Man skal lære sine fejl at undgå genopstandelse. Sidst Kent fra Eskilstuna udsendte LP, var vi her på siden for hurtigt ude med skuffelse og lugt af nederlag. Blot for måneder senere at tage den rigtige U-vending og erklære Du & Jag Döden en generelt meget tilfredsstillende oplevelse. Man skal ikke altid være hurtig på aftrækkeren.

Så denne gang er anderledes. Hørte Kent’s nye allerførste gang i vores tourbus, den fredag eftermiddag vi kørte til Haderslev. Og på motorvejene gjorde heller ikke Tilbaka Til Samtiden noget godt førstehåndsindtryk. Sangene lød umiddelbart som livslede rundgange, produktionen spids migrænetræt, de nu så mange keyboards mere sen-PSB (kønsløse!) end vintage-DM (kønsmodne!). Skuffelsen lå til højrebenet.

Men det tog væk. Vores tour sluttede og to dage efter var jeg på et af de smukkeste steder i verden. Gemt væk bag endeløse dale og skove i orange, stille og rødt. Og med Kent i bagagen. Brugte tid til at komme ind i de 11 titler som udgør Samtiden. Kent’s sange kommer nuomdage alle med et letbittert drag om munden. På den måde er det skræddersyet musik til efterår og løvfald, som lige nu.

Kunne mærke mens jeg løb og løb, og nogle gange kørte i bil, små veje i den klare luft, de nye sange forme sig til. Hørte ikke længere Klovnepark Mord-synths og stockholmsk livstræthed fra Kent, men kun beruset glæde over egen frihed. Vilje til at kunne gøre hvadsomhelst, modet til at turde. Ord bekymrede ikke. De stod godtnok skrevet på det grimme, ikoniske cover, men jeg var mest i bevægelse, så kunne ikke læse dem. Hørte derfor fragmenter, brudstykker, om tusinde fester, de mange mil til Berlin, TV-aftener i Hagnesta Hill, ‘droger’ og sorg. Joakim Berg kan sin sorg.

Den voksende brillance kom dog med enkelte ridser i lakken. At Kent på ‘Vykort Från Ett Luftslott’ gør et stort nummer ud af et nedslidt Jamiroquai-riff er selvfølgelig en alarmerende sag, men vi skal tage det som en overskudshandling, som en eksalteret legen med ilden, snarere end et kollektivt råb om hjælp fra det orkester, onde tunger har hævdet kreativt paralyseret af egen gigant-succes.

Ligeledes har ‘Våga Vara Rädd’ slet ingen angst for brug af trompeter, hvis lyd og tematik er alt andet end ‘den gode smag’. Langt tættere på melodigrandprix end Herp Albert er de. Men selvom vi her hverken kan med J-quai eller MGP, vil vi til gengæld gerne rejse på musikalsk første klasse med et band, der ikke styres af nogen frygt eller stilistisk forsnævring. Der ligger en frihed i at fornægte cool, og den finder Kent i rigt mål ved, som her, at give fanden i det hele – dét er cool!

Så efter en intensiv og voksende uge med Tilbaka Til Samtiden, er dens tættrafikkerede lyd blevet dette efterår. Må selvfølgelig ikke glemme at pointere, den nye plade virkelig tager Kent omkring noget af det smukkeste musik hørt med dem. Det er vel den vi alle vil derude i verden. Og det er den der findes i lysspor som ‘Ensammast I Sverige’, ‘Columbus’, ‘Vid Din Sida’, ‘Berlin’ og ‘Elefanter’. Ingen smalle steder der.

Glad for Tilbaka Til Samtiden ikke blev bedømt dagen efter Haderslev. Først nu. Kent 07 står som en sjælden god årgang.

Vi anbefaler, evigt ung og netop teenager i dag: The London Suede’s nyklassiker Dog Man Star.

1 “Introducing the Band” – 2:38
2 “We Are the Pigs” – 4:19
3 “Heroine” – 3:22
4 “The Wild Ones” – 4:50
5 “Daddy’s Speeding” – 5:22
6 “The Power” – 4:31
7 “New Generation” – 4:37
8 “This Hollywood Life” – 3:50
9 “The 2 Of Us” – 5:45
10 “Black or Blue” – 3:48
11 “The Asphalt World” – 9:25
12 “Still Life” – 5:23

Hvis vi kendte nogen lige nu, der fortjente en helt igennem speciel og opmuntrende gave, ville vi straks købe PJ Harvey’s nye White Chalk. Et mageløst underspillet og stemningsrigt album. Så helt anderledes end nogetsomhelst hun har udgivet før. White Chalk bærer så meget uovervindelig kvalitet og råstyrke, vi slet ikke vil støje med her, at det er PJ’s fødselsdag i dag.

Så ingen flag og kager. Gå istedet straks ind på Liga.dk her, scroll helt ned og se PJ Harvey spille 4 topsange fra White Chalk, all by herself. Der er også et interview.

I mandags udkom, hvad vi her synes er Springsteen’s nok mest vellykkede plade siden Nebraska. Magic, som den hedder er godtnok et værk af emmende nostalgi og bærer lyden af en svunden tid – omkring 1979 or so – men rider samtidig en sangkvalitet og nerve, der for det meste hæver tingene langt op over det kun tilbageskuende. I nat begyndte Springsteen og E Street Band den tour, der om 2 måneder og 5 dage runder Forum i København. Her er settet fra første aften på The Magic Tour:

2007-10-02, Civic Center, Hartford, CT:
Radio Nowhere
The Ties that Bind
Lonesome Day
Gypsy Biker
Magic
Reason to Believe
Night
She’s the One
Livin’ in the Future
The Promised Land
Town Called Heartbreak
Darkness on the Edge of Town
Darlington County
Devil’s Arcade
The Rising
Last to Die
Long Walk Home
Badlands
Girls in Their Summer Clothes
Thundercrack
Born to Run
Waitin’ on a Sunny Day
American Land