Kategoriarkiv: Blog

48 lyde Tom Waits holder af

01. An asymmetrical airline carousel created a high-pitched haunted voice brought on by the friction of rubbing and it sounded like a big wet finger circling the rim of a gigantic wine-glass.
02. Street-corner evangelists.
03. Pile-drivers in Manhattan.
04. My wife’s singing voice.
05. Horses coming/trains coming.
06. Children when school’s out.
07. Hungry crows.
08. Orchestra tuning up.
09. Saloon pianos in old westerns.
10. Roller-coaster.
11. Headlights hit by a shotgun.
12. Ice melting.
13. Printing presses.
14. Ball game on a transistor radio.
15. Piano lessons coming from an apartment window.
16. Old cash registers – ka-ching!
17. Muscle cars.
18. Tap-dancers.
19. Soccer crowds in Argentina.
20. Beatboxing.
21. Foghorns.
22. A busy restaurant kitchen.
23. Newsrooms in old movies.
24. Elephants stampeding.
25. Bacon frying.
26. Marching bands.
27. Clarinet lessons.
28. Victrola.
29. A fight bell.
30. Chinese arguments.
31. Pinball machines.
32. Children’s orchestras.
33. Trolley bell.
34. Firecrackers.
35. A Zippo lighter.
36. Calliopes.
37. Bass steel drums.
38. Tractors.
39. Stroh violin.
40. Muted trumpet.
41. Tobacco auctioneers.
42. Musical saw.
43. Theremin.
44. Pigeons.
45. Seagulls.
46. Owls.
47. Mockingbirds.
48. Doves. The world’s making music all the time.

Johnny bye-bye

Og Elvis Presley blev lagt i Tennesse-jord. Længere nede står ordene til Bruce Springsteen’s sang ‘Johnny Bye-bye’, der sætter billeder på de begivenheder i Memphis, august 1977. Ikke ret mange ved, at Springsteen selv brød ind på Graceland året før, i håb om at møde Elvis ansigt til ansigt, få en konstruktiv snak med ham, om mulighed for korrektion af den forkerte drejning Presley’s karriere da forlængst havde taget.

Elvis skulle aldrig møde Bruce. Her er han istedet med The Police.

Efter deres show i byens Ellis Auditorium er Springsteen og hans E Street Band-guitarist Miami Steve ude på natkørsel efter en diner, da taxaen pludselig befinder sig foran selveste Graceland. De får den stoppet, tumler ud og står snart ved Graceland’s guitarudsmykkede gitterporte. Derfra kan de se lys tændt på første sal, deroppe i selve huset. Tænker det må være Elvis som endnu er vågen og læser, eller noget.

Så Springsteen kravler over hegnet, begiver sig i løb op af den lange indkørsel. Når helt til den hvide bygning uden problemer, men et par security-folk dukker op i mørket, netop som han vil banke på dens hoveddør. Hvad laver han der, tilspørger de lettere opgivende, sikkert vant til stalkere. Vil bare vide, om Elvis er hjemme og modtager besøg. Nej, han er i Lake Tahoe at spille. Springsteen får fremstammet, han også selv er indenfor musik, endda netop har været på forsiden af både Newsweek og Time Magazine. Fint-fint, nikker security skeptisk, følger Springsteen tilbage til porten, låser ham ud.

Men tænk hvis han rent faktisk havde truffet Elvis den nat. Springsteen’s show i Memphis var 29. april, Elvis’ 10-dages engagement på Sahara Tahoe Hotel begyndte først næste aften, så der kunne have været tid. Ikke at den 26-årige Springsteen’s ild og entusiasme havde gjort nogensomhelst forskel på Elvis’ fald, men bare tanken om et kort møde mellem de to ville have været opløftende. Her Springsteen’s hyldest til ham:

elvisfuneral.jpg

JOHNNY BYE-BYE

She drew out all her money from the Southern Trust
And put her little boy on a Greyhound bus
Leaving Memphis with a guitar in his hand
With a one-way ticket to the promised land

Now, hey little girl with the red dress on
There’s a party tonight down in Memphis town
I’ll be going down now if you need a ride
Come on, come on let’s go tonight

How many have fallen with a dream denied?
Now, tell me baby, are you lonesome tonight?
There’s a man on the radio, says Elvis Presley died
Come on, come on, let’s go tonight

Down in Dixie tonight the sky is hard and black
Coming up over the ridge, one long white Cadillac
People standing on the roadside, waiting in the heat
Bound together forever in the promise of an endless sleep

They found him slumped up against the drain
With a whole lot of nothing running through his veins
Bye bye Johnny, oh Johnny bye bye
You didn’t have to die, you didn’t have to die

© Springsteen

Spinat?

Der er også musiknavne, vi ikke skriver så meget om her. I denne uge er der f.eks. en britisk gruppe, der udsender et nyt album produceret af Brian Eno.

Se Andy Gills kommentar her. Et lille citat skal I have som appetitvækker:

There’s no real sense of grappling with the social or political causes of the problems, just a bland emotional poultice applied to the wound. They’ve become the sonic security-blanket for millions of fans, their tracks sweeping by with the epic solemnity of state funerals, their huge, heartbreaking chord changes sucker-punching you with emotional logic while sapping any anger or political engagement – in the existential sense – that you might otherwise experience.

Et andet sted i artiklen bliver de pågældende musikere sammenlignet med dampet spinat.

Det er en fornærmelse!

(Jeg er nemlig meget glad for spinat, også når den er dampet.)

 

Såret?

‘Hurt’, Elvis’ sidste væsentlige indspilning, brænder mørkeblåt på skuffelsen over at blive forladt. Elvis skulle selv forlade verden kun halvandet år efter optagelsen af sin skilsmisse-ensomheds sårede brøl i denne Timi Yuro-sang. Ligesom det huskes hvor man var, da Bin Laden rev World Trade Center ned, har de fleste vel også personlige detaljer i forbindelse med nyheden om Kongens himmelfart. Selv sad jeg forstummet i mit rum på en seng med flowerpower-inspireret madrasmønster. Det var mørkegrøn sensommer ude i Dollerup Bakker og The Ramones’ Leave Home lå på pladespilleren. Jeg har været der lige siden.

elvisheartfails.jpg

HURT

I’m so hurt to think that you lied to me
I’m hurt way down deep inside of me
You said our love was true
And we’d never, ever part
Now you want someone new
And it breaks my heart

I’m hurt, much more than you’ll ever know
Yes darling, I’m so hurt
Because I still love you so
But even though you hurt me
Like nobody else could ever do
I would never, ever hurt you

© Crane/Jacobs

The girl of my best friend

Elvis, Priscilla og Glen – 485 km fra Phoenix, 5. december, 1970.

Årets 164. dag kommer med vedlagte top-10-playlist over sange på 164 sekunder, hvad popbranchen kalder 2:44. Det er altså kke meget tid til to-tre vers, tre-fire omkvæd og en outro. Så hurtigt ind. Gå direkte efter guld. Blitzschnell ud. Sidste mand lukker og slukker. Og sangen er forbi. Here goes:

01. By The Time I Get To Phoenix – Glen Campbell
02. Madness – Prince Buster
03. Hateful – The Clash
04. Wait For The Light To Shine – Hank Williams
05. Living Above Your Head – The Walker Brothers
06. Wicked Annabella – The Kinks
07. Tell Me That It Isn’t True – Bob Dylan
08. La La Love You – Pixies
09. You’re Gonna Kill That Girl – The Ramones
10. Love & Mercy – Golden Smog

Günter fra Lovers Lane

Kan fornemme flere her er utilfredse med kommentator-siden på TV2’s EM-udsendelser. Vil derfor anbefale de tyske kanaler ARD/ZDF’s fællesdækning som brugbart alternativ. Ikke mindst pga. nogle ofte ekstremt kritiske kampanalyser fra ARD-fußballexpert og Borussia Mönchengladbach-vintagestjerne Günter Netzer, en no-bullshit-mand, der tager sin fodbold mere alvorligt end var den en børnebegravelse. Hans ansigtshud synes nuomdage gjort af en mat voks, men frisuren er den samme – tænk nyklippet Evan Dando fra The Lemonheads – som dengang i begyndelsen af 1970’erne, da han var den unge, hippe, Ferrari-speedende ejer af diskotek Lovers Lane i Mönchengladbach. Hvem ved om ikke Allan Simonsen skulle vise alders-ID for at blive lukket ind på ‘Das Lovers’?

Samtlige hold har nu været på spil nede i Østrig-Schweiz, og ingen har vel været så skuffende som Grækenland og Frankrig. Førstnævntes måde at spille spillet på gav fuld BAR-BAR-BAR-jackpot i Portugal sidst, men som de nu forsvarende Europamestre synes det uværdigt med gameplans baseret på en cocktail af tidsudtrækning og dødbolde. Sad faktisk og blev mindet om Viggo Jensen’s Silkeborg, mens det endnu stod 0-0 for grækerne mod Sverige – så urgrimt spillede de! Og Frankrig kom ud til Dødspuljens måske nemmeste kamp, den mod Rumænien, med flad tænding, som var der tale om en uønsket venskabskamp. Svært at se fremtid for dem efter en så elendig indsats. Rumænien er der pt. heller intet pænt at skrive om.

Andre nedture i første runde blev leveret af Kroatien og Tjekkiet. Begge vandt, men heldigt og uden visning af gode takter. Italien tabte, endda stort, men nåede til gengæld undervejs – efter vitale indskiftninger af Grosso og Del Piero – et niveau der kan pege fremad. Havde det ikke været for det absurde ikke-offsidemål – hvor fair play-iorden er den UEFA-offsideregel lige!? – kunne meget være gået anderledes. Der var store chancer for italienerne henne i kampen, og det er vel sådan de må komme ud på fredag mod Rumænien. Der er ikke mere tid til den sædvanlige italienske waiting game. Rusland gik ligeledes ned på stor dybde, men har herfra to modstandere, der ser alt andet end uovervindelige ud.

I den anderledes positive ende strålede Holland, Portugal og Spanien. Alle kom godt fra start, alle fik spillet fodbold af høj kvalitet. Holland imponerede måske mest, da Italien slet ikke bare lagde sig ned. Portugal dominerede et nervøst tyrkisk landshold. Alligevel var tyrkernes Tuncay dog to gange fri foran mål, klar til afslutning, men valgte istedet at smide sig i håb om straffespark. På den måde udportugaliserede han nærmest portugiserne, der den aften aldrig blev presset til de charmeforladte tricks. Spanien var ligeledes flyvende fremad, men må have forsvar i bedre sync, hvis vejen skal gå langt. Må også hellere nævne favoritterne fra Tyskland. De vandt uden besvær, og fik derfor, mod et gråt polsk hold, aldrig vist hvad de egentlig er gjort af. Ballack synes klar til en hovedrolle.

Og så var der Østrig, som havde fortjent mere, men blev dukket efter deres vilde fight. Og Danmark, der i sit fravær faktisk klarer sig bedre end længe ved de store turneringer. Thomas Sørensen har nu holdt sit mål rent lige siden DBU’s landshold ikke ankom til Østrig-Schweiz for 14 dage siden. Fortsætter den medgang, ender det hele måske alligevel med folkefest på Rådhuspladsen, når Jon Dahl & co. efter finalen aldrig vender hjem med jagereskorte til Kastrup. Men før den parade er der mange flere kampe: I dag løber Tjekkiet ind i Portugal, og senere slås Tyrkiet med Schweiz om, hvem der måske bliver det første eliminerede hold i årets turnering. Som ikke-deltager er Danmark heldigvis sikret mod at ryge ud allerede nu. Det har Günter Netzer helt sikkert en besk kommentar omkring i aften.

58

REM with a view, Red Rocks, Colorado, 030608.

58 er det frygtindgydende antal forskellige numre der indtil videre har været på setlisterne ved de første ni R.E.M.-shows på Accelerate-touren. De fordeler sig således udover bagkataloget:

Chronic Town: Gardening At Night, Wolves Lower, Carnival of Sorts Murmur: Pilgrimmage, Sitting Still, Shaking Through, West of the Fields Reckoning: Harborcoat, Seven Chinese Bros, So. Central Rain, Pretty Persuasion, Time After Time, Second Guessing, Little America Fables of the Reconstruction: Feeling Gravitys Pull, Life and How To Live It, Driver 8, Auctioneer Lifes Rich Pageant: Begin the Begin, These Days, Fall on Me, Cuyahoga Document: Disturbance At the Heron House, Welcome To the Occupation, The One I Love Green: Get Up, Orange Crush, World Leader Pretend Out Of Time: Losing My Religion, Country Feedback Automatic For the People: Drive, Sweetness Follows, Ignoreland, Man on the Moon, Find the River Monster: What’s The Frequency, Kenneth?, Star 69, Let Me In, Circus Envy New Adventures in Hi-Fi: Departure, So Fast So Numb, Electrolite Up: Walk Unafraid Man on the Moon-Soundtrack: The Great Beyond Reveal: I’ve Been High REM Best Of:Bad Day, Animal Around the Sun: Final Straw Accelerate: Living Well’s The Best Revenge, Man Sized Wreath, Supernatural Superserious, Hollow Man, Houston, Accelerate, Until the Day is Done, Mr. Richards, Horse To Water, I’m Gonna DJ

De forrige tre albums – Up, Reveal og Around The Sun – repræsenteret næsten symbolsk kun med en enkelt sang hver. Efter 12 lange års vildfarelse i Skyggernes Dal, må en selverkendende kulturrevolution virkelig have fundet sted inden for R.E.M.’s rækker. Hvilket lykkeligvis bærer ny anerkendelse af den anderledes righoldige fortid, der bragte os bandet fra Georgia, som vi lærte at elske det. Tilbage for at finde frem.

EM afsted

Frankrig skuffede passivt, Holland overraskede positivt og Italien fik undervejs i et klokkeklart nederlag antydet, de ikke nødvendigvis behøver være tabt af nogen vogn, når kvartfinalisterne er fundet. På 3. dagen af Euro 2008 kom turneringen endelig ud af sin noget statiske startfase, takket være Hollands behjertede indsats. Ikke mindst af Kuyt, som forstatte den omskoling han det seneste års tid har gennemgået i Liverpool. Han blev således ikke noteret for scoringer, men istedet to skarpe assists. I dag træffer en anden Liverpool-spiller – Det Dejlige Menneske Fernando Torres – først en mellemstor russisk bjørn af ukendt styrke, og derefter skal Zlatan Ibrahimovic, fra Malmö City’s indvandrerkoncentration Rosengård, prøve svensk-kroatiske gloser på en flok udvalgte grækere. Vi lever i spændende tider!

Ålens vej

Hugh Everett møder Niels Bohr

Hvorfor har der aldrig været et indlæg i denne blog om Eels? var der én, der spurgte for nylig. Det er bestemt også et svagt punkt. Så lad os gøre noget ved det.

Jeg er i år for alvor ved at lytte mig ind på Eels og er i disse uger ved at få fat i hele ålenes bagkatalog, efter at jeg i en del år “kun” havde Electro-Shock Blues og efterfølgeren Daisies Of The Galaxy. For ikke så længe siden gav Eels koncert koncert i Operaen i København, og lige nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke var der.

Eels er i mangt og meget sanger og sangskriver Mark Oliver Everett (ofte blot kaldet E). Mange af hans sange tager afsæt i hans opvækst og manglende kontakt til faderen, Hugh Everett. Mark fandt ham liggende død i sengen, iført sit jakkesæt – og da gik det op for ham, at det var første gang, han havde rørt ved sin far.

Hugh Everett var distanceret, indadvendt, kæderyger, melankoliker, alkoholiker – og teoretisk fysiker blandt de helt store. Den fascinerende og meget omdiskuterede mangeverdens-teori fra kvantefysik er hans store bidrag. På billedet ovenfor kan man se ham med vores egen Niels Bohr.

En måned inden faderens død begik Marks storesøster selvmord, og i 2000 døde moderen.

Eels’ sange er et spejl af al denne modgang. Melankoli, længsel og uforløst vrede er der som bekendt meget af i rocken, men Eels er sig selv – ikke knugende som f.eks. Portishead eller reflekterende, til tider distanceret som Cave eller Cohen. I mange af teksterne er der et møde mellem barnets umiddelbare syn på livet og håb for fremtiden og opdagelsen af tilværelsens skyggesider – død, ensomhed og svigt. Parallelt hermed bevæger melodierne sig mellem umiddelbar pop, country, blues og skramlet rock. Og så er der en god portion amerikansk umiddelbarhed, lune og trodsig optimisme iblandet (selv ikke en sang med titlen “World Of Shit” fra Souljacker er en entydig nedturs-beskrivelse). De pixibog-agtige forsider på flere af albummene er ingenlunde et tilfælde.

For mig er den sang, der bedst opsummerer hele dette intenst personlige univers, “Things The Grandchildren Should Know” (der også er titlen på Mark Everetts selvbiografi) placeret sidst på seneste studiealbum, Blinking Lights And Other Revelations.

Der er en interessant artikel om Hugh Everetts liv og forskning og Marks liv med og (især) efter ham her.

(Og nå ja, Peter Buck, Grant Lee Phillips, Lisa Germano, T-Bone Burnett og Jon Brion har været med som gæstemusikere hos Eels. Også en Mike Simpson er nævnt på Electro-Shock Blues; trods visse ligheder med Mark Everett i fremtoning og tekstunivers er der dog næppe tale om ham, vi kender.)

Et varmt københavnsk tip i 11. time

Kl. 17.00 i dag, søndag spiller The Rhonda Harris – yep, dem med Here’s The Rhonda Harris, årets hidtil bedste danske album – på havnefronten ved Islands Brygge, i forbindelse med weekendens københavnske Distortion-festival. Specielt for dette show med Nikolaj Nørlund og hans weltklasse-band, er Raveonettes’ guitar-es Sune Wagner med, ved siden af ligeledes elektriske Rune Kjeldsen. Kan næsten ikke blive andet end meget stort. Og så er der ovenikøbet gratis adgang…

Her kommer The Walkmen

Et fint band fra New York City, der slet ikke får den opmærksomhed, dets triumferende utilpassede, guitarskramlende, modhagefyldte analogmusik fortjener, er The Walkmen. Seneste udspil, for godt to år siden, var longplayeren A Hundred Miles Off, et særegent kludetæppe af rastløs energi, henkastede Dylan’66-popsløjfer og laissez faire-play. Nu meldes nyt heldigvis på vej. Den 19. august udsender The Walkmen albummet You & Me til dig og mig. Her dets tracklist:

Dónde Está la Playa
Flamingos (for Colbert)
On the Water
In the New Year
Seven Years of Holidays (for Stretch)
Postcards From Tiny Islands
Red Moon
Canadian Girl
Four Provinces
Long Time Ahead of Us
The Blue Route
New Country
I Lost You
If Only It Were True

3 X hurra

For vores hjemsted her fejrer fødselsdag. Tre år i dag siden det åbnede på nettet. Efterfølgende har vi pt. haft 1309 indlæg og 9601 kommentarer postet. Den aktivitet er der ikke mange andre bandhjemmesider der vil konkurrere med. Tillykke!

Mr. Richards

Oi, Keith Richards! Giv os et et sekund. Hvad er dit favoritnummer med David Bowie?

– Can’t remember.Who is he? Oh, he went to the same art school as me. “Changes” maybe. That’s about it. Not a large fan, no. It’s all pose. It’s all fucking posing. It’s nothing to do with music. He knows it, too. I can’t think of anything else he’s done, that would make my hair stand up.