Kategoriarkiv: Blog

Kridhvid

whitechalk.jpg

Hvis vi kendte nogen lige nu, der fortjente en helt igennem speciel og opmuntrende gave, ville vi straks købe PJ Harvey’s nye White Chalk. Et mageløst underspillet og stemningsrigt album. Så helt anderledes end nogetsomhelst hun har udgivet før. White Chalk bærer så meget uovervindelig kvalitet og råstyrke, vi slet ikke vil støje med her, at det er PJ’s fødselsdag i dag.

Så ingen flag og kager. Gå istedet straks ind på Liga.dk her, scroll helt ned og se PJ Harvey spille 4 topsange fra White Chalk, all by herself. Der er også et interview.

Byer vi har set

fremadthumbnail.png

Ahoy, endelig tilbage. Hjemme fra venteværelser bag scenerne, fra tour-kilometres travle biler, fra sanges høje lyd.

Har haft en travl sidste uge, der begyndte foran Christiansborg, til den store 2. oktober-demonstration. Det føltes rigtigt at spille til det arrangement, for det står så klart, vi ikke længere kan holde til trekløveret Fogh/Bendtsen/Pia K. in charge. Det handler ikke om det og det parti, ikke om venstrefløj kontra højre, men udelukkende om anstændighed, værdighed, de to eneste vigtige størrelser, der er noget værd i nogens værdikamp. Og her vil hvilkensomhelst bogstavskombination være at foretrække, frem for det nuværende siddende flertals, der allerede har gjort så stor skade.

Torsdag bød på Esbjerg i gavmildt regnvejr og et helt iorden set på Tobakken. Slet ikke verdens største eller mest larmende crowd, men syntes dog åbenbart, de tilstedeværende var gladere da de gik end da de kom, ethvert bands succeskriterie. Kørte hjem under nat i endnu mere regn, med henholdsvis The Cure’s Triology og Sly & The Family Stone knaldhøjt på bussens DVD.

Fredag med anderledes høj blå himmel, på en kort tur op til Helsingør. Og uden falsk ubeskedenhed, endnu et ret optimalt show. Det jeg drømte om, da Love Shop gik til pause, når vi nu i dette band, to år efter den forsigtige og søgende live-start. Der er kommet en skarphed og autoritet over musikken, som på denne tour virkelig er vokset i format. Vi har aldrig været halvt så gode før.

Så sydpå til Vordingborg, til STARS, et fint og stort spillested, hvor vi med Love Shop ved to forrige lejligheder har været nede til tælling. Havde selv høj feber sidst vi var der, foran en skibsladning døddrukne litauiske flådematroser. Fik lørdag en anderledes fokuseret skare, der svajede og dansede, drak og lyttede. Vi kørte hjem i højt humør ovenpå oplevelsen, nu med The Bad Seeds’ Abattoir Tour på bilbiografen; ‘…I’m MISTER Stagger Lee!!!’ Cave er en vild karakter.

Nu venter sidste weekend i denne omgang, med start på torsdag, hvor vi endelig spiller i Odense. Mange af jer derfra har klaget over, hvorfor vi rammer lige det sted vi gør, nu vi endelig kommer. Well, det er simpelt; hvis vi ikke spillede dér, var der slet ingen mulighed for overhovedet at kunne besøge Fyn. Så kom ud og få en aften med os! Når først sangene løfter, skal det hele nok blive større end omgivelsernes rammer, I promise. Aftenen efter lander vi på Månen i Haderslev og lørdag har vi så klar hjemmebanefordel i Pumpehuset, København, dog med ændret starttidspunkt – nu kl. 22.30! – pga. dén fodboldlandskamp mod Spanien. Vi glæder os så hurtigt vi kan til det hele – so bring it on, brothers & sisters!

Da Boss

I mandags udkom, hvad vi her synes er Springsteen’s nok mest vellykkede plade siden Nebraska. Magic, som den hedder er godtnok et værk af emmende nostalgi og bærer lyden af en svunden tid – omkring 1979 or so – men rider samtidig en sangkvalitet og nerve, der for det meste hæver tingene langt op over det kun tilbageskuende. I nat begyndte Springsteen og E Street Band den tour, der om 2 måneder og 5 dage runder Forum i København. Her er settet fra første aften på The Magic Tour:

2007-10-02, Civic Center, Hartford, CT:
Radio Nowhere
The Ties that Bind
Lonesome Day
Gypsy Biker
Magic
Reason to Believe
Night
She’s the One
Livin’ in the Future
The Promised Land
Town Called Heartbreak
Darkness on the Edge of Town
Darlington County
Devil’s Arcade
The Rising
Last to Die
Long Walk Home
Badlands
Girls in Their Summer Clothes
Thundercrack
Born to Run
Waitin’ on a Sunny Day
American Land

Christiansborg i går

joemortensen.jpg
© Joe Mortensen

For 10 måneder siden spillede vi 5 sange i – og for – Ungdomshuset på Jagtvej. I går havde vi en lignende kort optræden. Denne gang foran Christiansborg, til demonstrationen for et bedre DK. Vi kunne ikke selv se det, for alle faner og bannere op mod scenen, men politiet, hvis forbund selv deltog i demoen, anslår der var omkring 50.000 mennesker på slotspladsen. Arrangørerne siger 90,000, så et tal omkring 70.000 er vel ikke helt galt. Så mange har vi aldrig spillet for før. Tak til jer som var der og tog imod følgende:

Happy Ending
Sønder Boulevard
Der Kommer En Morgen
Satans Yngel
København I Dine Øjne

PS – På luftfotoet ovenfor er scenen under den hvide teltdugs-firkant, umiddelbart bag menneskehavet og lige foran indgangen til Statsministeriet…

Ikke kun et fattigt ord

fremadthumbnail.png

Er ved at genskabe batteri efter de første aftener i Vanløse, Albertslund og Lyngby. Tak til jer der kom og gav alle tre shows flow, substans, mening! Bortset fra at Nicolai umiddelbart efter ekstranumre på Templet blev forsøgt overfaldet af en voldssulten dørmand, er vi kommet godt afsted. Har fået hørt Jamaica-musik og drukket G+T’s bag scenen, samt langt vigtigst, spillet nogle ret skarpe sang-versioner på den. Synes selv Slagterne allerede fra tourstart er i gear – vi har øvet os! – så ser i den grad frem til kommende weekend, der fra torsdag tager os til de af jer, der lever i og omkring henholdsvis Roskilde, Herning City og Århus.

PS – Templet var iøvrigt første hele set for mig siden Roskilde Festival i ’95 – dér, lige efter Jeff Buckley – uden nogen ‘Fremmedlegionær’. En speciel oplevelse, men godt ialfald vi nu, i modsætning til Joyride-touren efter Vejen Hjem Fra Rocknroll, har numre nok til ind- og udskiftninger. En frihed at kunne ændre setliste efter aftenens vibe.

Paul i Operaen

800px-paul_simonon.jpg

Simpson bemærkede midtvejs i showet tørt, som kun han kan gøre det, The Good The Bad & The Queen’s bassist måske ville spille færre fejl, hvis han holdt sig bare nogenlunde i nærheden af sin amplifier. Og rigtigt er det, at Paul Simonon, som dækkede hele scenen med sin smadrede Fender Precision, indimellem missede et beat eller to samt et par toner. Men for de af os som var tilstede sidst han spillede i København, med The Clash på Østerbro i 1981, gjorde det altså intet. At se Paul Simonon på en scene igen, med så mange vintage-Clash bevægelser, var hele aftenen værd og lidt til. Fik derfor ikke rigtig kastet øjne på den mindre karismatiske Damon, eller de to andre fra TGTB&TQ, som ellers gjorde deres til at levere den fremragende koncert, perfekt tunet til Operaens storladne rammer. En aften, der iøvrigt kickstartede med Henrik Hall’s vellykkede debut som kongelig hofleverandør. Hvor mange havde mon for 3-4 år siden sat penge på, den første fra Love Shop til at betræde denne prestigefyldte scene, ville blive bandets mundharpespiller…? Godt gået, Prins Henrik!

Kun vejene i live i nat

nights_of_sumgayit_galleryfull.jpg

Et billede kan snyde. Blacksmith Institute har således lige offentliggjort en liste over de 10 mest forurenede byer i verden. En af dem er Sumgayit i Aserbajdsjan, og det er herfra billedet stammer. Da jeg så det, fik jeg næsten lyst til en ferie ved Det Kaspiske Hav – og så alligevel ikke, da jeg huskede på olieforureningen i Baku og omegn.

Se listen over de 10 byer på http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/americas/6995621.stm og se om også din by er med.

Strangeways

smiths_-_strangeways_here_we_come.jpg

I dag for 20 år siden udkom NME med en ekstatisk foranmeldelse af Strangeways, Here We Come, The Smiths’ fjerde og sidste egentlige studiealbum. Henover sommer var rygterne begyndt at løbe om uro i bandet, og da så Johnny Marr trådte frem i et interview, ligeledes i NME, under overskriften ‘Why I Quit The Smiths’, var der ingen vej tilbage.

Førstesingle ‘Girlfriend In A Coma’ blev sendt ud i august, med typisk Marr-ubesværet og særegen popmusik under Morrissey’s dødskredsende ord. Ofte når et band opløses, høres konflikterne og udtømningen af energi i dets sidste indspilninger, men ikke her. Kvaliteten af ‘Girlfriend…’ til trods, var der derfor alligevel udbredt bekymring for, at Strangeways ville være en krampetrækning snarere end en endelig manifestation af kollektiv styrke.

Så vi blev både opmuntrede og vemodige dengang af det NME-skriv. Lettede fordi det syntes lykkedes for The Smiths med et album på højde med, om ikke højere end, forgængeren The Queen Is Dead. Men også derfor ekstra ærgelige over, at noget SÅ blomstrende kreativt, som samarbejdet mellem Morrissey, Marr, Joyce og Rourke, nu var forbi og fortid, brændt på det alter af ‘personlige forskelligheder’, som alle orkestre – undtagen måske lige TV2, D†A†D og Rolling Stones – må lade livet på.

I interviews lige siden har både Morrissey og Marr, når samtalen falder på The Smiths, uden tøven udpeget Strangeways som favoritalbummet. Sikkert fordi det er der, bandet træder frem fra enhver aspiration og med naturligt sikker hånd leverer sin mest facetterede og afvekslende longplayer. Strangeways besidder en modenhed i udtryk, en finesse og flertydighed, som The Queen Is Dead – trods unævneligt mange andre kvaliteter – ikke er i nærheden af.

Strangeways, Here We Come udkom d. 28. september, 1987, og blev i lyset af The Smith’s opløsning mere værdsat som en gravsten over bandet og den periode det havde regeret, end som et fritstående album, med eget liv og syn på verden. Her 20 år efter, med Morrissey langt afsted på helt egen vej, med Johnny Marr så fortabt underpræsterende, er det lettere, uden det samme emotionelle drivgods, at høre Strangeways for hvad det er; et exceptionelt album af et sjældent godt band, på toppen af dets ydeevne.

Side A
1 “A Rush and a Push and the Land Is Ours”
2 “I Started Something I Couldn’t Finish”
3 “Death of a Disco Dancer”
4 “Girlfriend in a Coma”
5 “Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before”

Side B
1 “Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me”
2 “Unhappy Birthday”
3 “Paint a Vulgar Picture”
4 “Death at One’s Elbow”
5 “I Won’t Share You”

Den dag tårnene blev små

1005.jpeg

NEW YORK, NEW YORK

Well, I shuffled through the city on the 4th of July
I had a firecracker waiting to blow
Breakin’ like a rocket who makin’ its way
To the cities of Mexico
Lived in an apartment out on Avenue A
I had a tar-hut on the corner of 10th
Had myself a lover who was finer than gold
But I’ve broken up and busted up since

And love don’t play any games with me
Anymore like she did before
The world won’t wait, so I better shake
That thing right out there through the door
Hell, I still love you, New York

Found myself a picture that would fit in the folds
Of my wallet and it stayed pretty good
Still amazed I didn’t lose it on the roof of the place
When I was drunk and I was thinking of you
Every day the children they were singing their tune
Out on the streets and you could hear from inside
Used to take the subway up to Houston and 3rd
I would wait for you and I’d try to hide

And love won’t play any games with me
Anymore if you don’t want it to
The world won’t wait and I watched you shake
But honey, I don’t blame you
Hell, I still love you, New York
Hell, I still love you, New York
New York

I remember Christmas in the blistering cold
In a church on the upper west side
Babe, I stood their singing, I was holding your arm
You were holding my trust like a child
Found a lot of trouble out on Avenue B
But I tried to keep the overhead low
Farewell to the city and the love of my life
At least we left before we had to go

And love won’t play any games with you
Anymore if you want ’em to
So we better shake this old thing out the door
I’ll always be thinkin’ of you
I’ll always love you though New York
I’ll always love you though New York, New York, New York

© Ryan Adams

Happy birthday, Sellers

peter-and-sophialp1sm.jpg

Fantastiske Peter og Sophia Loren havde noget kørende. Her er de sammen på coveret af en plade, mine forældre havde dengang. Nu er den min.

Sellers omkom af et hjerteslag d. 24. juli. 1980. Præcis 26 år senere – altså 24. juli 2006 – døde hans eneste søn, Michael, ligeledes af hjerteslag. Kinda spooky.