Kategoriarkiv: Blog

Mount Cook

Jeg havnede efter en lang bustur, hvor chaufføren talte og vedblev at tale henført om fåreavl og husbygningsprogrammet, omsider ved foden af Den Store Gennemtrænger Af Skyer, Aoraki. Det navn skulle maorierne måske have overvejet lidt nøjere. Og englænderne opkaldte bjerget efter en vis James Cook – fordi hans styrmand opdagede det. Der burde have været et sagsanlæg.

Sort skærm

Og der sad jeg så, på den stik modsatte side af La Coruña, og ville skrive her. Men min MacBook havde bestemt sig til at dø i Christchurch. Den lokale Apple-biks kunne konstatere at bundkortet skal skiftes. Ak og ve. Jeg må vente til jeg er hjemme igen med at få repareret. Heldigvis dækker den udvidede garanti, men når alternativet er min iPhones minimaltastatur, er det så som så med skriveglæden.

Lad mig derfor blot røbe, at jeg i dag købte et nyt album med den lokale gruppe Evermore i Real Groovy Music, en butik der ikke er helt så hip som den gerne ville være. Men interessant musik, som jeg ville kunne høre hvis min Mac…

Jeg vil trøste mig med en Green Man-øl, en “Strong” som blander en doppelbock modnet på whiskyfade med en ale. Aromatisk vanille/frugtigt, stærkt og økologisk – og (tror jeg) uopdrivelig på vore breddegrader.

Speedway!

ivanmauger
christchurchtrafik

Jeg er havnet i Christchurch, hvor min yngste søster fra Manchester nu bor. Nu har jeg måttet sande, at hovmod står for fald – efter al min snak om det gode vejr i Brisbane, er jeg havnet i dansk sommervejr, dvs. overskyet og regn. Det rent ud sagt stod ned i stænger. Sydalperne og Stillehavet giver tilsammen et meget specielt vejrlig.

En cykeltur gennem byen afslørede to ting: Først, at newzealænderne kan blive lige så overraskede over omslag i vejret som danskere. Dernæst, at dette må være den af alle de tidligere britiske kolonier, der har arvet suverænt mest fra briterne. (Og alligevel har min søster af og til hjemve.)

Regnvejret drev mig ind på byens museum, hvor der var en permanent udstilling om byens store søn, en vis Ivan Mauger, der vandt VM i speedway hele seks gange. Hans mesterskabs-trøjer, forgyldte motorcykel og Sunday Mirror-trofæ rangerer på linje med maoriernes historie, butikslivet i det 19. århundrede, moa-fuglen og en udstilling af pressefotos fra de senere år i dette brogede-grænsende-til-forvirrede, meget spændende sted.

We Are Only Riders

100121053548674422

En anderledes slags tributeplade til Gun Club’s Jeffrey Lee Pierce er netop udsendt. Baseret på et par kasettebånd med skramlede demoer, Jeffrey Lee indspillede undervejs men aldrig kom videre med før sin tidlige død, har en større gruppe åndsbeslægtede artister, sammen og hver for sig, arbejdet disse skitser frem til færdige sange. Ud af anstrengelserne er kommet We Are Only Riders, en heftig rejse af et album, der i ildevarslende postpunkamericana står rankt som kærlighedserklæring til Jeffrey Lee Pierce og Gun Club”s brændende sjæl.

Ikke alt skal være lige vedkommende ombord, men Nick Cave lyser naturligvis op, både alene og i duet med Debbie Harry. Og sangerinden fra Blondie, hvis fan club Jeffrey Lee var formand for ude i Californien way back, leverer på en anden sang,  ‘Lucky Jim’ – den eneste tidligere Gun Club-udgivne – sin bedste præstation i mindst to årtier. Andre blivende øjeblikke kommer fra specielt Mark Lanegan, 16 Horsepower-stemmen David Eugene Edwards, Mick Harvey og Lydia Lunch. The Raveonettes bærer naturligvis ikke samme vægt, men er cool som tidlig Mazzy Star. Her er We Are Only Riders’ tracklist:

01. Nick Cave – Ramblin’ Mind
02. Mark Lanegan – Constant Waiting
03. The Raveonettes – Free To Walk
04. Debbie Harry – Lucky Jim
05. Lydia Lunch – My Cadillac
06. David Eugene Edwards – Ramblin’ Mind
07. The Sadies – Constant Waiting
08. Mark Lanegan & Isobel Campbell – Free To Walk
09. Lydia Lunch – St. Marks Place
10. Crippled Black Phoenix – Bells On The River
11. Cypress Grove – Ramblin’ Mind
12. Johnny Dowd – Constant Waiting
13. Nick Cave & Debbie Harry – Free To Walk
14. Mick Harvey – The Snow Country
15. David Eugene Edwards & Crippled Black Phoenix – Just Like A Me
16. Lunch Alvin And The JLP Sessions Project – Walkin’ Down The Street

Indvandrerne

cowboys

Vesterbro er hipt og fyldt med jyder, der er stormet hertil med smart hængerøv, opslag i buksen, kasket og en fræk skægvækst, men faktum er, at kolorten fra Randers stadig sidder under sålen. Men det er måske meget godt. Mennesker skal mødes i byen. Min pointe er nok bare, at jeg synes, at tilflyttere ofte har en trang til at være ekstra smarte, og deres søgen efter at blive en del af København kan godt være anstrengende – du skal ikke være en del af en by, du skal bare være i den.

Filminstruktør Christoffer Boe i Berlingske Tidende.

Tindersticks genopstået

falling_down_a_mountain-tindersticks_480

Efter indledningsvis tre imponerende albums mistede Tindersticks orienteringen. De næste tre longplayers søgte musikalsk mere end de fandt. Væk var den stemningsmalende autoritet, man til da havde taget som givet fra den kant. Det endte endda så galt, at Stuart Staples, bandets lead vox og absolut signatur, på Tindersticks’ 6. plade afgav vokaler på flere sange – a bad idea in any band!

Derfor ingen overraskelse, at Stuart Staples gik i udbrud mod en solokarriere, der til nu har kastet to fine albums af sig. Halvdelen af det oprindelige Tindersticks regrupperede dog i 2008 med Staples på The Hungry Saw, et stærkt come back, der genfandt den mere direkte kommunikation, vel mange af os havde ledt forgæves efter på de senere albums. Og nu i slutningen af måneden lander efterfølgeren Falling Down A Mountain.

Der er ikke nogen nem start på Falling Down A Mountain. Stressende swingtrommer, asymetriske hornsløjfer, lyden af en seks minutter lang jam er åbningens titelnummer. Derefter en meget tilbagelænet southern soul-pastiche; vatblød snaredrum, mellow guitar, smooth vokal, svag melodi. Og så en duet med Mary Margaret O’Hara – ikke en af de mange store skæbneromantiske Staples-duetter, som fra tidligere med Carla Torgerson/Isabella Rosselini/Lhasa de Sela/Maria McKee. Nej, denne er på alle planer anderledes omklamrende, handler om peanuts, om hvordan han kan li’ peanuts, og det kan hun så også, fordi hun er så fortabt i ham…!

På dette tidspunkt føler førstegangslytteren sig måske – og med rette – godt bekymret. Dog heldigvis uden grund, for på den anden side af en typisk Tindersticks-instrumental venter landet af mælk og honning, hvor Stuart Staples endelig trækker dramaet op i fem helt anderledes veltrimmede sange.

Fra specielt maniske ‘Black Smoke’, i åndenød hvor selv byens flod er druknet, over popsangen ‘Harmony At My Table’, der signaleer alt andet, videre forbi westernklingende ‘She Rode Me Down’s hastige transportbilleder af udbrændt sex, til ætsende ‘No Place So Alone’s jalousi, gives her et Tindersticks fyrende såret og stolt på alle cylindre.

Dvælende ‘Factory Girls’ gør tilbageskuende status over eget endelige nederlag, inden endnu et stykke åbent billeddannende musik uden ord slutter af. På den vis et ret utraditionelt opbygget album, der trods tidlige afstikkere ud i svært fremkommelige Tindersticks-randområder absolut skal anbefales. Stor musik. Og det endda sagt med den peanutsang i mente…

Introducing the band…

Vi har efter i går et stykke unfinished business  at gøre godt for, da vi skylder Bernard Butler’s supertalent en top-10 over Suede-sange fra før han forlod bandet. Husker april ’93. da Suede første gang var her i landet og deres Pumpehus-show begyndte med kun Brett A. og Bernard B. på scenen til den underspillede klaverbårne ‘The Next Life’. Den aften var Bernard Butler stjernen i fokus, der betog med sin enorme live-guitarlyd – tjek klippet ovenfor! – og vidtfavnende spil, mens Brett havde mest travlt med at stikke sin mikrofon op et vist sted. Siden en fantastisk frontmand for Suede, men på det tidspunkt endnu uden helt optimal uhm…psykisk og musikalsk balance på en scene. Det havde Bernard til gengæld allerede, i heftigt bølgende dans med sin guitar aftenen igennem, en fryd af overskud at se og høre på. Forbandet ærgeligt han og Suede skulle skilles så hurtigt! Her den lovede top-10:

01. Animal Nitrate (fra Suede)
02. Killing Of A Flash Boy (single-B-side)
03. Metal Mickey (fra Suede)
04. The Asphalt World (fra Dog Man Star)
05. The Big Time (single-B-side)
06. So Young (fra Suede)
07. The Next Life (fra Suede)
08. We Are The Pigs (fra Dog Man Star)
09. My Insatiable One (single-B-side)
10. Introducing The Band (fra Dog Man Star)

Never give up…

Der er ikke nok opløftende triste popsange med skuffede optimistiske ord. For få synths der skærer i hjertet og flænser hukommelse op. Men her på ‘Wonderful Life’, debutsinglen fra den nordengelske synth-duo Hurts, er både lyd af bitter resignation og længsel efter noget meget større…

Joe Public FC

joe_public_tri

Troede vi havde talsmand Joe Public for os selv her på siden og i LS Society, men nej. Viser sig hans navn også bæres af en forholdsvis succesfuld fodboldklub på Trinidad & Tobago. Joe Public FC spiller sine hjemmekampe i Macoya på kunststofbane – Caribiens første! – på det eksotisk lydende Marvin Lee Stadium, integreret i The Dr. João Havelange Centre of Excellence – ah, the stale smell of corruption! Flere informationer om Joe Public FC lige her.

800px-marvin_lee_stadium

Nej, ikke Lee Marvin, men Marvin Lee Stadium. Og det regner.

john-barnes-with-joe-public-fc-before-their-match-with-the-trinidad-national-u20-on-day-3-of-the-digicel-clinics

Liverpool’s John Barnes – ja, ham fra C-stykket på New Order’s ‘World In Motion’ – sammen med Joe Public-drengene før en opvisningsmatch. Bemærk de mange bolde til snevejr!

Hvide flag

Faldet mere sne på hustage og fortove i København i nat. Så her en hvid top-10:

01. White Man (In Hammersmith Palais) – The Clash
02. Bled White – Elliott Smith
03.
Avalanche – Leonard Cohen
04. White Limo – The Felice Brothers
05. Into The White – Pixies
06. White Light, White Heat – The Velvet Underground
07.
Blizzard Of 77 – Nada Surf
08. White Car In Germany – Associates
09. Fifteen Feet Of Pure White Snow – Nick Cave & The Bad Seeds
10. White Nigger – The Avengers


Mon Jacques Brel havde nydt en plade eller to med Leonard Cohen, da det sneede på hans drømme i Liege…?

En nat blev det sommer

brisbane-1

Mens denne blogs læsere (forhåbentlig) sover, går denne blogs ældste forfatter rundt i Queensland.  Jeg ankom til Brisbane med Qantas kl. 6.30 efter en alt for kort nat i Airbus og kunne hurtigt konstatere, at morgentrafikken hernede ikke er påvirket af fygning. Det ligner ved første øjekast USA, men metersystemet virker, bilerne kører i venstre side, højttalerstemmerne lyder mere som BBC end som NBC og en elevator hedder en lift. Endnu et eksempel på hvordan den nye verden er kommet til at se ud, hvor briterne fik lov til at præge samfundet lidt længere (end i USA, hvor de vel nærmest smed sig selv ud.)

Når jeg er så heldig at besøge et land, hvor hovedsproget er engelsk, havner jeg uvægerligt i en eller flere boghandler. Denne gang ledte jeg efter The 10 Rules of Rock And Roll af en vis Robert Forster. Først prøvede jeg Borders Books, hvor de havde et pænt udvalg af musikbøger – og også temmelig mange, der så spændende ud. Den unge ekspedient spurgte mig om jeg fulgte med i Forsters musikjournalistik. Jeg måtte tilstå, at det var jeg som dansker ikke så god til. Men bogen ville jeg da meget gerne have. Var der så mange i Danmark, der rigtig godt kan lide The Go-Betweens? Her måtte jeg igen tilstå noget: Det er der nok ikke, men vi er da nogen der kan. Sådan er det egentlig også i Australien, bemærkede ekspedienten. Men de har da fået en bro opkaldt efter sig, indskød jeg – og fik svaret, at det først er for nylig, at det er lykkedes.

Bogen fandt han desværre ikke, men han foreslog mig at prøve Rocking Horse Records. Heller ikke der kunne de desværre hjælpe mig (men de havde en hel masse t-shirts med metalbands) – og foreslog mig at prøve en af de store boghandler. Lidt skuffet gik jeg tilbage mod hotellet. Hov, der var jo en lille boghandel – gad vide om…?

Nogle gange kan man tage fejl. Udefra lignede Folio Books et sted, der sælger koge- og havebøger og kalendere med postkortmotiver og de sædvanlige bestsellere, men den slags skal man ikke lade sig narre af, for den var der.

Ekspedienten var en venlig dame.

– Han kommer herind engang imellem, sagde hun.
– Så han her stadig, ikke? spurgte jeg.
– Jo, han bor ude i West End et sted. Du kan prøve at spørge forlaget om adressen, foreslog hun.
– Så vigtig er det nu heller ikke, men jeg har da en ven i Danmark, der er interesseret.
– Hvis Robert Forster var herinde en af dagene, ville jeg da gerne gøre opmærksom på det, sagde den venlige dame.
– Han ikke er svær at få øje på, bemærkede jeg.
– Nej, og han er jo også ret høj. Hans kone er fra Skandinavien, er hun ikke ? Hun er nemlig også ret høj.
– Hun er faktisk tysker, kunne jeg svare.

At et klima, der vel nærmest er subtropisk, kan fostre (undskyld ordspillet) en altid ulasteligt klædt personage som Robert Forster, virker måske underligt for en uformel dansker i shorts og lærredssko. Men sørme om ikke adskillige australske mænd kan antræffes på lignende måde – jakken har de dog hængt fra sig.

Og bogen? Den vil jeg kaste mig over lidt senere. Først skal jeg lige ned og se The Go-Between Bridge.