Kategoriarkiv: Blog

Og nu stiller vi om til Århus…

I skrivende stund er der kun 13 dage til Depeche Mode giver koncert på et fodboldstadion, der er hjemmebane for en østjysk 1. divisionsklub. Det bliver underligt nok første gang, jeg får Fletcher, Gahan og Gore at se. Jeg glæder mig som et lille barn, uagtet tidligere negative meldinger fra Jens & Co.

(Og hvis nogen skulle have kørelejlighed nordpå efter koncerten, vil jeg meget gerne høre fra jer.)

How does it feeeeeel?

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-BobSidewalk.jpg

Ja, hvordan føles det så at fylde 65? Det gør Bob Dylan i dag. For 5 år siden blev hans 60-årsdag fejret med en kæmpe koncert i Grå Hal på Christiania, hvor mange meget forskellige danske vokalister gav respektive Dylan-favoritter. Selv sang jeg undtagelsesvis engelsk den aften, på en Gun Club-ificeret 4/4-version af “Man In The Long Black Coat”, en af de mange sublime sange fra Oh Mercy-pladen. At skulle være med den aften lå ellers ikke umiddelbart i kortene. Da jeg voksede op brød jeg mig ikke om Dylan. Han var ham der på afstand brægede som en ged, når man gik forbi den lukkede dør til ens storesøsters værelse. Meget senere begyndte enkelte sange med ham så at trænge sig på, og tilsidst blev jeg nødt til at købe Oh Mercy samt Greatest Hits 3-pladen, den som bl.a. indeholder fan-tas-tis-ke “Brownsville Girl”, og var solgt. Siden har jeg med fornøjelse brugt penge på at komme ind og længere ned i hans imponerende sangkatalog. Ikke alt dér er lige godt eller spændende, men det bedste er – indiskutabelt! – noget af det mest komplette rytmiske musik, der nogensinde er lavet. Et engelsk kulturmagasin, hvis navn vi her allerede har glemt, hævdede for få år siden, at kun 3 “moderne” amerikanske sangskrivere fra det 20’ende århundrede vil blive husket ud bag fremtiden: Woody Guthrie, Hank Williams og så altså Bob Dylan. Store oplevelser spilder ingens tid, så gem din kedelige nye Pet Shop Boys-plade væk og hør istedet en af de absolutte mestre i dag!

MAN IN THE LONG BLACK COAT

Crickets are chirpin’, the water is high,
There’s a soft cotton dress on the line hangin’ dry,
Window wide open, African trees
Bent over backwards from a hurricane breeze.
Not a word of goodbye, note even a note,
She gone with the man
In the long black coat.

Somebody seen him hanging around
At the old dance hall on the outskirts of town,
He looked into her eyes when she stopped to ask
If he wanted to dance, he had a face like a mask.
Somebody said from the Bible he’d quote
There was dust on the man
In the long black coat.

Preacher was a talkin’ there’s a sermon he gave,
He said every man’s conscience is vile and depraved,
You cannot depend on it to be your guide
When it’s you who must keep it satisfied.
It ain’t easy to swallow, it sticks in the throat,
She gave her heart to the man
In the long black coat.

There are no mistakes in life some people say
It is true sometimes you can see it that way.
But people don’t live or die, people just float.
She went with the man
In the long black coat.

There’s smoke on the water, it’s been there since June,
Tree trunks uprooted, ‘neath the high crescent moon
Feel the pulse and vibration and the rumbling force
Somebody is out there beating the dead horse.
She never said nothing there was nothing she wrote,
She gone with the man
In the long black coat.

© Bob Dylan

Part company

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-gblogo.jpghttp://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-rfgm.jpg

Efter at Grant McLennan døde ud af det blå for to uger siden, har der været en hel del The Go-Betweens-lyd i luften her. Det ikke for at svælge i McLennans ulykke, men kun for at sætte pris på de sange, hvis intime kvalitet nærmest gjorde ham til en personlig ven, selv for folk der aldrig havde mødt ham. Så da jeg skulle til Jylland nu torsdag aften, lavede jeg selvfølgelig en Grant McLennan/Robert Forster/Go-Betweens-compilation til at have med på landevejene i min Astraworld. Da jeg var helt ung og vågenede op, og først hørte bandet, var det altid McLennans sange der talte ind til mig, hvorimod det senere blev Robert Forsters som gav mest. Så derfor – og fordi magien i The Go-Betweens måske netop udspringer af sammenstøddet mellem ligefrem McLennan og melodramatisk Forster – blev begges sange både i band- som solosammenhæng anvendt. Den endelige playlist, som ubesværet bestod køreprøven, kan ses her nedenfor. Ville nemt kunne have lavet endnu en opsamling med de klassikere der ikke blev plads til på mediets begrænsende 80 minutter, så hvis nogen skulle undre sig over hvor f.eks. “That Way”, “Part Company”, “Bachelor Kisses”, “Streets Of Your Town” eller “Love Goes On” – McLennan-popbrisen der inspirerede en LS-favorit – blev af, så står det her. Det slog mig iøvrigt henover landet, hvilken antitese til alt, der er vulgært inden for moderne musik, The Go-Betweens er. På den baggrund tragisk nemt at forstå, hvorfor de aldrig blev kendt af en bred offentlighed, men forblev den næsten hemmelige skat, der endnu ligger og venter på at blive opdaget af de mange.

Boundary Rider – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Falling Star – Robert Forster (fra Calling From A Country Phone)
Apology Accepted – The Go-Betweens (fra Liberty Belle And The Black Diamond Express)
Caroline And I – The Go-Betweens (fra Bright Yellow Bright Orange)
You Won’t Find It Again – The Go-Betweens (fra 16 Lovers Lane (Expanded Edition))
Rock And Roll Friend – The Go-Betweens (fra 16 Lovers Lane (Expanded Edition))
Haven’t I Been A Fool? – Grant McLennan (fra Present & Past (1983-1995))
Too Much Of One Thing – The Go-Betweens (fra Bright Yellow Bright Orange)
Finding You – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Loneliness – Robert Forster (fra Warm Nights)
Don’t You Cry For Me No More – Grant McLennan (fra Horsebreaker Star)
Darlinghurst Nights – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Cattle And Cane – The Go-Betweens (fra Before Hollywood)
The Clarke Sisters – The Go-Betweens (fra Tallulah)
Statue – The Go-Betweens (fra Oceans Apart)
Baby Stones – Robert Forster (fra Danger In The Past)
I’ve Been Looking For Somebody – Robert Forster (fra Danger In The Past)
If I Should Fall Behind – Grant McLennan (fra Lightning Fires-single)
On A Street Corner – Robert Forster (fra Warm Nights)

Et helt uaktuelt (og eviggyldigt) album!

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-houseoflove.jpg

Af og til sker det at jeg i fantasiløshed og desperation vælger et tilfældigt album at lytte til på min iPod. Nogle gange sker der ikke noget ved det, andre gange genopdager jeg en klassiker. I dag skete det, da jeg valgte at lytte til et album med den engelske gruppe The House of Love, der huserede sidst i 1980’erne og først i 1990’erne. I lighed med Tindersticks var opfindsomheden lav hvad angik albumtitler. De første to albums hed begge The House Of Love, og de udsendte tilmed også et opsamlingsalbum med dette navn.

Men sangene… Sanger og sangskriver Guy Chadwick leverede nogle umådeligt iørefaldende melodier og skarpe tekster, der passede til som fod i hose. Nogle tror at ‘sommerfuglealbummet’ The House Of Love hedder ‘Fontana’, fordi det står på albummets ryg ved siden – men det var nu pladeselskabet.

På begge de to første albums er der helt forrygende sange. Min yndling er ‘sommerfuglealbummet’ og især sange som ‘In A Room’ og ‘The Beatles And The Stones’ har igen sat sig godt fast i øregangen hos mig. Der er ikke nogen svage sange på albummet, men en serie af velafrundede og velarrangerede popperler, der ikke er skæmmet af f.eks. firseragtig produktion.

Gruppens ulykke var at de ikke var med i de store “bølger” – deres karrieres kunstneriske højdepunkt lå fra det tidspunkt hvor Happy Mondays m.fl. var store til grungens fremkost.

(I dag er The House Of Love så gendannet og jeg må med skam meddele at jeg endnu ikke har hørt deres comeback-album.)

Long gone Grandaddy

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-JLTFC.jpg

Amerikanske Grandaddy kaster med afskedspladen Just Like The Family Cat håndklædet i ringen. “I don’t wanna work all night and day on writing songs/ That make the young girls cry/ Or playing little solos on the keyboard/ So the kids will ask me how and why”, synger frontmand Jason Lyttle disillusioneret. Musikken lyder nu slet ikke så udbrændt, men derimod igen omtrent så fin, som på The Software Slump, Grandaddy’s hovedværk, noget den skuffende forgænger Sumday ikke formåede at leve op til. De bedste af de nye sange er særegne små perler, som f.eks. her nedenstående “Campershell Dreams”, der i længselsfuld melodisk lethed tager samtlige points, før den stopper i egen blødende solnedgang. Bliver spændende videre herfra at følge Jason Lyttle, der slet ikke synes færdig med at synge sin ensomme verden ud. Men for nu er der heldigvis Just Like The Family Cat, der står som et mere end værdigt punktum for Grandaddy, hans store lille band fra Modesto, California.

CAMPERSHELL DREAMS

You don’t have to be alone anymore
Good company’s a gift
You don’t have to be alone anymore
Go ahead, disspell the myth
You don’t have to be alone anymore
Sad letters on the drift
You don’t have to be alone anymore
That really ain’t no way to live
It really ain’t no way to live

© Jason Lyttle

1-2 to The Arsenal

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-recorte.jpg

Ronaldinho havde en stille aften på kontoret i Paris, men kan alligevel sove med Champions League-pokalen i sin seng i nat, ganske som Steven Gerrard gjorde det på et hotel i Istanbul, for snart et år siden. For FC Barcelona vandt med nød og næppe og blå blink den intense kamp, hvis dramaturgi i høj grad blev præget af udvisningen på Arsenals Jens Lehmann. Godtnok kom drengene fra Islington, London foran med kun 10 mand på banen, men selv da lignede det altid en umulig kamp mod den talmæssige overmagt. 10 mod 11 er svært i så lang tid som tilfældet var i aften, og mod et så hurtigt boldflyttende og sideskiftende hold som Barcelona, vil det næsten altid være en umulig situation at komme helskindet fra. Hvilket Arsenal altså heller ikke gjorde, trods det absolut hæderlige 1-2-nederlag. Så tillykke til jer her, der holder med FC Barcelona. Fra sidste år er vi mange der ved, at en sejr som denne kan man leve længere end en sommer på – enjoy!

Der findes en fransk by i millioner af lys

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-col.jpg

Så er det i aften Arsenals Thierry Henry skal møde sine måske kommende holdkammerater fra FC Barcelona. Det sker på Stade de France i Paris, hvor årets Champions League-finale finder sted. Ifølge sportsjournalister og bookmakere har Barcelona næsten vundet den kamp på forhånd, og pokalen stod sikkert allerede dekoreret i catalanske farver, var det ikke lige fordi Arsenal, ind imellem de mange ikke godkendte præstationer i år, rent faktisk har spillet nogle skræmmende flotte kampe. Kan Henry og de ikke-engelske holdkammerater fra Emirates Stadium lykkes med det niveau, vil en London-klub i aften vinde turneringen for første gang nogensinde. For Barcelona har siden CL-udekampen mod CSKA Chelsea tilbage i februar ikke spilmæssigt brilleret på samme vis som tidligere på sæsonen, og der er på den konto blevet trukket store veksler på unikke Ronaldinho’s kreative evner. Vi siger skam ikke vores smilende ven ser træt ud af den grund, kun at han pt. ikke tryller så ubesværet som for få måneder siden. Og skal Barcelona have den myteomspundne pokal med de store ører med sig hjem i flyet, får Ronaldinho netop brug for både stav, hat og kanin i aften, hvor en åben dyst mellem to fine hold venter. Kan det møde underholdningsmæssigt komme bare i nærheden af sidste års finale i Istanbul, hvor et vist rødt hold fra Liverpool slog AC Berlusconi Milan i en comeback-seks-måls-thriller, bliver det – uanset endeligt udfald – alt andet end kedeligt.

TV3+ i aften kl. 19.00.

Tak det bedste ord

For Vega, torsdag aften. Super tid vi havde sammen. Sjældent så opløftet efter et show som det. Extremt stolt af The Lonely Lovers og deres sublime spil. Samt af den varme, medlevende modtagelse af sangene og det hele. En meget speciel oplevelse, syntes vi alle bagefter. Så tak som fanden! Og jo, Nicolai fejrede tilmed fødselsdag…

Nu fortsætter dage, aftener og nætter i Tower of Song med arbejde på nye sangskitser. Det giver ikke meget tid til iMac, så hvis nogen har noget på hjerte, del det endelig med andre her og vær med til at holde fast – take care, you!

Musik mens verden går itu

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-LWW.jpg

Hvem skulle have troet 2006 ville bringe en samling indædte old school-protestsange fra Neil Young!? Living With War er sådan en plade og kommer med en anden, større og mere vedkommende ild end de seneste mange Young-udgivelser. Der er intet mindre end både vestlig selvopfattelse og samtid på spil her. “Dont need no more lies”, råbesynges der symptomatisk igen og igen, halvt befalende, halvt bønfaldende, på “The Restless Consumer”, en af hjørnestenene på Living With War. Om det så er George W. Bush-administration, krig i Irak, de kreative påfund for at få den retfærdiggjort, New Orleans-svigt, fattige amerikanere, 9/11-USA, er der ikke meget, som går disse massive, sært smukke sange, om en verden i moralsk opløsning, forbi. Nogle vil nok finde det tåkrummende naivt, at udsende noget så firkantet subjektivt. Andre vil høre og opleve en mand, der i meget lang tid ikke har lydt så levende direkte i sin musik som her. Sjældent og livsbekræftende er det ialfald med en etableret rockstar, der tør synge ufiltreret hvad han mener, uden bleg frygt for hverken tabt markedsandel eller offentlig latterliggørelse. Og tænk så lige engang hvad dét indebærer: Rockmusik kan stadigvæk betyde noget. Tak for det og keep on rockin’ in the free world, Neil Young!

LET’S IMPEACH THE PRESIDENT

Let’s impeach the president for lying
And leading our country into war
Abusing all the power that we gave him
And shipping all our money out the door

He’s the man who hired all the criminals
The White House shadows who hide behind closed doors
And bend the facts to fit with their new stories
Of why we have to send our men to war

Let’s impeach the president for spying
On citizens inside their own homes
Breaking every law in the country
By tapping our computers and telephones

What if Al Qaeda blew up the levees
Would New Orleans have been safer that way
Sheltered by our government’s protection
Or was someone just not home that day?

Let’s impeach the president
For hijacking our religion and using it to get elected
Dividing our country into colors
And still leaving black people neglected

Thank god he’s cracking down on steroids
Since he sold his old baseball team
There’s lot of people looking at big trouble
But of course the president is clean

Thank God

© Neil Young

Joyride06 Soundsystem

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-jah2.jpg

Vi er igen blevet spurgt om PA-musikken før koncerterne. I Roskilde og København bestod den af følgende tracklist:

Mikey Dread – African Anthem
Johnny Osbourne – Murderer
Lone Ranger – Automatic
Bob Marley & The Wailers – Crisis
Max Romeo – Chase The Devil
Dennis Alcapone – Power Version
Sugar Minott – Oh Mr DC
Dr. Alimantado – Born For A Purpose/Reason For Living
Ken Boothe – Set Me Free
L Crosdale (with Drum Bago & The Rebel Group) – Set Me Free
Tonettes – I’ll Give It To You
The Heptones – My World Is Empty Without You
The Equals – Police On My Back
The Clash – Revolution Rock
Johnny Osbourne – Jah Promise
Wailing Souls – Row Fisherman Row
The Wailers – Like A Rolling Stone
The Heptones – Mystery Babylon

I aften: København

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-vega2.jpg

Skriften på væggen: I aften skal Jens U & The Lonely Lovers ses, høres og røres på Vega i København. Debutantstjernerne I Got You On Tape er på først. Der er nu meget snart mere end næsten udsolgt, så håber du/I har fået billet!

I aften: Roskilde

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-roskildemidt.jpg

I aften spiller Jens og Monumenter af Slum på Gimle i Roskilde. Klik på kortet for at se hvordan I finder derhen.

Og i morgen er det tid til at gæste et københavnsk spillested, opkaldt efter ham I ved nok fra Suicide.