Kategoriarkiv: Blog

Guilty unknown pleasures

Den nye Interpol er svær at gå til, er den ikke!? Har haft albummet nu i en måndes tid og håber endnu det vil åbne sig op og komme ud af sin selvbeskyttende mørke skal, men det sker bare ligesom ikke. Endnu. Savner Carlos når jeg hører den. Og får voldsom lyst til at sætte Turn On The Bright Lights på istedet. Så indtil det planlagte mirakkel sker her noget ganske andet…

Havde efter seneste MORcheesy The Killers-udspil på forhånd besluttet mig for ikke at ville kunne lide solodebuten fra Brandon Flowers, men må desværre tilstå både at høre og nyde Flamingo ret meget lige nu. Det på trods af en produktion, der til sammeligning får selv Beach House til at lyde som lyddesignet af Steve Albini. Men Killers-sangeren udstråler for det meste en masse på hjerte her, uanset næsten hvor meget voksen hi-fi han begraves i.

Selv midt i de svært håndterbare amerikansk-mytologiske tekster er der en urgency, en vilje til at kommunikere, der som oftest brænder klart igennem hans sang. Jo, en entusiasme omkring at kunne give sig selv og et hørbart behov for gengældelse. At Flowers så ovenikøbet har to af tidens bedste popører skader heller ikke hverken hans sag eller lytterens fornøjelse. Ja, jeg ved det – betragt bare dette som en simpel tilståelsessag…

Hvis andre svage sjæle er på vippen til at investere, så gør jer den tjeneste at få fat på den udvidede udgave af albummet, hvor den bedste af de fire – en megaskidt, en ligegyldig, men to overraskende gode – ekstra sange lyder således…

When he paints his masterpiece…

The Incident

Bob Dylan kan ikke bare turnere uendeligt, synge så det lyder som vinden der blæser gennem et tusindårigt træ og skrive nogle af de seneste 50 års mest omtalte, beundrede og fortolkede sange – han kan også male. Og for første gang nogensinde fremviser Dylan nu sine lærreder, endda i København, på Statens Museum for Kunst, hvor hans udstilling The Brazil Series netop er åbnet og de næste måneder kan besøges.

Football Factory

Andre der lagde mærke til det engelske landshold’s nye skarpe spilledragt, træningstøj og officielle jakkesæt mod Bulgarien på Wembley fredag aften? Elegancen alt andet end tilfældig, da den nye britiske, uhm, kollektion kommer fra hedengangne Factory Records’ stilskabende art direcor/graphic designer Peter Saville. Ham der bl.a. står bag så ikoniske covers som Joy Division’s Unknown Pleasures, New Order’s Power, Corruption & Lies, Roxy Music’s Flesh & Blood, Suede’s Coming Up og Pulp’s This Is Hardcore, for blot at nævne nogle få blandt de så mange bemærkelsesværdige. Ikke underligt måske, England pludselig igen kunne vinde ubesværet..

"Jeg er ikke racist, men…"

I dagens udgave af The Guardian er Morrissey igen under anklage for racistiske udtalelser. Denne gang siger han om kineserne dette:

Did you see the thing on the news about their treatment of animals and animal welfare? Absolutely horrific. You can’t help but feel that the Chinese are a subspecies.

Jeg er helt enig i at dyr bliver behandlet elendigt i Kina, og det kan mig gøre meget vred. Men er det acceptabelt at formulere sig som Morrissey gør? Dét synes jeg ikke. Der er lidt for mange af den slags udtalelser fra manden efterhånden til at det kan affærdiges som en skævert. Læs også Tom Clarks kommentar til sagen.

Groundhog day

Endnu en potentielt flyvende weekend, med spritny Premier League, Bundesliga, 2. Bundesliga, La Primera, Serie A samt Superliga, vingeskudt på forhånd af tempereret landsholdsfodbold mellem ulige størrelser. Morten Olsen, so much to answer for…

Manden i baggrunden


For ikke så længe siden skrev Jens følgende:

Forestil den dag det kommer frem, at Thom Yorke i virkelighed kun er gallionsfigur i Radiohead – naturligvis via sit indiekorrekte suicidale udseende – og at den egentlige sanger er en lettere overvægtig ølentusiast ved navn Phil.

Nu er Jens’ profeti næsten blevet til virkelighed. Philip Selway, trommeslageren i Radiohead har lavet et soloalbum, Familial. Allerede da jeg fik fat i Neil Finn-projektet The Sun Came Out kunne jeg høre to af hans numre – “Witching Hour” og “The Ties That Bind Us”. (Begge disse numre er for øvrigt med på Familial.)

To ting er helt oplagte: Den første er, at Philip Selway er en habil sanger/sangskriver med en lys stemme, der ligger ret fjernt fra Thom Yorke’s. Den anden er, at han stilistisk er meget langt fra Radioheads musikalske univers; ergo er det næppe galionsfiguren, vi har med at gøre her. Familial er et akustisk baseret album med sange, der giver mig mindelser om Nick Drake, og dét er da en ros. Tekstmæssigt er det nære ting, vi har fat i – Selway synger om familien, opvæksten og det liv sammen, der kan være lidt for kompliceret.

Der er ikke ret meget trommespil på albummet, og dét, der er, skyldes Glenn Kotché fra Wilco. Også Pat Sansone fra Wilco, Lisa Germano og Sebastian Steinberg spiller med. Ja, faktisk er der ikke andre musikere med. Det er på denne måde tydeligt, at dette album ligesom Wilcos selvbetitlede album er blevet til med afsæt i Neil Finns projekt. Næste gang skal Neil Finn prøve at invitere Paul Westerberg, synes jeg. Det kunne der komme noget interessant ud.

Tilbage til Philip Selway: Familial er ikke en af de væsentligste albumudgivelser i 2010, og det er ikke engang sikkert, at den vil appellere til Radioheads fanskare. Men det er stadig værd at lytte til.

(Er der Nick Drake-inspirationer i Radioheads musik? Det tror jeg nu alligevel også, der er – eller i al fald har været engang. Prøv f.eks. at høre “Nice Dream” fra The Bends.)

Top-10 i Californien-sange

Inspireret af forrige post, en hurtig top-10 i sange med The Golden State’s navn i titlen. Synes som bare ordet ‘California’, med alt hvad det bærer med sig af spildte amerikanske drømme, mytologi, sol og stjernestøv, bringer det bedste frem i ialfald de følgende artister, hvoraf bemærkesesværdigt kun to kommer derfra. Græsset er altid grønnere på den anden side…

01. California Dreamer – Wolf Parade
02. California Sun – Ramones / The Riveiras
03. Tape From California – Phil Ochs
04. California Stars – Wilco
05. California Über Alles – Dead Kennedys
06. California – Mylene Farmer
07. I Remember California – R.E.M
08. California (All The Way) – Luna
09. California Dreaming – Bobby Womack
10. California Blue – Roy Orbison

A holiday in Cambodia where the slums got so much soul…

Det bedste bandnavn nogensinde? Dead Kennedys fra Californien tager måske prisen her. Deres debut Fresh Fruit For Rotting Vegetables, en hæsblæsende nervøs punk rock med bidende sarkasme på ordsiden fylder 30 (!) i dag. Vil prøve at spænde for i aften og se om albummet stadig holder sin imponerende kraft. To af sangene derfra, begge centrale punkclassics – ‘California Über Alles’ og ‘Holiday In Cambodia’ – gør ialfald. Specielt sidstnævnte er en lille genistreg med galoperende ‘Pol Pot’-singalongcrescendo og hidsigt malende surfguitar. Hvor cool er det ikke også, at ham der spiller den går under navnet East Bay Ray!?!

Dead Kennedys spillede to udsolgte aftener december ’82 i Saltlageret i København, iøvrigt med Ads og City-X som skiftende support. Men nu afsted til Cambodia med Jello Biafra og drengene…

Skriften på væggen

It’s fundamental new owners arrive who can make us a competitive side. Hopefully, we can find a consortium that buys the club and can make Liverpool able to fight financially with Chelsea and United. Then let’s see what we’re capable of doing this season.

Verdensmester Fernando Torres taler ud i spansk radio samme dag transfervinduet smækker i, igen uden hans slagsideramte klub har formået at anskaffe sin trup, hvad den mest af alt så længe har manglet, en supplerende målfarlig topangriber.