Pastorinden og jeg var i går aftes at finde på en velorganiseret mark i Herning. En overgang fik vi endda lov at stå bag den højeste tilskuer og betragte hans smukke beigefarvede trøje. Det kunne dog ikke helt kompensere for et totalt manglende udsyn til scene og storskærm, så vi rykkede bagud. Oppe på tribunerne sad Jens med sin hustru og havde mulighed for at spise kirsebær med bl.a. en overborgmester.
Hvad fik vi så at høre? Blandet andet en intens piano-drevet udgave af “For You”, der mere end matchede den fra Live at Hammersmith Odeon, en noget anderledes udgave af “Racing In The Street” og en smægtende fremførelse af “Follow That Dream”.
Og det var såmænd bare, hvad Jens fandt frem i bilen, mens vi bagefter blev transporteret gennem tekstilbyens trafikknude.
Til selve koncerten kunne man opleve hvordan en veloplagt Boss sammen med et lige så veloplagt E Street Band endnu engang leverede en koncert, der viste mange af facetterne i Bruce Springsteens traditionsbevidste, men sjældent kedelige univers. Hvis jeg selv kan holde et sådant energiniveau, når jeg er omkring de 60, vil jeg være yderst tilfreds.
For mig var højdepunkterne “Candy’s Room”, “Prove It All Night”, “Promised Land” og “Badlands”, alle fra Darkness On The Edge Of Town, et album, jeg skatter højt. Der var ikke så mange ballader – vel egentlig kun “I’m On Fire”, “Atlantic City” og så selvfølgelig “The River”. Men de blev leveret i fin stil i den meget løse sætliste, hvor publikum kunne ønske numre og bandet leverede dem på overbevisende facon. Skuffende få af dem kendte dog “Thunder Road”, da den så kom. Fy! Når jeg engang får sætlisten at se, lægger jeg den som en kommentar her.
Jeg tilgiver så, at vi midtvejs i det næsten tre timer lange sæt skulle trækkes med “Seeds”, det gamle forgæves forsøg på at lave et samfundskritisk tøfrocknummer og samtidig en af de få Springsteen-sange, jeg synes er decideret træls. Og er “Rosalita” et løst, festagtigt nummer der passer godt til jam og pjat til sidst i et langt sæt, eller har vi at gøre med en ustruktureret melodi fuld af dur-akkorder bundet sammen af en alt for ordrig tekst? Her var der en vis uenighed.
Nå, lad det fare. Alt i alt var der, som man kan læse mellem linjerne, tale om en særdeles vellykket koncert.
“Tænk, at der på en tilfældig krejlermark i Herning er bedre lyd end der nogensinde har været på det sted, der gerne vil være Danmarks førende arena for store koncerter”, sagde Jens bagefter. Og jeg er enig.
(Hertil vil Don Ø. nok replicere at vi ikke skal brokke os, for i Parken får man alting at høre to gange.)
