gader bagved, som krig har skånet. Kom således ned til Columbiahalle, der ligger skråt overfor Tempelhof-lufthavnen, selv i mørke et imponerende syn, med sine røde fejende lys mod kulsort himmel.

Columbiahalle pakket hårdt til det udsolgte show med Interpol. Brezel og mere tysk øl før kick-off. Forventningsfulde øjeblikke i en sal, før de bands, der virkelig er set frem til, går på. Denne aften når Interpol dog ikke samme højde, som i København i juni. Lyden vil længe ikke og de utallige jobs, verden over siden Vega, synes at have tæret på skarphed. Sekvensen med ‘Rest My Chemistry’ over i ‘Lighthouse’ over i ‘Take You On A Cruise’ vil selvfølgelig være imponerende. Ligeså første encore, ‘Untitled’, åbningssangen fra debut’en. Men det bliver ikke nok til at fravriste indtrykket af en forglemmelig arbejdssejr.

Helt anderledes med aftenens første band, italiensk/japanske (men New York-baserede) Blonde Redhead. Havde diskuteret dem dagen før, og købt den nye plade, ’23’. I Columbiahalle levede trioen op til dens luksuriøse indie-couture, her endnu mere præget af Kazu Makino’s insisterende sang plus vilde fremtoning. Det der på plade fremstår som et missing link mellem melankolsk men langt mere ekspressiv Mew-pop og en art næsten vægtløs My Bloody Valentine-sound, har live hårdere kant samt desperation én masse. Et inferno af høj, udspacet lyd og sukret melodi vandt på TKO denne aften overbevisende smukt for Blonde Redhead.

Senere vandrede vi til Die Ankerklause længere oppe i Kreuzberg, et gammelt bådhus ved kanalen, hvor to farvede sømænd kastede drinks og DJ’ede Ramones/Joy Division. Som ‘Love Will Tear Us Apart’ ringer endnu. Derefter mod noget at spise, et lille oplyst skur i mørket fra en park, med en større flok fedtdryppende kyllinger på roterende spyd. Morrissey ville ikke have brudt sig om det. Endte i Oranienstrasse, på blinkende bar blandt sovende festaber og drukne punks, direkte ind fra Sham 69-showet på SO36. Fandt der Astra, den fremragende øl fra Hamburg. Missede en sen U-bahn snert, tog glidende tyrkisk taxa istedet, de berusedes vej mod Zentrum uden drømme.

Kom i en anden verden til København, søndag aften over 22. Tilbage straks til kulørte avisforsider med Anders Fogh og Morten Olsen og Vild Med Dans. Fucking hell, DK! Ikke til at bære. Næste uge heldigvis afsted igen, til Liverpool, ånde mere frisk luft, se et par kampe med verdens bedste klub, måske gendanne The Beatles. Lyder som den rigtige ide.

En aften i Aalborg

mikaelsimpson01.jpg

Imens kulden sænker sig over Danmark, er der heldigvis stadig musik at høre. Mikael Simpson var i Aalborg i går aftes og gav på Studenterhuset en fin koncert, der uddrev de onde ånder fra en buttetskøn koncert sammesteds tidligere på ugen. Der faldt ikke overraskende en let kritisk bemærkning om valgresultatet.

I salen befandt sig bl.a. en langsynet diabetiker fra Thisted, der over for mig hævdede at “Mist dig selv i mig” minder en del om “Film vi har set” – med det argument, at hans kæreste ikke kunne høre forskel. (??!!??) Jeg synes personligt, det er at gøre begge disse udmærkede sange slemt uret. Men sådan er mennesker så forskellige osv.

November, november, november

Der er lige nu i skrivende stund dømt kulsort sen-midnat og sidelæns regn her udenfor, oven på København. Oktober ligger i knockout, november står med armene hævet. Inspirerende at se de mange bud på den liste fra i går, så vi tager en tur til. Her med en vanskelig top-10-test over sange der begynder med ‘no’ for november:

1. Now My Heart Is Full – Morrissey
2. No More Songs – Phil Ochs
3. Nothing Takes The Place Of You – Toussaint McCall
4. Norrländska Präriens Gudinna – Olle Ljungström
5. Non-stop Dancing – The Jam
6. Nordlicht – Sällskapet
7. No Sad Songs For Me – The Walker Brothers
8. No Culture Icons – The Thermals
9. Nobody Knows The Trouble I’ve Seen – Leadbelly
10. Now I Wanna Be A Good Boy – The Ramones

Forførerens dagbog

michalmoeller_sex_02112007_top.jpg

Manden med buket hedder Michael Møller, synger normalt indie-synth-pop-drama i moi Caprice, men er nu afsted på egen hånd med det meget anderledes Every Streetcar Has A Name-album. 16 fuldbyrdede sange om sex og begær, i konsekvent dunkel Nikolaj Nørlund-lyd. Berøring, kontakt, afhængighed, nederlag tilsat svimlende melodi. Detaljerede optegnelser fra intime rums afklædte sfærer. Og så den selvoplevede film af en stemme, som er Michael Møllers. Amanda Brown fra The Go-Betweens og Christian Hjelm fra Figurines gæster. Every Streetcar Has A Name er så god, vi ikke engang behøver at skrive det.

3 0 9

I dag er årets 309. dag. Her en top-10 over sange på 3:09. Den kræver næsten et svar…

1. State Trooper – Bruce Springsteen
2. Arabian Knights – Siouxsie & The Banshees
3. Let Your Yeah Be Yeah – The Pioneers
4. Reel Ten – The Plugz
5. Rat Race – The Specials
6. Miss Misery – Elliott Smith
7. Je Suis Venu Te Dire Que Je M’en Vais – Stereo Total
8. I Wanna Be Your Dog – The Stooges
9. Winterlong – Pixies
10.The Summer Sun – Chris Stamey

When saturday comes

ns.jpg

Andre der så Liverpool’s farefulde færd mod 1-1 i Arsenal-kampen på Anfield i søndags? Elektrisk nedbrydende var det at følge med i som rød, dels pga. matchens speed-hæsblæsende tempo, dels – og især – fordi udeholdet spillede helt så overlegent flot som frygtet. Objektivt set var uafgjort minimum for hvad Arsenal fortjente at rejse væk med.

Lørdag frokost kommer mere drama, med tidlig topkamp på Emirates i London, hvor Manchester United skal prøve, om de kan følge med Arsenal. Oppe nordpå tager Liverpool senere den korte tur til Ewood Park i Blackburn, hvor Rovers i skarp form er på Premier League’s 5. plads. Det betyder endnu en hård opgave, der i værste fald kan slå LFC’s sæsonambition til tælling. Inden de to seriøse fights kan ventetid bruges her, hvor The Times’ Tony Evans i dag gennemgår ‘The soul of Liverpool in 50 moments’ – og jo, selvfølgelig er dét god læsning!

Arsenal – Manchester United, lørdag, kl. 13.45, Kanal 5
Blackburn – Liverpool, lørdag, kl. 18.15, down the local

Top-10 R.E.M.-tunes siden Bill vinkede farvel

berry.jpg

Må lige sige, forrige post ikke er skrevet i fornægtelse. R.E.M. betyder stadig meget. Ellers ville de heller aldrig kunne skuffe så kolosalt. Okay…

1. Leaving New York (fra Around The Sun)
2. Bad Day (single-A, 2003)
3. Parakeet (fra Up)
4. Imitation Of Life (fra Reveal)
5. Lotus (fra Up)
6. I’ll Take The Rain (fra Reveal)
7. Around The Sun (fra Around The Sun)
8. Walk Unafraid (fra Up)
9. All The Right Friends (fra In Time – The Best Of R.E.M.)
10. At My Most Beautiful (fra Up)

Fables of the deconstruction

bostonrat.gif

Se godt på billedet ovenfor. Det dokumenterer øjensynligt et ungt R.E.M. igang med en lodret nedsmeltning af Boston-rockklubben The Rat. Jeg ville give rigtig meget for at have været tilstede, eller for – i det mindste – at have en iorden optagelse af den store aften det må have været, for både band og tilhængere.

R.E.M. spillede fantastiske koncerter sine første mange år. Ved det fra de utallige bootlegs, hvis ofte elendige lyd ikke kan skjule hverken bandets hypnotiske drive eller Michael Stipe’s da endnu uafkodede karisma. Folkene omkring R.E.M. var selvfølgelig bevidst om det helt specielle live-talent og optog derfor – med henblik på et livealbum før eller siden – allerede bandets shows fra 84-85 og fremefter.

Den liveplade kom aldrig. Studieudgivelser og opsamlinger trængte sig vel på, og VHS/DVD-formatet krævede også sit, hvilket konkret gav sig udslag i Tourfilm (1990), Road Movie (1996) og senest Perfect Square (2004), der alle gennem tidens håndholdte kameras præsenterede et R.E.M.-show as we knew it. Fint nok, ingen af de udgivelser var dårlige, slet ikke, men det syntes dog som kvalitet af både performance og audiokvalitet på samtlige var vægtet lavere end selve billedsiden.

Derfor har der været set frem til R.E.M. Live, den første officielle liveplade nogensinde med det nu snart 28 år gamle orkester. Godtnok kommer den også med en medfølgende DVD-optagelse af samme show – Dublin, februar, 1985 – men det burde ikke være nogen hindring for en oplevelse, tværtimod.

Og alligevel melder skuffelse sig efter en kørsel af hele pakkens indhold. Ikke fordi det visuelle element er lettere ligegyldigt, som det er. Ej heller i logisk ærgelse over en setliste naturligt præget af de desværre inferiøre sange fra Around The Sun, den seneste studieplade. Nix, større skyer dækker for solen.

For R.E.M. har siden trommeslager Bill Berry’s udmeldelse i 1997 kæmpet en svær kamp for at holde niveau med tidligere tiders Mount Everest-høje standard. De 3 studieplader det er blevet til siden BB har alle præsenteret et lettere famlende band, lukket inde i et dyrt fængsel af statiske, overproducerede mid-tempo-numre. Hvert band har sin helt egen kemi, og Bill Berry har åbenbart betydet mere end meget for både R.E.M.’s kreativitet og nerve.

Måske en anden ting der undervejs gik galt var den enorme popularitet man ramte ind i omkring fællessangene ‘Losing My Religion’, ‘Man On The Moon’ og ‘Everybody Hurts’. Retrospektivt har det kostet alverdens charme og slet ikke klædt R.E.M.’s natur, i nogle år at skulle konkurrere med U2 om titlen som Verdens Største Band. Den kamp vandt U2 let, da deres musik jo først og fremmest er skabt til stadionherredømme. R.E.M. har lige siden – minus på glimrende Automatic For The People – virket temmelig groggy.

Det høres på den nye liveplade. Hits spiller, tilhængere råber, band arbejder og Stipe performer, men ligemeget. Der er ikke meget der swinger omkring denne underligt skindøde koncert. Og værre bliver det, når man får de levende billeder med. Tal lige om manglende fællesskab i attitude, den 2-timer-på-arbejdet-feeling, som Peter Buck og Mike Mills udstråler. Ikke befordrende.

Det var helt anderledes før i tiden, som f.eks. på ovennævnte billede fra Boston. Det klædte R.E.M.’s lyd, musik og teamspirit at spille mindre scener, under hårdt fysisk pres af uendelige turneer, små tour-varevogne, delte motelværelser, junk-food, ingen luksus. Som skrevet findes der på hylder hos både I.R.S. og Warner Brothers masser af show-optagelser fra netop de musikalsk topgyldne år. Men de udkommer desværre aldrig så længe R.E.M. endnu findes som band. Dertil udstiller de nutidens frustrerende tomgang for nådesløst.

Så gode var de!

Tid til helte

616npvcoodl_ss400_.jpg

Juletid nærmer sig, ikke noget stærkere tegn på det end den malstrøm af best of-opsamlinger, der lige nu spyttes ud fra den engang så stolte pladeindustri. En af de bedste denne sæson er med The Libertines, dem der splittede i to og blev til Dirty Pretty Things og Babyshambles. Ingen orker mere af Pete Doherty’s kaos af et privatliv i aviser eller på net, og mange er af samme grund steget helt af de indimellem lysende sange han, når han ikke roder sig ud i mere snavs, begår med Babyshambles. Synd, for han er et af de største talenter England længe har kunnet byde på. Det høres selvfølgelig ubesværet på denne nye fremragende introduktion til hans første band. Fornærmende dog, der på dens korte tracklist ikke er blevet fundet plads til Doherty’s brændende Libertines-afskedsbrev af en sang, ‘Music When The Lights Go Out’…

TIME FOR HEROES

Did you see the stylish kids in the riot
We were shovelled up like muck
Set the night on fire
Wombles bleed truncheons and shields
You know I cherish you my love

But there’s a rumour spread nasty disease around town
Caught round the houses with your trousers down
A headrush in the bush
You know I cherish you my love
How I cherish you my love

What can you want now you’ve got it all
She says it’s obscene
Time will strip it away
A year and a day
And Bill Bones
Bill Bones he knows what I mean

Yes it’s eating no it’s chewing me up
It’s not right for young lungs to be coughing up blood
Oh it’s all
It’s all in my hands
And it’s all up the walls

The stale chips are up and the hopes stakes are down
Its these ignorant faces that bring this town down
Yeah I sighed and sunken with pride
You know passed myself down on my knees
Yes I passed myself down on my knees

What can you want now you’ve got it all
She says it’s obscene
Time will strip it away
A year and a day
And Bill Bones
Bill Bones he knows what I mean

There are fewer more distressing sights than that
Of an Englishman in a baseball cap
Yeah we’ll die in the class we were born
That’s a class of our own my love
We’re in a class of our own my love

Did you see the stylish kids in the riot
We were shovelled up like muck
Then set the night on fire
Wombles bleed truncheons and shields
You know I cherish you my love
Oh how I cherish you my love

© Pete Doherty

Dresserede heste

ceasetobegin.jpg

Skriver mest om ovenstående album som undskyldning for at kunne bringe dets indbydende cover, der – minus selve krucifiks-motivet – er som taget fra væggen af et næsten flyvefærdigt teenage-pigeværelse ca. slut-70’erne. Bandet bag pladen er Band Of Horses fra Seattle. Cease To Begin er deres anden longplayer på SubPop og udbygger smart kendetegnene fra debut’en Everything All The Time, hvis lead-off single ‘The Funeral’ dog stadig vil stå som bandet’s ultimative skønheds-peak af harmoni, ringende guitarer og Ben Bridwell’s lyse, glasklare stemme.

Cease To Begin, der lige nu tager flere danske anmeldere med 5-stjernet storm, lyder vel i rockhistorik mest som en appetitlig og indieficeret-lækker tidsopdatering af Boston. Ja, det var dem med 1976-superhittet ‘More Than A Feeling’, Nirvana’s Kurt Cobain senere ‘lånte’ sit kapow-guitarriff til ‘Smells Like Teen Spirit’ fra. Band Of Horses byder på næsten samme soniske panorama af attråværdig tristesse og Ajax-pletfri æstetik som Boston. Ikke skabt med nærkontakt for øje, men til uforpligtende afstandsforelskelse, hvis man ellers kan klare den slags. De bør skulle blive gigantisk store med dette designsikre albums gennemførte feel-good-sadness. Mig, jeg synes mest om coveret. Og så altså mageløse ‘The Funeral’. Nyd lige den sang – Band Of Horses kommer aldrig til at lave en bedre.